Når nogle vidt forskellige artister går sammen og laver et fælles projekt, så kan dette virkelig resultere i noget spændende, og det er netop sådan et projekt, som det i dag skal handle om i dag. I 2011 udgav Lou Reed og Metallica nemlig deres fælles projekt Lulu, og dette er et album, som jeg finder yderst fascinerende, og som samtidig også har haft en ret vigtig rolle i min musikalske udvikling.
Nu er det så sådan, at det ikke er alle, der deler min kærlighed til Lulu. Det er faktisk et lidt kontroversielt album, i hvert fad når det bliver nævnt i blandt Metallica fans. At sige at det fik en kold modtagelse dengang det udkom vil næsten være en underdrivelse. Selv syntes jeg også, at det var en omgang gylle…. i hvert fald indtil jeg så faktisk gav det et ordentligt lyt. En lignende historie kan fortælles om St. Anger, og moralen der er også den samme. Lyt til albummet i stedet for diverse folk på internettet og lav din egen vurdering. Ikke at Lulu som sådan blev en favorit med det samme, men jeg kunne bestemt ikke forstå, hvorfor folk var så vrede over det. Gradvist begyndte jeg også at holde mere og mere af det. Til at starte med hev jeg det frem en sjælden gang, men som tiden gik blev det dog oftere og oftere, at jeg fandt det frem. I samme omgang begyndte jeg dog også at anse det mindre og mindre som et Metallica album, og der føler jeg, at jeg har ret. Her er der jo en femte mand over, og det var også noget af Lou Reeds u-udgivet materiale, som hele projektet blev baseret på, dengang ham og Metallica valgte at lade ord blive til handling i 2011, da de gik i gang med rent faktisk at lave noget sammen, noget som de indtil da bare havde snakket om. Derfor har tilblivelsesprocessen været en hel anden, og af den grund føler jeg, at det er unfair over for albummet, at man sætter det op imod resten af Metallicas, og for den sags skyld også Lou Reeds, samlede diskografi. Hvis man derimod ser det som sin egen ting, så kan man fokusere fuldt ud på musikken, og selvom det måske stadig ikke er noget for en, så har det i det mindste fået en fair chance.
Nå, nok om det og videre til det vigtige, for hvad er det egentlig ved Lulu, som gør, at jeg holder af albummet? Ja til at starte med kan jeg jo tage fat i nummeret “Pumping Blood”, for hold da kæft hvor er det dog bare fedt og dejligt tungt. Lige fra start er det fantastisk, for den måde at de indledende stygere får startet det op på, og derefter så langsomt bliver sat til side af en skrigende guitar virker bare så dejligt godt. Jeg er også virkelig glad for, at netop den guitar får lov til at fortsætte igennem det meste af nummeret, for den giver bidrager med en helt speciel atmosfære , som jeg synes er fed. Den får det til at føles som om, at der er et eller andet helt galt, og sammen med Lou Reeds vokal virker det helt perfekt.
Nu har jeg så skrevet, at nummeret er et tungt et af slagsen, men det er dog ikke kun i det lag, som nummeret bevæger sig i. Der er nemlig også plads til et længere melodisk stykke, og det er jeg glad for, for selvom jeg synes, at Lou Reeds vokal generelt virker ret godt på en lidt atypisk måde igennem hele albummet, så virker den bare den lille smule bedre på dette stykke. Jeg føler, at han her får lidt ekstra plads til at udfolde sig lyrisk, og sammen med det instrumentale underlag, der her primært består af bas og en guitar med en mere ren lyd, så skaber han noget voldsomt dejligt. Der er noget næsten meditativt over det, i hvert fald indtil trommerne så kommer på igen, og her kommer vi så ved den ting, som jeg nok elsker mest ved nummeret. Lars gør det nemlig suverænt her. Jeg skal ikke kunne sige, hvor teknisk godt at det er, men for mig er der bare en følelse i det, der virkelig rammer, og den er jeg vild med. Derudover er lyden på dem også bare virkelig god, og der skal teknikerne bag albummet sgu have ros. Det er sjældent for mig, at det er trommerne, der stjæler billedet, når jeg lytter til et nummer, for det er ikke dem, som jeg naturligt fokuserer på. Det kan jeg dog ikke lade være med at gøre her, og for mig betyder det, at de virkelig gør noget specielt. Selv i det afsluttende kaotiske stykke flytter min opmærksomhed ikke helt fra dem, på trods af at der sker en god del andet her. Den skrigende guitar, resten af de hårdtslående instrumenter og Lou Reeds mere og mere desperate vokal, alle sammen lækkerier der står for at få sluttet dette herlige nummer af på en så absolut dejlig intens måde. Det er bare så vidunderligt at lytte til. Det samme gælder dog fandme også for overgangen fra “Pumping Blood” til “Mistress Dread”!
