Dagens skriveri står i synth poppens tegn, for det er nemlig blevet tid til at tage fat i en af de største udgivelser indenfor denne genre, hvilket selvfølgelig er Frankie Goes To Hollywoods geniale mesterværk Welcome To The Pleasuredome. Dette album er et fænomenalt et af slagsen, som jeg virkelig holder af, og meget mere er der egentlig ikke behov for at skrive i denne indledning. Derfor vil jeg i stedet bare begynde at skrive lidt om bandet.
Frankie Goes To Hollywood er nok et af de største bands fra 80’erne, som dog desværre også primært holdte sig til dette årti. Grundstenene for bandet blev lagt allerede i 1980, da frontmanden Holly Johnson her begyndte at lege med ideen om bandet. Det var dog først et par år senere, at der for alvor var styr på resten af besætningen, der kom til at tælle Mark O’Toole på bas, Peter Gill på trommer, Brian Nash på guitar og sidst men ikke mindst Paul Rutherford, der kom til at stå for bandets korvokal. Der er dog en mere, som jeg synes skal nævnes i forbindelse med bandet, og det er musikeren og produceren Trevor Horn, der virkelig bidrog med en masse til bandets musik. Det var også på hans legendariske pladeselskab ZTT, at bandet udgav deres to studieudgivelser Welcome to the Pleasuredome (1984) og Liverpool (1986). Desværre blev dette også de eneste, der skulle komme fra bandet, da interne stridigheder gjorde, at bandet blev opløst i 1987. Siden da har der kun været en enkelt gang, hvor alle bandets medlemmer har optrådt sammen, hvilket var i 2023. Ellers har der lige været en kort halvgendannelse, hvor Mark, Peter og Paul i midten af 00’erne fandt sammen med Marks bror Jed O’Toole, der kom ind på guitar i stedet for Brian Nash, mens Ryan Molloy tog over for Holly Johnson. På trods af bandets relative korte karriere, så er det dog et, der i lang tid vil have en plads i musikhistoriebøgerne, for med deres debutalbum slog de igennem på en måde, som kun få andre artister har gjort, både før og siden.
Normalt ville dette så være et oplagt sted for mig at skrive, at godt nok er albummets hits fine, men at det dog er nogle andre numre på det, der trækker mere i mig. Sådan plejer det jo at være, men det er dog ikke tilfældet her. Albummets første del, hvor dets hits befinder sig, er nemlig en af de stærkeste, som jeg kan komme på, når jeg tænker mig om. Godt nok skal man lige igennem albummets første tre numre, tre korte som jeg egentlig synes er fine nok, men som dog samtidig føles en lille smule unødvendige, da jeg føler, at albummets fjerde nummer, titelnummeret, sagtens kunne have indledt det hele på egen hånd. Det gør det dog ikke, men allerede efter to minutters spilletid når man til det, og så bliver det netop rigtig rigtig godt. Det er nemlig bare så fucking dejligt fantastisk. Det er tæt på 14 minutter langt, men det er netop en af de fede ting ved nummeret, for det gør, at det kan bruge al den tid på at bygge sig selv op, som det har brug for. Derfor tager det lidt tid, før nummeret for alvor går i gang, men til gengæld er den perfekte stemning så sat, når Holly Johnson for første gang begynder at synge. Derfor kan nummeret tillade sig at have et næsten 4 minutters langt stykke, hvor det hele bare får lov til at svæve, og derfor er nummeret så dejligt unikt, som det nu engang er. Man kunne sikkert sagtens have kortet det voldsomt meget ned, så det primært fokuserede på det fængende omkvæd, men så ville en masse fedt være gået tabt, og jeg tror ikke, at jeg ville have holdt lige så meget af denne korte hypotetiske version, som jeg nu engang holder af dette lange og dejlige mesterværk af et nummer. Der er bare så mange fede ting, der kører på det. Marks evigt dejlige bas der bare driver nummeret fremad på den dejligste funkede måde, Brians guitar der kommer med så mange forskellige fede bidrag, der giver så meget til nummeret, uanset om det er i fronten eller i baggrunden af lydbilledet, at den leger. Derudover er jeg også bare vildt glad for Peters trommer, og det samme tør siges om nummerets fænomenale vokal. Holly styrer bare showet for vildt, mens