I noget tid har jeg gået og ville skrive om Isolde Lasoens mega fede solo album, der har titlen Oh Dear. Jeg havde dog samtidig også planer om at give albummet til en ven i julegave, og for ikke at risikere at han gik ud og købte albummet inden, så har jeg lige holdt igen med at skrive om det. Nu er julen så ovre, min ven har fået sin gave, og jeg kan endelig gå i gang med at skrive om dette skønne album.

Første gang jeg hørte om Isolde Lasoen var engang i den første halvdel af 2024. Min chef havde haft Spotify til at køre, og det var på et tidspunkt gået over til at spille tilfældige ting. Det resulterede i, at da jeg mødte på arbejde dagen efter, så havde han to udgivelser, som jeg bare måtte høre. Det fik jeg også gjort, og ud af de to var det i den grad dagens emne, der formåede virkelig at få sat sig fast. Jeg blev da også lige nød til at tjekke noget af det, som Isolde ellers har lavet ud, og der var nogle vildt spændende ting i blandt. Det er dog stadig dette album, som jeg vender tilbage til her snart et år efter, at jeg første gang hørte det. Men hvem er Isolde Lasoen egentlig? Meget om hende kan jeg ikke sige, at jeg ved, men jeg ved dog at hun er en belgisk sangerinde og trommeslager, der også er virkelig fænomenal til at spille på andre slagtøjsinstrumenter, heriblandt på vibrafon. Hun har været involveret i en god del bands i løbet af årene, men siden 2017 har hun også fået lavet to soloudgivelser, hvoraf Oh Dear er den seneste af disse, da det udkom tilbage i 2023.

Da jeg ikke har så meget mere at skrive omkring albummets baggrundshistorie, så tænker jeg bare, at jeg vil gå i gang med det vigtige, nemlig musikken der er at finde på Oh Dear, og er der noget bedre sted at starte, end ved begyndelsen? Tjah måske, men det skal ikke afholde mig fra at skrive om det nummer, der starter det hele ud, hvilket også er titelnummeret.
“Oh Dear” er et rigtig godt nummer at indlede dette album med, for det demonstrerer ret godt, hvad albummet går ud på. Efter en kort åbning med noget keyboard/ synthesizer og noget vibrafon, der sammen bygger en rigtig god stemning op, så går nummeret i gang, og her kan jeg bruge et af mine yndlings tillægsord til at beskrive det, for det er simpelthen bare smadderlækkert! En dejlig basgang sætter det hele i gang og derefter begynder trommerne at komme på, og de er dejligt fede. Da vibrafonen så kommer tilbage, denne gang i selskab af Isolde der vokaliserer sammen med den, så bliver det bare virkelig himmelsk. Isoldes bruger hendes stemme helt fænomenalt godt og sammen med det instrumentale formår hun på en eller anden måde at skabe en fuldstændig dejligt afslappende atmosfære. Hun benytter sig på dette nummer af flere lydspor til vokalen, for udover at vokalisere, så synger hun også noget lyrik herpå, og sammenspillet mellem det og alt det andet er skønt. Når man så taler om alt det andet, så er det ikke kun trommer, bas, vibrafon og vokal, der er i spil her, for der er nemlig også en masse andre elementer, faktisk for mange til at jeg føler, at det giver mening at skrive om dem alle. I stedet vil jeg bare skrive, at de er med til at forstærke dette skønne nummer, der kun bliver bedre og bedre, jo længere ind i det man kommer.
Både albummet og nummeret “Oh Dear” er noget svære at sætte i en genrebås, for det føles både jazzet, lidt poppet, filmisk og måske også en lille smule psykedelisk. Genren er dog altid ligegyldig, for det vigtigste er jo, at musikken er fed, og det synes jeg i den grad, at den er her. Som sagt er det et virkelig godt nummer at indlede albummet med, da det sætter tonen rigtig godt, og derudover er det bare et skønt nummer.

Udover de genrer som jeg nævnte før, så er albummet også til tider noget fransk, og det bliver det netop på nummeret, der kommer efter “Oh Dear”. Jeg vil dog springe “Douce Mélancolie” over, da et af mine favoritter kommer lige efter. Det er nummeret “Capricorn Avenue”, og det er i den grad det, der har taget pladsen som min favorit på albummet. Siden jeg hørte dette album, har det mindet mig om et eller andet, men jeg har dog endnu ikke fundet ud af hvad. Der er bare en fed stemning i dette nummer. Tempomæssigt er det lidt hurtigere end “Oh Dear”, men mange af de samme elementer går igen. Fed basgang igen, mega fed trommen, lidt orkestralske elementer er der også og derudover en masse andet percussion, der alt sammen bare spiller perfekt med hinanden. Igen er der også noget vokalisering fra Isolde, og igen fungerer det også bare forrygende godt. For det meste kører nummeret i dets hovedstykke, hvor det alt sammen bare flyder rigtig dejligt sammen. Omkring midten af nummeret er der dog et skift, hvor hvor Isolde giver sig til et lege med en omnichord, og ligesom alt det andet, så lyder det super skønt. Det tilføjer lidt variation til “Capricorn Avenue” og selvom det på intet tidspunkt har føltes ensformigt, da der hele tiden har været en eller anden ny lille detalje der har vist sig frem, så synes jeg stadig, at det er en rigtig god tilføjelse. Nummeret går dog tilbage til hovedstykket efter lidt tid, og det er også sådan det slutter.
“Capricorn Avenue” er bare et nummer af den slags, der bare flyder helt og aldeles perfekt lige fra start til slut. På trods af noget vokalisering, så er det fuldstændigt instrumentalt, og det er fra den bedste skuffe. Det tager en på en rejse, og jeg synes, at det er utrolig fed en af slagsen. Der er en masse elementer i spil lige fra starten, men jeg synes aldrig, at det bliver for meget, og det er vigtigt. Selv omnichord soloen i midten af nummeret føler jeg aldrig går for langt, også selvom Isolde til tider virkelig giver den gas på den. Hver enkelt instruments biddrag er perfekt afmålt efter min mening, og det gør, at selvom der sker vildt meget, så føles det på en eller anden måde stadig lidt simpelt, i hvert fald for mig. Som sagt er det mit favoritnummer fra albummet, og det har det sådan set været lige siden, at jeg hørte det for første gang.

