Nogle gange kan et pladeomslag være det, der gør, at man får lyst til at lytte til et album. Andre gange kan det dog også have den modsatte effekt, og det var faktisk næsten tilfældet, da jeg for nogle dage siden stødte på bandet Phantom Blue for første gang. Her sad jeg nemlig og satte nogle CD’er til salg i den pladebutik, som jeg arbejder i, og imellem dem lå bandets debutalbum, der har samme navn som bandet. Mildt sagt gav det mig indtrykket af at være et billigt produceret album, der var blevet udgivet af et eller andet discount pladeselskab for at score en hurtig sum penge. Disse udgivelser ser jeg rigtig mange af hver eneste dag, og derfor var planen bare at få sat den til salg hurtigt og komme videre til næste CD. Jeg stoppede dog lige op, da jeg så på Discogs, som er den onlineplatform hvor vi sætter ting til salg på, at CD’en faktisk var en del værd. Derefter lagde jeg så også mærke til Roadrunner logoet på bagsiden af CD’en, og pludselig var sagen jo en helt anden. Dette selskab er nemlig et legendarisk hard rock/heavy metal pladeselskab, og derfor ser jeg det også lidt som et kvalitetsstempel. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville give albummet et lyt senere samme dag, og her blev jeg da lige overrasket. Det jeg hørte var nemlig vildt fedt, og da albummet var færdigt blev det straks sat på igen, for det skulle jeg bare lytte mere til. Det har jeg så gjort de sidste par dage, og selvom jeg egentlig havde planer om at skrive om noget andet, så synes jeg ikke, at det længere giver mening, da jeg lige nu langt hellere vil skrive om denne halv ukendte perle.

Så er det så sådan, at når jeg nu kun har kendt til bandets eksistens siden tirsdag, så er mit kendskab til det ret begrænset. Jeg har læst mig frem til, at det blev dannet i 1988 af guitaristerne Michelle Meldrum og Nicole Couch, der hurtigt fik sangerinden Gigi Hangach og trommeslageren Linda McDonald med. Til at starte med var sidste medlem i bandet bassisten Debra Armstrong, men hun blev hurtigt erstattet af Kim Nielsen, der fuldendte besætningen til det første album, der blev udgivet i 1989. Inden jeg skriver om det, vil jeg dog lige nævne, at tre af bandets medlemmer, Michelle, Nicole og Kim, alle åbenbart er blevet undervist af medlemmer fra bandet Racer X, hvilket i den grad kan høres i deres spil, da det er pisse fedt. Det er dog ikke det eneste store navn, der skal nævnes i forbindelse med bandet, for produceren på deres debutalbum er nemlig ingen ringere end den legendariske Marty Friedman, der også havde en lille hånd med på efterfølgeren. Desværre blev det dog ikke til meget mere end disse to udgivelser fra bandet. Der kom et livealbum, og jeg kan også se, at der blev udgivet noget demohalløj, men det er så også det, da noget intern tumult gjorde, at bandet i 1996 kun havde Linda McDonald tilbage som det eneste originale medlem, og fem år efter var det så helt slut. Det er desværre noget, som man har set før, men det gør det ikke mindre ærgerligt, når de nu lagde karrieren ud med sådan et værk, som de gjorde.

Og så det vist også blevet tid til at gå i dybden med netop dette værk, og her vil jeg lægge ud med at skrive, at da jeg satte det på for første gang, så troede jeg, at der manglede noget. Da albummet ikke findes på Spotify, og da mit musikbudget er noget begrænset i øjeblikket, så blev jeg nød til at ty til Youtube for at lytte til det, og her kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, om personen der havde lagt albummet op lige havde fået startet det midt i det hele. Ganske vist har jeg da hørt tonsvis af numre, der går til den lige fra start, men det her virkede da alligevel lidt for lige på. Det var dog ingen fejl, for åbningsnummeret “Going Mad” går bare til den lige fra start med noget dejligt lækkert guitarspil, der gjorde, at jeg tyve sekunder inde i nummeret kunne konstatere at de fire kvinder i den grad godt kunne finde ud af at spille på deres instrumenter. Fem sekunder senere kunne jeg så også konstatere, at Gigi Hangach i den grad også kunne synge, for for satan hvor har hun dog en fed stemme! Hun synger på en dejligt rå måde, der bare passer perfekt til den aggressive heavy metal, som bandet spiller, og især i omkvædet får hun bare blæst en væk. Wow! Det er også klart hende, der får lov til at stjæle showet i nummerets første halvdel, mens det instrumentale på sin vis holder sig lidt tilbage, i hvert fald i forhold til noget af det, man senere kommer til at høre på albummet. Det er dog ikke negativt ment, for det er stadig ganske fedt. De forskellige passager er super fede, og guitarsiden bliver også nu og da krydret med lidt lækkerier. Samtidig hamrer Linda McDonald bare afsted på trommerne, og det er super fedt at lytte til. Efter andet vers sker der dog et skifte, for der er det solotid, og her folder de to guitarister sig ud på bedste vis! Det er heavy metal soloer når de er bedst, og det er sådan en fornøjelse at lytte til, og de sætter da også prikken over i’et på dette forrygende nummer.
Alene den måde bandet spiller på gør, at albummet er et lyt værd. Det er dog ikke det eneste plus ved det, for udover at spillet er fedt, så gælder det samme for lyden. Den er nemlig virkelig god og langt over det, som jeg ville have forventet af et band, der kun lige havde spillet sammen i et år. Alle instrumenter er dejligt tydelige og godt mikset, og det er skønt, da det på ingen måde altid er tilfældet. Kort sagt, så er “Going Mad” bare en pisse solid albumåbner, der virkelig fanger ens opmærksomhed og samtidig sætter et vildt højt niveau.

