Dagens album havde jeg egentlig tænkt mig at vente lidt med at skrive om. Grunden til det er, at duoen Svaneborg Kardyb udgiver et nyt album her til oktober, og det tænkte jeg ville være en rigtig god anledning til at tage fat i dem. Sådan blev det dog ikke, da en tur i byen lørdag har efterladt mig en smule smadret, og derfor er jeg nød til at skrive om et album, der står mig utrolig nær, noget som Svaneborg Kardybs andet album, Haven, gør.

Svaneborg Kardyb er en dansk instrumental jazz duo bestående af pianisten Nikolaj Svaneborg og trommeslageren Jonas Kardyb. De har i løbet af de sidste fem år udgivet tre albums, og som sagt er der et nyt et på vej om et par måneder. Jeg synes sådan set ikke, at der er så meget mere at nævne om duoen, for deres musik kan i den grad tale for dem.

Jeg opdagede Svaneborg Kardyb tilbage i 2020, vil jeg tro, da den gode Jonas Kardyb fandt vej fordi pladebutikken, som jeg arbejder i og gav os et par albums at sælge. Det gav jo anledning til at høre albummet, og jeg var med det samme solgt. Det er bare noget utrolig smukt musik, som de to laver, og jeg har da også haft den dejlige fornøjelse at se dem en tre eller fire gange live. Samtidig har jeg også haft rig mulighed til at snakke med Jonas, da han bor på Djursland og derfor har været forbi butikken en god del gange, i hvert fald når han ikke har haft travlt med at turnere med hans musik i både Danmark og udlandet.
Det var to meget korte afsnit, men det gør selvfølgelig bare, at der er ekstra meget plads til at skrive om deres musik, hvilket jeg tænker, at jeg vil gøre.

Som sagt er Svaneborg Kardybs musik instrumentalt jazz. Nikolaj Svaneborg sørger for de forskellige temaer til deres numre, mens at Jonas Kardyb er den, der holder rytmen, og det viser sig med det samme på åbningsnummeret på Haven, der har samme titel. Lige fra start er det bare utrolig dejligt. Nikolaj starter ud med at spille et tema, der bliver loopet og kommer til at være drivkraften bag hans spil. Derefter lægger han så et ekstra lag på. Det er musik, hvor man med fordel bare kan lukke øjnene i og nyde de tankebilleder, som musikken skaber. Efter lidt tid begynder Jonas at slå på trommerne, og det er dejligt stille og roligt. Selv får jeg tankebilleder af en have med åben udsigt over Djurslands landskab med dets mange marker og skove. Det er næsten lige før, at jeg kan mærke et frisk vindpust, mens at jeg sidder og lytter. Musikalsk er der ikke de store afvigelser fra starten. Temaerne og baggrunden ændrer sig lidt igennem nummeret, men selve følesen af nummeret er bare dejlig hele vejen igennem. Selvom det lyder meget dejligt og roligt, så er det dog noget af det vildeste at se dem spille dette og andre numre live, for der er bare så utrolig mange dejlige og tekniske lækkerier hele vejen igennem. Begynder man at fokusere på trommespillet, kan man virkelig opdage en masse masse fede ting. Det kan man også på det næste nummer, “Dæmningen”, som bliver indledt af Jonas Kardyb. Med lidt hvirvlen på trommen, der kun bliver afbrudt af et enkelt slag i slutningen af hver rundgang, bliver det sat i gang. Stille og roligt udvikler dette sig dog til mere og mere, men det stikker aldrig af. Den afslappende fornemmelse er der hele vejen igennem, og det er bare lækkert. Det bliver på ingen måde værre af, at Nikolaj Svaneborg støder til. Hvor han på det forrige nummer havde et tema, som han spillede henover, så holder han sig kun til et klaver her, men der er sgu heller ikke brug for mere. Det er bare over over skønt, og jeg kan ikke sige andet, end at jeg elsker det.

Hvor de to første numre har været afslappende men med et fint tempo, så tager det tredje nummer på albummet, “Til Eline”, det lidt ned i gear. Det er dog igen et nummer, hvor at man kan få utroligt meget ud af at fokusere på trommespillet. Det er let nok til at starte med, da klaveret kun leverer en enkelt tone, der ligger og ringer i baggrunden, men det kommer dog for alvor på efter, at et halvt minut er gået. Også dette holder tingene nede i gear, og selvom energien er tiltagende, og der sker mere og mere, som nummeret fortsætter, så stikker det igen aldrig af. Efter “Til Eline” kommer nummeret “Omvej”, og her er der lige en gæstemusikker med i form af trompetisten Jakob Sørensen. Det er et nummer med lidt mere energi, og trompeten tilføjer et dejligt ekstra lag til albummet, som gør at det ikke på noget tidspunkt føles for ensformigt. Man skal lige igennem et nummer til, nemlig det dejlige og hyggelige “Fløjtesangen”, før man kommer til mit favoritnummer. Det er nummeret “Sommer”, som bliver åbnet med lyde fra lidt bjælder, der så hurtigt bliver gjort selskab af Nikolaj, som leverer et virkelig virkelig skønt tema. Derefter kommer Jonas så på med trommer, og så får nummeret ellers lov til bare at køre stille og roligt derudaf. Fænomenalt nummer at lytte til mens man kører stille og roligt på en landevej. Ligesom alle de foregående numre så er det dejligt let-lytteligt, men hvis man sætter sig og begynder at lytte godt efter, så er der et væld af små detaljer, der kommer frem, og det er bare skønt. På dette nummer tilføjer Nikolaj igen et ekstra lag, og om det er et loop, som han har kørende, eller om han bare spiller på en synthesizer og hans klaver samtidig, ved jeg ikke. Dog ved jeg, at det lyder hammer smukt. Det er også hans toner, der sammen med de tilbagevendende bjælder får lov til at slutte nummeret af, og hvor er det bare skønt.

