Da jeg startede siden her, så var der selvfølgelig en god del udgivelser, som jeg straks fik lyst til at skrive om. Der var dog også nogle stykker, som jeg allerede på det tidspunkt gik og overvejede, om det ville være klogt at skrive om. Dagens emne er en af de få titler, og jeg vil med det samme også skrive, at jeg i dag ikke har opgivet hverken det rigtige kunstnernavn, den rigtige albumtitel og selvom min tegning fra paint er rigtig fin, så har du nok også gættet, at det heller ikke er det rigtige cover. Dette er simpelthen på grund af, at jeg ved, at Facebook er meget lidt glad for alle links, der har med bandet at gøre, og da det er den platform, hvor de fleste af mine læsere kommer fra, så ville det være direkte dumt at fucke med den. Derved sagt er det dog på ingen måde særlig godt kamufleret, så når jeg nu skriver, at det i dag er black metal, som jeg vil beskæftige mig med, så har du alle de ledetråde, der skal bruges til at finde albummet, hvis du altså ikke allerede har gættet, hvad de reelle navne er.
Det er dog ikke kun på grund af Facebook, at jeg begyndte på disse overvejelser. Jeg har nemlig også selv nogle personlige problemer med at skrive om dette album. Jeg er normalt som sådan ligeglad med, om en person læner til venstre eller højre, men ligger man til gengæld på yderfløjene af disse, så er jeg mere tilbøjelig til at have et problem med folk. Når man så også har lavet noget lort, og man så derefter ikke tager ved lære af de lektioner, som man har fået efterfølgende, ja så bliver det kun værre. Alt dette passer på personen der står bag dagens emne, hvilket gør, at det ikke ligefrem er en person, som jeg vil beskrive som elskværdig. Alligevel har jeg dog valgt at skrive om noget af den musik, som han har lavet, og hvorfor så det? Det er simpelthen fordi, at dagens emne var det, der åbnede mig for black metal genren, og samtidig er det også et album, som jeg rent musikalsk virkelig holder af. Derfor har jeg i sidste ende valgt at skrive om det.

Dagens emne var ikke det første black metal, som jeg hørte. Inden da havde jeg stiftet en lille smule bekendtskab med bandet Venom og nok også et par andre. Fælles for dem var dog, at deres musik ikke sagde mig det store, og derfor dykkede jeg ikke videre ned i black metal genren. Det blev der dog kraftigt lavet om på i 2017. Om det var min oplevelse med bandet Slægt på Copenhell, eller om det var dagens emne, der fik vist mig, at black metal i den grad kan noget, er jeg lidt usikker på. Jeg ved dog, at jeg en aften, mens jeg var til det ugentlige iværksætteri-kursus, som jeg på det tidspunkt gik til, satte mig ned i pausen og så et opslag i en metal Facebook gruppe, som omhandlede dagens emne. Dette opslag havde et link til musikken, som jeg fik klikket på, og for mit vedkommende var dagens lektion derefter slut. Jeg kom aldrig helt til mig selv igen, for jeg var totalt opslugt af det, som jeg hørte, noget som jeg blev ved med at høre resten af aftenen og faktisk også i flere dage efter. Lydene der kom fra albummet var fuldstændigt magiske og ramte mig helt perfekt på en måde, som jeg ikke havde forestillet mig, at de kunne, og de åbnede en dør til en helt ny musikalsk verden, som jeg uden tøven trådte ind af. Siden hen fandt jeg ud af, at black metal verden ikke er uden sine kontroverser, men heldigvis er disse kun en lille del af genren, på trods af at nogle medier genre vil have det til at være anderledes.