Er man pessimist, så spørger man måske så, om bandet kan holde dette høje niveau, og til det er svaret: ja, det kan de. Efter “Going Mad” kommer “Last Shot” nemlig på, og det er også et suverænt godt nummer. Endnu engang går bandet til den lige fra start, og jeg elsker den måde, at de gør det på. Det er den klassiske åbning, hvor det er en enkelt guitar, der åbner op, mens de andre instrumenter kun lige slår til en gang imellem. Derefter kommer der så mere og mere på, og for at få stemningen helt op og koge, så slår begge guitarister lige over i lidt solospil i slutningen af indledningen, og det kan man ikke andet end elske. Derefter slår det så over i verset, og her kan man høre, at man har med en dejlig lige ud af landevejen hard rock / heavy metal klassiker at gøre. Det er lidt mindre aggressivt end det forrige nummer, men det kører stadig vildt godt, og endnu engang kommer bandet med et fedt fedt omkvæd! Igen er jeg vild med den måde, at Gigi synger på, og samtidig synes jeg, at det er fedt, at der også kommer lidt korvokal på. Derudover er jeg virkelig glad for, at bassen er så tydelig, som den er, for den slår virkelig igennem her, og selvom det generelt er tilfældet hele vejen igennem nummeret, så synes jeg især, at den under omkvædet er utrolig lækker og vigtig. Ikke fordi at den stjæler showet, for det holder vokalen og guitarerne godt fast i, men den kommer med et dejligt ekstra element, som jeg virkelig nyder.
Dette nummer byder også på noget rigtig fedt solospil i dets anden halvdel, og her synes jeg, at det er virkelig fedt, at den bliver underspillet i starten. Den slår ikke helt igennem fra start, men bygger i stedet op, og det giver en ekstrem fed effekt, når den så skifter over til den mere hurtige stil, der definerer soloens anden halvdel. Fed måde at gøre det på, og jeg kan også rigtig godt lide skiftet tilbage til omkvædet, hvor guitaren lige glider ind over i starten. Sidst men ikke mindst, så vil jeg også lige nævne nummerets afslutning, for efter at omkvædet lige er blevet taget en sidste gang, så står den igen på noget guitarsolo, og det gør Michelle og Nicole bare ekstremt godt.

Det fede ved dette album er, at jeg efter “Last Shot” sagtens bare kunne gå videre og skrive om albummets næste nummer “Why Call It Love?”, og efter det kunne jeg så også sætte et par ord på “Frantic Zone” osv. Albummet holder nemlig hele vejen, og selvom jeg da selvfølgelig har mine favoritter, hvilket blandt andet er grunden til, at jeg lige nævnte de to numre, så kan man sætte et hvilket som helst nummer fra albummet på uden at blive skuffet. Hvis jeg dog selv skulle vælge et nummer fra albummets anden halvdel, så ville det være det ottende nummer, “Never Too Late”, som valget ville falde på. Igen er det et dejligt nummer, der kører lige ud af landevejen, og også dette nummer bliver startet op uden noget pis. Der er bare knald på fra start, og det er fedt. Igen er det et nummer, der byder på dejligt mange guitarlækkerier, og derudover bliver der også bare truffet nogle fede valg. Man har måske hørt det før, men jeg kan ikke blive træt af et veludført vers, hvor instrumenterne i første omgang holder sig lidt tilbage, for så at give den hele armen i anden halvdel. Det virker så godt, og den anden del får virkelig bare sparket gang i den. Derefter kommer så en vildt fed opbygning til omkvædet, der for mig virker langt bedre en selve omkvædet, der dog også er ganske fedt. Igen er det ikke noget, som man ikke har hørt før, men det er virkelig veludført, og selvom Gigi sagtens kunne bære vokalen alene, så gør det bestemt ikke noget, at der kommer ekstra korvokal på, da det bare bringer noget ekstra styrke til det hele.
Også her er der en fed solo, men denne gang er denne akkompagneret af noget keyboard. Det giver nummeret en lidt mere poppet følelse, men det virker dog stadig perfekt, mens det samtidig gør, at bandets udtryk bliver en lille smule bredere. Igen et valg som jeg er rigtig glad for, da det viser, at selv henimod slutningen kan bandet stadig komme med nye tricks.

Nu har jeg skrevet en masse ord til dette album, men kort sagt kunne jeg bare have nøjes med at skrive, at det er en dejlig veludført omgang klassisk heavy metal. Det er ikke et album, der på nogen måde prøver at redefinere genren, men det behøves det heller ikke, for det sparker dejligt meget røv. Som jeg skrev tidligere, så er det en glemt lille perle, som jeg synes fortjener noget mere opmærksomhed, for det er fedt lige fra start til slut. Her ville jeg så ønske, at jeg kunne komme med mine sædvanlige støtteopfordringer, men det er desværre svært i dette tilfælde. Først og fremmest er det på grund af, at bandet som sagt ikke eksisterer mere, mens deres ting heller ikke rigtig er blevet genoptrykt igennem årene. Jeg tror også, at en gendannelse hurtigt kan afskrives, for desværre døde Michelle Meldrum tilbage i 2008, og selvom det førte til en enkelt gendannelse til hyldest for hende i 2009, så ligner det ikke, at Phantom Blue har rørt sig på nogen måde siden da. Derfor er den eneste anbefaling i dag, at du giver albummet et lyt. Her har jeg valgt at springe de sædvanlige tre anbefalinger over, for de ville bare bestå af dets tre første numre, så derfor synes jeg bare, at du skal sætte det på fra start, og så se om det er noget for dig.

Phantom Blue