For et par måneder siden så jeg for første gang den originale Twin Peaks serie. Det var en noget blandet fornøjelse for mig, for selvom jeg kan sige nogle rigtig gode ting om seriens første halvdel, så er det modsatte dog tilfældet for den anden halvdel. Nu er det så så heldigt, at det på denne side ikke er film, at det handler om, men i stedet musik, og når det kommer til netop det punkt, så har jeg på ingen måde noget negativt at sige om serien. Den har nemlig et forrygende lydspor, som er skabt af komponisten Angelo Badalamenti og co-produceret af David Lynch, der er seriens skaber, og det er netop dette lydspor, som det i dag skal handle om.
På trods af at mit kendskab til Twin Peaks som serie er forholdsvis nyt, så gælder det samme ikke for lydsporet. Det har jeg nemlig kendt til i meget lang tid efterhånden, og i lige så lang tid har jeg holdt meget af det. Jeg synes nemlig, at det er et spændende lydspor. Det har en fed blanding af mystik, mørke og skønhed, og oven i det kommer der så også de tre forskellige musikalske stilarter, som lydsporet byder på. Det kommer nemlig både med numre, der er meget skønne og ambiente, mens det samtidig kommer med numre, der er godt jazzet. Derudover er der også numre, hvor stilen slår over i en mere drømmende en af slagsen, men på trods af forskellene i stilarterne, så fremstår albummet stadig meget stærkt i sin helhed. De tre stilarter bliver nemlig bundet sammen af den førnævnte blanding af det mystiske, det mørke og det smukke, der kan mærkes hele vejen gennem lydsporet. Når nu at lydsporet så netop har tre forskellige udtryk, så synes jeg, at det jo er ret oplagt at tage fat i et enkelt nummer fra hver af de forskellige udtryk, og det er da også lige netop det, at jeg har tænkt mig at gøre.
Jeg vil lægge ud med at starte med lydsporets mere ambiente del, og det vil jeg gøre med “Laura Palmer’s Theme”. For mig er det nok det nummer, der er blevet allermest forstærket af, at jeg har set TV-serien. Før kunne jeg godt lide det, og det skyldtes især nummerets mørkere del, som jeg var og stadig er rigtig glad for. Det er bare noget rigtig lækker synthesizer, der kører her, sådan en som man bare kan blive helt væk i, hvilket er noget, som jeg sætter rigtig meget pris på. Helt samme pris satte jeg ikke på nummerets andet element, der er det smukke klaverstykke, der nu engang kommer ind og afbryder synthesizeren. Det afbrød nummerets dejlige atmosfæriske element, og det irriterede mig simpelthen lidt. Det gør det dog ikke mere, for nu hvor jeg har en bedre forståelse af karakteren, som nummeret hører til, så er jeg faktisk blevet virkelig glad for det. Jeg tror blandt andet, at det er fordi, at jeg førhen ikke fangede det sørgmodige element, der er i det. I stedet føltes det for lyst, hvilket gjorde, at det for mig ikke gik helt i spænd med nummerets ellers mørke stemning. Det gør det dog som sagt nu, og derfor værdsætter jeg det også rigtig meget, både på grund af den effekt det har på nummeret, mens det spiller, og også på grund af den effekt det har lige efter, at det har været der. Efter at det har hevet nummeret op i et lyst crescendo, så går nummeret nemlig tilbage i det mørke ambiente, og det gør det med en intensitet, der er højere, end det var i den indledende del af nummeret. Det er en fed detalje, som jeg ikke havde tænkt over før, men som jeg nu virkelig nyder ved nummeret. Noget andet som jeg også nyder ved nummeret, er den måde at dets to lydbilleder glider sammen med hinanden på. Det kan høres tydeligst i starten, når det lyse klaverstykke tager over, for her giver den mørke synthesizer nemlig ikke slip. I stedet holder den fast, og det er kun på grund af klaverets tiltagende styrke, at den flyder ind i baggrunden. Igen er det en fed lille detalje, som jeg synes gør rigtig meget mere for mig, efter at jeg har set serien.
