Så er det igen blevet tid til at skrive om noget mere elektronisk. Denne gang tager jeg et kig over imod Norge, da mange af mine favoritartister inden for det elektroniske netop kommer fra dette land. En af disse artister er Susanne Sundfør, der virkelig fik imponeret mig med hendes fantastiske album fra 2012, The Silicone Veil.
Kender man ikke til Susanne Sundfør, så er hun en norsk artist, der fik hendes debut tilbage i 2007. På det første album var genren mere folket pop men allerede på hendes næste udgivelse, begyndte hendes eventyr i det elektroniske univers, et eventyr der kom til at præge hendes musik indtil 2017, hvor hun valgte at gå tilbage til folkgenren igen. Dog har hun på ingen måde forladt det elektroniske helt, da hun blandt andet samarbejdede med legendariske Röyksopp på deres fantastiske Profound Mysteries albumserie, hvor hun står for vokalen på en god del numre.
Det var igennem denne albumserie, at jeg først stødte på Susanne Sundfør. Jeg var mildt sagt virkelig imponeret over hendes vokal og skulle derfor selvfølgelig lige se, hvad hun ellers havde lavet af musik. Om The Silicone Veil var det første album jeg fandt frem, kan jeg ikke huske, men det var det der i den grad slog fast for mig, at dette var en artist, som jeg blev nød til at følge. Det jeg hørte var smukt, skævt, og utrolig spændende, og jeg tænker, at den bedste måde at fortælle videre om det er ved at dykke ned i numrene på albummet. Så det vil jeg gøre.
The Silicone Veil åbner med nummeret “Diamonds”, og det starter virkelig stille. Faktisk er der kun en svag rumlen i baggrunden, indtil at Susanne bryder stilheden med hendes vokal. Langsomt men smukt får hun leveret nogle strofer, men da det stadig kun er disse to elementer, der er i spil, føles det noget dystert. Det er først, da noget halvstøjende elektronisk lyd kommer på, at denne følelse forsvinder. Det elektroniske får lige lov til at ligge og etablere sig selv kort, mens vokalen tager en pause. Da den har gjort det, begynder der så at komme en rytme frem, en rytme der går hen og bliver til den grundrytme, der for det meste kører i baggrunden, dog med forskellige variationer over sig. Med den på plads kan vokalen igen komme på, og den er bare overskøn. Susanne Sundfør har en nærmest guddommelig stemme, og hun ved i den grad, hvordan at den skal bruges. Til at starte med synger hun i et forholdsvist højt toneleje, men da hun lige tager den en tak ned, bliver det nærmest helt igennem unikt og fuldstændig fantastisk. Det er bare vildt lækkert at lytte til, og “Diamonds” sørger i den grad for, at albummet bliver åbnet med et brag.
“White Foxes” fortsætter albummet, og her går det lidt ned i tempo. Det er på dette nummer, hvor at det begynder at blive lidt skævt, og det er bare totalt fedt. Efter en ellers ret normal opstart hvor at det primært har været vokalen, der har drevet nummeret, bliver der lige trykket lidt ekstra på den elektroniske speeder, og der kommer nogle virkelige fede toner ind i baggrunden. Samtidig giver Susanne også lidt ekstra energi til vokalen, og der sker et eller andet fuldstændigt specielt her. For mig føles det som om, at vokalen og det instrumentale ikke helt passer sammen, men af en eller anden grund lyder det stadig helt naturligt. Det er en virkelig underlig fornemmelse, som jeg ikke kan mindes at have oplevet før, at jeg hørte dette nummer, men det er bare forrygende godt, og det bliver kun forstærket, da både vokalen og det instrumentale lige begge stiger et niveau i deres intensitet, lige før at omkvædet rammer. Da det når højdepunktet i dette stykke, falder det derefter langsomt fra hinanden og går så tilbage til den mere stille start, der først var at høre i nummeret, hvorefter at det så kan begynde forfra, hvilket bare er lækkert. “White Foxes” er generelt bare et helt igennem hamrende fedt nummer, og det er et pragteksempel på, hvor stærk en musiker at Susanne Sundfør er.
