Så er det igen blevet tid til at tage fat i den progressive genre, og hvor jeg før har søgt til udlandet og skrevet om et fransk band, et engelsk band og en canadier, så er det denne gang et dansk band, som jeg vil tage fat i, nemlig det skønne progressive metalband Vola. Det vil jeg så gøre ved at skrive om deres dejlige Applause of a Distant Crowd album.
Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg under mit forarbejde til dette skriveri fandt ud af, at Vola snart kan fejre deres 20 års jubilæum. Grunden til denne overraskelse er, at Vola kun har været på min radar siden omkring 2018, hvor jeg blev introduceret til dem igennem radioprogrammet Sort Søndag på kanalen P6 Beat. På det tidspunkt var Vola på ingen måde kendte i Danmark, men til gengæld turnerede de rundt i Europa sammen med bands som Katatonia, Monuments og Haken, der alle på det tidspunkt var, og er stadig, ret store navne inden for den progressive-metalgenre. Noget af en bedrift hvis du spørger mig.
Det var et nummer fra dagens emne, der blev spillet igennem radioen dengang, men hvilket kan jeg dog ikke huske. Dog kan jeg huske, at jeg var noget overrasket, for det første fordi det bare var virkelig godt, og for det andet så fordi at det var dansk, og at jeg aldrig før havde hørt bandet omtalt. Jeg fandt også med det samme albummet frem efter radioudsendelsen og lyttede videre til resten af det, hvilket i sandhed var en skøn oplevelse. Inden at jeg dykker videre i det, vil jeg dog lige komme med en kort introduktion af bandet.
Som sagt blev jeg noget overrasket over, at Vola allerede blev dannet tilbage i 2006. Dengang bestod besætningen af Asger Mygind på guitar og vokal, og så vidt jeg ved er det også ham, der primært skriver bandet sange. Derudover var der Niels Dreijer på guitar, Jeppe Bloch på bas, Martin Werner på keyboards og Niklas Scherfig på trommerne som den sidste. Sammen fik de udgivet en EP under navnet Homesick Machinery, som jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte til før i dag. Det bliver så spændende at høre, hvordan den lyder senere.
Siden udgivelsen af den EP og en senere single er der sket nogle ændringer i bandets besætning. Asger Mygind er stadig fast og Martin Werner ligeså, men bandet er nu nede på kun at have en guitarist, og rollerne som bassist og trommeslager er i dag besat af Nicolai Mogensen og svenske Adam Janzi. Nicolai Mogensen kom med kort efter, at bandets første EP var udsendt og har derfor været med på næsten alle deres udgivelser, mens at Adam Janzi først kom til i slutningen af 2017 lige tidsnok til at nå at kunne være med på Applause of a Distant Crowd.
Det er som sagt primært progressiv metal, at bandet spiller, men de har også leget med elementer fra noget djent og progressiv rock, og det sidste er netop at finde på dagens album. I forhold til deres andre udgivelser, Inmazes fra 2015 og Witness fra 2021, hvor der er noget mere slag i, så er Applause of a Distant Crowd en lille smule roligere, selvom det til tider stadig også kan blive godt tungt. For at skrive mere om det bliver jeg dog nød til at dykke ned i numrene, og det tænker jeg egentlig også bare, at jeg vil gøre.
Albummet åbner med nummeret “We Are Thin Air”, og allerede her kan det høres, at Vola har tonet aggressiviteten fra det forrige album noget ned. Ikke fordi at der ikke er tunge toner at høre her, for det er der, men de er ikke lige så meget fremme som på det første album. Jeg vil ikke sige, at dette hverken er nogen god eller dårlig ting, for jeg er utrolig glad for begge album, så i stedet vil jeg bare sige, at ligesom det første nummer på Inmazes sætter tonen for, hvordan at det album skal lyde, så gør “We Are Thin Air” det samme her. Det åbner forholdsvist stille og roligt, inden at det så bliver virkelig episk, da keyboards kommer ind over. Sidstnævnte får i den grad også mere plads på dette album end det forrige, hvilket også er med til at biddrage til den anderledes lyd. Der kommer nogle virkelige skønne toner ud fra det, og det kan allerede illustreres i første vers på dette nummer. Hvor den første halvdel kun består af guitar, trommer og vokal, så kommer Martin Werner lige frem på anden halvdel, og det tilføjer bare et utrolig dejligt element til lyden. Det er dog ikke kun keyboardet, der gør dette til et fantastisk nummer. Guitar og bas spiller nemlig også utroligt fedt og kommer med nogle dejlige komplekse toner, som jeg virkelig er fan af. Derudover er der et godt solidt trommespil, og så har Asger Mygind bare en utrolig god, smuk og behagelig vokal. På dette album holder han sig primært til sin rene vokal, hvilket er med til at forstærke følelsen af et mindre hårdt album, sammenlignet med resten af Volas musik. Dog bliver der lige trykket godt af et par enkelte steder, og det viser den bredde, som hans vokal har.
