Nogle gange er jeg glad, når jeg sidder og er i tvivl om hvad, at jeg skal skrive om. Det er nemlig en rigtig god lejlighed til at begynde at bladre i samlingen, og når jeg gør det, så støder jeg ofte på ting, som jeg ikke lige har fået hørt i lidt tid. Det var også tilfældet, da jeg bladrede i dag, for efter at jeg havde kigget på et par forskellige udgivelser, som jeg ikke helt følte var den rigtige at skrive om, så stødte jeg pludselig på Overkills fantastiske The Years of Decay album. Med det samme kunne jeg bare mærke, at det her havde jeg lyst til at skrive om, og selvom jeg normalt helst vil vente, indtil jeg har fået genopfrisket et album med et par gennemlytninger, så gør jeg her en undtagelse. Dette album har jeg nemlig hørt og elsket siden gymnasietiden, hvis ikke før, og det betyder, at det er blevet til rigtig mange gennemlytninger gennem årene. Derfor er det også et album, som jeg kender rigtig rigtig godt, og derfor er en genopfriskning på ingen måde nødvendig.
Hvis du så ikke lige kender Overkill, så får du lige en kort opsummering af bandet. Overkill er et amerikansk thrash metal band, der var med allerede da den første bølge af genren drev ind over verden. Bandet blev nemlig allerede dannet i 1980, dog først primært som coverband. Dette var de dog vokset fra i 1983, for her kom bandet med deres første demo, Power in Black, og to år senere kom bandet så både med en EP og et album. Siden da har bandet været godt aktive på udgivelsesfronten, for i 2023 rundede de nemlig de tyve studieudgivelser med deres seneste album, Scorched. I denne lange række er The Years of Decay placeret som bandets fjerde, og det udkom helt tilbage i 1989.
Gennem årene har der været et par forskellige mennesker at finde i bandet besætning, men jeg vil holde mig til at fokusere på de fire, der er med på dagens album. Den første af disse er bassisten Carlo Verni, bedre kendt som D.D. Verni, der har været med i bandet lige fra start. Det samme kan de to næste dog ikke prale med, for The Years of Decay blev det sidste Overkill album for guitaristen Bobby Gustafson, mens det blev til album nummer to ud af tre for trommeslageren Robert “Sid” Falck. Det er dog ikke kun D.D. Verni, der kan prale med at have været med hele vejen, for det samme gør sig gældende for forsangeren Bobby “Blitz” Ellsworth, der for mig altid har været det ultimative kendetegn for bandet med hans unikke stemme og energiske optræden.
Jeg ved ikke, om The Years of Decay var det første album, som jeg hørte med Overkill. Det er dog det album, der har sat de største spor i mig, og derfor er det også altid dette album, som jeg vender tilbage til, når jeg kommer i Overkill humør. Derefter kan det så godt være, at jeg hopper lidt videre rundt i diskografien, men turen starter som sagt altid ved dette 1989 album, og mere specifikt starter den med nummeret “Time to Kill”. Det er så også et af de bedste albumindledende numre, der nogensinde er skrevet, for for satan dog hvor er det dog bare konge! Her bliver der ikke taget nogen fanger, for det lægger ud med et dejligt slagkraftigt stykke, der bare får bygget en stemning op på en så vildt fed måde, at jeg ikke kan lade være med at svinge håret godt med. Jeg kan heller ikke lade være med virkelig at sætte pris på selve lyden, for jeg synes virkelig, at albummet rammer plet her. Guitaren er dejligt aggressiv og lige som den skal være. Samtidig giver den rigtig god plads til både trommer og bas, og det er jeg virkelig stor fan af, da de begge er voldsomt fede at lytte til. Især trommerne er jeg fuldstændigt pjattet med, da både lyden og det der bliver spillet bare er fuldstændigt perfekt. Jeg kan især godt lide det, som Sid laver i omkvædets anden del, men for fanden hvor er det dog bare en fornøjelse at lytte til hele vejen igennem. Det samme kan også siges for Bobby Blitz, og her kan man fandme tale om en sanger, der lever op til hans kælenavn. Lige så snart han kommer på, så er det nemlig hurtigt, aggressivt og vanvittigt energisk. Derudover er jeg også bare vanvittigt glad for den måde, at han synger på. Han forstår virkelig at udnytte de lysere toner på samme måde som sangere som Rob Halford og King Diamond, men dog med sit helt eget udtryk, der bare er så dejligt fedt.