Fra skrigende guitar til skrigende orgel, eller noget derovre af, og da det så lige har hygget sig lidt, så er det ellers bare derudaf i en fart. “Pumping Blood” fanger ens opmærksomhed totalt, og derefter sprinter “Mistress Dread” så ellers bare afsted med den, og det er så pisse fedt. Trommer, bas og guitarer kører bare derudaf for fuld hammer, men Lou Reed griber det dog helt modsat an. Han tager det dejligt roligt med hans vokal, hvilket skaber en kontrast til resten. Denne virker dog rigtig godt, og derfor synes jeg også, at det er et genialt valg. Samtidig sørger han også for at variere godt i hans udtryk, og af den grund føles det heller ikke monotont, hvilket er endnu en interessant ting ved “Mistress Dread”. Det kører nemlig stort set i samme spor hele vejen igennem, i hvert fald på guitarfronten. Alligevel synes jeg dog ikke, at det kommer til at føles kedeligt og ensformigt. En af grundene til dette er igen trommerne, som jeg også her er glad for. Selvom Lars for det meste følger guitarrytmen, så sørger han også for lige at komme med nogle småindslag nu og da, og de holder det hele friskt, og derfor er hans spil igen også noget, der helt naturligt får draget min opmærksomhed. Der er bare noget fedt ved det, selvom det også samtidig er spøjst, for det er ikke ofte, at jeg oplever, at noget både er ensformigt og spændende. Det er dog to tillægsord, der ret fint beskriver “Mistress Dread”, og skal et tredje ord lige lægges oven i hatten, så bliver det helt sikkert meditativt, for det synes jeg også, at nummeret er. Den passage i Lulu, som “Pumping Blood” og “Mistress Dread” skaber er min favorit del af hele albummet. Selvom jeg synes resten i den grad også holder, så er det her, hvor albummet virkelig kan noget særligt for mig.
Udover disse to numre, så har Lulu også massere af andet fedt at byde på. Albummets eneste single, der har titlen “The View, synes jeg er et ganske solidt nummer, og lige sådan har jeg det med “Iced Honey”. “Cheat On Me” tager det dog lige et ekstra niveau op i forhold til de to numre, og det er også en fantastisk dejlig afslutning på albummets første del. Igen er meditativt ikke et helt forket ord at lægge til nummeret, for sådan har jeg det i hvert fald med nummerets skønne indledning. Der er dog også en masse skønne ting at finde på albummets anden del. “Frustration” indleder det på bedste vis, mens “Dragon” for mig leverer denne dels højdepunkt. Sidst men ikke mindst bliver jeg dog også nød til at nævne “Junior Dad”, for det nummer sætter det helt rigtige punktum, ikke bare for denne del, men for hele albummet generelt. Det er så måske en lidt overfladisk måde at beskrive resten af numrene, men det bunder i, at jeg har ret svært ved at vælge et af disse numre ud til at skrive om. Jeg synes, at de alle niveaumæssigt er ret tæt på hinanden, mens de også hver især bidrager med deres helt eget fede element, og det er det, der gør albummet til den positive oplevelse, som det for mig er. Det er bare super spændende og fedt fra start til slut, og det nyder jeg.
For mig er Lulu et vigtigt album, for det er et album, der var med til at underbygge den selvstændighed, som jeg har, når det kommer til musik. Selvom jeg allerede var kommet ud på et musikalsk sidespor i forhold til de fleste af dem, som jeg kendte, så sendte dette album mig yderligere ud. Det er jeg dog lykkelig over i dag, for det er kommet til at være et af kendetegnene for den nysgerrighed, som jeg har, når det kommer til musik. Dette album var et af dem, der lærte mig, at alt hvad anmeldere og andre folk skriver intet betyder. Alt skal have en chance, om det så er tysk schlager, generisk pop, noget fuldstændigt eksperimentelt eller noget dejligt smadder. Som det klassiske udtryk lyder, så ved man nemlig aldrig, om man kan lide noget, før man har smagt det, eller i dette tilfælde, lyttet til det.
Desværre solgte Lulu ret elendigt, dengang det udkom, og derfor er det ikke siden blevet ordentligt genoptrykt, hvilket er ærgerligt. Derfor er det også noget svært at skaffe fysisk. Samtidig tror jeg også, at det er ret urealistisk, at man nogensinde kommer til at høre noget af albummet blive fremført live, da Lou Reed jo desværre forlod os i 2014. Bedste støtteanbefaling er derfor i dag, at du giver albummet et eller to eller tre eller flere lyt på en streamingtjeneste, alt efter hvor godt du nu kan lide det. Så kan det være, at det forhåbentligt engang i fremtiden endnu engang kan nydes fysisk. Som altid skal du selvfølgelig også huske at sprede musikken videre, så hiv fat i en ven og sig, at de skal give albummet en chance. Jeg synes i hvert fald, at det er det værd.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “Mistress Dread”, “Iced Honey” og “Frustration”. Selvom jeg her gerne vil give plads til “Pumping Blood” også, så synes jeg, at det er de tre førstnævnte numre, der giver det bedste indblik i albumets overordnet lyd. Igen så er der dog som nævnt en masse andre dejlige numre på albummet, og dem synes jeg ikke, at du skal snyde dig selv for. Det er en fed og unik oplevelse, som albummet byder en på, og hvis mine egne ord ikke er nok til at overbevise dig, så kan jeg fortælle dig, at selveste David Bowie også har sagt, at han synes, at det var noget af det bedste, som Lou Reed nogensinde lavede.
Musikskriveri 