Jeg føler, at der er fire numre på dette album, der skal fremhæves for at give en god fornemmelse af det. Åbningsnummeret giver en en god ide af den generelle følelse for albummet, mens at det næste nummer jeg nu vil tage fat i, det tredje på albummet med titlen “Smartfriend”, illustrerer den vilde side af Applause of a Distant Crowd. Efter en start der giver lytteren et godt indtryk af, at der snart skal ske noget, så bliver der virkelig gået til den på guitar, bas og trommer. Det er godt tungt og minder noget mere om stilen fra Volas første album. Dette betyder, at man har at gøre med et nummer, der er noget vildere end de to foregående numre, og derfor også noget mere intenst. Dog er det ikke kun det, som Vola står for, da de netop altid har været gode til at blande forskellige stemninger sammen i deres numre. De får bevist i verset, at man ikke behøver spille super tungt for stadig at holde en god intensitet, men at man i stedet kan gøre det ved at bygge en god bund med keyboard og trommer, som vokalen så kan synge hurtigt hen over. En anden ting som Vola er gode til er at skrive virkelige medrivende omkvæd, noget som blev gjort på de foregående numre, og som i den grad også bliver gjort her. Det er næsten umuligt ikke at synge med på det, når man først har hørt det et par gange, og det er noget, som jeg sætter pris på. I stedet for en guitarsolo vælger Vola i stedet bare at spille et ekstra tungt stykke, og det er sgu svært ikke at nikke med til det, for for satan hvor det bare fedt . For så at tage nummeret helt op til de skyhøje højder, så kommer der så lige et dejligt skønt melodisk stykke, hvor første strofe af omkvædet lige bliver sunget lige så stille. Så er det ikke så svært at regne ud, at lige efter eksploderer det hele ind i et fuldbyrdet omkvæd, hvor energien er sat på maks. Her får man også lige en smagsprøve på Asgers tungere vokal til slut, og det er sgu en genial måde at slutte nummeret af på.
Det næste nummer der skal fremhæves på albummet kommer lige efter “Smartfriend”. Det er en total modsætning med titlen “Ruby Pool”. Her forsvinder vildskaben stort set totalt, og i stedet er man efterladt med et utroligt skønt nummer. Utroligt smukt guitarspil og overskønne toner fra keyboardet sætter det i gang, mens Adam leverer et dejligt spændende trommespil. Samtidig får Nicolai rigtigt meget plads til at spille igennem på sin bas, og også det er bare rigtig spændende og anderledes at lytte til i forhold til, hvad man ville finde på mere traditionelle numre. For mig bliver der sat en vidunderlig skøn undervandsscene op her, og det føles nærmest som om, at man bare svømmer stille og roligt igennem et smukt vandlandskab. Vokalen på dette nummer er også fantastisk, og sammen med instrumenterne sørger den bare for, at alt her går op i en højere enhed. På dette nummer er det heller ikke kun omkvædet, der er super medrivende, for det er verset i den grad også. Det er sgu fantastisk, og som nummeret fortsætter føles det som om, at man kommer dybere og dybere ned i oceanet, men uden at det smukke på nogen måde forsvinder. For at bidrage yderligere til hele atmosfæren kommer Asger med en rigtig skøn solo. Den er simpel, men det er også det, der gør den fantastisk. Det er en solo, der på ingen måde er til bare for blærs skyld, og det er den sådan en type solo, som jeg synes er den bedste af slagsen. Den og så det skønne sammenspil til sidst sørger for, at nummeret fremstår som et fuldkomment suverænt et af slagsen, da de sidste toner langsomt flyder ud, og igennem tiden har jeg fandme givet det mange gennemlytninger.
