På trods af at jeg har en stor forkærlighed for videospil, så fylder lydsporerne til disse ikke særligt meget hos mig. Nu og da støder jeg på nogle enkelte numre i et spil, som jeg synes er fantastisk, men som en samlet enhed er der ganske få, der har haft en indflydelse på min musikalske interesse. Diablo serien er en af disse få undtagelser, og hvis du har læst mine forrige skriverier om musikken derfra, så ved du, at den betyder virkelig meget for mig. Der er dog en anden spilserie, der havde, og stadig har, en langt langt større betydning for mig, og det er serien Kingdom Hearts.

Jeg kan ikke huske, om jeg var 13 eller 14 år, dengang jeg en adventssøndag i december vågnede op klokken lort om morgenen, hoppede ud af sengen og gennemrodede min julesok, pakkede den adventsgave der lå i den op, og til min store fornøjelse stod med det spil i hånden, som jeg for nogle dage siden havde peget ud som ønske til min mor. Jeg ved dog, at jeg med det samme satte dette spil i min elskede Playstation 2, og på trods af at jeg havde lidt problemer med at følge rundt i plottet, da det var 2’eren i serien, som jeg begyndte med, så blev jeg ret hurtigt fanget af spillet. Der var noget fuldstændigt fantastisk over det, selvom jeg den dag i dag stadig har svært ved at forstå, hvordan fanden nogen kunne komme op med ideen til det. Jeg har nemlig svært ved at fatte, hvordan en kombination af den japanske rollespilsserie Final Fantasy og så Disney kan virke så godt sammen, da jeg ikke umiddelbart synes, at de har det store tilfælles. Det virker dog, og synet af spillets cover, hvor Mickey Mouse, Fedtmule og Anders And var iklædt fantasykostumer med sværd, skjold og stav i hånden, gjorde at jeg simpelthen blev nød til at se, hvad dette spil dog var for et. Det var dog ikke kun selve spillet, der gjorde et stort indtryk på mig, for musikken i det ramte mig også på en helt unik måde. Ligesom med den filmmusik, som jeg i de to forrige skriverier har skrevet om, så var der her nogle numre, som jeg bare blev nød til at have på min telefon, så musikken blev på en eller anden måde fundet frem, min telefon blev sat op til TV-skærmens højtaler, og så blev der ellers trykket optag.

Et af de numre som jeg er helt sikker på fik denne tur, da det så vidt jeg husker blev min ringetone, var nummeret “Sanctuary”, og det giver anledning til lige at skrive om de to kvinder, der er involveret i musikken til Kingdom Hearts. Den første af disse er den japanske komponist og pianist Yoko Shimomura, der står for langt størstedelen af musikken til spillet. Al originalmusik i spillet er komponeret af hende, mens hun også har stået for at omarrangere mange af de Disneytemaer, som man støder på hen af vejen. Spillets hovedtemaer lader hun dog den japansk-amerikanske musiker Hikaru Utada stå for, og det har resulteret i fire forskellige numre, der alle er at finde i både en japansk og engelsk udgave. I blandt disse fire numre finder man “Sanctuary”, hvilket er den engelske udgave af hovedtemaet til Kingdom Hearts 2. Den japanske version af nummeret hedder “Passion” og alt efter hvilken udgave af spillet som man spiller, så er det et af de to numre, som man som noget af det første støder på. Om det er derfor, at nummeret har fået den gigantiske betydning for mig, som det i dag har, kan jeg ikke sige. Ligesom så meget andet musik fra denne serie, så kan det nummer dog fremkalde glædestårer i mig lige fra de første toner, hvis jeg ikke har hørt det i noget tid, da jeg har forbundet utroligt mange glade minder til det.

Skal jeg kategorisere “Sanctuary”, så ville jeg sætte det som et alternativt rocknummer med elektroniske elementer. Nummeret har et rigtig fint opløftende tempo, og generelt er det den rockede del, der driver det frem. Det elektroniske biddrager dog med et utrolig skønt atmosfærisk element, og det er blandt andet det, som jeg er helt vild med på dette nummer. Det tilføjer noget magi og mystik til det hele, der er ret dragende, og derudover tilføjer det også en masse variation til nummeret, da man ofte lægger mærke til nye detaljer i det. Den primære del af “Sanctuary” er dog Hikaru Utadas fantastisk vokal, der hele vejen igennem guider en fremad. Den er skøn at lytte til, og jeg har sunget med på den utallige gange i de 16-17 år, hvor jeg har kendt til nummeret. Det blev det primære nummer, som jeg dengang forbandt med Kingdom Hearts, og selvom det har ændret sig siden, da det i dag mere er Yoko Shimomuras musik fra spillet, som jeg finder frem, når jeg er i Kingdom Hearts humør, så elsker jeg stadig “Sanctuary” umådeligt højt.