Noget som jeg især sætter pris på ved dette nummer, er den måde det formår at få de forskellige stykker til at udvikle sig på. Det kan blandt andet høres på guitaren i verset. Her åbner den op med at spille et stykke, der egentlig har fin nok kraft på, og som man sagtens kan svinge håret til. Da Bobby er nået igennem hans fjerde strofe, så kommer der dog lige et ekstra lag ind i dens spil, og det fungerer bare så godt! Det samme bliver gjort i omkvædet, for her lægger guitaren også ud med at være lidt underspillende, hvilket dels har den fordel, at bassen får lidt ekstra plads, så man kan nyde den. Samtidig gør det dog også, at når verset så når dets anden del, så har det bare en ekstra slagkraft i sig, og det synes jeg virkelig er en fed detalje. Et tredje eksempel på dette kan man finde i nummerets sløvere stykke, der også bare på dejligste vis får lov til at vokse og vokse, og det er bare fænomenalt dejligt at lytte til. Det kan dog siges for hele nummeret, for det er bare den helt rigtige måde at åbne et thrash album på, og når nummeret når til den sidste energieksplosion, så er jeg fuldstændigt klar på mere!
Mere får man heldigvis, for efter “Time to Kill” kommer bandet med det, der nok er deres største nummer overhovedet, nemlig “Elimination”. Det kan jeg fandme også godt forstå, at det er blevet, for det er fedt lige fra start og så til slut. Det er det fuldstændigt perfekte nummer at følge “Time to Kill” op med, for det tager fat i stafetten, og så løber det ellers op i endnu højere højder, end det forrige nummer nåede. Vanvittigt godt nummer og klart et af de bedste fra albummet. Det er dog ikke et nummer, som jeg vil skrive mere om, og det er fordi, at albummet byder på så meget andet, som jeg også synes virkelig godt om, men som der måske ikke bliver skrevet og snakket lige så meget om. Her kan albummets tredje nummer “I Hate” blandt andet nævnes, ligesom det samme gør sig gældende for nummeret “Nothing to Die For”, der begge er fantastiske numre. Derudover er “Playing with Spiders / Skullkrusher” også bare vanvittigt fedt, og det er “Birth of Tension” og “Who Tends the Fire” i den grad også, og uden det egentlig var planen, så har jeg nu fået rost næsten hvert enkelt nummer på albummet. Der er dog lige to numre tilbage, og det er dem, som jeg vil dykke lidt dybere ned i, hvor jeg vil starte med titelnummeret, “The Years of Decay”.
Der er to individuelle stykker fra dette album, der ofte sniger sig ind i mine tanker. Det første er albummets geniale indledning, som jeg allerede har skrevet lidt om, og den anden er slutningen på dette nummer. Begge har nemlig virkelig sat sig fast i mig, og derfor betyder de også enormt meget for mig. Inden jeg når til slutningen, så synes jeg dog lige, at jeg vil skrive lidt om det, der kommer før. Dels fordi det giver mening, men også fordi “The Years of Decay” er et meget anderledes nummer, end dem som albummet ellers byder en på. Det starter nemlig hverken aggressivt, tungt eller ondt. I stedet åbner det med noget rigtig smukt akustisk guitarspil, hvilket kommer til at være en af nummerets to primære elementer i de næste 3 minutter, mens Bobby Blitz står for den anden del. Der er dog lidt mere til det end bare det. En guitar ligger fjernt i baggrunden og kommer med nogle nærmest hviskende toner, hvilket tilføjer en fed atmosfære. Samtidig har bassen en kort rolle, da den i et kort stykke kommer ind og begynder at lægge op til, at nummeret skal have noget mere slagkraft. Her bliver man dog snydt, for i stedet går det lidt ned og giver en en dejlig akustisk guitar solo. Det gør dog ikke noget, for jeg synes virkelig, at dette stykke er rigtig effektivt. Det er som sagt noget helt andet end resten af albummet, men lige netop derfor passer det også så godt ind her. Man får lige et kort pusterum, og det kan man så lige nyde i selskab med denne virkelig smukke passage, hvor jeg især synes, at Bobby virkelig gør det godt. Han får klart bevist, at det ikke kun er i det aggressive, at hans vokal fungerer. Den kan også sagtens bære en ballade, for det gør den i den grad her på bedste vis. “The Years of Decay” er dog ikke bare 8 minutter af akustisk guitar og skønsang. Der er også plads til det tunge, for anden gang at bassen kommer på, er den nemlig ledsaget af trommerne, og denne gang er der ingen snyd. Nummeret bliver tungt, det bliver aggressivt, og selvom det på ingen måde kommer godt op i tempo, så kan man stadig nikke fint med. Man får også en rigtig fed guitarsolo, men det er dog ikke sådan, at nummeret nu er fuldstændig ovre i heavy-sporet, og det er nok det, som jeg synes, er nummerets største styrke. Hele vejen igennem er det godt varieret. Hele vejen igennem er det interessant, og hele vejen igennem er det bare dejligt at lytte til. Godt nok kører det akustiske meget i det samme spor i starten, men baggrundslydene, vokalen og bassens snydestykke sørger for, at det ikke bliver kedeligt. Derefter kommer der så knald på, men også her sker der hele tiden noget nyt. På et minut får man fire forskellige stykker, der dog stadig er godt sammenhængende, og derefter bliver de så lige efterfulgt af den førnævnte solo. Så laver bandet så den genistreg at gå tilbage til det indledende stykke, der dog denne gang er stærkt effektpræget, hvilket får det til at fremstå mere intenst, mere storladent og derfor også meget stærkere end starten. Denne gang er det dog kun for en kort stund, for bandet slår over i det lidt tungere igen, og der bliver bygget op til, at det skal over i det samme som før. Igen snyder de dog, og i stedet for at tage den tilbage til noget velkendt, så tager bandet det hen til nummerets sidste stykke, som er det, jeg snakkede om i starten. Dette stykke runder nummeret perfekt af. Tempoet bliver sænket, men til gengæld er det voldsomt storladent, voldsomt bombastisk og voldsomt fedt. Guitaren går dejligt amok her, bassen og trommerne kører på denne her dejligt marcherende måde, og alt imens bliver der gentagent sunget “The Years of Decay”. Her bliver nummeret bare totalt hamret hjem, og hvis albummet var sluttet her, så ville det samme gøre sig gældende for det. Det gør det dog ikke, for som sagt er der lige et nummer mere, som jeg vil skrive om.
