I dag kommer det til at handle om et band, som jeg før har skrevet om i koncertsammenhæng, og igen er det noget lokalt, som jeg har fat i. Det skal nemlig handle om Juvenile og den dejlige rå og energiske punk rock, som de spiller, hvilket kan høres på EP’en af samme navn.

Så vidt jeg kan se, så har Juvenile spillet sammen i en fire-fem år efterhånden, og besætningen er i dag også den samme som dengang. Det betyder, at det er Emil Mathiesen, der står for vokalen, mens man finder Dres Stengaard Dybdal på guitaren. Derudover er der så Asbjørn Bach Vestergaard på bas, og sidst men ikke mindst finder man Rasmus Matthiesen bag trommerne. Sammen fik de i starten af 2023 udgivet den EP, som det i dag skal handle om, og ellers har de primært været aktive på koncertfronten. De har dog også et par livesessions liggende med numre, som ikke er at finde på dagens emne, hvilket giver mig store forhåbninger om, at der er mere på vej fra dem.

Første gang at jeg stødte på dette band, var på Hva’bar, til hvad jeg husker som barens anden koncert overhovedet. Her leverede de et show, der simpelthen bare var for vildt. Hver gang jeg har set dem siden, så har de dog formået at overgå den præstation, og det synes jeg er pisse imponerende. Derfor var jeg også rigtig glad, da de annoncerede, at deres første EP skulle udkomme i starten af 2023, og når jeg tænker på, hvor mange gange den siden da har været igennem min CD-afspiller, så kan jeg kun sige, at den ikke skuffede.

Juvenile åbner ud med nummeret “Crack Cocaine”, og allerede her efterlader bandet ingen tvivl om stilen. Lidt dejligt basspil åbner ballet op, og da guitar og trommer så kommer på, så kan man allerede mærke bandets umiskendelige energi. Især rytmedelen står ud i første vers, for hold kæft hvor det bare rykker. Basspillet fortsætter den dejlige indledende rytme, mens trommerne bare spiller på en virkelig fed og utroligt medrivende måde, som jeg virkelig er fan af. Sammen får de to bygget noget virkelig solidt op, og det er virkelig vigtigt, for vokalen og guitaren holder sig lidt tilbage her. Det bliver der dog ændret på i omkvædet, hvor bandet giver den hele armen, og det er så fedt. Emils dejlige rå vokal slår bare igennem her, mens guitaren stormer helt frem i lydbilledet med en dejligt lækker og skramlet lyd, som jeg er rigtig glad for. Det er her, hvor energien kommer helt op i det røde felt, og det smitter af hver gang. Man kan ikke andet end at blive fanget af det, og energien holder bare ved igennem resten af nummeret, mens det samtidig sætter resten af EP’en rigtig godt op.
Som sagt udstråler “Crack Cocaine” bare den virkelige gode energi, der er et af kendetegnene ved Juveniles musik. Samtidig viser nummeret dog også, at hvert enkelt bandmedlem er en dygtig musiker. Jeg er virkelig stor fan af guitarspillet efter første vers, for hvor man nemt bare kunne have kørt i den samme bane, som man startede i, så vælger bandet i stedet at afveksle her. Der bliver leget lidt mere på guitaren, og her taler jeg ikke bare om solospil, hvilket gør det ekstra spændende at lytte til. For mig er det en af de ting, der trækker nummeret op fra godt til fantastisk. Derudover er jeg som sagt også rigtig glad for rytmesektionen, og igennem hele nummeret kan man bare få så meget ud af at fokusere på det, som de spiller. Især bassen har det med at stjæle min opmærksomhed under omkvædet, for der er den bare skøn og lytte til. Til sidst skal vokalen også lige have ros, og selvom den måske ikke er så teknisk på nummeret, så er det helt fint, for det behøver den slet ikke at være. Det er jo punk, der bliver spillet. I stedet for teknik er der så bare en gigantisk attitude bag den, og det gør så meget for nummeret, end nogen form for teknik kunne gøre. Med alle disse fantastiske elementer i spil, så står “Crack Cocaine” bare som et bundsolidt åbningsnummer, og bandet får fra start slået fast, at det man her skal lytte til er fedt.