Med forbehold, andre små irritationer og selvfølgelig også min egen baggrundshistorie med albummet af vejen, så er det endelig blevet tid til faktisk at skrive om musikken. Her er jeg dog igen forsigtig, så i dag bliver denne sektion uden titler på numrene. Det er dog nemt nok at finde rundt i alligevel, da albummet kun har fire numre på sig, og allerede på indledningen til det første nummer er der en masse af de elementer, som jeg elsker på dette album. Stemningen er lige fra start utrolig dyster og mørk, og det er jo noget, som jeg i den grad er fan af. Den skramlede guitarlyd, som jo er et af kendetegnene for black metal, er i den grad med til at sætte den, men det der dog er den primære stemningssættende faktor, er det keyboard, som man også kan høre. Hvor guitaren sørger for mørket, så leverer keyboardet det sørgmodige og dystre element, og når jeg hører det, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, at jeg står på en gammel borgmur og kigger ud over et koldt og mørkt landsskab. Dette passer perfekt til titlen, som jeg dog stadig vil lade være unævnt, og generelt er det bare en voldsomt god indledning, ikke bare til dette nummer, men til hele albummet. Det man hører her er mørkt og atmosfærisk, og det lige fra den bedste skuffe. Det er dog ikke her, at albummet holder sig, for efter tre stemningssættende minutter går albummet over til det, som det egentlig drejer sig om, nemlig black metallen. Keyboardet begynder langsomt at flyde ud, mens guitaren derimod får mere og mere kraft. Derefter kommer der nogle utrolige dejlige kraftfulde trommer på, og så går det ellers for alvor i gang. Desværre mister trommerne hurtigt deres kraft og går i stedet over til at lyde lige så skramlet som guitaren. Det synes jeg egentlig er lidt synd, men på den anden side så ville de stjæle billedet totalt, hvis de blev ved med at være så dejligt fede, som de er i starten. Det giver så også plads til, at de i momenter kan vende tilbage til denne dejlige kraftudladning, og det er i den grad noget, som jeg hjerteligt hilser velkommen. Efter skiftet fra det atmosfæriske til black metal, så kommer der i den grad mere tempo på, og det er rigtigt fedt at lytte til. Det atmosfæriske er dog ikke helt forsvundet, for til tider vender keyboardet tilbage, og det er lige så dejligt, som når det er trommerne, der styrer showet. Primært er det dog guitaren, der styrer slagets gang, og denne udgør et rigtig godt bindeled mellem de andre stykker. På trods af den skramlede lyd, eller måske netop på grund af den, så er den vildt fed at lytte til, men det er dog ikke det element, der er det mest skramlet på dette nummer. Den ære vil jeg tildele vokalen, for jeg har ingen ide om, hvad der bliver sunget. Dette er blandt andet fordi, at jeg ikke er alt for vant til sproget, og samtidig kan vokalen også bedst beskrives som et hæst skrig.
Dette første nummer er et godt langt et, da det når lidt over 14 minutter i spilletid. Samtidig er der ikke alt for mange forskellige stykker i det, men alligevel føles det varieret. Jeg tror dette skyldes, at det nogle gange er forskelligt, hvilket instrument der er det ledende, men uanset hvad, så er det bare herligt. Det at et så langt nummer kan føles frisk og spænende hele vejen igennem, synes jeg er imponerende, og sådan har jeg haft det lige siden første gang, at jeg lyttede til det. Der er noget helt unikt og betagende over det, og det sætter jeg stor pris på.

Om jeg altid har haft en forkærlighed for det kaotiske, eller om det er noget, der er kommet senere hen, skal jeg ikke kunne sige. Denne forkærlighed bliver dog fuldt ud tilfredsstillet af guitarlyden på dette album, og især på det andet nummer gør det sig gældende. Det er en vittighed om, at hvis man skal optage et black metal album, så skal man gå ud i en skov, sætte en gammel batteridrevet børneforstærker op, og så ellers optage det der kommer ud af den. Sådan lyder det også på dette album, og det skaber på sin vis et kaos, der dog er voldsomt skønt at lytte til. Det bliver udnyttet fuldt ud på dette nummer, og især rymteguitaren kører bare vildt på her, så meget at den faktisk overdøver det meste af trommerne. Det gør dog bare, at den anden guitar på nummeret er endnu mere effektiv. Denne er noget mere tilbageholden i, hvad og hvor meget den spiller, men det giver hver enkelt tone fra den mere kraft, og det gør, at den kan tilføje en masse ekstra til lyden. Jeg sætter virkelig pris på dette, for lydbilledet står bare så meget stærkere på grund af den. Igen er det på dette nummer noget ensformigt, og så samtidig utroligt varierende af samme årsager som på det første nummer. Igen er det et længere nummer, som man har med at gøre her, men det føles ikke sådan. Man virkelig bare forsvinde i dette kaotiske lydbillede, og det elsker jeg at gøre. Der er noget virkelig fantastisk ved det, som jeg er kommet til at holde utroligt meget af. De resterende elementer af nummeret ligger meget op af det, som man hørte på det første, lige med undtagelse af keyboardet, der ikke kan høres her. Den hæse skrigen er ligeledes at høre her, og jeg forstår stadigvæk ikke en dyt, men det er også lige meget, for det lydbillede som instrumenterne sammen kreerer er nærmest uimodståeligt, i hvert fald for mig. Den lyd som det hele har er fuldstændig vild, men det er dog ikke den, som jeg holder mest af på albummet. Som sædvanligt skal jeg nemlig være underlig og forelske mig i det nummer, som jeg kunne forestille mig ikke er det, som de fleste ville vælge som favoritten.

