Spørgsmålet “Hvad er verdens bedste album?” er et interessant et. Man kan få forskellige svar fra samtlige personer, som man stiller spørgsmålet, og de svar kan være baseret på helt forskellige vurderinger. Nogle vil tage deres personlige favorit, andre vil kigge på salgstal, nogle vil kigge på holdbarhed og så videre og så videre. Efter min egen mening er det et umuligt spørgsmål at komme med et objektivt svar på, men jeg kan dog komme med et subjektivt et. Blev jeg nemlig stillet for spørgsmålet, så ville jeg være blandt dem, der vælger den personlige favorit, og for mig har det i lang tid været albummet City af bandet Strapping Young Lad.

Dette album kom til mig via en tilfældighed. Jeg husker, at jeg tilbage i min gymnasietid hørte en ven synge noget i stil af “Oh my Fucking god, It’s a dinosaur” til en melodi fra Jurassic Park. Jeg tænkte, at det måtte være noget fra en eller anden meme, som han havde set, og den ville jeg da lige selv se. Jeg gik ind på Youtube og op i søgefeltet, og her skrev jeg de første fire ord fra teksten i håb om, at jeg så ville finde noget der lignede. Det gjorde jeg ikke. Til gengæld var der dog en video, der lignede, at den havde med noget metal at gøre, så den skulle jeg da lige se. “Oh My Fucking God” var titlen på den, og den gav mig en noget spøjs oplevelse. Videoen var fra en koncert, og den åbnede op med hvad jeg troede var en halvgammel mand, der hurtigt præsenterede det næste nummer for publikum. At han var halvgammel kunne tydeligt ses ud fra hans hår, eller rettere, den halve mangel af dette. Det meste af hans isse var nemlig skaldet, men han havde dog beholdt det lange hår bagi og på siderne, hvilket gav ham en noget mærkværdig frisure. Efter et par hurtige klip mellem ham og publikum skiftede kameraet så over til bandets trommeslager der, for at sige det som det er, var ret så tyk. Igen var det dog ret mærkværdigt, for med det samme han begyndte at slå på tønderne, så lagde han et tempo for dagen, hvilket burde have gjort hans fedme umulig. Aldrig før havde jeg set og hørt trommespil på den måde, og jeg var dybt imponeret, men samtidig også vanvittigt forundret. De resterende bandmedlemmer var noget mere normale end de to første personligheder, men det var deres musik til gengæld ikke. Den var nemlig så overdrevet ekstrem, og sammen med alt det andet, så gjorde den bare sådan et indtryk, at selvom jeg ikke gik videre med bandet, så huskede jeg den i lang tid. Nu og da fandt jeg videoen frem, når jeg lige skulle vise andre noget underligt og ekstremt musik, men længere gik jeg dog som sagt ikke.
Det var imellem år 2012 og 2014, at jeg for første gang så denne video. Herfra spoler jeg så lidt frem i tiden til starten af 2017, hvor jeg sad en sen aften på sidste dag, som jeg havde til færdiggørelsen af mit endelige eksamensprojekt til min programmør uddannelse. Her var alt bare noget lort. Min gruppe og jeg havde valgt et lorteprojekt til vores opgave, og vores indsats havde derfor været mangelfuld, hvilket betød, at vi på den sidste dag prøvede at fikse så meget på det som muligt, så vi kunne have et bare nogenlunde funktionelt produkt. Samtidig var der også en rapport, der skulle skrives, og udover at jeg havde min egen del at slås med, så skulle jeg i de her sidste timer også lige rette alt det, som en af de andre havde skrevet igennem, da det var decideret uforståeligt. Jeg var mildt sagt frustreret og havde brug for noget musik, der kunne fungere som et afløb for mine frustrationer. På det tidspunkt var det Slayer, som jeg søgte henimod, når jeg havde det sådan, men på denne dag gjorde det intet for mig. Det var for mildt. I min desperation prøvede jeg at komme på noget andet, som kunne hjælpe mig her, og efter nogle fejlslagende tiltag dukkede denne ekstreme video fra Youtube pludselig op i mine tanker. Måske var det sagen. Jeg fandt den frem og kunne mærke, at mens den spillede, så blev jeg lidt mere koncentreret. Den hjalp. Hurtigt søgte jeg efter et album, hvor dette nummer kunne være på, og det ledte mig til City, der fortsatte denne form for overdrevne aggression, som “Oh My Fucking God” havde lagt for dagen. Pludselig kunne jeg igen fokusere, og med denne musik i mine ører gjorde jeg store fremskridt. Et par gennemlytninger senere, plus en enkelt til en af bandets andre udgivelser med titlen Alien, sad jeg med et projekt, der stadig ikke var godt, men dog funktionelt, og en rapport som vi kunne være bekendt at sende afsted. Det reddede min eksamen, men det vigtigste der skete for mig den nat var dog, at jeg kom afsted med noget nyt musik, som jeg i dagene efter lyttede umådeligt meget til.

