I sidste skriveri tog jeg tilbage til 60’erne for at skrive om The Stooges, og her vælger jeg at forblive i dag. Udover at have udgivet deres debut album i samme årti, så er der dog også lidt flere paralleller mellem bandet bag dagens emne og The Stooges. En af de store inspirationskilder for The Stooges var nemlig det legendariske band The Doors, og udover at begge bands havde en fuldstændig vild forsanger, så startede begge bands også deres karriere ved at udgive albums igennem Elektra Records. Samtidig mener jeg at have læst, at coveret på The Stooges debutalbum var inspireret af det cover, som der prydede The Doors’ første album. Om det er sandt ved jeg ikke, men ligheder er da der en smule af, så af den grund føles det naturligt at vælge at skrive om The Doors, både bandet og albummet, da deres debut simpelthen bare hedder det.
Når jeg ser andre skrive eller snakke om The Doors er den første, og nogle gange desværre også eneste, ting der bliver snakket om Jim Morrison. Det er der også en masse gode grunde til, da han var fantastisk vigtig for bandet. Dog synes jeg desværre, at snakken om ham ofte overskygger bandets andre medlemmer, så af den grund vil jeg stoppe med at skrive om bandets forsanger og i stedet skrive om de tre resterende medlemmer. Den første af disse som jeg vil skrive om, er manden bag tangenterne, nemlig Ray Manzarek. Her giver det i den grad mening at skrive tangenter i flertal, for udover at skifte mellem keyboards, klaver og orgel så stod han også for at spille på et bas-keyboard, både i studiet på det første album og så også til deres livekoncerter, da bandet aldrig havde en permanent bassist igennem dets levetid. Af den grund blev han en stor del af bandets lyd, og det kan i den grad siges, at han sammen med bandets trommeslager John Densmore var den, der gjorde, at de to andre medlemmer virkelig kunne få lov til at ligge i fronten og bare gøre deres ting. Når jeg nu har nævnt trommeslageren, så tænker jeg, at jeg lige så godt kan fortsætte med at skrive lidt om ham. The Doors bestod af formidable musikere, og John Densmore er bestemt ikke en undtagelse her. Han er en fænomenal trommeslager med en dejlig unik stil, der er virkelig spændende at studere. Desuden har han også haft en stor betydning for bandets eftermæle, da han i flere tilfælde har kæmpet imod de to andre bandmedlemmer, når de har tænkt lidt for meget med pengepungen, og det respekterer jeg ham sgu for. Det har sørget for, at diverse kommercielle reklamer ikke har maltrakteret deres musik, hvilket er dejligt.
Sidste bandmedlem er den fantastiske guitarist Robby Krieger, der også må siges at have en helt unik spillestil. Som sagt lagde Ray og John en virkelig solid bund, der gjorde, at han var mere fri til at gøre, som han ville. Det udnyttede han virkelig men dog uden på nogen måde at overgøre det.
Desværre er der kun to levende medlemmer af bandet tilbage. Jim Morrison døde i en alt alt for ung alder, mens at Ray Manzarek gik bort efter en kamp med cancer i 2013. John Densmore er i dag mindre involveret i musik, og sådan har det faktisk været siden starten af 80’erne, hvor han skiftede over til at være en professionel danser. Derudover har han også beskæftiget sig med skuespil, hvor han både har prøvet sig som skuespiller og med nogle af de bagvedliggende roller. Robby Krieger har derimod fortsat i musikkens verden og har udgivet en god del album igennem tiden, det seneste faktisk fra i år hvor han i den grad viser, at man sagtens stadig kan spille formidabelt på en guitar i en alder af 78 år.
Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvornår jeg først stødte på bandet og deres musik. Det er jo et af den slags, hvis musik bare er der, og som man hører her og der og alle vegne. Til gengæld kan jeg næsten med sikkerhed sige, at det var i marts 2017, at jeg for alvor fik åbnet mine øjne op for, hvilke kvaliteter deres musik virkelig har. Det skete, da jeg valgte at købe en af deres CD’er, og det blev hurtigt til mange mange flere af slagsen. Siden da har jeg været forelsket i The Doors og deres musik, og derfor kunne jeg også forestille mig, at de fleste af deres album kommer til at figurere på siden her. Dog er The Doors så store, at jeg tænker at min normale gennemgang af numrene er lidt overflødig, da de fleste af jer læsere nok kender godt og grundigt til dem. I stedet vil jeg derfor skrive lidt om nogle af mine favoritter fra albummet, og hvorfor jeg er så glad for dem. Det betyder dog ikke, at jeg kommer til at springe over åbningsnummeret, for når det er et som “Break on Through (To the Other Side)”, så kan man jo ikke lade være med bare at forelske sig i det.