Genremæssigt har albummet været derovre, hvor dette favoritnummer ligger. Det er nemlig det atmosfæriske, man har med at gøre her. Efter en halv time hvor der bare har skrald på, så går albummet over i dets fjerde og afsluttende nummer, og her er det næsten fuldstændigt anderledes. Det atmosfæriske element der også var at finde i indledningen af albummet er dog vendt tilbage, og her stærkere end det var i starten. Hold kæft hvor er det dog bare skønt. Dette nummer vil være det perfekte lydspor til en scene, der enten udspiller sig i det tomme rum eller dybt inde i ens indre. Igen er længden lige over 14 minutter lang, og igen sker der heller ikke så meget forskelligt. Ligesom med det foregående nummer, så kan jeg dog fortabe mig fuldstændigt i dette lydunivers. Der er bare noget fuldstændigt overvældende ved det, som jeg elsker fuldt ud. Tanksomt og meditativt vil være gode tillægsord at lægge til det, og når jeg nu skriver tanksomt, så kommer jeg til at tænke over, at jeg ikke engang har beskrevet en enkelt tone af nummeret endnu. Igen kan jeg bare skrive, at jeg kan fortabe mig fuldstændigt i nummeret og gå ind i en anden verden, noget som jeg dog ikke havde regnet med ville ske, mens jeg samtidig sad og skrev.
I modsætning til de tre andre numre på albummet, så er der ikke noget guitar at finde her overhovedet. I stedet vil jeg tro, at det er en blanding af synthesizer og keyboard, der kører her. Synthesizeren bliver primært brugt til det elektroniske baggrundsspor, mens keyboardet oftest står for de ting, der sker i forgrunden af lydbilledet. Der er på ingen måde den store variation, i de ting der bliver spillet, men det er netop det, der gør, at det bliver så meditativt. Noget variation er der dog, og igennem dette nummer vil jeg sige, at man får oplevet tre forskellige passager. Hver enkelt en af disse er bare pisse skøn, og sammen kommer de til at fremstå nærmest drømmende. Mere vil jeg egentlig ikke skrive til nummeret. Igen er det mig uforståeligt, at jeg på et suverænt black metal album kan gå hen og forelske mig allermest i det nummer, der som sådan ikke rigtig har så meget med genren at gøre. Det er dog det, der er sket ved dette album, og det afsluttende nummer er altid det, som jeg glæder mig allermest til at høre.

I dag kommer der hverken støtteanbefalinger eller lytteanbefalinger. Dette skyldes dels de personlige problemer, som jeg nu engang har, når det kommer til manden bag projektet, mens jeg samtidig heller ikke har lyst til, at denne side skal ryge på en eller anden sort liste. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil anbefale, at du lytter til albummet. På trods af, at jeg ikke har opgivet hverken det rigtige kunstnernavn eller den rigtige titel, så er det ikke svært at finde frem til hvilket album, som jeg i dag har skrevet om. Det er en af de største udgivelser inden for black metal genren overhovedet, så er du nysgerrig, så kan du sagtens finde frem til albummet. Jeg vil dog lade det være op til dig selv.