Hvis du er en af dem, der igennem længere tid har fulgt med i mine skriverier på siden, så kommer det måske ikke som nogen overraskelse, at denne både skaldede og langhåret halvgamle mand, der dog faktisk her kun var omkring de 30, skulle vise sig at være ingen ringere end hr. Devin Townsend. Denne mand har jeg før skrevet om, og i de skriverier har jeg fået slået det ret godt fast, at han for mig står over alle andre, når det kommer til musik. Hvis jeg på min personlige top 10 ikke havde den regel, at en kunstner kun må optræde en gang på listen, så kunne han nemt have besat over halvdelen af listen, hvis ikke den hele. Favoritter har jeg rigtig mange af iblandt hans udgivelser, og rangeringen af dem bliver ofte ændret. Der er dog et album, der altid fastholder dets position, og det er City. Udgivet i starten af 1997 blev dette den første udgivelse fra bandet Strapping Young Lad, selvom det teknisk set er anden udgivelse under det bandnavn, da Devin brugte det i 1995 i forbindelse med et soloprojekt, der fik titlen Heavy As A Really Heavy Thing. Selvom det soloprojekt dog på sin vis står for sig selv, så blev det dog et vigtigt element for skabelsen af Strapping Young Lad som et band. Devin havde godt nok stået for det meste af musikken selv, men der var et par gæsteoptrædener på Heavy, og en af disse var fra guitaristen Jed Simon. Ham og Devin havde tidligere spillet sammen i et andet band, og derfor hev Devin også fat i ham, da Strapping stod til at blive en mere fast identitet. Et andet medlem fra dette tidligere band skulle også blive en del af Strapping, og her taler jeg om bassisten Byron Stroud. De to var relativt ukendte på det tidspunkt, og det samme gjaldt også for Devin. Heavy As A… blev langt fra nogen stor success, men det kom dog alligevel i cirkulation iblandt musikere inden for den genre. En af de musikere var den allerede dengang legendariske trommeslager Gene Hoglan, der på det tidspunkt havde været roadie for Slayer og trommeslager i Dark Angel og Death. På et tidspunkt blev ham og Devin introduceret for hinanden til en koncert, og her går historien, at Gene roste Heavy As A…, hvorefter Devin spurgte ham, om han havde lyst til at spille med på det næste album. Begge var ret fulde på det tidspunkt, og det var måske derfor, at Gene svarede ja. Det var måske også derfor, at han ikke kunne huske noget omkring episoden, da Devin et par dage senere ringede og spurgte, om han mente det seriøst. Han holdt dog ved sit svar, og med det var den faste besætning på plads. Op til denne episode havde Devin arbejdet hårdt på at skrive nyt materiale, og derfor kunne bandet hurtigt begynde at lave optagelserne til det, hvilket blev gjort i Steve Vais studie, The Mothership. Devin havde nogle år forinden arbejdet sammen med Steve på albumet Sex & Religion, og dette samarbejde gjorde, at Steve gav dem lov til at bruge studiet, og noget tid efter blev City udgivet til rigtig god respons fra både anmeldere og fans. For mange står dette album som bandets bedste, men om der er andre end mig, der går så langt som at sætte det som verdens bedste, ved jeg dog ikke.

City er et album, der betyder alt for mig. Det gør mig altid utroligt glad, når jeg hører det, og i lang tid var det faktisk en af de få udgivelser, som jeg blev nød til at bandlyse fra min bil, da jeg et par gange erfarede, at jeg i min glæde kom til at trykke speederen lidt for langt i bund, mens jeg lyttede til albummet. Dette problem er jeg heldigvis kommet mig over siden, men glæden er dog stadig den samme. Det er et album, hvor der ikke er et eneste nummer, der ikke er overvældende fantastisk. Dem vil jeg dog her holde mig fra at skrive om her, men hvis denne lille fortælling har vakt din interesse for albummet, så kan du læse meget mere om det i mit andet skriveri omkring det, der udelukkende fokuserer på albummets musik.