EP’en indeholder fem numre, og de er alle sammen virkelig fede. Den gode stil fortsætter på “ACAP”, der holder samme høje niveau, som albummets første nummer lagde for dagen. Selvom det er svært at vælge højdepunkter ud på albummet, så synes jeg dog, at dette er et af to numre, hvor niveauet lige kommer en tand højere op end resten, for der sker altså bare fede ting og sager her. Især i og omkring omkvædet er der virkelig mange fede elementer at finde. Opbygningen får mig til at tænke lidt over i retning af The Stooges, hvilket aldrig er en dårlig ting, og selve omkvædet er bare noget af det fedeste. Alene guitaren er så skøn at lytte til, men samtidig står bas, trommer og vokal også bare utroligt stærkt, og igen skinner det bare fuldstændigt igennem, at alle fire medlemmer er virkelige dygtige musikere. Hver eneste er i den grad værd at give et fokuseret lyt, for de lægger alle en masse fede elementer ind i deres spil.

Som sagt er “ACAP” et af de to numre, hvor niveauet lige kommer en tak højere op end resten af EP’en. Det andet af disse er “Goodbye J.R.”, og for mig er det samtidig også favoritten fra albummet. Lige fra start bliver der bare lagt en rigtig fed rytme med bas, trommer og guitar, der igen bare er møjhamrende fede at lytte til. Energien bliver holdt noget mere nede i verset her, end den har været de på de andre numre, men det gør bare, at det hele føles meget vildere i omkvædet, hvilket igen er et vildt fedt et af slagsen. Denne kontrast giver dog også anledning til at skrive om noget andet, nemlig selve lyden, som jeg er meget imponeret over. Den er nemlig langt over det niveau, som jeg normalt ville forvente, når det kommer til et bands første EP, og specielt når man har med et punkband at gøre. Den er rigtig skarp hele vejen igennem og håndterer både de skramlede og de lidt mere afdæmpede passager på en fantastisk måde. Hvert enkelt instrument står virkelig klart og er derfor også meget nemmere at fokusere på. Det føles aldrig for pænt, hvilket det efter min mening ikke må, når man har med rigtig punk at gøre. Balancen mellem klarhed og vildskab er ret svær at lave, men her bliver den i den grad ramt på en perfekt måde, og det skal sgu roses.
Der er meget mere, der kan skrives om dette nummer, men jeg føler, at det ville lede til gentagelser af ting, som jeg allerede har skrevet. Endnu engang er guitarspillet mega fedt, bassen dejlig lækker og trommespillet virkelig genialt. På vokalen er der også et lidt bredere udtryk, og jeg elsker det hele. “Goodbye J.R.” er bare et fænomenalt nummer, der viser alle Juveniles stærke sider frem, og skulle jeg vælge et enkelt nummer til at fremhæve bandet, så er det altid dette, som jeg vil vælge.

Der er to numre mere på Juvenile EP’en, og de er vildt fede. Jeg overvejede stærkt også at give et par ord til “Seduce Me”, da det også er et virkelig stærkt nummer, mens jeg dog hele tiden har vidst, at jeg ville holde mig fra at skrive om det afsluttende nummer, da jeg synes, at det er bedre, at du selv giver det et lyt. Her bryder bandet lidt med formlen, og det er et rigtig godt valg, da det dels giver dem et bredere udtryk, mens det samtidig også bare et kanon nummer at slutte det hele af med. Det er langt, men hold kæft hvor er det også bare fedt, ligesom resten af EP’en er. Jeg holder virkelig meget af den, og den giver mig kun lyst til at høre mere fra bandet. Jeg glæder mig virkelig til, at der engang kommer mere fra dem, da jeg ved, at det kun kan blive mega godt.

Om bandet har flere CD’er tilbage af denne dejlige EP, har jeg ingen ide om, men skulle de have den, og har du lyst til at støtte op om den, så kan det varmt anbefales, at du anskaffer dig den. Hvis de har den, så kan den nok kun fås til koncerter, men den største anbefaling jeg i dag kan give er dog også, at du tager ud og ser dette band live, hvis de kommer forbi dig. De har en energi, der går langt ud over det sædvanlige, og det betyder, at hver enkelt en af bandets koncerter er en, som man husker. Jeg har set dem en masse gange efterhånden, og jeg glæder mig altid til den næste. Sidste anbefaling bliver som altid, at du lige deler bandets musik med en ven, så flere kan få lyttet til bandets og deres geniale musik. Det synes jeg i hvert fald, at de fortjener.

Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “ACAB” og “Goodbye J.R.”. Skal man lige bruge et par smagsprøver til albummet, så er disse to numre klart mine favoritter, men det kan kun anbefales, at du giver hele EP’en et lyt, da den er fed fra start til slut.

Juvenile

ACAB

Goodbye J.R.