Nu skrev jeg, at det andet nummer på albummet føltes lidt fransk, og den franske følelse vender tilbage på albummets femte nummer “Something French”. Det er dog på en lidt anden måde, for hvor det på “Douce Mélancolie” var en mere klassisk fransk følelse, der især blev forstærket af, at Isolde sang på fransk, så er det lidt mere vildt her. Jeg kommer til at tænke over på noget Serge Gainsbourgh, når jeg hører det, uden dog at kunne præcisere denne følelse med et specifikt nummer. Her er det orkestralske element lige taget til et lidt højere niveau, end det var på “Capricorn Avenue”, og det er fedt. Sammen med de andre instrumenter skaber det en lidt anspændt atmosfære, og det passer også ret godt til det lyriske. Hvor de andre numre har været lidt mere anderledes i forhold til traditionel sangskrivning, så føles det her lidt mere normalt. Det har dog stadig det tilfældes med de andre numre, at der er en masse elementer på spil. Især det orkestralske er virkelig lækkert at lytte til, og det samme er bas og trommer, der lægger bunden i nummeret. Derudover er der også noget klaver, der for det meste lige ligger bag de symfoniske elementer, men som bare giver det der sidste, der virkelig gør det fedt. Det får heldigvis lige lov til at stråle i forgrunden, da nummeret kort bliver lidt mere afdæmpet omkring midten, og der skaber det på fantastisk vis en lidt sørgmodig stemning, der igen passer rigtig godt til det lyriske. “Something French” er ligesom de andre numre på albummet bare sindssygt godt. Det er dejligt vildt og storladent, og selvom det stilmæssigt holder fast i lidt af det samme, som man finder i de andre numre, så er det alligevel også anderledes, og af den grund udvider det også albummets udtryk, hvilket er fedt.

Det sidste nummer, som jeg i dag vil skrive om, kommer lige efter “Something French”. Dette har titlen “Bed & Breakfast”, og her kommer det filmiske element i den grad frem. Det har lidt den samme følelse som noget af den musik, der blev brugt i lydsporerne til film tilbage i 60’erne. Det har bare den her helt specielle lyd, der nærmest føles lidt idyllisk, og det synes jeg er fedt. Det orkestralske element er her endnu engang, men samtidig er der en guitar med en umiskendelig 60’er lyd, lidt trompet og så vigtigst af alt, lidt fløjten. Dette sidste element er i den grad det, der skaber det idylske, og jeg elsker de stykker, hvor det er fremme. Det er simpelthen bare voldsomt skønt at lytte til. Det er resten af nummeret dog også, og igen sker der en masse ting hele vejen igennem. På dette nummer er der ingen form for vokal, men på trods af at Isoldes vokal er skøn, så er den ikke savnet her. “Bed & Breakfast” virker nemlig fænomenalt godt uden. Det fanger lyden af 60’erne perfekt, uden at det dog føles gammeldags. Der er måske bare et eller andet tidsløst over lige præcist den lyd.

Normalt er jeg ikke glad for, når Spotify tager over og begynder selv at vælge musik. Jeg synes aldrig, at det formår at blive super spændende, men lige her må der siges at være en undtagelse. Jeg er da i hvert fald super glad for, at det valgte at spille et nummer fra dette album for min chef, så jeg også selv kunne komme til at høre det. Det førte til, at jeg lærte Isolde Lasoen at kende, og det har heldigvis kastet flere spændende lytteoplevelser af sig. Dette er dog som sagt den, som jeg vender mest tilbage til, da dette album simpelthen bare er i en klasse for sig.

Som altid kommer der her i slutningen af skriveriet en anbefaling til, at man støtter op om musikken, hvis man kan lide den. Jeg kan ikke se, at Isolde er på turne i øjeblikket, men hvis hun på et tidspunkt tager afsted, om det så er med hendes eget musik eller en andens, så vil jeg anbefale, at man tager afsted og overværer det. Hun er skidedygtig, især bag ved et trommesæt, så jeg tænker, at det vil være en spændende oplevelse at se hende live. Indtil da kan man ellers se, om man kan anskaffe sig nogle af de udgivelser, som hun selv har lavet eller har været med på, og derudover kan man også bare holde sig til at sprede hendes musik videre til dem, som man kender, for det er jo den vigtigste måde at støtte på.

Dagens lytteanbefalinger bliver “Capricorn Avenue”, “Something French” og så et nummer som jeg ikke har skrevet om, nemlig “Batterie”. Dette sidste er igen ovre i en stil, der virker præget af det franske, og her har hun en anden belgier med på gæstevokal, nemlig Daan som hun har arbejdet meget sammen med. Det er mega fedt, og disse tre numre synes jeg giver et godt inblik i albummets lyd. Der er dog mange flere numre, som jeg synes står stærkt på dette album. De to andre som jeg har skrevet om selvfølgelig, og derudover synes jeg også, at de tre afsluttende numre er fuldstændigt vanvittige gode. Alt i alt er Oh Dear bare et fantastisk album, og der er en stor lytteanbefaling herfra til, at du hører det hele igennem.

Oh Dear

Capricorn Avenue

Something French

Batterie