Jeg havde egentlig tænkt mig at vente lidt med at lave endnu et skriveri om Sunken, da det ikke er alt for lang tid siden, at jeg først skrev om dette fantastiske band. Et er dog hvad man tænker, og noget helt andet er hvad man føler, og lige for tiden føler jeg virkelig, at jeg simpelthen bliver nød til at skrive om bandets nyeste udgivelse Lykke, for det er et voldsomt godt album, som jeg har lyttet umådeligt meget til i løbet af de sidste to uger. Derfor kommer det igen i dag til at handle om noget af det smukkeste atmosfæriske black metal, som jeg kender til.

Skal du lige bruge en hurtig opsummering af Sunken, så er det et band fra Århus, der har været aktive siden 2013. Dengang blev det blandt andet dannet af guitaristen Simon Skotte Krogh og sangeren Martin Skyum Thomasen, der den dag i dag også må beskrives som hovedpersonerne i bandet. Derudover tæller bandets besætning så også bassisten Jonas Faghtmann, rytmeguitaristen Alexander Salling og trommeslageren Joachim Højer Larsen. Kigger man på bandets udgivelser, så finder man EP’en The Crackling of Embers fra 2014, debutalbummet Departure fra 2017, efterfølgeren Livslede fra 2020 og nu så også Lykke, der så dagens lys d. 24. oktober, 2025.

Som sagt har jeg lyttet utroligt meget til Lykke i det seneste stykke tid, og her er der to gennemlytninger, der skiller sig særligt ud fra resten. Bandet afholdte nemlig to udgivelseskoncerter i forbindelse med albummet, først på Spillestedet Stengade i København, og ugen efter så på Radar i Århus. Begge steder kunne man finde mig iblandt publikum, for bandet har gennem tiden nemlig givet mig nogle virkelig stærke koncertminder, og derfor ville jeg på ingen måde gå glip af at opleve denne fejring af deres nyeste udgivelse. Begge disse oplevelser endte også med at være fuldstændigt formidable. Da bandet gik på scenen i Stengade, havde jeg bevidst ladet være med at høre albummet i dets fulde, da jeg elsker det at blive overrasket til en koncert. Helt uforberedt var jeg dog ikke, for jeg havde da lige givet de to singleforløbere et lyt eller to, og de to udgør tilsammen halvdelen af albummet. De to havde bekræftet mine formodninger om, at dette album helt sikkert ville leve op til de høje forventninger, som jeg havde, men jeg blev dog stadig virkelig positivt overrasket over albummet. Et er nemlig at lytte til et par singler, noget andet er at opleve bandets musik på den måde, som det egentlig er meningen, nemlig ved at lytte albummet igennem fra start til slut.

Det første nummer på Lykke har titlen “Din Røst malede Farver i Luften”. For mit indre kan jeg stadig se bandet gå på scenen til de smukke toner, der åbner det op. Disse toner passer perfekt til bandets navn, for når jeg hører deres klang, så forestiller jeg mig en undervandscene. En mørk scene hvor man kun lige akkurat kan skimte nogle fortidslevn i form af skibsvrag. Det er lidt dystert, måske endda også sørgmodigt, men vigtigst af alt er det som sagt uhyre smukt. Imens denne scene folder sig ud har bandet indtaget deres pladser, og deres tågemaskiner har arbejdet på højtryk og skabt et så tykt slør, at man kun lige kan skimte dem, også selvom man står helt oppe ved scenen. Et minut er nu passeret, og en hylen afslører, at det tidspunkt som man har ventet på langt om længe er ved at oprinde. Med et sætter bandet i gang, og med et bliver det tungt, virkelig tungt. De forrige tillægsord gør sig dog stadig gældende. Det er stadig mørkt, det er stadig dystert, og selvom bandet høvler afsted på deres instrumenter, så er det stadig også virkelig smukt. Det står guitarerne især for, for den lyd de har er vidunderlig, og når de så samtidig spiller det lyse tema, der her i starten kører, jamen så opstår der bare noget fuldstændigt magisk. Denne magi når sit højdepunkt, da Martin begynder at synge. Man kan med det samme mærke, at han bare fuldt ud kanaliserer alle sine følelser ind i de hæse skrig, som han kommer med, og nøj hvor er det dog fantastisk. Igen bliver jeg taget tilbage foran scenen, hvor han med fuld indlevelse giver den så meget, som den overhovedet kan trække. Det er vidunderligt at opleve. Der er bare så meget tyngde i hver enkelt strofe, og sammen med resten af bandet skaber det en så utroligt overvældende oplevelse, at man næsten skulle tro, at det var løgn. Det er også det, der for mig karakteriserer dette album, for da jeg stod til koncerterne, og når jeg sidder og hører det lige nu, så er det med et stort smil malet over hele ansigtet. For mig er det nemlig i ordets bedste forstand så utroligt, at noget musik kan ramme netop dette niveau. At noget værk kan ramme disse følelser på sådan en så perfekt måde, som Sunken her gør med Lykke. Selv efter en masse gennemlytninger bliver jeg stadig helt forbløffet over det.