På The Silicone Veil er det i den grad de første fire numre, der virkelig rammer mig. Af den grund vil jeg derfor fortsætte i den kronologiske rækkefølge, som der er på albummet og skrive lidt om det tredje nummer fra det, der har titlen “Rome”. Der er en halvglidende overgang fra det forrige nummer til “Rome”, men det starter faktisk utroligt ambient. En elektronisk bastromme giver lyd fra sig med jævnt mellemrum, og derudover kommer der også nogle dejlige lyse toner, der giver massere af ekko fra sig. Det sætter en skøn atmosfære, og man sidder dejligt i den i halvandet minut, inden at nummeret skifter over til noget meget mere elektronisk. Baggrunden med trommen fortsætter egentlig, som den hele tiden har gjort, men resten af nummeret skifter nærmest totalt stil og går fra første til femte gear i et hug. Det er et ret fedt skifte, men dog går det lige lidt ned igen, inden at Susanne begynder på nummerets første vokale strofer. Under dette er det lidt en blanding af nummerets ambiente stykke og så det elektroniske, men det harmonerer ret godt. Det går dog mere og mere over i det elektroniskes favør, og da det begynder virkelig at tage fat, dukker den disharmoni, som det forrige nummer havde mellem det vokale og det instrumentale, op igen. Det virker bare perfekt for mig. I den sidste tredjedel af nummeret kommer der en god del ekstra vokalspor ind, og det gør det lidt kaotisk, men hold da op hvor er det bare dejligt, for selvom der sker en masse, går det alt sammen alligevel op i en højere enhed.
Det sidste nummer som jeg vil skrive om i dag, er det fjerde nummer på albummet, og det har titlen “Can You Feel The Thunder”. Det er et noget anderledes nummer end de tre foregående, for her er det nemlig langt mindre elektronisk. I stedet er det Susanne, der med hendes vokal og et ganske simpelt klaver er nummerets hovedingrediensen. Der er dog stadig en masse spændende musikalske krydderier at finde her, blandt andet en masse forskellige orkestralske elementer, der hele vejen igennem lige dukker op og biddrager til den fantastiske oplevelse, som “Can You Feel The Thunder” serverer for en. Det er et vanvittigt flot nummer og helt klart et af dem, der står stærkest på albummet efter min mening. Det er især utroligt skønt, når lydbilledet lige bliver krydret med en god del strengeinstrumenter, eller når et skønt og nærmest drømmende klaver lige sender et par dejlige toner ind i øregangen. Alt dette sker selvfølgelig samtidig med, at Susannes vokal bare er helt igennem hamrende forrygende. Det er sgu bare skønt at lytte til.
Nu har jeg kun lige holdt mig til albummets begyndelse, og det er ikke så meget fordi, at det kun er den, der er fed. Det er bare som sagt de numre, der i den grad har sat sig mest fast i mit sind, og de seks andre numre der er at finde er alle virkelig gode. Nummeret “Among Us” er fucking fantastisk, det kan simpelthen ikke siges bedre, og albummets titelnummer er i den grad også bare utroligt stærkt. Kort sagt så er The Silicone Veil bare et album, som jeg er utrolig glad for at kunne finde frem og lytte til nu og da. Det er i den grad også det album, der oftest kommer på, når jeg er i humør til at lytte til Susanne Sundfør, da det bare altid er en helt unik og dejlig oplevelse. Der sker en masse ting, og hver gang synes jeg at kunne spotte nye detaljer, som jeg ikke har tænkt over før.
Desværre tænkte man i 2012 mere på mayaernes udløbende kalender end på at trykke vinyl, sådan noget tosseri men sådan er verden jo nu en gang. Derfor er The Silicone Veil desværre ikke bare sådan lige til at skaffe, da man heller ikke har været fornuftig nok til at genoptrykke det siden udgivelsen, så sidder man med en lyst til at skaffe det hjem på plade efter at have lyttet til det, bliver man desværre lidt skuffet, medmindre man selvfølgelig vil ofre en bondegård på det. Der er jeg desværre ikke, men så må jeg jo bare nyde det på en anden måde. Dog mener jeg at nogle af Susanne Sundførs andre album er tilgængelige, så vil man gerne støtte op omkring hendes musik, så er der heldigvis andre veje. Derudover vil jeg som altid bare anbefale, at man husker at dele hendes musik videre, hvis man altså synes, at det er fedt.
