For sjette gang har jeg taget turen til det københavnske helvede, og det betyder, at siden skal have sit første Copenhell skriveri. På denne første dag har der nemlig været fantastisk meget fedt at skrive om, og selvom jeg ikke burde være det, for jeg ved jo hvilken kvalitet Copenhell altid byder på, så er jeg fandme overrasket over, hvor godt det har været.

Officielt startede dagen med bandet Dogma, et band som jeg egentlig ikke havde de store forventninger til, men som dog kom til at overraske virkelig positivt. Derfor ærgrede det mig også ekstremt meget, at jeg kun kunne nyde 10 minutter af deres sæt. De havde nemlig været så uheldig, at 15 minutter efter at deres sæt begyndte, så spillede Split på festivalens Gehenna scene, og det var et band, som jeg i den grad havde store forventninger til. Det var jeg ikke den eneste, der havde, for folk var mødt talstærkt op, og hvor var det dog dejligt at se, at folk var på lige fra start. Det var dog også forståeligt, for Split gav den hele armen. De fire Amager drenge spillede deres hardcore med maksimalt energi, og det smittede hurtigt af på publikum, der nærmest konstant havde gang i mosh- og circlepits. Selvom jeg ikke selv er den store hardcore fan, så blev jeg også revet godt med lige fra start, og håret blev svinget godt og grundigt rundt. Koncertens højdepunkt kom i slutningen, hvor der blev kaldt på en Wall of Death, og hvis ikke at det var den største, som Gehenna scenen har set, så må det i hvert fald have været en af dem. Helt fra front og helt til bagenden spredte publikum sig ud til to sider, og da der så blev givet tegn, så spænede vi mod hinanden og fik derefter moshet dejligt godt. Fed afslutning på koncerten og fed start på dagen!

På Copenhell er der altid en masse spændende koncerter at se, og det gælder både de store og mindre navne. Blandt andet fik jeg for første gang set Alice Cooper, hvilket var en fed oplevelse. På trods af at manden er godt oppe i årene, så leverede han en dejlig energisk optræden. Desværre havde jeg dog ikke fundet mig den bedste plads, så jeg blev nød til at overvære koncerten på afstand. Lidt ærgerligt, men det betyder bare, at jeg næste gang må sørge for at komme langt tættere på scenen. Heldigvis er jeg på ingen måde i tvivl om, at der kommer en næste gang, for den mand så ikke ud som om, at han på nogen måde er tæt på at stoppe karrieren. Er anden af dagens store koncerter var et gensyn med Iron Maiden, og det var også en god oplevelse, selvom de dog føltes lidt mærket af alderen. Godt nok var der godt gang i Bruce som altid, men det føltes som om at numrene blev spillet lidt langsommere, end de plejer. Som sagt var der dog stadig en god oplevelse, og bandet fik spillet et hav af deres klassikere.

Med de store navne af vejen, så er det tid til at rette fokus mod de mindre, for det var klart den, der både overraskende mest i dag, og som samtidig også leverede de bedste koncerter. Den første af disse stod bandet Thrown for. Dette var heller ikke et band, som jeg havde nogle særlige forventninger til, og havde det ikke været fordi, at der ikke var andet på programmet lige der, så havde jeg nok heller ikke set dem. Det gjorde jeg dog, og det er jeg glad for. Endnu engang var det nemlig noget dejligt energisk hardcore, og det blev leveret på en så dejlig sublim måde af bandet, at man ikke kunne lade være med at bevæge sig til musikken. Thrown stod dog ikke for dagens største overraskelse. I stedet var det Slay Squad, der fik den ære. Dette band spillede en blanding af hiphop, hardcore og industrial, som de selv kaldte for ghetto metal, og også her havde man bare med et band at gøre, der spillede med maksimal energi og spilleglæde. Overraskende nok sagde de, at de aldrig havde spillet for så mange mennesker, men det lod på ingen måde til at give dem nerver på. I stedet gik de bare endnu mere til den, hvilket for dette meste især kunne ses på de to forsangere, der hele tiden nærmest halvøb rundt på scenen. Bandets guitarist overraskede dog også, for mens bandet havde sat gang i et af koncertens utallige circlepits, så fik han sneget sig ud til publikum. Det erfarede jeg, da jeg lige pludselig så, at jeg kun stod små fem meter fra ham, og det gav sgu et lille smil på læben. Det var dog ikke kun circlepits, at bandet kunne sætte gang i, for pludselig råbte de også på crowdsurfing, og så skal jeg ellers love for , at der blev crowdsurfet. Her kom jeg selv til at stå i surfer helvede, hvor jeg fik hjulpet en del op og surfe, mens jeg samtidig også blev trukket længere og længere frem, indtil jeg til sidst stod forrest på anden række. Det var dog bare skønt, for koncerten blev bestemt ikke ringere af, at jeg kunne opleve den helt tæt på. Tværtimod. Alt i alt var det bare en virkelig dejlig overraskelse, og det er sgu et band, som jeg virkelig håber vil lægge vejen forbi Danmark igen. Virkelig et dejligt legesygt band, der bare havde publikum i deres hule hånd.

Dagens sidste koncert gav mig et irriterende dilemma. Jeg skulle nemlig vælge imellem at høre Mastodon eller Konvent. Begge er bands, som jeg holder ret meget af, så jeg blev sgu lidt trist, da jeg erfarede, at de spillede samtidig. I sidste ende var valget dog let, for jeg havde nemlig valgt at tage min Konvent t-shirt på i dagens anledning, så derfor var det dem, jeg så. Det valg fortryder jeg heller ikke, for som altid skuffede bandet ikke. Siden jeg lærte dem at kende for omkring 10 år siden, så har det været et band, hvor jeg altid har kunne føle en mærkbar udvikling hos dem fra gang til gang. I dag var heller ikke en undtagelse, for jeg blev sgu noget overrasket, da jeg så, at de havde droppet deres vanlige sorte påklædning til fordel for nogle røde middelalder kjoler. Endnu mere overrasket blev jeg så, da bandet forsanger kom ind på scenen og havde et stykke hovedbeklædning på, der gjorde, at hun lignede den dæmoniske nonne, der er en del af bandets logo. Det synes jeg var ret fedt valg, og selvom hun senere tog den af, så var det noget, der gjorde indtryk. Faktisk vil jeg sige, at bandet klart var det, der indfangede den helvedske stemning bedst af alle dagens bands. Dels på grund af påklædningen, men samtidig også på grund af bandets heftige og vedvarende brug af ild igennem hele showet. Det virkede fandme godt, for sammen med bandet tons tunge toner, så skabte det bare en helt særlig stemning. Bandet spillede også bare pisse fedt, og udover det visuelle var der også andre overraskelser i vente. Først og fremmest havde bandet en violinist med på nogle numre, og det virkede rigtig godt. Derudover så valgte forsangeren at slutte det sidste nummer af med at tage en flammekaster frem, som hun flittigt brugte til at sende stråler af ild udover publikum. Det perfekte punktum på en dejlig koncert!