I dag skal det handle om en duo, som jeg før har omtalt på siden i forbindelse med mit Susanne Sundfør skriveri. Det er nemlig blevet tid til, at jeg tager fat i den fantastiske elektroniske duo fra Norge, der går under navnet Röyksopp, en duo som jeg egentlig har kendt til siden jeg var barn, men som jeg dog først for alvor begyndte at beskæftige mig med for en seks års tid siden. Det blev deres Melody A.M. album, der kom til at stå for både min introduktion og genintroduktion til Röyksopp, og af den grund er det også det album, som det skal handle om i dag, da det betyder en masse for mig.
Var der noget, som videospil som Need For Speed, GTA og lignende virkelig kunne finde ud af i 00’erne, så var det fandme at vælge fede numre til de radiokanaler, der kunne findes i deres forskellige spilverdener. Igennem dem fik jeg virkelig hørt noget fed musik, som jeg dog først senere hen i mit liv fik dykket videre ned i. Dette var også tilfældet med Röyksopp, for i snowboard-spillet SSX3 er der nemlig et af deres numre at finde, og det var det, som jeg forbandt med spillet. Hver gang det kom på, blev jeg glad, for dette nummer var simpelthen bare alt for skønt, samtidig med at det passede virkelig godt som stemningsmusik til de lange ture, som man i spillet tog ned af store snedækkede bjerge. På trods af at jeg var virkelig glad for nummeret, så fik jeg dog aldrig tjekket op på, hvad det egentlig var for noget, da jeg på det tidspunkt ikke var blevet fuldstændig nysgerrig, når det kom til musik. Det blev jeg senere hen, men alligevel fik jeg heller ikke her tjekket op på nummeret. Fra de gode Playstation 2 dage skal der faktisk spole helt frem til 2019, før jeg igen stødte på Röyksopp, denne gang igennem mit arbejde. Af en eller anden grund havde min chef nemlig sat Melody A.M. på i butikken, muligvis fordi jeg havde nævnt, at jeg ikke kendte til det. Jeg lyttede og syntes, at det var ret fedt, men pludselig steg det i graderne, for der kunne jeg nemlig høre noget, som jeg ganske udmærket kendte til. Det skulle nemlig vise sig, at man på Melody A.M. kunne finde nummeret “Poor Leno”, hvilket var det nummer, som jeg i min barndomsdage havde været rigtig glad for. Med det samme jeg kom hjem den dag, skulle jeg derfor lytte til albummet igen, og selvom det var “Poor Leno”, som jeg var mest spændt på at høre, så glædede jeg mig også til resten, da det også var virkelig godt. Kvaliteten på Melody A.M. gjorde, at jeg også tjekkede resten af deres udgivelser ud, og de holdte heldigvis det samme høje niveau som debuten, hvilket gjorde, at jeg hurtigt blev fan af bandet.
Sidder du nu og ikke har hørt om Röyksopp før, så er du heldig, for det betyder, at du har en masse god ny musik i vente, men hvis du lige vil have lidt basisk viden omkring bandet, inden du lytter til dem, så kommer der lidt her. Röyksopp er som sagt en elektronisk duo fra Norge, der har eksisteret siden 1998. Denne duo består af de to musikere Svein Berge og Torbjørn Brundtland, der begyndte at lave musik sammen allerede i deres barndom. Det var dog ikke her, at Röyksopp opstod, men fundamentet for det blev lagt, og senere hen da de to knægte var blevet voksne, kunne de så bygge videre på det. De to står generelt for alle de lyde, der er at finde på deres udgivelser, men der er dog nogle undtagelser. Disse er få, når det kommer til det instrumentale, men til gengæld sker det noget oftere med vokalen, for her er de flittige til at have gæstemusikere på. På listen over dem, som Royksöpp har arbejdet med, finder man blandt andet navne som Robyn, Karin Dreijer, Anneli Drecker, Lykke Li og Susanne Sundfør, men det er kun en lille del af de sangere, hvis vokal har prydet Royksöpps musik.
