Festivalen rundede i dag dens tredje dag, og selvfølgelig betød det for mit vedkommende flere koncerter.

Den første af disse blev med bandet Imminence, som jeg lige nåede anden halvdel af. Derfor er det også svært at give et overordnet billede af koncerten, men jeg kan da sige så meget, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke nåede den hele. Det lød nemlig dejligt spændende. Derefter så jeg lidt af Trivium, inden jeg smuttede videre til en talk på CopenhellCon, som jeg havde set frem til. Derfor var det først efter denne, at jeg fik set min første fulde koncert, som A Perfect Circle stod for. Det var første gang, at jeg så dem, og dette første møde blev også et ganske godt et. Jeg nød da i hvert fald koncerten fra start til slut, selvom jeg dog må indrømme, at det ikke 100% er mig.

Det er Morild til gengæld, og deres koncert blev også et af dagens højdepunkter. Jeg kan nu engang godt lide atmosfærisk black metal, og det er lige hvad Morild spiller. Det betyder, at det både blev tungt, aggressivt, smukt og til tider nærmest mediterende. Bandet var på fra start, og det var tydeligt, at det her var en koncert, som de ville, da alle i bandet osede af spilleglæde. Det var dog ikke kun bandet, der var på scenen. De havde nemlig allieret sig med fem-seks sangerinder, der tilføjede noget ekstra skønhed til lydbilledet, hvilket på ingen måde gjorde noget. Derudover kom der også en ind med en lut eller et lignende instrument, jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kender alt for meget til ældre instrumenter, men uanset hvad det var, så var dette også en genistreg. Der var nemlig også et ekstra element, der løftede et allerede fedt lydbillede til et endnu højere niveau. Derfor stod jeg også glad tilbage, da bandet spillede deres sidste toner, og for min skyld kunne de sagtens have snuppet en halv time mere, uden det havde gjort det store.

På den anden side var det dog fint nok, at Morild stoppede, da de gjorde. Næsten samtidig som det sluttede, så startede Copenhells 15 års jubilæumsshow, 15 Years In Hell, og det var noget, som jeg på ingen måde havde lyst til at misse. Derfor gik jeg også hastigt afsted imellem den store folkemængde, så jeg kunne nå så meget som muligt. Heldigvis var det også kun lige de første toner af et Twisted Sisters nummer, som jeg missede, og jeg fik også en dejlig god plads ikke så langt fra scenen. I dette show var det ikke et enkelt band, der spillede. I stedet havde Copenhell samlet 50 musikere, primært danske, og i løbet af showet skiftedes de til at spille en masse af de gode metalklassikere. Det var skide fedt, og hvor var jeg dog glad for at se, at det både var de elskede legender og de nye stjerneskud, som festivalen havde inkluderet i showet. Det kunne sgu noget, at Ronnie Atkins eksempelvis delte scene med Daniel Aabenhus Herman fra Ashes Of Billy, og generelt set var det bare fedt at se, hvordan musikerne som man normalt ikke ser samme på en scene spillede med hinanden. Med så mange forskellige musikere betød det dog også, at der var et par tidspunkter, hvor der var lidt pause mellem numrene. Det betød dog ikke, at publikum skulle stå og kede sig. Der var nemlig en god del indslag, blandt andet et med Carsten Holm hvor der blev vist en masse billeder fra festivalens historie, hvilket var herligt. Derudover spillede DJ Noize et par sæt, men showets bedste pause indslag var dog, da man lige pludselig kunne se Søren Andersen og Gus G på festivalens skærme, men dog ikke på selve scenen. De var nemlig klatret op på taget af scenens to øltelte, og der stod de så og spillede diverse filmtemaer mm. på bedste vis, og det var bare genialt. Det allermest geniale var dog afslutningen, for selvfølgelig skulle showet da sluttes af med Gasolin’ klassikeren, Det Bedste Til Mig og Mine Venner. Det satte bare det bedste punktum, der overhovedet kunne være sat på denne voldsomt dejlige oplevelse.

Dagen kunne sagtens have været endt med dette jubilæumsshow, men der var dog lige et sidste band på programmet for mig, nemlig legendariske Anthrax. Det var efterhånden gået hen og blevet lang tid siden, at jeg sidst så dem på festivalen, og derfor var det også et gensyn, som jeg glædede mig til. Dette havde jeg allerede fået en forsmag på, da bandets sanger, Joey Belladonna, overraskende havde været med på et nummer til jubilæumsshowet. Så vidt jeg husker var det her et Deep Purple nummer, vistnok Highway Star, som han havde været med på, og det havde han klaret ganske glimrende. Stemmen var dog ikke helt i behold til at klare hans egne sange helt så godt, men man kan ikke sige, at han ikke forsøgte. Det var som sådan heller ikke et minus, for selvom optrædenen måske ikke var helt tro til numrenes originale lyd, så var spilleglæden totalt intakt. Det var en skøn omgang thrash af bedste skuffe, og der blev spillet klassiker efter klassiker. Derudover fik vi også en forsmag på bandets nye album, der kommer til september, og det lød ganske lovende. Kort og godt kan det siges, at bandet sluttede dagen af med en fest, en fest som jeg nød fra start til slut.