Når lydsporet er i det ambiente, så er tingene meget simple. Det samme kan dog ikke siges, når det slår over i jazzen, for her kommer der lidt flere elementer i spil. Her er det oplagt at tage fat i enten “Audrey’s Dance” eller “Dance of the Dream Man”, for jeg kunne forestille mig, at det er de to numre, som de fleste vil forbinde med netop dette udtryk, når det kommer til Twin Peaks lydsporet. De er også virkelig skønne at lytte til, og jeg holder især af den bas og den knipsende percussion lyd, der begge virkelig sælger numrene for mig. Disse to kan jeg dog ikke skrive alt for meget om, for jeg vil nemlig ikke gå med disse to oplagte numre. I stedet vil jeg tage fat i et andet nummer, der står som min favorit, når det kommer til lydsporets jazzede udtryk. Dette nummer er nummeret “The Bookhouse Boys”. Imodsætning til de to andre numre, som er lidt mere tilbagelænede i deres udtryk, så er der mere gang i “The Bookhouse Boys”. Det er ikke helt klart lige fra starten, hvor en lækker saxofon alene står for nummerets indledning, men lige så snart at trommerne kommer på, så synes jeg, at dette er et nummer, der skriger af handling. Det føles som om, at der skal gøres noget, og dette er lidt unikt i forhold til resten af lydsporet, der ikke har den samme energi over sig. Som sagt skyldes det trommerne, og hvilke dejlige jazztrommer det er! De der små, lette og hurtige slag kan bare noget helt særligt, og det er en fornøjelse at lytte til. Derudover er det også et spændende element, for jeg kan godt lide den effekt, som de har på nummerets forskellige elementer. De virker rigtig godt sammen med saxofonen, mens de to får lov til at spille for sig selv, men de har også en fed effekt på det efterfølgende stykke, hvor bas, guitar og percussion kommer ind med den tilbagelænede stil, som man har hørt på nogle af de andre jazzede numre. Her fortsætter trommerne nemlig med den energifulde stil, og det er en fed kontrast, som jeg virkelig nyder. Trommerne får dog ikke lov til at dominere hele nummeret, for i slutningen bliver der taget endnu et fedt valg, da nummeret slår over i den mere ambiente stil. Her betyder det selvfølgelig mørk synthesizer, men udover det kommer der også en fed klarinet indover lydbilledet, hvilket virkelig skaber noget ekstra mystik. Denne er dog kun en kort del af dette ambiente stykke, men heldigvis er det ikke den eneste fede detalje, der er her. Dette synthesizer stykke føles nemlig mere mørkt, mere dystert og mere farligt end det, som man hidtil har hørt på lydsporet. Det skyldes især de effekter, der bliver lagt på det, for synthesizerlyden føles bare mere kraftfuld. Her synes jeg især, at det er et fortræffeligt valg, at der er kommet en flanger effekt på, hvilket i baggrunden tilføjer en lyd, der nærmest bevæger sig op og ned som en bølge. Jeg kan dog også rigtig godt lide de små lyse toner, der lige får lov til let at dryppe ned på toppen. Det er bare en fed ekstra lille detalje, som jeg dog synes er rigtig vigtig.
Lydsporets tredje og sidste udtryk er som sagt ovre i det mere drømmende, og det giver anledning til at nævne en person, som du måske har undret dig over, at jeg endnu ikke har nævnt. Her taler jeg selvfølgelig om sangerinden Julee Cruise, der bidrager med tre numre til lydsporet. Disse tre numre er egentlig taget fra hendes Floating into the Night album, der udkom et år før serien. Tager man dog et kig på albummets bagside, så vil man kunne se, at dem der producerede albummet og skrev musikken var ingen ringere end Angelo Badalamenti og David Lynch. Om de allerede dengang havde en ide om, at noget af musikken derfra skulle bruges i Twin Peaks, skal jeg ikke kunne sige, men det endte i hvert fald med, at både numre “The Nightingale” og “Falling” kom til at figurere som liveoptrædener fra Julee Cruise i selve showet, mens nummeret “Into the Night” fik en mindre rolle senere. Igen ville det derfor være oplagt at tage fat i en af de to første, men igen vælger jeg dog at gå med den sidste. Det er der en grund til, og denne er, at det er min favorit. Muligvis var dette nummer det første, som jeg hørte fra lydsporet, for jeg kan nemlig huske, at jeg stod til en koncert med bandet Slægt, og lige inden de gik på spillede de dette nummer, der virkelig imponerede mig. Jeg kunne nemlig virkelig godt lide den mørke, men stadig drømmende stemning, som nummeret har i sig. Alene det instrumentale udstråler virkelig dette, og når så Julee Cruise kommer på, så bliver det bare helt vidunderligt at lytte til. Den heftige rumklang der ligger på hendes stemme cementerer stemningen totalt, og det er så smukt at lytte til. Det er da også klart denne, der er nummerets stærkeste element, men man skal dog ikke glemme resten. Det dejlige klaver og de skønne lette jazztrommer kører bare stille og roligt derudaf, og hvor er det dog bare herligt at lytte til. Derudover er der også et par andre fede indspark, blandt andet i form af nogle få, men dejlige anslag på en guitar, et kort stykke hvor nogle mere mørke toner får lov til at tage over og så et kort bombastisk stykke, der pludselig kommer ind i slutningen af nummeret. Alle sammen er meget korte indslag, men de sørger for, at der alligevel er noget variation i dette ellers ret så monotone nummer, og det gør, at det ikke på noget tidspunkt føles kedeligt. I stedet er det bare et mega lækkert nummer af den mørke og stemningsfulde slags, og derfor er det netop også et, som jeg har hørt virkelig mange gange.
Det har været en interessant oplevelse at opdage den kontekst, som disse numre var skrevet. Der jo ikke ofte, at man lærer et lydspor rigtig godt at kende, før man ser filmen, som de var tiltænkt til. Det har som givet lidt ekstra til nogle af numrene, og det er jeg ret glad for. Jeg vil i hvert fald aldrig beklage mig over, at et album som jeg allerede holder af, ender op med at blive endnu bedre end det i forvejen var.
Har du ikke hørt lydsporet, eller er det bare rigtig lang tid siden, så kan jeg varmt anbefale, at du giver det et lyt. Det holder nemlig lige fra start til slut. Skal jeg komme med et par anbefalinger til det, så er der kun et enkelt af de numre, som jeg indtil videre har skrevet om, som jeg føler passer ind, nemlig “Laura Palmer’s Theme”. Det er dog ikke det, som jeg vil anbefale, at du starter med. I stedet synes jeg, at du skal tage og give “Falling” et lyt først, og derefter kan du så selv vælge, om du vil tage det mørke, mystiske og smukke “Laura Palmer’s Theme”, eller om du har mere lyst til noget dejligt tilbagelænet jazz i form af “Dance of the Dream Man”, der er min sidste anbefaling.
Musikskriveri 