Igennem tiden har Röyksopp fået udgivet ni studieudgivelser, hvoraf Melody A.M. som den første blev udgivet i 2001, mens at den seneste udgivelse Nebulous Nights er fra december 2024, noget som lige kom som en overraskelse for mig, da jeg ikke havde set eller hørt, at der var kommet nyt fra duo’en. Derfor ved jeg, hvad jeg skal lave, når dette skriveri er færdigt. Det er der dog alligevel et par linjer til, for jeg er jo ikke begyndt at skrive om selve musikken endnu, og er det så ikke på tide, at jeg kommer i gang med det?
Melody A.M. åbner med nummeret “So Easy”, og lige fra start er det bare dejligt skøn elektronisk musik, som man kan høre. Det bliver dog endnu bedre, når “So Easy” flyder over i det fantastiske nummer “Eple”, hvilket jeg hellere vil skrive om. Der er bare en dejlig glad følelse over dette nummer. De elektroniske toner, der ligger i toppen føles for mig som en slags robotfløjten, og disse kan man høre stort set hele vejen igennem. Det er helt klart dem, der står for nummerets glade følelse, men det er langt fra dem, der skaber nummeret, for den ære tilfalder det, der ligger i midten og bunden. På klassisk vis, så består bunden selvfølgelig af nogle bassede toner plus trommer, som man kender det fra så meget andet musik. Disse to sørger for, at der hele tiden er en fed rytme, og det gør de godt. Der er ikke den store variation i det, som de spiller, men det skal der heller ikke være, for den sørger midterdelen nemlig for. Her sker virkelig en masse, for igennem nummeret kommer man til at høre så mange forskellige små stykker fra dette lag. Det er her, hvor fremgangen i nummeret sker, og derfor også det lag, der efter min mening er mest spændende at fokusere på. Fælles for alle lag er dog, at de kun er gode nok alene. Til gengæld bliver de så meget bedre i fællesskab, og “Eple” er da også et af de stærkeste numre på albummet efter min mening. Den måde det flyder på hele vejen igennem er bare fantastisk, og selvom der måske ikke er den største variation i selve sangstrukturen, så er der alligevel nok til, at det aldrig bliver for monotont. Midterlaget sørger som sagt for, at der sker noget nyt hele tiden, men samtidig er der også et par stykker, hvor der bliver ændret lidt på de forskellige lags lydniveau, hvilket yderligere er med til at forstærke variationen. Som i så meget andet elektronisk musik, så bliver der brugt en masse forskellige lyde i nummeret, men det føles altid tilpas. Der sker hverken for lidt eller for meget, og det er kendetegnet på et solidt stykke arbejde.
Nogle gange har jeg for vane at gemme min favorit til sidst, men ligesom jeg gerne vil have musik til at variere, så skal jeg også huske at gøre det selv, og derfor bliver det nu, at jeg vil skrive om fantastiske “Poor Leno”. Som sagt var dette min favorit fra soundtracket til SSX3, og det er da også de snebeklædte bjerge fra det spil, der kommer frem i mine tanker, når jeg hører nummeret. På dette nummer har Röyksopp fået en gæstevokal ind, men det er ikke en af dem, som jeg før nævnte, for der skal jo være nogle overraskelser. Lige fra starten af deres karriere var Röyksopp gode til at starte samarbejder op med nogle af de virkelige store artister på den norske elektroniske scene, og på “Poor Leno” er der ingen undtagelser, for her er det nemlig Erlend Øye, der står for vokalen. Kender du ham ikke, så er han en af de to i den musikalske duo Kings of Convenience, men hvis jeg skulle anbefale noget, som du skulle tjekke ud, så ville det nok i stedet være det fremragende projekt The Whitest Boy Alive, da det virkelig er fedt. Det er dog ikke det, som det skal handle om lige nu, for det er jo “Poor Leno”, at det lige nu drejer sig om, og her kan jeg jo starte med den virkelige dejlige opbygning, der er fra start. Jeg elsker denne, for den er åh så skøn. Bund og top får begge