Musik er en af de passioner, der har fulgt mig helt siden barndommen, selvom det først var i mine tidligere teenage år, at den for alvor blussede op for fulde drøn. En anden passion der har fulgt mig siden barndommen er den, som jeg har for fantasiuniverser, og i dag får jeg lov til at skrive en smule om begge. Jeg har nemlig valgt et emne, der hører til under genren power metal, en genre der ofte lyrisk beskæftiger sig med fantasy temaer. Bandet der skal skrives om i dag er Blind Guardian, og de er et af de største bands indenfor denne genre. Det er efter min mening bedst bevist på deres fantastiske Somewhere Far Beyond album, så det vil jeg skrive om. Før jeg gør det, skal bandet dog naturligvis lige introduceres ordentligt.

Blind Guardian blev dannet tilbage i 1984 i Vesttyskland, og til at starte med gik de egentlig under navnet Lucifer’s Heritage. På det tidspunkt bestod de af Hansi Kursch på bas og vokal, André Olbrich på leadguitar, Marcus Dörk på rytmeguitar og Thomas Stauch på trommer, men efter udgivelsen af en demo i 1985 skete der lidt ændringer i bandet. Marcus og Thomas gik ud af bandet og blev erstattet af to andre musikere, Christof Theißen og Hans-Peter Frey. Også med dette lineup blev der udgivet en demo, og det skete i 1986. Denne demo gik under navnet Battalions of Fear, og dette skulle også senere gå hen og blive titlen på Blind Guardians debutalbum, et debutalbum som også inkluderede en god del af sangene fra denne demo. Inden det blev udgivet var der dog lige endnu en gang et par rokeringer i besætningen, hvor Christof og Hans-Peter gik ud, mens at Thomas Stauch kom tilbage. Med sig havde han desuden Marcus Siepen, som overtog rollen som rytmeguitarist. Med en endelig fast besætning bestående af Hansi, André, Marcus og Thomas var bandet klar til at indtage verden, men da der åbenbart var nogle, der troede, at de spillede black metal på grund af deres bandnavn, blev de lige nød til at skifte det, så deres musik ikke endte i den forkerte afdeling i pladebutikkerne. De valgte at gå med Blind Guardian, og siden da har de udgivet 12 studiealbum. På nær Thomas Stauch, som valgte at gå ud af bandet i 2005, så er resten af besætningen stadig den samme som den der var med til at udgive debutalbummet Battalions of Fear tilbage i 1988. Hansi gik dog over til kun at være sanger i midt 90’ernem, og bassen bliver nu i stedet spillet af session-musikere.

Som sagt har jeg været glad for fantasy universer lige siden min barndom. Det startede med computerspil, men bøger og film kom også hurtigt ind i billedet, og det var henholdsvis Harry Potter og Ringenes Herre, der sørgede for det. Det er dog det første medie, der gjorde, at jeg stødte på Blind Guardian, mere specifikt computerspilsserien Sacred. Hvornår jeg stødte på det første spil i den serie, kan jeg ikke huske præcist, men jeg ved, at jeg nød det spil nok til, at jeg med det samme købte to’eren, da jeg stødte på det omkring 2009-2010. Som så mange andre spil har Sacred 2 en kort åbningsfilm, og i den var der noget musik, der med det samme fangede mig. Det startede ganske episk, men langsomt begyndte nogle metalelementer at snige sig ind, og sammen forenede de sig til noget fuldkomment fantastisk. Som jeg husker det, blev den set en god del gange af mig, men jeg havde ikke tænkt den tanke, at det var et eksisterende band, der stod bag musikken til denne åbningsfilm. Det fandt jeg dog i den grad ud af senere, for da jeg i en sidemission i spillet havde hjulpet fire forskellige barde med at finde deres instrumenter, blev jeg taget til en kort filmsekvens, hvor at de fire figurer spillede en forkortet udgave af sangen “Sacred Worlds” fra bandets dengang nyeste album, At the Edge of Time. Bag dem var der et banner, hvor der stod “Blind Guardian”, og en søgning på Youtube efter det navn gav hurtigt pote med meget mere musik. Jeg var med det samme solgt, for det var første gang, at jeg hørte power metal, og det var bare fantastisk. Jeg kan især huske, hvor imponeret jeg var over Hansis vokal, for den er bare fænomenalt god.
Hvis ikke at Somewhere Far Beyond havde overtaget rollen som mit favoritalbum fra Blind Guardian, så ville det helt sikkert have været At the Edge…., som jeg ville have skrevet om i dag, for denne opdagelse af et album, et band og en genre er stadig et virkelig dejligt musikminde for mig. Det må dog blive en anden gang, for nu er det vist i den grad tid til at få skrevet om Somewhere Far Beyond.