“Break on Through (To the Other Side)” er et dejligt energisk nummer at starte et album med. Det er jo også et nummer, der hurtigt viser Jim Morrisons kvaliteter frem, og jeg er bare en fan af hans stemme og hans måde at synge på her. Hold kæft en energi han havde. Det føles til tider som om, at han er på en mission, hvor han bare skal synge hans stemme fuldstændigt i smadder, og det lyder det også som om, at han har haft god succes med henimod slutningen. Der er dog også mange andre ting, som jeg synes er fuldstændig fantastiske ved dette nummer. Til at starte med kan man jo fremhæve Ray Manzarek og det fantastiske basspil, som han har kørende her. Det er virkelig bare en lækker rytme, han sætter for dagen, og når Robby Krieger så også kommer med ind over den på guitar, bliver det bare vildt vildt fedt. Når man nu taler om guitaristen, så bliver også bare nød til at fremhæve ham, for for fanden hvor er det bare fedt, det han spiller i omkvædet! Derudover har hans guitar også bare en dejlig speciel beskidt lyd på dette nummer, hvilket passer bare perfekt til det, både når han tager en mere rytmisk rolle, men også når han så går frem og bliver centerpunktet i nummeret. Sidst men ikke mindst er der så også Densmore og hans mega fede trommer. Jeg elsker simpelthen at fokusere på det, som han laver, for han kommer bare med så mange fede ting igennem det hele. Som sagt føler jeg at han er en helt unik trommeslager, og det kommer jeg nok til at stå ved til den dag jeg dør.
Det er bare fire fantastiske musikere, der spiller fuldstændig utroligt godt på det her korte og ret ligetil nummer, og det er bare fedt at lytte til. Det er en fuldstændig overvældende måde at åbne sit debutalbum på.
I lang tid gik jeg og troede, at “Alabama Song (Whisky Bar)” var en original The Doors komposition. Derfor blev jeg også lidt overrasket, da jeg så opdagede, at det faktisk er et nummer, der blev skrevet tilbage i 1927 til et af Bertolt Brechts digte. Siden da har jeg lyttet til det på en lidt anden måde, mest af alt fordi original versionen bare er virkelig virkelig speciel, men på den gode måde. Det ændrede dog ikke på mit syn på denne version, som The Doors lægger for dagen, for den har jeg været utrolig glad for, lige siden at jeg for første gang hørte albummet i dets fulde længde. Det har bare en dejlig psykedelisk fornemmelse over sig, og specielt Ray Manzarek sørger for, at The Doors version er virkelig fremragende. Specielt marxofonen, som jeg tror det instrument hedder på dansk, lyder virkelig spøjs, men det er også det, der gør, at nummeret er så specielt og anderledes, og det er sgu fedt. Jeg sætter virkelig pris på det her nummer. Selvom nogle af de andre også er lidt skæve i det, så tager “Alabama Song (Whisky Bar)” det til et helt andet niveau, og det er et af de numre, hvor jeg lige lytter ekstra godt efter.
Et andet nummer, der også er lidt skævt, er “End of the Night”, og også det er et af mine favoritter fra albummet. Specielt den psykedeliske lyd som Robby Krieger har her er bare guf for mine ører. Dette nummer er et rigtig godt eksempel på det, som jeg tidligere skrev om Manzarek og Densmores evne til at skabe en virkelig solid bund, som giver rum til at Krieger og Morrison kan lege. Det er i den grad de to i front, der gør, at nummeret er et af mine favoritter, men det kan de kun på grund af rytmen. Det de så ligger og laver er bare utroligt fedt. Jim Morrison er en utrolig fed sanger på de numre, hvor der er lidt mere gang i den, men det er når The Doors spiller de mere afdæmpet numre, at jeg elsker ham og hans stemme mest. Der kan han bare noget helt specielt, og det er “End of the Night” et eksempel på.
Der er selvfølgelig rigtig mange numre, som jeg kunne skrive om på dette album. “Soul Kitchen” og “The Crystal Ship” er bare utroligt fede, og de er begge også nogle af mine favoritter. Det samme kan i den grad siges om “Light My Fire”, som vel nok er et af de største The Doors numre overhovedet. Jeg kan som sagt sagtens skrive om disse tre numre, men så begynder det først at blive rigtigt langt, og som dem der har fulgt siden i noget tid ved, så prøver jeg at holde disse skriverier nede på en længde, så jeg ikke stjæler alt for meget af jeres tid. Derfor har valgt at springe disse tre numre over, så jeg i stedet lige kunne skrive lidt om to numre, som jeg føler er mindre kendte i forhold. Et nummer jeg dog på ingen måde kan, vil, og skal springe over, er det, der slutter albummet af.