For mange udgivelser, så ville et nummer som “The Years of Decay” have været det perfekte at slutte af med. Jeg synes dog, at det giver rigtig god mening, at det ikke er tilfældet her. Hvis jeg skal beskrive albummets lyd, så vil jeg nemlig bruge ordet ond, og derfor synes jeg, at det er vanvittigt passende, at nummeret “E.vil N.ever D.ies” får lov til at runde det af. Dette er et nummer, der langt hen ad vejen har rigtig godt med fart på, men det er også et nummer, hvor bandet igen kommer et par overraskelser. Den første af disse er den nærmest atmosfæriske åbning, som albummet har. Denne åbning består egentlig bare af en guitar, der leger med et par teknikker og en masse effekter, og det resulterer i noget dejligt mystisk, som jeg nyder. Lige så snart at den er ovre, så kommer der dog knald på, og det er thrash, når det er bedst. Hurtigt, ondt og aggressivt. Derudover gør det bestemt heller ikke noget, at der kommer en lynhurtig solo efter næsten alle omkvæd, for det er bare skønt. Det er dog ikke et nummer, der bare er lige ud af landevejen, for som sagt er der nogle overraskelser hen ad vejen. Blandt andet er der lige et kort stop i omkvædet, efter at Bobby har sunget “Evil”, hvor der lige kommer noget mere skønspillet guitar ind over, hvorefter resten af nummerets titel så bliver sunget. Det synes jeg virkelig godt om, for det lyder bare skønt! Derudover går nummeret også tilbage til det mystiske på et tidspunkt, og det er et fedt valg. Det gør også, at de så kan sænke farten lidt og gøre det lidt mere hårdtslående, hvilket tilføjer en masse dybde til nummeret. Det er dog i det hurtige, at det slutter, og sådan skal det også være, for det at albummet bliver sluttet af med et skrig, der lyder “Evil Never Dies”, det er fandme bare passende. Lige den rigtige afslutning efter min mening!
Som sagt har dette album fulgt mig i jeg ved ikke hvor lang tid, og det er jeg utrolig glad for. Det er ikke et album, som jeg hører hver dag, eller hver måned for den sags skyld, men pludselig kommer lysten bare til at høre det igennem igen, og det skal så ellers bare ske ved først tænkelige lejlighed og med højtaleren godt skruet op. Hver gang dette sker, så nyder jeg det virkelig, og derfor betyder albummet også utroligt meget for mig. Af den grund er jeg også rigtig glad for, at jeg har oplevet bandet live, og det var fandme også en fed oplevelse. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan man kunne se Bobby Blitz lige snige sig væk fra scenen, når han ikke skulle synge, for så bare at komme farende ind igen, lige så snart at han igen var på. Det var bare fedt, og det er et rigtig godt minde.
Her til slut vil jeg anbefale, at du støtter op om bandet, hvis du også kan lide det, som du hører. Albumkøb og merchkøb er en god måde at gøre dette på, og derudover gør det også meget, at du dukker op til deres koncerter, hvilket jeg kun kan anbefale, at du gør. Skal du lige bruge et par sanganbefalinger til at starte ud med, så vil jeg klart anbefale, at du starter med “Time to Kill”, går videre til “Elimination” og derefter så tager “The Years of Decay”. Det er i hvert fald mine tre favoritter. Hele vejen igennem er niveauet dog bare tårnhøjt, hvilket også gør, at jeg synes, at det er en sand thrash klassiker, der stadig holder snart 40 år efter albummets udgivelse.
Musikskriveri 