Landevejsmusikken får lov til at fortsætte men kommer en smule op i energi på det næste nummer, “Post”. Trommerne indleder med et stigende lydniveau, og der går lige ti sekunder, før at klaveret kommer med. Det ligger en dejlig rytme, men det er det ekstra lag, der kommer kort efter, som virkelig virkelig tager tingene til et højere niveau. Nogle skønne smukke toner bliver spillet henover rytmen men med skift imellem højtalerne. Det mere afslappende element, der ellers har været på de andre nummer, bliver lige sat til side, og her kan jeg næsten ikke lade være med at sidde og bevæge kroppen i takt til musikken. Trommespillet er igen virkelig virkelig fedt og sørger bare for, at bunden er total solid og spændende at lytte til. Henimod den sidste tredjedel kommer der så endnu et lag på fra Nikolajs side, og hold kæft hvor det svinger. Formidabelt nummer, intet mindre!
Det afslappende vender tilbage på det næste nummer, “Bluesen”, men det svinger samtidig stadig bare også skide godt. Mega fedt nummer men dog ikke et som jeg sætter lige så højt, som det der kommer efter. Det er nemlig nummeret “Dialekt”, og det er suverænt. Trommer og klaver starter samtidig og lægger en solid bund. Den bliver der så stille og roligt bygget på, først med Nikolajs klaver og senere med endnu en gæsteoptræden fra Jakob Sørensen. Det flyder bare fuldstændig fantastisk, og alle instrumenter udvikler sig gradvist, indtil at der næsten to minutter inde så kommer et lydklip fra en ældre bondemand, der egentlig bare snakker om hans gård, hans dyr og hans mælk, alt imens at musikken bare ligger og flyder i baggrunden. Lækkert lækkert lækkert. Jeg kan bare se ham foran mig sidde og snakke, mens at han sidder i et klassisk ældre køkken ved et dejligt træbord, som man kan se er blevet brugt godt. Det skifter så til, hvad jeg vil tro er hans kone, der snakker, mens musikken bare fortsætter. Hvor er det bare lækkert i mine ører.
Albummet slutter af helt nede i gear igen med det dejlige nummer “Havn”, et nummer hvor det bare føles som om, at man sidder på en båd, der stille og roligt vipper lidt frem og tilbage i takt med bølgerne. Igen et nummer hvor man bare kan lukke øjnene og lade musikken male billeder for ens indre.

Svaneborg Kardyb er for lækkert. Det er musik, som jeg hører ofte, og det er sgu fedt hver gang. Endnu federe er det dog, når man hører det live. Så kan man for alvor se, hvor teknisk det egentlig er, samtidig med at musikken for mig bare bliver endnu smukkere. Jeg har fældet glædestårer ved flere af deres koncerter, og den koncert som jeg så dem spille i Musikhuset i Århus står stadig som en af de bedste koncerter, som jeg nogensinde har oplevet. Derfor glæder jeg mig også til oktober, hvor jeg så får muligheden for at høre nyt fra dem, og mon ikke jeg også lige finder tid til at se dem live igen.

Jeg vil som altid anbefale, at man støtter op om bandet. Som sagt er der et nyt album på vej, men indtil da kan man jo vælge at lytte til noget af det andet, som de har lavet. Haven er klart min favorit med dem, men de to andre albums, debuten Knob og deres tredje album Over Tage, er i den grad også bare fænomenale. Som det kan læses, så er jeg i den grad også fan af deres koncerter, og jeg kan ikke anbefale nok, at man tager afsted og ser dem. De leverer bare noget fuldstændigt magisk.

Dagens lytteanbefalinger bliver “Sommer”, “Post” og “Dialekt”, mine tre favoritnumre fra albummet. De er alle tre noget forskellige, men samtidig er de alle tre også bare skønne og lækre, ligesom resten af Haven er det. Desværre kan jeg ikke finde hele albummet på Youtube så det link må du undvære i dag.

Sommer

Post

Dialekt