Er der noget bedre end når man lige før sengetid opdager, at et af ens favoritbands inden for den sidste månedstid har smidt tre splinternye singler ud? Sikkert, men det er dog stadig voldsomt dejligt, når det sker. Så har man nemlig noget at se frem til om morgenen.
Lige netop denne oplevelse havde jeg dagen før dette skriveri, og her tog Quicksand rollen som favoritbandet. Som faste læsere måske ved, så har dette band i løbet af de seneste to år gjort et enormt stort indtryk på mig, og derfor var jeg lykkelig, da jeg så disse singler. Sådan nogle plejer jo nemlig at betyde, at der snart kommer et nyt album, og det er netop også tilfældet, da disse tre newyorkere udsender et nyt album den 17. juli med titlen Bring on the Psychics.
Nu skrev jeg så, at bandet har gjort et voldsomt stort indtryk på mig. Det kan dog betyde mange ting, så derfor vil jeg lige sætte lidt flere ord på, og det vil jeg gøre ved at tage fat i et helt andet album, nemlig Metallicas Ride the Lightning album. Da jeg for første gang oplevede dette album tilbage omkring 2007-2009, så vendte det rundt på alting for mig. Det var det album, der for alvor åbnede mig op for musik, og frem til 2017 var det uden nogen som helst form for tvivl mit favoritalbum. Faktisk var jeg ved at tro, at der aldrig ville være noget album, der kunne toppe det, lige indtil Strapping Young Lads City så endelig fik væltet det af pinden. Siden da har det så holdt virkelig godt fast i andenpladsen, og selvom Death var ved at stjæle den med deres Symbolic album, så holdt Ride the Lightning ved. Nu er der dog en ny konkurrent, og denne har titlen Distant Populations. Det er Quicksand, der står bag det album, og det er kommet til det punkt, at hvis du satte en kniv til min strube og tvang mig til at vælge, så tror jeg, at Distant Populations ville blive den nye to’er. Det siger noget om det album, og samtidig siger det også en masse om de forventninger, som jeg har til det nye. De ligger nemlig på et ekstremt højt niveau.
Nu er det så sådan, at Distant Populations på ingen måde blev en favorit med det samme. Faktisk blev jeg lidt skuffet, da jeg satte albummet på efter at have hørt dets forgænger, Interiors, og det tog faktisk lidt over et år, før det begyndte at ændre sig. Spørgsmålet er derfor: Kommer det samme til at gælde for det nye? Det kan jeg selvfølgelig først svare på, når albummet udkommer, men efter at have hørt singlerne, så siger mavefornemmelsen klart NEJ! Det her er nemlig tre singler, der i den grad vil noget. De har tyngde, og de har fart, og det sidste kan i den grad også ses på den samlede spilletid, da disse tre numre ikke engang varer over otte minutter tilsammen. Det er dog på ingen måde en dårlig ting, da det bare betyder, at bandet går lige til sagen. Godt nok snyder den seneste, af dem, der har titlen “Crystalize”, for den åbner nemlig med et stykke, der bliver spillet af en guitar, der ikke er præget af en eneste effektpedal. Det er dog kun kort, at den får lov til at spille, for hurtigt kommer der et “Ah fuck dude” fra bandets guitarist og forsanger Walter Schreifels, og så bliver der ellers trykket på nogle pedaler, så nummeret kan få den dejlige aggressive og tunge lyd, der er kendetegnet for bandet. Herefter går bandet så for alvor i gang, og med det samme er der to ting, som jeg bider mærke i. For det første føles det som om, at energiniveauet lige er blevet skruet en tak op, og det klæder virkelig bandet. Det giver som sagt følelsen af, at bandet vil noget, og derfor gik der også kun få sekunder, før jeg tænkte “Okay det er fedt det her”, hvilket i sig selv er et rigtig godt tegn for albummet. Derudover lagde jeg også mærke til vokalen, for der er nemlig noget ekstra over den i forhold til det forrige album. Det er lige som om, at bandet har valgt at bruge flere vokalspor til den, og det har en rigtig fed effekt. Det giver den noget mere styrke, og denne bliver så yderligere forøget, når bassisten Sergio Vega også kommer ind over med noget korvokal. Når man så snakker om ham, så bliver jeg fandme også nød til at nævne hvor forrygende lækre, at hans bastoner er. Det kan godt være at guitaren i front er den, der selvfølgelig er i fokus, men det der for mig virkelig får nummeret til at køre er bassen og trommerne, sidstnævnte styret af Alan Cage, og derfor er de begge også bare så fede at fokusere på. Det er dem, der leverer tyngden, og selvom de begge gør et forrygende stykke arbejde, så bliver mit fokus oftest trukket over imod bassen og dens toner, som jeg nu engang har en stor forkærlighed for.