Som sagt så er Yoko Shimomuras musik blevet mere vigtig for mig, og det er især mange af de temaer, som hun lavede i forbindelse med Kingdom Hearts 2, som jeg er blevet forelsket i. Det ville dog være forkert af mig at starte med dem, for der er lige et par temaer fra det første spil, der skal nævnes inden, hvoraf det første er temaet “Dearly Beloved”. Nu skrev jeg, at “Sanctuary” er noget af det første, som man hører, når man starter Kingdom Hearts 2 op. Det er også rigtigt, men der er dog lige et nummer, som man hører før det, og det er “Dearly Beloved”. Dette tema er altid det, som man hører først, uanset hvilket Kingdom Hearts spil som man sætter på, da det er det, der altid spiller, når man sidder i spillets hovedmenu. På samme måde som “Sanctuary”, så kan bare de første toner af dette nummer få et hav af glædestårer frem i mine øjenkroge, og specielt når det er 2’erens version, der lyder. Det er et virkelig smukt tema, hvor nogle strygere i baggrunden driver musikken frem, mens nogle klavertoner i toppen cementerer det smukke på skønneste vis. Det er et dejligt roligt nummer, der har en forhåbningsfuld følelse over sig, og det er det perfekte nummer at indlede serien med. Det flyder så dejligt herligt, og jeg er næsten glad ligemeget hvilken en version af det, der spiller, selvom 2’erens som sagt er favoritten. Det er dog ikke det eneste nummer, der går igen i de forskellige spil, og også “Dive into the Heart” og “Fragments of Sorrow” er numre, som betyder virkelig meget for mig. Især det sidste var en favorit, dengang jeg først spillede spillet, men i dag vil jeg nok sige, at “Dive into the Heart” betyder mere for mig, da det er vanvittigt smukt. Især 3’erens version er vidunderlig at lytte til, men da det er 2’eren, som i dag er mit fokus, så vil jeg ikke skrive mere om det.

I stedet vil jeg gå hen og skrive om nogle af de numre, der fra 2’eren har gjort indtryk, og dem er der mange af. Der er dog en ting, som de fleste af mine favoritter har tilfælles, og det er, at de har en forbindelse til spillets onde organisation, der har navnet Organization XIII. Denne har et tema af samme navn, der er fuldstændigt fantastisk! Det er til dags dato mit yndlings skurketema, for der er så meget dybde i det. Det er ikke et tema, der direkte skriger ondskab, for der er en langt større sørgende stemning over det, og det er blandt andet det, som jeg elsker ved det. Yokos klavertoner får startet temaet op, og allerede her kan man fornemme det triste. Denne start ville passe perfekt til en scene, hvor nogen har mistet noget af betydning, men efterfølgende kommer det onde dog mere frem. Et kor kommer nemlig indover, og med dem i baggrunden får “Organization XIII” tilføjet noget ekstra betydning. Deres stemmer følger hele vejen igennem klaverets gang, og der blive tilføjet noget dejligt dystert til klaverets toner, hvilket jeg er gigantisk fan af. Samtidig gør koret det også virkelig storladent, og alt sammen binder sig så perfekt til den organisation, som de agerer underlægningsmusik til.
Musikken i Kingdom Hearts skifter dog ikke kun mellem at være rolig og dyster. Der er også nogle dejligt energifyldte numre at finde, og et af dem er det fantastiske kamptema “Sinister Sundown”. Dette tema har et rigtig godt tempo, der passer godt til de situationer, hvor det bliver brugt. Det er dog noget mindre alvorligt, end så meget andet kampmusik der eksisterer, og det er nok det, som jeg elsker mest ved nummeret. Jeg har hørt utallige numre, der lægger stemning til situationer, hvor man står i en kamp mellem liv og død, så måske er det manglen på denne seriøsitet, der gør, at dette nummer virker så dejligt forfriskende. Der er stadig alvor at finde i det, og de kampe som det spiller til har stadig betydning. Der er dog et strejf af sjov over det, og det nyder jeg. Derudover er det også bare virkelig velkomponeret. Der er en masse atypiske lyde her, og det er dem, der skaber dette mere sjove element, mens nogle strygere står for at holde det alvorlige ved lige. Hvis der er noget, som jeg dog virkelig synes er spændende her, så er det trommerne, for den måde de veksler i deres spil er utrolig fascinerende. Den stemning som de sætter skifter ret ofte, og de får både tilføjet sjov, alvor og spænding. Alt dette gør “Sinister Sundown” til et ekstremt godt nummer, og derfor er det også blevet en favorit.
En anden favorit er nummeret “Sacred Moon” hvor mystik og magi bliver blandet sammen på en fantastisk måde. Der er noget dystert over den måde, hvorpå det bliver indledt, og det er rigtig fedt. Det er et nummer, der spiller henimod slutningen af spillet, og derfor er der også et større flig af alvor over det, end der er på så mange andre af spillets temaer. Til tider bliver der dog tilføjet et ekstra lag oven på dette, og det er her, hvor det bare bliver så dejligt magisk. Der kommer et underligt strejf af skønhed og vidunder ind over det, og selv i dette fjendtlige og mystiske land kan bliver man næsten lige nød til at stoppe op og beundre denne. Det er dog ikke 2’erens version, som jeg her er mest forelsket i, da sidespillet 358/2 Days har en endnu skønnere version med titlen “Mystic Moon”. Denne er min klare favorit, og selvom den ikke er helt i samme lydkvalitet som den oprindelige version, da 358/2 Days er et Nintendo DS spil, og derfor har et noget ringere lydkvalitet pga. den dårligere hardware, så er der noget magi over “Mystic Moon”, der gør, at jeg er smadderforelsket i det.

