Når man skriver om verdens bedste album, så kan det nemt gå hen og blive langt. Derfor har i dagens anledning valgt at splitte mit skriveri omkring det op i to dele, så det er lidt mere overkommeligt at få det læst. Synes du, at baggrunden bag albummet og min personlige historie med det lyder som noget, der er interessant at læse om, så kan du finde det i den første del af skriveriet, mens det her i anden del er musikken, der er i fokus.

City er et album, der med dets indledende toner griber godt fat i dig. Jeg kan ikke mindes, at jeg har hørt et nummer, der på samme måde som Citys åbningsnummer “Velvet Kevorkian” får bygget en så massiv stemning op, som det nummer gør. Bare den massive lydmur, der møder en lige så snart, at bandet begynder at spille, får sat mine forventninger helt op i top, og den efterfølgende marchagtige stemning tager det så bare endnu længere op. Det er også det, der er nummerets opgave. At få skabt en så intens stemning, der sætter det hele i kog, og får fastholdt lytterens totale opmærksomhed, og da grebet i denne er sikret, så bliver speederen ellers bare trykket i bund, og albummet kører derefter med flere hundrede kilometer i timen derudaf uden nogen form for stop i sigte.
Det lyder måske lidt voldsomt, men det er det også! Samtidig er det den bedste måde, at jeg kan beskrive overgangen fra “Velvet Kevorkian” til det første egentlig nummer på albummet, “All Hail The New Flesh”. Det er så vanvittigt ekstremt, men hold kæft hvor jeg dog bare ELSKER det! Lige så snart guitaren begynder på det her nummer, så er jeg bare fuldstændigt klar, og da trommerne derefter kommer på, jamen det er så vildt! Den massive lydmur fortsætter, et kendetegn ved Devin Townsends musik, og den skaber en kaotisk, men samtidig også fantastisk atmosfære, og i denne er der så mange fede ting at finde. Selvom jeg har lyttet til nummeret tusindvis af gange, så er der stadig nye ting, som jeg lægger mærke til, og det er vidunderligt. Alene bare i Gene Hoglans trommespil kan man finde en masse spændende ting, for hold da op hvor er der bare fart og teknik i det. Den mand er altid sindssyg bag et trommesæt, og på City er der ingen undtagelser. Det er dog ikke kun hos ham, at det går stærkt, for der er også fart på guitarerne og bassen, og især lyden hos de første er jeg vild med. De har en så dejlig skarp og aggressiv tone, og det er lige mig. Det samme gælder for vokalen, hvor Devin leverer en magtdemonstration. Jeg synes, at det er vildt, hvordan den mand her formår at putte en masse aggressivitet og vildskab ind i hans vokal, mens der dog stadig også til tider kommer et element af skønhed ind. Det er simpelthen vanvittigt at lytte til, og det formår stadigvæk at imponere mig, selvom jeg igen har lyttet til det en massevis af gange.
Udover at det instrumentale er pissefedt på “All Hail The New Flesh”, så er jeg også stor fan af selve strukturen i nummeret. Den er nemlig dejligt varieret, og nummeret får virkelig taget en på en rejse. I den første halvdel virker det egentlig ret struktureret, hvor der både er vers, opbygning og omkvæd, men derefter kommer der dog et par andre stykker ind, der får givet en stor brede til nummerets udtryk. Det bryder al nummerets forudsigelighed, og indtil man nærmer sig den sidste del af nummeret, så ved aldrig helt, hvor det er på vej hen. Sådan noget nyder jeg utroligt meget, men jeg nyder dog også, da nummeret til sidst begynder at bygge op til omkvædet igen, for da ved jeg, at nu skal det slutte helt i toppen.

Da “All Hail The New Flesh” er overstået, så efterlader nummeret lige et par toner til det næste nummer, og over disse kommer der så et lydklip, der får skabt en rigtig god overgang mellem de to. Det er et trick, der bliver brugt rigtig meget på City, hvilket skaber en rød tråd mellem hvert enkelt nummer, der aldrig bliver brudt. Jeg er en virkelig stor fan af dette, for for mig gør det, at et album lige pludselig ikke bare er en sammensætning af ti forskellige numre. I stedet er står det som en fast helhed, og det kan noget. Denne kontinuitet er rigtig godt illustreret mellem “All Hail The New Flesh” og “Oh My Fucking God”, hvilket er albummets tredje nummer, for det første flyder bare perfekt over i det andet. Alt for meget mere vil jeg dog ikke skrive til “Oh My Fucking God”, udover at det blev min første lytteoplevelse med bandet, at jeg er vildt imponeret over vokalen her, og at det er et pisse fedt og mega ekstremt nummer, som jeg altid nyder. Det er et rigtig godt eksempel på, hvor overdrevet aggressivt og ekstremt at dette album er, og jeg synes både, at det er virkelig fedt og ret så sjovt.