korvokalen tilføjer så dejligt meget ekstra slagkraft til nummeret. Samtidig er der så alle de ekstra elementer, som Trevor tilføjede, og de sætter virkelig den sidste streg under, hvor fedt dette nummer er. Det er bare sublimt, og det vilde er, at bandet så herfra tager niveauet endnu højere op, når de går over i det store hit “Relax (Come Fighting)”. Det blev klart gruppens største nummer, og det kan jeg på sin vis godt forstå, da det bare er så konge. Hele vejen igennem er det så dejligt fængende, men det er helt sikkert det fantastiske omkvæd, der virkelig cementerer nummerets utrolige styrke. Det nummer bliver så fulgt op af et cover af den gamle protestsang “War”, der nok er bedst kendt i forbindelse med Edwin Starrs version af nummeret. Jeg synes dog, at Frankies version er så meget federe. Igen er det et nummer, der får lov til at tage sin tid, for det er nemlig næsten dobbelt så langt som original versionen, men det klæder det. Især inklusionen af den mere narrative vokal, der dominerer den første halvdel af nummeret, synes jeg er virkelig fed. Det tilføjer bare noget ekstra stemning til det hele, og samtidig giver det også plads til, at det instrumentale kan få lov til at lege og skinne. Hele vejen igennem svinger det dog bare så dejligt godt, og det nyder jeg virkelig, og så er Bandet ikke engang færdige med at toppe her. For lige at sætte prikken over i’et, så følger de det nemlig op med det idiotisk fede nummer “Two Tribes”. Det er storladent, det svinger, det er bare så fucking fedt, og ser man lige bort fra det efterfølgende korte tilføjelse af “(Tag)”, så står “Two Tribes” for at runde en af verdens absolutte bedste B-sider af et album af.
For mange udgivelser betyder slutningen af side B også slutningen af albummet. Det er dog ikke tilfældet for Welcome to the Pleasuredome, for det er nemlig ikke bare et enkelt album, men i stedet et dobbeltalbum. Det betyder, at der stadig er to hele pladesider tilbage, når tonerne fra “(Tag)” har lagt sig. Desværre kan side C dog ikke helt hamle op med side B, og det er måske blandt andet fordi, at denne side indledes af tre covers. Ikke fordi det er nogen dårlig ting som sådan, og alle tre er også ganske gode, især det af Springsteen klassikeren “Born to Run”, men det kommer bare aldrig helt op og ringe på samme måde, som side B gjorde. Man kunne måske gå så langt som at sige, at albummet ville have været et bedre et af slagsen, hvis det kun havde holdt sig til en plade. Det ville også have givet mig bedre plads til at fokusere på titelnummeret og B-side numrene. Hvorfor har jeg så ikke gjort netop det? Ja det er fordi, at jeg selvfølgelig har nogle favoritter på albummets D-side. Her er der nemlig to numre, der måske også bliver overskygget ret så voldsomt af side B, men som jeg dog stadig synes virkelig holder. Derudover er de begge heller ikke hits som sådan, og derfor er de også lidt halvukendte, hvilket for mig bare gør, at det giver så meget mere mening netop at skrive om dem.
Den første af disse to favoritter er nummeret “Black Night White Light”. Her er tempoet sænket noget i forhold til albummets større numre, men det forhindrer dog ikke dette nummer i at være et virkelig solidt popnummer. Den lidt sløvere start gør nemlig, at nummerets første omkvæd bare rammer så meget hårdere, og hvilket omkvæd det er! Det er lige, som jeg kan lide det, for det er virkelig storladent og det får med det samme bare det hele op og ringe. Samtidig virker alt bare her. Holly synger så fedt her, og samtidig er korvokalen bare med til at give det hele så meget ekstra kraft. Derudover er der også en synthesizer, der virkelig kommer med nogle fede toner, mens resten af instrumenterne sørger for den sidste kraftudladning til lydbillede. Det gør, at dette for mig er det perfekte eksempel på et rigtig godt slagkraftigt syng med omkvæd, for det er så vidunderligt dejligt udført. Samtidig synes jeg også, at det er et rigtig godt valg, at det for det meste kun er her, at der bliver slået igennem på nummeret, for det er igen med til bare at give det så meget styrke.