Nu er “Crystalize” så ikke den eneste af disse singler, der snyder. Den næste i rækkefølgen, “Get To It”, lægger nemlig op til, at det skal være et nummer, der minder om det, som man hørte på det forrige album. Det bliver dog ret pludseligt kastet til side, for efter at have bygget nummeret op i næsten et halvt minut, så stopper det pludselig, og når der så igen kommer lyd ud af højtalerne, så er speederen blevet trampet helt i bund. Hvor første nummer var fedt, så er dette nemlig endnu federe, og derfor er det også min klare favorit af de tre singler. Det er dog ikke kun på grund af, at der er fart på, for selvom det da kan være meget fedt at sætte speederen i bund, så er der altid en fare for, at man mister følelsen, når man gør det. Det er dog slet ikke tilfældet her, og det er netop det, der gør, at jeg virkelig synes, at det forestående album virker rigtig lovende. Det lyder nemlig som om, at bandet har samlet alt det, der gør Quicksand fedt, og så har de lige tilføjet nogle ekstra dejlige elementer til det. Derfor er “Get To It” heller ikke bare et lige ud af landevejen nummer. Til dels kommer åbningen nemlig med noget afveksling, og det samme gør nummerets omkvæd også, der bare sidder så hamrende godt i skabet. Her stopper bandet nemlig fuldstændig op, og så smider de ellers 16 tons tunge toner lige direkte ind i ens ansigt. Det er et fantastisk fedt og virkelig effektivt skifte, som jeg har svært ved at få nok af.
Efter de to første singler var jeg allerede overbevist om, at det nye album nok skal gå hen og blive rigtig rigtig godt, og denne følelse cementerede den sidste af dem i den grad, der har titlen “Regenerate”. Denne føles lidt som et bindeled mellem det forrige album og det nye, for starten minder mig meget om udtrykket fra det forrige, dog stadig med lidt ekstra energi og tyngde. Det er dog ikke kun her, at det hviler, for der kommer i den grad fart over feltet henimod slutningen, og derudover er der også et næsten roligt stykke omkring midten af nummeret, hvilket jeg synes er en genialitet. Det er til dels fordi, at det passer rigtig godt ind, da det gør nummerets afsluttende sektion endnu stærkere, end den i sig selv er i forvejen, men også fordi det betyder, at Quicksand ikke har glemt deres mere melodiske del på det nye album. Det er nemlig også en af deres rigtig stærke sider, og derfor er jeg glad for at høre, at den er bevaret.
Alt i alt er disse tre singler bare virkelig lovende, og efter at have hørt dem er mine forventninger til albummet kun steget til yderligere højder. Det kan sagtens gå hen og blive en af årets bedste udgivelser, og måske endda den bedste, selvom det her har en stor konkurrent i en anden udgivelse. Det kan også sagtens gå hen og tage Distant Populations plads som verdens næstbedste album for mit vedkomme.
Et par sidste forhåbninger til albummet vil for mig være, at der også kommer et par roligere numre på det. Numre som “Brushed” og “Phase 90”, hvis man skal finde et par eksempler på det forrige album. Derudover håber jeg også på noget lidt lignende “Missile Command” fra samme album, men om det kommer til at være derpå, det må tiden vise. Er de ikke, bliver jeg ikke skuffet, men er de der, så tror jeg virkelig, at det bliver et sandt mesterværk af et album. Som sagt udkommer det d. 17. juli med titlen Bring on the Psychics, og jeg kan kun anbefale, at du tjekker det ud til den tid.
Musikskriveri 