“The End”. Ret god titel til det nummer der skal slutte ens album af. Det er dog kun titlen, som er god her, for nummeret er bare ualmindeligt hamrende idiotisk forrygende uhyre fantastisk formidabelt fremragende perfekt. Der kan sagtens tilføjes et par flere forstærkende tillægsord til det, men jeg tænker, at du har forstået, hvor høj min glæde til dette nummer er. Og så får det endda kun en tredjeplads, når det gælder mine favoritter blandt The Doors mange numre.
“The End” er hamrende smukt. Det er et bevis på de sindssyge evner, som de fire musikere er/var i besiddelse af. Hvis man sætter sig ned og fokuserer på kun et instrument ad gangen, så vil man få en utrolig god oplevelse uanset hvem af de fire, som man vælger. Når man så lytter til dem alle sammen sammen, så bliver det kun en million gange bedre. For satan. Jeg har svært ved at finde ord til at beskrive det her nummer, for det er altså bare noget, der er i en klasse helt for sig selv. Igen synes jeg, at Morrison bare er på et af sine højeste niveauer her. Min pointe fra “End of the Night” går igen, for jeg føler altså bare, at han kan noget helt igennem særligt, når numre er mere afdæmpet og følende. Vanvittigt godt vokal arbejde. Både Ray Manzarek og Robby Krieger er også bare sindssygt gode her. Igen har jeg svært ved at sætte ord på, hvor godt at jeg synes, det her er. Den rejse deres instrumenter tager lytteren på er noget helt helt særligt, og hold kæft hvor er det bare skønt at lytte til. Deres instrumenter rammer bare hinanden perfekt og får det her virkelig lange nummer til overhovedet ikke at føles sådan. Det er virkelig virkelig fedt, og fuck hvor jeg elsker det. OG SÅ DENSMORE!!!! For fanden i helvede hvor er trommerne altså bare utroligt fantastiske her. Det her er trommer på det absolut højeste niveau. Fuck det at kunne spille med en million beats i sekundet, for det er pisse hamrende ligegyldigt. Det at kunne skabe så meget følelse med dem, som der er her, er det der virkelig betyder noget. Det er en magtdemonstration fra John Densmore og det er bare en fornøjelse at lytte til. Igen kan jeg kun sige, at jeg absolut elsker det og alt det andet ved det her nummer, for hold kæft hvor er det bare hamrende fucking fantastisk.
Albummet The Doors blev starten på en rejse, der kom til at vare ni album. At den rejse så måske godt kunne have været to af disse foruden er så en helt anden ting, men sådan er det. Alle syv album hvor Morrison var med, inklusiv det posthume digt-album An American Prayer fra 1978 hvor resten af bandet lagde musik til, er bare fantastiske efter min mening. Af den grund betyder bandet også bare ekstremt meget for mig, og det er dette album et rigtig godt eksempel på. Det er ikke min favorit med dem, men man skal jo huske på også at gemme lidt af det gode til senere, så det kommer en anden god gang, når jeg igen finder en anledning til at skrive om dette fantastiske og vigtige band.
Da The Doors længe har været opløst, så bliver støtteanbefalingen lidt anderledes i dag. Selvfølgelig kan man altid købe deres musik, hvis gerne vil støtte op om de tilbageværende medlemmer og de efterladtes familier, for den er stadig tilgængelig. Derudover er LP lyden også bare fantastisk, så det er jo et plus. Dog kommer det ikke til at skabe nye projekter fra de tilbageværende medlemmer. Det gør det til gengæld, hvis du tjekker op på det, som de laver i dag og spreder det videre til andre. Jeg kan i den grad anbefale, at man giver Robby Kriegers to nyeste album et lyt, titlerne er The Ritual Begins at Sundown og Robby Krieger & The Soul Savages. Det er virkelig virkelig fedt det, som han har gang i der, så tjek det ud hvis du kan lide hans guitarspil. Densmore er som sagt ikke så meget i musikverdenen længere, og derfor har jeg heller ikke alt for meget tjek på, hvad han lige går og laver, da det er lidt ude af min boldgade.
Lytteanbefalinger føles nærmest overflødige her, men skulle man have undgået at høre dette fantastiske album, så vil jeg anbefale, at man tager “Break on Through (To the Other Side)”, “Soul Kitchen” og “Light My Fire” frem, hvis man lige skal bruge et par smagsprøver på det. Derudover kan man tjekke “Alabama Song (Whisky Bar)”, hvis man ikke lige kan huske den, og hvis man kan, så kan man jo i stedet prøve at høre en af de tidligere indspilninger af den. Det har jeg i hvert fald haft glæde af.
Musikskriveri 