lov til at komme ind med en opbyggende volume, selvom det dog er toppen, der får lov til at komme højest op. Over denne kan Erlends vokal høres, og den har en virkelig fed følelse over sig, en følelse der bliver yderligere forstærket af de effekter, der er lagt på den. Denne er virkelig dejlig at lytte til, og det fortsætter den med at være hele nummeret igennem, da der ikke sker synderligt meget ved den. Det er en konstant, som man hele tiden kan holde fast ved, men for mig er det dog ikke den, der sælger nummeret. Det er i stedet bunden, og det er også den, som jeg elsker ved denne opbygning. Som sagt får den ikke lov til at nå op på samme niveau som toppen, men på de sidste strofer af den indledende vokal begynder den at rejse sig yderligere, og da den når sit højeste går nummeret for alvor i gang, og hold da op hvor det svinger. Åh den rytme der er her! Det er vidunderligt at lytte til, og jeg bliver så glad, hver gang at denne for alvor går i gang. Samtidig er det, der sker i de andre lag også bare fantastisk! Den synthesizer der kører er skøn, og samtidig er der også en fed guitaragtig klang, der ind imellem spiller, som jeg er virkelig glad for. Den er svag, men den giver bare så meget, når den er der. Udover disse elementer, så er der et sidste, som jeg bliver nød til at nævne. Der er noget percussionagtigt, der nogle gange får lov til at lyde. Disse toner minder mig lidt om dem, som man ville høre, hvis man overværede en, der tabte et metallåg på gulvet. Hvorfor at denne lyd har fået så stor betydning for mig, ved jeg ikke. Den er der ikke særligt ofte, men det er dog den lyd, der er blevet den definerende tone for mig. Måske er det fordi, at den på en eller anden måde gik virkelig godt til det snelandskab, som jeg som sagt forbinder nummeret med, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Det eneste jeg kan sige er, at det er når disse metallåg falder på gulvet, at jeg er allermest glad ved dette nummer. Dog er jeg mindst lige så glad, når jeg hører resten af nummeret, for hold da op hvor er det godt. Erlends vokal er så fandens dejlig at synge med på, mens de instrumentale stykker også er formidable. Som sagt, så svinger det fra start til slut, og det er noget så herligt.
Nu har jeg skrevet om to glade numre, så tiden er vist inde til at finde et nummer frem, hvor det bliver en lille smule skævt. Dette sker på et par numre, men det er nu “Röyksopp’s Night Out”, der er min favorit af dem. Dette nummer er otte minutter langt, og det er skønt. Det starter meget kort ud med at være lidt atmosfærisk, men hurtigt går det i gang, og stemningen skifter over til en lidt industriel en af slagsen. Jeg kan i hvert fald nemt forestille mig inde i en fabrik, der kører for fulde drag, når jeg hører dette nummer. I bunden kan jeg fornemme de store tryk, der kommer fra maskinerne, mens toppen minder mig om bippen fra diverse computere. Samtidig er der også nogle robotagtige lyde i midterlaget, og sammen får de denne her fabriksstemning til at opstå. Igennem hele nummeret føles det som om, at man er på rundvisning i denne fabrik, og når man passerer fra et rum til det næste, så ændrer stemningen sig også. Nogle andre lyde bliver udsendt af de her maskiner, intensiteten ændrer sig, og det er det, der gør, at jeg synes det her nummer er så hamrende genialt. Det tager en på en rejse, der har et nyt udtryk ved hvert stop, hvilket gør det rigtig spændende at lytte til. “Röyksopp’s Night Out” er otte minutter langt, men det føles ikke sådan for mig, og mens jeg sidder og lytter til det, kan jeg ikke lade være med at sidde og svinge frem og tilbage i stolen. Igen er der en bund, der bare svinger for vildt, mens at midterlaget og toppen er det, der gør bringer det skæve ind. Det er et nummer lige for mig, og derfor er det også gået hen og blevet en af mine favoritter.
