Når jeg i butikken bliver spurgt, om jeg kan anbefale noget Peter Sommer, så er der altid to titler, som jeg tager fat i. Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene er altid den første af disse, og hvis den ellers mangler, så går jeg videre til den næste i rækken, der er albummet Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske. Det er begge to fantastiske udgivelser, og jeg ville også sætte dem som nr. 1 og nr.2, hvis jeg blev bedt om at rangere hans udgivelser. Alligevel er det dog et helt tredje album, som jeg oftest finder frem, når jeg selv skal høre Peter Sommer. Alt Forladt har nemlig et underligt tag i mig, og det virker ikke som om, at det har lyst til at slippe det lige med det samme. Derfor bliver det også det album, som det skal handle om i dag, for det er nemlig tid til et Peter Sommer skriveri.
Som dansker var det nærmest umuligt ikke at stifte bekendtskab med Peter Sommer, efter at han i 2004 udgav hans debutalbum. Det er nemlig på det album, at to af hans mest spillede numre er at finde, nemlig “Tigger” der i hvert fald dengang blev spillet virkelig meget, og så “Valby Bakke” der den dag i dag stadig bliver spillet virkelig virkelig meget. Den næste udgivelse, Destruktive Vokaler sørgede også for, at der kom endnu et nummer, der virkede nærmest uundgåeligt ikke at høre i radioen i løbet af en uge, for der figurerer “8-6-6-0” nemlig på, og det er jo også en sand Peter Sommer klassiker. Selvom disse numre dog er klassikere, så fangede de mig ikke helt dengang. Jeg mindes, at jeg nød dem alle fint men heller ikke mere end det. Om jeg overhovedet vidste, at navnet på kunstneren bag dem var Peter Sommer, ved jeg ikke engang. Det fandt jeg dog ud af senere, for er der en ting, der altid kommer til at have en gigantisk plads i den pladebutik, som jeg arbejder i, så er det Peter Sommer. Det var da også den plakat, der hænger i butikken, som i sin tid inspirerede mig til at give Til Rotterne…. et lyt, og det har jeg på ingen måde fortrudt. Det var en utrolig overvældende oplevelse at lytte til det, og det gav mig mod på at dykke videre i resten af hans katalog, hvilket gjorde, at jeg kort efter kom til at lytte til Alt Forladt.
Jeg tænker ikke, at jeg behøver at skrive alt for meget om Peter Sommer og hans historie i dette skriveri, for i disse tider er han jo en gigantisk stjerne på den danske musikscene, så jeg tænker, at de fleste nok kender til ham. Til gengæld vil jeg så i stedet skrive lidt om selve Alt Forladt albummet, og den historie der ligger bag det.
Alt forladt er Peter Sommers fjerde soloalbum, og det er i den grad noget anderledes end nogle af de tidligere udgivelser. For den sags skyld er det faktisk også ret forskelligt i forhold til det, der skulle komme efter, men det er en anden historie. På forgængeren for det, Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, valgte han at gå med en mere rå stil i forhold til de første udgivelser, men den stil blev hurtigt erstattet, for på Alt Forladt er det nemlig en noget mørkere og elektronisk tilgang til musikken, som er at finde. Grunden til det er, at Alt Forladt er et skilsmissealbum. Tre år inden dets udgivelse blev Peter Sommer nemlig skilt fra sangerinden Lise Westzynthius, og det føles som om, at Peter Sommer brugte dette album til at bearbejde de følelser, som bruddet efterlod ham med. Dette gjorde, at hans tekstunivers tog samme retning som det instrumentale på albummet og blev noget mørkere, end man ellers er vant til i Peter Sommer regi. Måske er det også netop det, der gør, at albummet har et større tag i mig end de andre. Det tænker jeg kun, at jeg kan finde ud af, hvis jeg begynder at skrive om selve musikken, så det vil jeg begynde at gøre.
Alt Forladt åbner med et af mine favoritnumre fra albummet, nemlig “Pænt Goddag, Pænt Farvel”, og med det samme kan forskellen fra de andre udgivelser høres. Det er nemlig de elektroniske toner, der åbner det, og jeg synes, at der er en søgende fornemmelse over dem. Når jeg hører det, danner jeg i hvert fald et indre billede af en person, der sidder alene i et S-tog og stirrer ud af vinduet, uden som sådan egentlig at stirre på noget bestemt. En person der sidder i toget uden faktisk at være der, da personen i stedet er dybt begravet i sine egne tanker. Lyrikken i nummeret er da også noget eftertænksom, og selvom det ikke er noget, som jeg normalt dykker alt for meget ned i i disse skriverier, så bliver jeg nødt til at gøre det, når jeg nu skriver om Peter Sommer. Lyrik er nemlig et af de steder, hvor han står absolut stærkest, og det er også tilfældet her. Til at starte med er det egentlig ret ligetil, og man forstår hurtigt, at nummeret handler om et brud mellem to elskende. Alligevel er der noget specielt over måden det bliver sunget på, og det er hundrede procent på grund af den fantastiske måde, som Peter Sommer skriver sine tekster på. Han har en helt unik tilgang til det og kommer ofte med krøller og udtryk, der kun er at finde i hans univers. Blandt andet den strofe der er i andet vers, “Banen er elendig, det er den samme bane for alle / som hunden inde i os, der ikke kommer, når de kalder” er noget som jeg næsten kun ville forvente at høre i hans univers, og det er den slags strofer, der gør at jeg lige tænker lidt ekstra over, hvad der bliver sunget. Det er herligt, og når disse unikke udtryk bliver kombineret med den dybere mening, der ofte er at finde i hans numre, så går det altså op i en højere enhed. Til sidst skal det så nævnes, at den måde Peter Sommer leverer stroferne på med sin fantastiske stemme også bare tager det hele til et dejligt højt niveau.