Somewhere Far Beyond blev udgivet i 1992 og er Blind Guardians fjerde album. Det er også et af de album, der bliver regnet for Blind Guardians stærkeste, og med god grund hvis du spørger mig. Genren er selvfølgelig power metal, men udover det er der også noget ekstra, for Blind Guardian har altid haft lidt andre elementer inden over deres forskellige album. I deres senere karriere har man kunne høre en god del symfonisk, og også lidt progressiv metal, i deres musik, men i starten var disse elementer dog skiftet ud med et par andre genrer, nemlig thrash og speed metal. Thrashen blev skubbet en smule til side på det tredje album, men inspirationen fra speed metallen forsatte i noget længere tid. Derfor går det også stærkt på Somewhere Far Beyond, og det kan allerede høres på det første nummer “Time What Is Time”, et fantastisk nummer der dog starter ret stille på to akustiske guitarer. Det er rigtig dejligt at lytte til, og det bliver endnu dejligere, da der lige pludselig bliver skiftet til elektriske guitarer, hvor der er god kraft i. Der kommer i den grad også fart på kort efter dette skift, og samtidig får man lov til at høre de første toner fra Hansis fantastiske vokal. Til at starte med tilføjer han en god del rå energi til den, men igennem nummeret varierer han rigtig meget med, hvordan han bruger den, og det er virkelig lækkert. Det bliver han dog også nød til, for “Time What Is Time” er et nummer med rigtig mange forskellige stykker i, og det går fra hurtigt og råt, til stille og smukt og så over til voldsomt og episk. Det er virkelig virkelig spændende at lytte til, og det sætter jeg jo stor pris på. Lyrikken i Blind Guardians musik er også altid spændende at følge med i, for bandet har det med at basere deres tekster omkring bøger, film og endda også spil nu og da. Disse tekster har igennem tiden fået inspirereret mig til at følge op på nogle af de forskellige ting, som de har sunget om, og det er jo altid dejligt at kunne hive inspiration ind af den vej. Jeg skrev i starten at power metal ofte beskæftiger sig med fantasy genren, men det er dog ikke altid kun tilfældet. På “Time What Is Time” er det nemlig det legendariske Blade Runner univers, som Blind Guardian har fundet inspiration i.

Efter “Time What Is Time” kommer en af mine andre favoritnumre fra albummet, nemlig “Journey Through the Dark”. Det siger dog ikke så meget, da jeg vel kan sige det til syv eller otte af albummets ti numre. Jeg tænker, at det er et godt tegn på albummets tårnhøje niveau. Igen er der godt med fart på lige fra start, og jeg er stor fan af det. Musikerne har i den grad styr på, hvad de laver, og det resulterer i nogle virkelige fede passager, som jeg er virkelig glad for at lytte til. Især guitarerne er bare pisse hamrende fede og laver så mange skønne ting. Omkvædet på dette nummer er virkelig suverænt, men det samme kan også siges om det stykke, der kommer tæt ved midten af nummeret. Selvom at instrumenterne stadig spiller med virkelig god energi, så skruer Hansi ned for den råheden i hans vokal, og det gør, at stykket nærmest bliver roligt og smukt, hvilket lyder halvunderligt, når jeg sidder og skriver om det. Det fungerer dog perfekt i nummerets sammenhæng, og igen er det bare virkelig spændende at lytte til.

Det store problem ved at skrive om Somewhere Far Beyond er, at der simpelthen er alt for mange gode numre på det, hvilket gør det utroligt svært at holde skriveriet nede på en god længde. To af numrene, “Black Chamber” og “The Piper’s Calling” kan fravælges, da de mere føles som mellemstykker, men resten er alle numre, som jeg har lyst til at skrive en masse om. Jeg må dog begrænse mig selv for, ellers kommer det til at blive fredag, før at dette skriveri bliver udgivet. Derfor er der tre numre tilbage, som jeg vil skrive om. Det første er “Theatre of Pain”, og grunden til at jeg vælger dette ud er fordi, at det er noget anderledes i forhold til resten af albummet. Tempoet er noget langsommere end på de to første numre, og det føles også utrolig bombastisk. Det er et nummer, der på sin vis varsler lidt om den symfoniske stil, som bandet senere skulle tage på sig. Åbningen får mig i den grad til at føle, at jeg sidder i et teater, eller i hvert fald en stor sal, hvor at det virkelig bliver storladent. Det er et virkelig episk nummer, og det holder sig på ingen måde tilbage for at tage dette op til det højeste niveau. Især når omkvædet rammer, er det bare fuldstændigt fantastisk at lytte til. Det episke element forhindrer dog ikke guitarerne i stadig at spille fuldstændigt forrygende fedt, og deres solostykke på dette nummer er i særdeleshed virkelig lækkert. Der bliver også brugt en god del korvokal på dette nummer, og det passer bare perfekt til det. Alt i alt er “Theatre of Pain” bare et virkelig skønt nummer, der, udover bare at være fantastisk, også bidrager til den musikalske bredde på albummet. Det er der dog også andre numre på albummet, der gør.