Sidste nummer jeg vil skrive om her er i den grad min favorit på dette album. “Still” hedder det, og allerede fra start kører det derudaf i et rigtig godt tempo. Ikke fordi det er bestemt vildt i starten, for faktisk er det kun guitar, bas og så en rolig og lidt dyb vokal, der sætter det i gang. Efterhånden begynder keyboardet og trommerne at komme med, men stadig bliver det holdt nede. Især keyboardet leverer bare nogle skønne toner her, der bare gør denne opbygning utrolig fantastisk. Når jeg her skriver opbygning, så mener jeg det, for man fornemmer især henimod det sidste af dette stykke, at nummeret nu for alvor skal slås i gang. Det bliver så sandelig også, og godt vildt bliver det, dog uden at det helt mister det skønne. Til at starte med er det primært vokalen, der sørger for dette, men keyboardet kommer i den grad også til at bidrage til det, da det vilde stykke når til omkvædet. Jeg føler i den grad, at det er disse to, der er drivkræfterne i dette nummer, for mens at de andre instrumenter forsætter med at levere de tunge toner, så sørger vokalen og keyboardet for at stemningen alligevel skifter. Det stykke der er mellem de to omkvæd føles så utroligt smukt, selvom de andre instrumenter hamrer godt til. Det er bare virkelig forrygende at lytte til, og det er stadigvæk spændende for mig, selvom jeg vel nok har haft fat i det hundredevis af gange. Bare et utroligt lækkert nummer.
Selvom jeg har valgt at skrive om disse fire numre, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes, at de er de bedste, selvom “Ruby Pool” og “Still” hører til blandt mine tre yndlingsnumre fra albummet. Applause of a Distant Crowd byder på nogle virkelig stærke, virkelige dejlige, virkelige melodiske og bare virkelig fantastiske numre. Det er et fænomenalt album, og nok det som jeg oftest hiver frem, når jeg har lyst til at høre noget Vola.
Jeg vil, som altid, komme med en anbefaling til, at man støtter op om bandet, hvis man kan lide det, som man hører. Så vidt jeg ved er nogle af deres albums, hvis ikke alle, stadig til at få fysisk, og ellers kan man jo tage ud og støtte op om dem til deres livekoncerter. De gange jeg har været afsted for at se dem, har jeg bestemt ikke været skuffet, og jeg tænker da også, at jeg skal ud og se dem igen, når de tager på tour igen. Til den tid vil det endda være med et nyt album i kataloget, for der skulle gerne komme nyt fra dem her til efteråret. En sidste anbefaling her er den mest simple af dem alle. Hvis man nyder bandets musik, eller et andet bands musik for den sags skyld, så husk at sprede ordet rundt til andre. At Vola kunne få lov til at gå rundt i ukendthed her i Danmark i så lang tid, som de gjorde, viser for mig vigtigheden af at snakke om den musik, man kan lide, ny såvel som gammel. Kun på den måde kan man sprede den videre til andre, så de også kan få glæde af den.
De første lytteanbefalinger i dag er ret nemme. Jeg vil i den grad anbefale, at man lytter til “Ruby Pool” og “Still”, da de numre virkelig har gjort noget for mig. Det sidste af disse er måske ikke lige så populært som nogle af de andre numre fra albummet, men jeg synes sgu, at det kan noget. Sidste anbefaling er dog utrolig svær. Der er otte numre at vælge imellem, og de er alle utrolig stærke. Et par af dem er nemme at vælge fra, enten fordi at de minder om noget af det, som jeg allerede har anbefalet, eller også er det numre, der skal lyttes til i albummets sammenhæng. Jeg tror, at jeg vælger at gå med nummeret “Ghosts” i sidste ende, da det bare er en fænomenal ørehænger, men snyd ikke dig selv for resten af albummet. Det er fuld af fantastisk musik, og især numre som “Alien Shivers” og “Vertigo” står super stærkt.
Musikskriveri 