Der er virkelig mange ting, som jeg er fan af på dette nummer. Det klaver der med mellemrum lige sætter nogle toner ind over det elektroniske er fantastisk og underbygger bare stemningen, som det sidstnævnte har skabt. Derudover er den sidste halvdel af nummeret genialt, når det kommer til vokalen. Det virker som om, at der lige her kommer et ekstra vokalspor på, og derudover så er den korvokal, der begynder at efterfølge hans strofer også bare fantastisk. Alt i alt synes jeg, at “Pænt Goddag, Pænt Farvel” er et genialt åbningsnummer til albummet. Det sætter stemningen og forventningerne for, hvordan resten skal lyde, og det er vel egentlig det, der ofte er et åbningsnummers væsentligste opgave.
Næste nummer som jeg virkelig nyder på dette album er titelnummeret. Det er tredje nummer på albummet, og igen er der lige en elektronisk indledning, før det rigtigt går i gang. Ligesom det første er det mørkt, men her føles det også lidt tilbagelænet. Samtidig kommer eftertænksomheden også stille og roligt tilbage, da nogle lysere toner kommer ind i lydbilledet. Det er dog det vokale, som virkelig er det fantastiske ved det her nummer. Peter Sommer bruger her en lidt dybere vokal end på “Pænt Goddag, Pænt Farvel”, og det passer meget godt til stemningen, som lyrikken sætter. Den måde han synger på er også noget anderledes end før, og måske er synger endda det forkerte ord at bruge, for vokalen føles ret talende. Det er dog ikke bare en direkte oplæsning af lyrikken, for pauserne imellem hver linje føles varierende, og det gør virkelig noget fantastisk for mig. Igen kommer der nogle udtryk, som kun Peter Sommer kan skrive, og det er genialt. Det jeg dog virkelig holder af i dette nummer er omkvædet. Den baggrundsvokal der kommer på mens Peter Sommer remser op i forgrunden virker virkelig godt, og da Peter Sommer så går over til en mere syngende vokal i anden del af omkvædet, begynder det virkelig at blive fedt. Jeg føler nærmest, at det fra det sekund hvor han skifter vokalstil bare vokser og vokser, indtil at det til sidst rammer det absolutte højdepunkt, og det er skønt. Det bliver ikke vildt på noget tidspunkt, bare overordentligt skønt, og det kan virkelig noget. Derefter går det så tilbage til det mere tilbagelænede fra starten, hvilket bare er en perfekt progression. Dette sidste vers bliver endnu bedre end de to første, dels på grund af lyrikken men samtidig fordi baggrundsvokalen fra omkvædet kommer ind og understreger stemningen i det, der bliver sunget, og det synes jeg virker rigtig godt.
“Alt Forladt” er nok mit favoritnummer på dette album. Jeg tror ikke, at det var det store hit derfra, men der er et eller andet ved det, der ræsonnerer med mig. Jeg elsker det instrumentale, der kører i baggrunden, og jeg føler at det og vokalen bare mikser fantastisk godt med hinanden. Som du kan læse, så er jeg stor fan af den måde, som lyrikken bliver leveret på, både den talende og den syngende del, for den rammer bare perfekt. Det er et nummer af den slags, hvor jeg nyder at læne mig tilbage, lukke øjnene og lade musikken tage fuldt over, for det kan altså bare noget.