På City er der ikke er eneste nummer, hvor niveauet ikke er tårnhøjt. Albummets fjerde nummer “Detox” er et mesterværk, der ikke bare fortsætter den vanvittige energi, som albummet har lagt for dagens. I stedet tager det det endnu højere op med dets oppumpende rytme, som jeg råelsker. Midterstykket i dette nummer er også bare fuldstændigt suverænt, og igen kommer en lidt mere varieret sangstruktur i spil. Her er stemningen en smule anderledes end ved resten af nummeret, men igen elsker jeg det bare så fandens meget. Det samme gælder også for de to efterfølgende numre, “Home Nucleonics” og “AAA”, hvor det første kører videre i højeste gear, mens det andet lige tager det ned for en kort stund, uden det dog overhovedet gør det fjerneste, for kvaliteten er der stadig.

Selvom hele albummet har et fandens højt niveau, så har selvfølgelig nogle favoritter. De to åbningsnumre udgør sammen et, da jeg aldrig hører dem igennem hver for sig. “Detox” er en anden favorit, og albummets syvende nummer “Underneath the Waves” er jeg også voldsomt glad for. Her bliver der igen givet maks gas, og jeg kan ikke lade være med at blive revet med, når det kommer på. Der er bare så meget energi i det, trommerne er der sindssygt meget gang i, bassen er vildt fed, guitarerne sparker røv, og Devin giver den igen hele armen på vokalen. På det her nummer føler jeg også, at keyboardet, der egentlig er at finde på hele albummet, rigtig får godt med plads i et par passager, og det tilføjer så meget ekstra. Især i det sidste minut af nummeret føler jeg, at det hele er fuldstændigt oppe og ringe, og det er bare den perfekte kulmination på albummets vilde side.

Når jeg så skriver, at albummets vilde side er ovre, så kan måske godt komme til at tænke, at det gode så er ovre. Det vil dog være en fejl, for det er bestemt ikke tilfældet. To numre er der tilbage, hvor det første er et fedt cover af bandet Cop Shoot Cop og deres nummer “Room 429”. Det er dog ikke det, der skal fremhæves. I stedet er det det sidste nummer på albummet, som jeg virkelig gerne vil skrive om, for det afslutter albummet så perfekt som muligt. Nogle ville måske have foretrukket, at det forsatte med at være vildt, og da “Room 429” er ved at være ovre, så er der fin mulighed for lige at sparke det i gang igen en sidste gang. Det gør bandet dog ikke. I stedet tager de den helt, helt ned og starter tonerne til et nummer , der stadigvæk er hårdt og tungt, men som samtidig også har et nærmest meditativt element over sig. Det er et støjbillede uden lige, som virkelig bare får forløst alt det, som albummet har bygget op indtil da. Guitarerne skriger stadigvæk og bassen og trommer harmer hver enkelt tone så hårdt igennem, som de kan, mens keyboardet igen har en mere fremtrædende rolle, og på en eller anden måde harmonerer alt sammen bare. Al den energi der er blevet bygget op igennem albummet får et perfekt afløb, og med en lidt mindre aggressiv vokal bliver man stille og roligt guidet igennem dette perfekte afslutningsnummer, som jeg knuselsker. Det er i den grad også en gigantisk favorit fra albummet, og på samme måde som resten af albummet, så kan jeg lytte til det igen og igen og igen uden på noget tidspunkt at blive træt af det.

Hvad er det, der gør City til mit favoritalbum? Tjah udover alle de kvaliteter, som det rummer, så er det det simple faktum, at dette album kan som et af de eneste altid forbedre mit humør. Er jeg trist gør det mig glad, er jeg vred beroliger det mig, og er jeg i et fantastisk humør, jamen så bliver jeg bare i et endnu mere fantastisk humør lige så snart jeg hører albummets første toner. I lang tid holdt Metallicas Ride The Lightning pladsen som min favorit, men efter jeg stiftede bekendtskab med City, så steg og steg det bare i graderne, indtil det en dag gik op for mig, at det lige pludselig var blevet min favorit. Selvom jeg siden da har hørt et hav af andet og ny musik, så er dets position aldrig blevet truet. Om det en dag ændrer sig må vi se, men indtil da vil det for mig bare forblive udgivelsen over alle udgivelser, verdens bedste album.

Lytter du til City og tænker, at det skal hjem i din samling, så kan det heldigvis fås, endda i flere versioner. Jeg har flere af slagsen, og selvom jeg synes, at bonusnummeret “Centipede”, der er at finde på nogle versioner, er fedt, så vil jeg anbefale, at du finder en version med nummeret “Spirituality” som det, der afslutter en side, da det er der, at det virker bedst. Da Strapping ikke har eksisteret i lang tid, så er det svært at støtte op om bandet direkte, men nu og da giver Devin et enkelt eller to numre fra dem, så ser du ham til en koncert, så kan du være heldig.

Jeg har noget svært ved at vælge dagens lytteanbefalinger. Måske virker det naturligt, at vælge ens favoritter ud, men på den anden side, så tager man dem så ud af albummets dejlige sammenhæng, og det er synd. Derfor er dagens eneste anbefaling, at du giver albummet et lyt fra start, og så må du se, om det er noget for dig.

City