Copenhell, dag 2/4. En dag som jeg som sådan ikke har haft de store forventninger til, da de fleste af dagens bands ikke er bands, som jeg har fulgt særligt tæt. Det forhindrede dog ikke dagen i at blive god alligevel, for det gav bare større mulighed for nye indtryk og overraskelser.

For mig startede dagen lidt sent, da første band jeg så kom til at være (0). Jeg har aldrig været den store fan af det bandnavn, men til gengæld har jeg i lang tid været glad for bandets musik, og derfor glædede jeg mig også til dette gensyn. Det blev også et dejligt et af slagsen. Bandet leverede deres eksperimenterende blanding af post-metal og blackgaze på bedste vis, og jeg blev også meget hurtigt revet med af musikken. Det samme var tilfældet for dem, der stod omkring mig, og man kunne godt mærke, at dette var et band, der var vellidt af publikum. Der var nemlig en god del, der råbte rundt til de forskellige medlemmer af bandet, og det illustrerer meget godt den tæthed, der er i den danske metalscene. Samtidig satte det også en rigtig god stemning, og fra start til slut nød publikum bare bandets optræden. Derfor var denne koncert også en rigtig god start på dagen for mig.

Efter (0) tog bandet Ice Nine Kills over, men på trods af at bandet var velspillende og energiske, så var det ikke lige min kop te. Det var efterfølgende Queensrÿche og deres mere melodiske musik til gengæld. Dette er et band, som jeg ikke rigtig er kommet i gang med at lytte til, men med deres koncert gav de mig en rigtig god grund til at få fingeren ud af røven og dykke ned i deres musik. Desværre spillede Hades scenens højtalere lidt for kraftigt for en idiot, der ved et uheld havde glemt hans ørepropper derhjemme, så jeg måtte nyde det meste af deres koncert fra bakken. Sådan kan det jo gå nogle gange, men det giver mig dog bare en god grund til at fange bandet, når de næste gang kommer til landet. Så kan jeg i mellemtiden gå i gang med at få et bedre kendskab til bandets musik.

Ud over musikken, har dagen også budt på lidt andre ting. For en gangs skyld var der nemlig ikke et behov for at styrte fra den ene scene til den anden,og det betød, at jeg kunne nå at opleve noget af det andet, som festivalen byder på. Blandt andet var jeg forbi CopenhellCon, og der var også god tid til at snakke med nogle venner, som jeg også vidste havde taget turen herud. Det er dog ikke ensbetydende med, at det var slut med musikken. Efter at have set lidt af Kublai Khans koncert, hvor jeg måtte erkende, at bandet ikke lige helt var noget for mig, tog jeg igen turen over til Hades, da Rival Sons spillede der. Igen blev det en koncert, som jeg så fra bakken, men det gjorde det bestemt ikke til nogen dårlig oplevelse. I stedet nød jeg bandet og den dejligt skønne ligetil rock’n’roll, som de spillede. Det er et band, der i den grad kan deres kram, og derfor er det også svært at gå galt i byen, når de spiller.

Nu er det jo sådan, at der på en festivalsdag altid vil være en oplevelse, der er bedre end de andre. En der efterlader en med et indtryk, der bare sidder noget bedre fast end alle de andre. For mig blev det dagens hovednavn, Bring Me The Horison, der skulle stå for denne. Det er et band, der i den grad bliver talt om i metalscenen, og efter at have oplevet dem live for første gang, så kan jeg i den grad godt forstå, hvordan de er blevet et så stort navn, som de nu engang er. Det var nemlig et band, der kom med en så fandens stor energiudladning, at man næsten skulle tor, at det var løgn. De gav den hele armen, og så lidt til endda, og det var bare en fornøjelse at overvære. Alt sad bare lige i skabet, og det inkluderede bandets brug af skærme. Ofte synes jeg, at det der kører i baggrunden bliver noget usammenhængende med koncerten, men det var ikke tilfældet her. I stedet spillede det visuelle rigtig godt sammen med bandets optræden, og det var fedt at se. Derudover inkluderede disse visuelle elementer også publikum på en rigtig god måde, og det synes jeg, at mange andre bands godt kan lære noget af. Det der i sidste ende dog gjorde koncerten til den succes, som den endte med at blive, var dog bandets formidable energi. Alene den kunne nemlig cementere koncerten som en af festivalens bedste i år, og det er jeg på ingen måde bange for at sige allerede nu. Den skal der nemlig fandme meget til for at slå. Dette var første gang, at jeg så bandet spille live, men det er bestemt ikke den sidste, for det var sgu for fedt!