Nu skrev jeg, at “Alt Forladt” nok ikke var det store hit fra albummet. Det kan til gengæld ikke siges om “Hvorfor Løb Vi”. Selvom det er langt fra “Valby Bakke” i popularitet, så er det stadig et solidt Peter Sommer hit, og det er vel nok også det mest dansable nummer på dette album. Der er noget mere gang i den elektroniske baggrund, uden at det dog bliver decideret hurtigt, og igen er der også et klaver at finde her, der lige sætter prikken over i’et med dets toner. Selvom der er mere gang i tempoet, så er temaet dog stadig mørkt, for igen er det et brud, der er temaet for nummeret, noget der bliver ret godt illustreret i omkvædet. Den måde som det instrumentale lige bliver sænket i sidste del af det, synes jeg er rigtig fedt, og generelt flyder instrumenterne også bare rigtig godt igennem hele nummeret. Det er virkelig godt at fokusere på, men det er dog det vokale, der sørger for, at nummeret når de højder, som det nu engang når. Henimod slutningen er der et fedt elektronisk stykke, hvor Peter Sommer taler lidt over. Det fungerer virkelig godt, især den måde som vokalen lige bliver elektronisk forstyrret på, og dette skifte giver en god indsprøjtning af variation til nummeret, hvilket gør “Hvorfor Løb Vi” til et endnu stærkere nummer, end det i forvejen var.
Selvom jeg kun har haft fat i tre numre, så tænker jeg, at jeg er ved at nå til vejs ende i dette skriveri. Jeg overvejede lidt at skrive om de to sidste numre, som slutter albummet af, for dem synes jeg også ret godt om, men jeg vil i stedet lade dig om at opdage eller genopdage dem. “Tvivlen Er I Huset (Del 2)” minder mig en smule lydmæssigt om det album, der kom før Alt Forladt, hvilket som sagt er Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, og det er aldrig nogen dårlig ting at blive sammenlignet med. Det bliver lidt mere råt, og det synes jeg er fedt. Derudover er albumlukkeren “Mod Nye Højder” bare et rigtig smukt nummer, der ligesom så mange andre Peter Sommer numre rammer mig ret godt.
Peter Sommer har haft en ret stor betydning for mig i de sidste syv års tid. Dels fordi jeg synes, at ham og hans musik er fantastisk, men også fordi at hans musik var grundlag for, at jeg begyndte min egen LP samling. Det var nemlig da jeg overværede en sammenligning mellem CD og LP versionen af Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, at jeg besluttede mig for, at jeg skulle have en pladespiller. Jeg husker stadig, at jeg tilfældigvis var nede i pladebutikken en dag, hvor min dengang fremtidlige chef demonstrerede for en anden kunde, hvilken lydforskel der er mellem de to medier. Da jeg hørte denne, blev jeg blæst væk med det samme, for forskellen var bare umådeligt stor, noget som jeg slet ikke havde forestillet mig, at den ville være. Jeg fik da også sidenhen selv anskaffet mig det album på plade, og det er jeg stadig glad for at have stående i samlingen.
Det var dog ikke det eneste, som Peter Sommer og hans musik havde indflydelse på, for det var også på grund af ham, at jeg fik en ny tro på den danske musik. Det tog mig nemlig lidt tid at finde ud af, hvor meget godt der egentlig var at finde der, blandt andet fordi jeg ofte kun fik hørt det, der blev spillet på P3, hvilket ikke sagde mig særligt meget. Mødet med Peter Sommer gjorde dog, at jeg fik mod på at grave lidt dybere i det danske, og det kom der en masse dejligt ud af, så alene bare af den grund er jeg ham dybt taknemmelig.
Som altid kommer der her i slutningen en støtteanbefaling, for vi skal nemlig huske at støtte op om den musik, som vi kan lide, hvis vi altså gerne vil have, at den følger os i fremtiden. Alle Peter Sommers udgivelser er blevet enten blevet trykt op eller blevet genoptrykt på LP, og så vidt jeg ved, er det meste, hvis ikke det hele, tilgængeligt stadigvæk. Har man dem allerede eller er det bare ikke det, som man har lyst til, så kan man selvfølgelig også vælge at tage til hans koncerter, hvilket jeg også i den grad kan anbefale. Han er skide dygtig og utrolig underholdende på en scene, og hvis Palle Hjorth også er med, så bliver det bare endnu bedre, for den mand er bare suveræn at overvære bag tangenterne.
Til sidst i dette skriveri kommer de sædvanlige lytteanbefalingerne, og det bliver i dag “Hvorfor Løb Vi”, “Alt Forladt” og så “Mod Nye Højder”, som jeg vil anbefale at lytte til. “Hvorfor Løb Vi” giver sig selv, det er det største nummer fra albummet, og det er også rigtig godt. “Alt Forladt” er min favorit og sammen med “Mod Nye Højder”, så synes jeg, at anbefalingerne alt i alt giver et godt overblik over, hvad man kan forvente fra albummet. Det sidste var egentlig ikke tiltænkt som en anbefaling, men her i sidste ende af skriveriet er det det, som jeg har siddet og lyttet til, og det kan sgu bare noget helt specielt. Det kan resten af albummet også, så snyd ikke dig selv for det. Som sagt åbner det fantastisk med “Pænt Goddag, Pænt Farvel”, og jeg er også bare virkelig glad for “Tvivlen Er I Huset (Del 2)”. Derudover er “Lamineret” også rigtig fedt og det samme kan siges om “Hvor Langt Skal Vi Ud”.
Musikskriveri 