Efterhånden har jeg fået skrevet en del om denne musik, og selvom jeg kan skrive meget meget mere, så tænker jeg, at jeg så småt skal til at holde. Der er dog et sidste nummer, som jeg simpelthen ikke kan undlade at skrive om, og det er det tema, der kører under spillets sidste boss. “Darkness of the Unknown” hedder det, og det bliver spillet i tre forskellige versioner under den sidste kamp. De første to er fænomenale, og der er både rigtig god energi, alvor og spænding i dem, og især den anden del tager dette op til et virkelig godt niveau. Det er dejligt episk, og det er virkelig et værdigt tema til en sidsteboss. Det er dog ikke det, der slutter kampen af, og hvordan topper man så et virkeligt energifuldt og episk nummer? Man sætter det ned i tempo, man tager alt det vilde væk og lader kun det episke stå tilbage. Bare den måde hvorpå det uden varsel skifter over til denne langsommere version på lydsporet er fantastisk, og den rammer mig hver gang. Det virker så godt. Koret, klaveret og strygerne rammer her bare noget fuldstændigt vidunderligt, og jeg kan lytte til dem i timevis uden at blive træt af det. Det er et af de bedste stemningsskift, som jeg nogensinde har hørt, og det er den perfekte måde at slutte dette herlige spil af på. Det er i den grad en af mine største favoritter, ikke bare fra Kingdom Hearts 2, men faktisk fra hele serien, da det efter min mening er fuldstændigt genialt og absolut perfekt. Det kan noget helt særligt, og det er nok også det nummer, som jeg har hørt mest fra hele serien.

Med Kingdom Hearts begyndte det musikalske at ændre sig for mig. Jeg var på en ny måde interesseret i musik, for det blev lige pludselig en noget større del af min hverdag, end det før havde været. Jeg begyndte at være mere nysgerrig og udforskende, og specielt efter at jeg et halvt år senere fik internet begyndte der virkelig at ske ting og sager. De ting som jeg hørte havde dog ofte forbindelser tilbage til Kingdom Hearts, og derfor har dette spils musik været utrolig betydningsfuld for mig. Det bliver også stadig sat på nu og da, især når jeg lige mangler lidt musikalsk inspiration til nogle af mine mange projekter, så selv i dag har det en plads i mit musikalske univers. Jeg anser lydsporet som min favorit, når det kommer til spilmusik, og skal jeg rangere det i blandt alle de mange andre udgivelser, som jeg hører, så når det også meget højt op i rangordenen. Det betyder bare noget helt helt særligt for mig.

Som ved alle de andre refleksionsskriverier, så er der i dag ikke støtte- og lytteanbefalinger. Jeg smider dog lige et link til Kingdom Hearts 2 lydsporet, så du selv kan give det et lyt, hvis du har lyst. Jeg synes, at det er skønt, og uanset om du kender til spillet eller ej, så synes jeg, at der er nogle fede elementer over det.

Dette var det femte skriveri i min lille serie, og det er også det næstsidste af slagsen, i hvert fald for denne gang. Min fortælling er nemlig ved at være til vejs ende, for Kingdom Hearts fik virkelig åbnet mig til musik, selvom jeg dog stadig ikke vil sige, at jeg på det tidspunkt var blevet decideret musikalsk interesseret. Det kom dog til at ændre et halvt år efter, at jeg stødte på dette lydspor, så hvis du vil læse mere om det, så lover jeg, at der på næste fredag er et skriveri, der netop omhandler det.

Kingdom Hearts 2