Dagens lytteanbefalinger er lidt overraskende, i hvert fald for mig. Jeg troede nemlig, at det ville blive tre af de fire første numre, som jeg ville gå med, men her imens at jeg sidder og skriver de sidste linjer, har jeg skiftet mening. Der er stadig to numre fra starten af albummet, men nummeret “Among Us” har lige fået sneget sig ind og tiltusket sig en plads blandt anbefalingerne. Hvilket andet nummer det skubbede væk derfra, ved jeg ikke helt, men jeg ved dog, at det ikke var hverken “White Foxes” eller “Can You Feel The Thunder”, for de har begge også taget en plads blandt de tre numre, som jeg helst vil fremhæve. Som altid anbefaler jeg dog, at man giver hele albummet et lyt, da det simpelthen bare er et fremragende et af slagsen.
Musikskriveri 
4 svar til “Susanne Sundfør – The Silicone Veil”
Jeg gået på en lille “spree” i din blog, hvor jeg læser og lytter til dine mange skønne anbefalinger. Der er så mange gode valg imellem, som falder lige ind i min musiksmag. Rigtig heldigt, for jeg elsker at finde nyt musik til samlingen (også gerne fra lidt obskure kunstnere)! så bliv endelig ved.
Sjovt nok var det også gennem Röyksopp at jeg fandt frem til Susanne Sundfør, dog lyttede jeg mest til albummet “Ten Love Songs”. Kan ellers godt se at jeg går glip af noget ved ikke også at tilføje et par sange fra The Silicone Veil til min playliste 🙂
LikeLike
Jamen jeg er sgu utrolig glad for, at du nyder min skriverier, og at jeg kan bidrage med lidt nyt inspiration til din musiksamling! Det fedeste ved de her skriverier er altid, når jeg hører, at dem der læser dem enten har opdaget eller genopdaget det, som jeg skriver om 😁
Jeg er også en stor fan af Ten Love Songs, men jeg må dog indrømme, at jeg vist har fået forsømt det her på det seneste. Mens jeg lige har siddet og skrevet dette, har jeg dog lige givet det et lyt igen, og det har fandme været dejligt, for der er jo bare et fuldstændigt fantastisk album! Skønt lige at få det genopfrisket!
Jeg er glad for at høre, at du også kender til Röyksopp. Selvom de er ret store, så bliver jeg stadig ofte overrasket af folk, der siger, at de aldrig har hørt om bandet før. Det er fænomenalt band, der bare bare har lavet noget virkelig fedt musik igennem tiden, og derudover har deres brug af gæstemusikere også bare introduceret mig for en masse nye fantastiske kunstnere. Specielt er de sangerinder, som Röyksopp har gjort brug af, ofte bare helt vildt utroligt gode, og udover Susanne Sundfør så har blandt andet Kate Havnevik og Karin Dreijer været med til at give mig nogle helt vildt fede musikoplevelser.
LikeLike
Helt enig. Jeg har også fundet en del gode sangere og sangerinder gennem elektronisk musik. Kunstnere jeg nok ellers ikke var stødt på så let. Det må være en af fordelene ved at lytte til mange forskellige genrer.
Kate Havnevik har jeg ikke lyttet til i anden kontekst end som collab med Röyksopp, men jeg kender da Karin Dreijer i Fever Ray, som vist også er blevet vældigt populært? De der nordmænd og svenskere kan bare noget særligt, når det kommer til at producere melankolsk og halv-dyster musik. Jeg er stor fan, især af sådan noget som Susanne Sundfør, Röyksopp, Madrugada. Det er svært at sætte en finger på hvorfor jeg finder det så tiltalende, måske det har noget at gøre med klimaet heroppe i norden 😀
LikeLike
Ja det er i den grad en af fordelene ved en bred musiksmag. Når man lytter til en masse forskelligt så støder man også på flere og flere fede kunstnere 😄
Fever Ray er i den grad blevet stort igennem tiden og er også virkelig fedt. Jeg er dog også stor fan af den musik som hun lavede sammen med hendes bror i duoen The Knife.
Har det helt på samme måde med den mere mørke, melankolske og eftertænksomme musik. Hvorfor at det er så tiltrækkende ved jeg ikke men det kan bare noget helt specielt. Det kan måske godt være det at det er klimaet der lige spiller en rolle der 😁
LikeLike