Jeg vil næsten gå med til at æde en hel hest, hvis det viser sig, at nummeret “The Bard’s Song – In The Forest” ikke er Blind Guardians mest afspillet nummer nogensinde, og jeg kan også godt forstå, hvorfor at det er så elsket. Jeg skrev lige før om albummets bredde, og man kan kun sige, at dette nummer er med til at forøge denne endnu mere. “In The Forest” er nemlig et rent akustisk nummer og dejligt roligt i det. André og Marcus spiller fuldstændigt fantastisk, og Hansi synger bare virkelig smukt ind over det. Igen er det dog ved omkvædet, at det hele bliver taget til det skyhøje, da korvokalerne træder ind og skaber noget, som man bare næsten bliver nød til at synge med på. Det er bare så perfekt, og jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg selv har lyttet og sunget med til dette nummer. Jeg elsker det simpelthen bare så utroligt meget. Noget jeg dog også elsker, er at jeg under disse skriverier ikke bare kan lytte på samme måde, som jeg altid gør. Jeg bliver nød til at fokusere ekstra meget på detaljerne, og hold kæft hvor er det bare dejligt, for det er først i dag, at det virkelig går op for mig, hvor skønne at guitarerne i baggrunden egentlig er. Sådan kan det jo nogle gange gå, når man er alt for fokuseret på det lyriske, men så har jeg jo bare haft en stor overraskelse i vente til i dag. Hold kæft hvor er det dejligt. Med hensyn til hesten som jeg skrev om i starten, så slipper jeg for at spise sådan en, da jeg kan se, at det i den grad passer, at dette er deres mest afspillet nummer. Pyha.

Den sidste sang som jeg vil skrive om er også den sang, der slutter albummet af, nemlig titelsangen. Efter at nogle sækkepipetoner har lydt på”The Piper’s Calling” bliver der i den grad bygget op til noget fedt. Det bliver det virkelig også, og farten fra tidligere kommer i den grad tilbage her. Der er slag i i versene og pisse lækkert guitarlir imellem dem. Her står de to guitarister altså virkelig virkelig stærkt. Trommerne er dog i den grad også fede hele vejen igennem, og selvom bassen nogle gange kan være lidt svær at høre, så ligger de to instrumenter bare en rigtig fed bund. Endnu en gang er det et nummer, hvor der sker en masse forskellige ting, og det skal der jo sådan set helst også, når man har med et nummer at gøre, der har en længde på syv minutter og 28 sekunder. Der er hamrende solide vers, virkelige fængende omkvæd, et virkeligt fedt halvdystert mellemstykke og endda et sækkepipestykke og meget meget mere. Fænomentalt nummer som jeg kun kan anbefale, at man får hørt, for det er simpelthen bare Blind Guardian, når de er absolut bedst.

Blind Guardian blev en virkelig stor del af mit musikalske univers, da jeg hørte dem for 14-15 år siden, og den dag i dag er de stadig et utroligt vigtigt band for mig. Oftest er det dette album, som jeg sætter på, når jeg i humør til at høre bandet, men de har virkelig lavet nogle utrolig fede album igennem tiden, og jeg kun anbefale, at man selv dykker ned i dem, for der er sgu gode musikoplevelser at finde. Jeg har heldigvis også fået nået at se dem live men desværre kun en enkelt gang. Det må jeg vist se at få gjort noget ved, for jeg husker den koncert som utrolig fed.

Vil man støtte op om bandet, så skulle de fleste af deres album være til at få, og ellers kan man støtte op om dem ved køb af merchandise, koncertbilletter, eller simpelthen bare ved at sprede bandets musik videre til andre. Som altid er det vigtigt at få det gjort, for ellers risikerer vi, at de musikere som vi elsker at lytte til stopper, da de ikke kan få tingene til at løbe rundt.

Med otte ud af ti sange som erklærede favoritter, så burde det egentlig være svært for mig at vælge ud til lytteanbefalinger. Det er dog ikke, for det bliver “Journey Through the Dark”, “Theatre of Pain” og “The Bard’s Song – In The Forest”, som jeg vil anbefale i dag. Alle tre er hamrende fantastiske numre, og alle tre viser en unik side af albummet. Jeg vil dog altid anbefale, at man lytter det hele igennem, for det er bare forrygende fedt, og hvis man ikke kan få sig selv til det, så må man ikke snyde sig selv for “Somewhere Far Beyond”. Hamrende fedt nummer og eneste grund til at det ikke er en lytteanbefaling er, at jeg føler, at det er bedre at lytte til det i albummets kontekst. Når det så er sagt, så er “Ashes to Ashes”, “The Bard’s Song – The Hobbit”, “Time What Is Time” og “The Quest for Tanelorn” også bare forrygende gode, og jeg er næsten ked af, at jeg ikke har fået skrevet om de fleste af dem.

Somewhere Far Beyond (Album)

Journey Through the Dark

Theatre of Pain

The Bard’s Song – In The Forest