For det meste er der gang i den, når det kommer til Melody A.M., men der er dog nogle undtagelser. Den første af disse er at finde i starten på nummeret “Sparks”, mens den anden kan findes på nummeret “She’s So”, hvilket er min favorit af de to. Der er noget uhyre dejligt atmosfærisk over dette nummer. Tempoet er godt nede her, hvilket giver tonerne lov til at flyde ekstra ud. På dette nummer har Röyksopp gjort brug af lidt sampling, for der kører nogle toner fra et nummer der hedder “Love In Space”, der vist nok blev lavet til en TV-serie fra 60’erne ved navn Raumpatrouille. I disse toner er der noget dejligt saxofon, og denne får lov til rigtigt at flyde i starten, hvilket jeg sætter uhyre meget pris på. Jeg har vist nok skrevet det før, men jeg kan aldrig rose det instrument nok, for det kan sgu noget helt særligt. Tonerne fra det bliver tilsat en lidt rumlig stemning, og da der så kommer lidt mere gang i nummeret, så kan jeg næsten ikke lade være med at forestille mig, at jeg går en tur ude i rummet, hvor stjerner og kometer passerer for mine øjne. Der er noget dejligt roligt over dette nummer, og hvor jeg ellers har siddet og svunget med til de andre numre, så er det her i stedet et, hvor jeg slapper helt af. De elektroniske toner går virkelig godt sammen med dem, som Röyksopp har samplet. Både når det er saxofonen, der spiller, men også når det er det klaver, som man også til tider kan høre, og hele vejen igennem er det bare dejligt at lytte til. Dette ville have været en perfekt slutning på albummet, men der kommer lige et nummer mere, inden at det er færdigt. Det er også dejligt, for selvom det ville have været perfekt at slutte af med dette, så er den aktuelle slutning lige så dejlig.
Melody A.M. blev som sagt af flere omgange min introduktion til Röyksopp, og det er også min favorit. Der er en masse følelser forbundet med det, og derfor er det i den grad det, som jeg finder mest frem. Dog har bandet også lavet andre fænomenale udgivelser, og blandt andet byder deres Profound Mysteries 1 og 3 begge på numre, som jeg også sætter utroligt højt. Den norske elektroniske scene har nogle fantastiske ting at byde på, og her synes jeg, at Röyksopp er nogle af dem, der står højest, når det kommer til kvalitet.
Vil du gerne støtte op om Röyksopp, så kan det som sædvanligt gøres ved albumkøb eller ved at se dem live, når de kommer til landet. Om Melody A.M. stadig er til at skaffe på vinyl, ved jeg ikke. Det var utilgængeligt i lang tid, men blev genoptrykt igen sidste år. Om der så er flere af de tryk er jeg til gengæld noget usikker på. Derfor er det måske noget nemmere at støtte op om dem live, da de kommer til landet d. 12. april i Vega. Da jeg desværre selv er bundet op med Record Store Day den dag, så kommer jeg ikke selv til at kunne tage afsted, men hold da op hvor ville jeg da ønske, at jeg kunne. Hvordan koncerten bliver, ved jeg ikke, men mon ikke der kommer nogle toner fra det nye album, som de har planlagt at udgive dagen forinden?
Til sidst vil jeg ligesom altid også anbefale dig, at du lige spiller lidt Röyksopp for en ven, for tænk nu hvis de har gået og glemt deres fantastiske musik. Det kan vi ikke have.
Dagens lytteanbefalinger bliver selvfølgelig med “Poor Leno” i spidsen. “Eple” er også en stærk kandidat her, men hvis jeg skal give et indtryk af albummet i sit helhed, så vil jeg dog hellere gå med “Röyksopp’s Night Out” og “She’s So”, da disse numre viser den bredde, som albummet har. Fra start til slut er Melody A.M. dog bare fantastisk, så du vil kun gøre dig selv en tjeneste, hvis du hører det hele igennem.
Musikskriveri 