Nogle ville måske sige, at de første tre dage var varme på Copenhell. Nogle ville i så fald så tage fejl, for de var nemlig vand i forhold til den hede, der kom til at præge første halvdel af dag 4. Ikke ligefrem det mest optimale koncertvejr, og netop vejret var da også skyld i, at jeg ikke nåede lige så mange koncerter, som jeg havde håbet på. Ganske vist fik da set lidt af Alestorm, desværre fra bakken, og selvom det stadig var fedt, så var det dog på ingen måde tæt på den fest, som jeg havde håbet på, da jeg fik min billet, i hvert fald ikke for mig. Heldigvis var der dog et andet band, der fik sat skub i det hele, for det kan man kun sige, at Malevolence gjorde. Det var et band, som jeg havde hørt mange omtale rigtig positivt, og derfor glædede jeg mig også til at se dem. Ligesom vejret ikke var med Copenhell, så var tingene heller ikke helt i deres favør, for deres forsanger havde nemlig fået et akut helbredsproblem, så i stedet var det bandets ene guitarist, der stod for vokalen. Om kendere af bandet kunne mærke dette, skal jeg ikke kunne sige. For mig betød det dog intet, for hold kæft hvor gjorde han det da godt! Ganske vist havde han tilbage i 2009 haft rollen fast, men det er jo alligevel lidt tid siden. Han gav den dog vildt meget gas, og det var dejligt fedt. Pandæmonium scenen har altså været rigtig heldig med Hardcore i år, men måske er det bare fordi, at genren generelt bare lægger op til en massiv energiudladning. Uanset hvad, så var dette endnu en fed koncert på helvedes absolutte bedste scene i år. Alle bandets medlemmer var nemlig i topform, og både bassisten, guitaristen, forsangeren og trommeslageren gav den maks gas. Alene det var virkelig fedt at overvære, men endnu bedre blev det, da de hev deres guitartekniker ind som rytme guitarist på et enkelt nummer. Det toppede de så med at hive en fan op på scenen, der åbentbart havde haft et skilt, hvor han bad om at få lov til at synge et specifikt nummer. Det fik han så lov til, og det gav bare koncerten en følelse af løssluppenhed, der virkelig trak op i niveau. Skøn oplevelse, og det kunne jeg se, at resten af publikum også synes, at det var.

Efter Malevolence var det blevet tid til noget, som jeg har været godt spændt på. Faktisk var det en af grundene til, at jeg netop tog afsted i år, selvom det dog ikke var den vigtigste. Hvad kan det så være, at jeg her snakker om? Volbeat. For nok omkring et år siden skrev jeg om deres seneste album, og dette skriveri afslørede to af mine meninger om bandet. Nemlig at jeg synes at deres første og deres seneste album er fede, mens jeg ikke er helt så glad for resten. Mit håb var dog, at de i aften ville tage fat i deres tunge materiale, i stedet for det mere kommercielle og poppede. Det gjorde de delvist, for sættet blev en blanding af netop disse to udtryk. Først blev der lagt ud med noget hårdt, hvilket var mega fedt. Så kom der så noget fra den anden boldgade, og her begyndte jeg at grue lidt. Der var dog noget underligt over det, for jeg lod mærke til, at det faktisk ikke var så slemt, som jeg forventede. I stedet virkede det underligt nok, og hvorfor et nummer som jeg ellers ikke er synderligt glad for gjorde netop dette, er jeg ikke helt sikker på. Måske var det fordi, at den gode Michael Poulsen sang det på en lidt anden måde, måske var det på grund af stemningen på pladsen, eller måske var der noget trejde i spil. Uanset hvad, så sad jeg dog og nød nummeret, og sådan fortsatte det også. Selv For Evigt virkede faktisk rigtig godt, og det siger jeg som en, der ellers synes, at han har hørt det nok gange. Måske er Volbeat bare et band, der helst skal opleves live. De gjorde det i hvert fald godt denne aften, og jeg synes virkelig, at man kunne mærke, at de var på hjemmebane. Man kunne nemlig se og mærke på alle bandets medlemmer, at de hyggede sig, og at de synes, at det var sjovt og fedt at være her. Publikum var også i den grad med dem, og der må man bare sige, at deres fanbase nok er noget større i Danmark, end onde tunger ellers vil mene. Her må jeg også bare sige, at jeg sgu er blevet noget større fan af Volbeat i dag, end jeg var i går. Selvfølgelig nød jeg mest deres tunge ting i sættet, hvor højdepunkterne formmit vedkommende var bandets nye numre, især det med den ulidelige lange lorte titel, men det at det virkede hele vejen igennem var sgu overraskende. Eller i hvert fald indtil at det ikke gjorde det længere. Den sidste tredjedel af sættet mislykkedes nemlig, men det var dog ikke bandets skyld. Undervejs i deres koncert var der nemlig kommet mere og mere lyn og torden, og hvor det var et fedt baggrundsbillede til en fantastisk koncert til at starte med, så blev det mere og mere problematisk. Faktisk så problematisk, at da Volbeat havde overstået et nummer, så kom der en person ind på scenen og sagde noget til Michael Poulsen. Kort sagt fik han at vide, at festivalen var nød til at aflyse resten af koncerten på grund af stormvejr, og det kunne man godt mærke gjorde lidt ondt på ham. Han fulgte dog instrukserne, sikkerheden kommer jo først, og derfor fik koncerten et noget trist afsluttende punktum, hvilket sgu var ret synd for bandet. For mig sluttede dette også festivalen af, for selvom jeg gerne ville se Babymetal, så følte jeg, at det nok var klogere at smutte hjemad. Ingen grund til at spøge med lyn og torden. Ærgerligt, men sådan kan det gå. Så må jeg jo bare tage turen igen næste år.