Som sagt, så er Lykke en af den slags udgivelser, der skal opleves fra start til slut, og dette er blandt andet fordi, at numrene føles så sammenhængende. Det gør sig især gældende, da albummet skifter mellem åbningsnummeret og det efterfølgende “Og det er Lykke”. Den energieksplosion der opstod i starten af det første nummer ophører endelig, og i stedet kommer der igen nogle smukke toner på banen. Igen får de også lov til at tage deres tid, og det giver altså virkelig meget til nummerets og albummets atmosfære. Igen ved man dog også, at det ikke er i dette spor, at nummeret kommer til at fortsætte. Det kommer ikke som en overraskelse, da dette skift kommer, for der bliver fint bygget op til det, og lige pludselig rammer Sunkens storladne lyd dig igen lige direkte i ansigtet, og det er på helt samme måde som ved det forrige nummer. Det er vildt, det er voldsomt, det er sørgmodigt, ængsteligt… og det er smukt. Vanvittigt smukt. Det er endda på trods af lyrikken, der for mig at høre omtaler den daglige kamp gennem livet, en kamp der er tynget af alt det lort der foregår for tiden, lort der kun synes at blive værre og værre. Kontrasten mellem det smukke og denne følelse af at kæmpe mod fortabtheden er især stærk under nummerets stille stykke. Her står det instrumentale for det skønne, mens vokalen ængsteligt kæmper sig igennem stroferne. Igen kan jeg kun rose Martin for denne præstation for den er så forbandet meget følelsesladet. “Og det er lykke” synger han til sidst af mange omgange, og denne strofe bliver i sandhed banket ind i en af både ham, men også instrumenterne, der her igen kører afsted for fuld smadder. Igen er det fuldstændigt overvældende, igen er det dybt tungt, og igen er det samtidig så fandens magisk, at jeg ikke kan lade være med at smile, når jeg hører det.

Der er to numre tilbage på Lykke, men dem vil jeg ikke skrive alt for meget om. Der skal jo være noget, som du selv kan udforske. De er begge voldsomt fantastiske, og især det sidste, “Når Livet går på Hæld”, er jeg voldsomt glad for. Den måde at det sætter i gang på er bare så vanvittig, at man endnu engang skulle tro, at det var løgn. Wow siger jeg bare. Det er altså bare en suveræn afslutning på denne fantastiske rejse og på dette formidable mesterværk af et album.

Som jeg skrev tidligere, så har bandet givet mig nogle utroligt stærke koncertminder igennem tiden, og det er jeg fuldt overbevist om også er tilfældet med de seneste to. Faktisk har jeg lidt svært ved at lytte til albummet lige nu, for sammenlignet med den oplevelse af at se det blive spillet live, så er det nærmest vand ved siden af for mig. Selv i denne tilstand synes jeg dog stadig, at det er voldsomt godt, så hvis du kan lide bandets musik, så SKAL du gribe chancen og se dem, når de spiller live. Det kommer du ikke til at fortryde. De griber nemlig fuldstændigt en. På trods af, at bandet kun lige snakkede kort to gange, så havde de publikum i deres hule hånd. Her var der ikke behov for at vise djævlehorn eller andre håndgestuser for at få publikum med, for det sørgede bandets energi for på egen hånd. Det var en oplevelse, der var medrivende på en yderest sjælden måde, det var en oplevelse, der vækkede en glæde i mig, som kun få andre bands har formået, og derfor kommer det til at være en oplevelse, der for mig nok er uforglemmelig. Igen, får du chancen, så tag ud og se dem. De er det hele værd. Derudover, så vil jeg anbefale, at du husker at støtte op om musikken, for især når man har med bands som Sunken at gøre, der bevæger sig i de smallere genrer, så er det virkelig vigtigt.

Dagens lytteanbefaling bliver Lykke. Som sagt er det et album, der virker bedst som helhed, så start med “Din Røst malede Farver i Luften”, og tag så turen videre derfra. Er du til black metal, så vil det ikke skuffe. Er du ikke, så er det måske her, at du starter med at kunne lide genren, eller også er det ikke. Det kan kun et lyt afsløre. For mig står det som et mesterværk og en af de bedste udgivelser fra 2025, og derfor kommer jeg selv til at følge min egen anbefaling. Mange gange endda.

Lykke