Det er dog ikke kun dette omkvæd, som jeg er glad for, for nummeret har en masse andre elementer at byde på. Et af disse elementer er den vidunderlige bas, som Mark her spiller. Det er en dejlig diskoagtig en af slagsen, hvor den især er lækker lige efter omkvædet, da der her er ekstra smæk på den. Trommespillet, percussionen, det elektroniske og guitaren er dog alle også bare virkelig lækre at lytte til, og alle bidrager bare med så mange dejlige små detaljer, hvilket gør, at der hele tiden er noget ekstra og noget fedt at lægge mærke til. På ethvert andet album, så tror jeg, at dette nummer ville være et af dem, der virkelig faldt i ørerne. Her er det desværre op imod nogle ret store kanoner dog, men jeg synes stadig, at det er en overset perle, der virkelig fortjener noget opmærksomhed. For mig er dette gået hen og blevet et nummer, som jeg hiver frem lige så ofte som de andre store, og måske endda lidt mere, og derfor kan jeg også virkelig anbefale, at du giver det et lyt.
Den samme anbefaling vil jeg give til det nummer, der kommer lige efter “Black Night White Light, da det er den anden af mine to D-side favoritter. Dette nummer har titlen “The Only Star in Heaven”, og på mange måder er det et meget anderledes nummer end det forrige. Hvor “Black Night White Light” som sagt nemlig sænker tempoet, så kommer der i stedet igen fart på her, hvilket gør, at bandet virkelig kan udfolde sig. Her bliver det igen både funket og diskoet, og det resulterer i et nummer, der virkelig har en god energi over sig. Det kører bare så dejligt derudaf, og jeg svært ved ikke at blive glad, når jeg hører det. Samtidig er det også et rigtig spændende nummer at lytte til, for dels er der rigtig mange forskellige passager i det, og dels er der også rigtig mange skift i nummerets intensitet. Hele vejen igennem flyder det dog fantastisk fra det ene til det andet, og det er endnu en ting, der gør, at det er en fornøjelse at lytte til nummeret. Igen er der også en masse fede detaljer at finde i både det instrumentale og det vokale, hvilket gør, at det bare føles gennemført fra start til slut. Netop det synes jeg dog kan siges om meget af albummet, og i sidste ende er det en stor grund til, at jeg holder så meget af det, som jeg nu engang gør. Det var et fænomenalt album, da det kom ud, og efter min mening så gælder det også den dag i dag. Virkelig en sand klassiker.
Og med det sagt, så vil jeg begynde at runde af for i dag. Jeg tænker ikke, at lytteanbefalinger som sådan er nødvendige, da jeg næsten ikke kan forestille mig, at du ikke har hørt i hvert fald noget af albummet. Jeg vil dog komme med nogle alligevel, da jeg selvfølgelig kraftigt vil anbefale, at du giver numrene “Black Night White Light” og “The Only Star In Heaven” et lyt. Begge er noget oversete, men jeg synes fandme virkelig, at de kan noget. Så må vi se, om du er enig eller ej. Den største anbefaling bliver dog som altid, at du lytter hele albummet igennem, for det holder kraftædme stadig. Og hvem ved, måske er der et par andre af albummets mindre numre, der fanger din interesse på samme måde, som de to førnævnte har gjort for mig. Det er jo i sidste ende det dejlige ved musik, for der kan altid være et eller andet ved et album, der overrasker, og det gælder både de små og de store numre.
(Og som en ekstra ting får i lige det originale cover her. Jeg har en formodning om, at Facebook og andre sider ikke ville blive glade, hvis det var dette billede, der kom i forhåndsvisningen, så derfor er det blevet det senere CD cover, der fik lov til at få den rolle.)
Musikskriveri 