Efter at have beskæftiget mig meget med musik fra slut 60’erne og 70’erne, synes jeg, at det er blevet tid til at tage et album frem fra et andet årti. Tidsperioderne bliver dog ikke sluppet helt, da bandet som jeg i dag vil skrive om i den grad også var aktiv der, hvor de lavede nogle af deres største værker. Som titlen allerede har afsløret, er det legendariske Pink Floyd, som jeg vil tage fat i i dag. Det vil jeg gøre med deres sidste album, The Endless River, der i mine ører har været overskøn lige fra dag 1.

Tilbage i starten af Pink Floyds Karriere bestod besætningen af Syd Barrett, Roger Waters, Nick Mason og Richard Wright. På andet album kom David Gilmour ind i stedet for Syd Barrett, da sidstnævnte var noget ustabil på det tidspunkt. Sådan fortsatte konstellationen helt frem til albummet The Final Cut, hvor at Richard Wright blev smidt ud af Roger Waters. Efter det album skiftede de to dog rundt. Richard Wright kom ind, Roger Waters gik ud og sådan fortsatte det helt frem til 2008, hvor at Richard Wright desværre døde af lungecancer. Med kun to medlemmer tilbage kan jeg ikke forestille mig, at Pink Floyds fans havde de store håb om et nyt album. På det tidspunkt var det 14 år siden, at Pink Floyd sidst havde udsendt et nyt album, så det så sort ud. Alligevel blev det dog til et sidste album, da The Endless River i 2014 kom ud, 20 år efter deres forrige album, Division Bell, var blevet udsendt. Det var da også optagelser fra Division Bell, der blev trukket på, så de kunne få lov til at udgive et sidste album sammen med Richard Wright. Heldigvis havde de meget at vælge fra, da de samtidig med, at de lavede Division Bell, også prøvede at lave et langt ambient album, et album som aldrig blev udsendt.

The Endless River er et klassisk Pink Floyd album og så alligvel ikke helt. Lyden er umiskendelig Pink Floyd, men det ambiente aspekt fra det projekt, som de tog optagelserne af Richard Wright fra, vedblev. På The Endless River er der nemlig 18 numre i alt, og 16 af dem er fuldstændige instrumentale numre. Så er der et med noget sampling af Stephen Hawking, og så et enkelt hvor David Gilmour synger. Det gør, at det er en anderledes oplevelse fra Pink Floyds andre værker, og der var da også en del fans, der ikke var synderligt begejstret for det. For en gut der ikke for alvor havde begyndt hans rejse i Pink Floyds musikalske univers, var det dog en gigantisk overvældende oplevelse, og den dag i dag står The Endless River stadig som et af mine favorit Pink Floyd albums. Hvad er det så, der gør, at jeg elsker dette album? Del tre for at sige det kort men hvis det skal siges længere, så skal de andre dele også lige med.

The Endless River starter meget stille ud på “Things Left Unsaid”. Et par lydklip fra Gilmour, Mason og Wright understøtter alle titlen, mens at musikken langsomt vokser i intensitet. Derefter begynder det for alvor med afdøde Wright i spidsen, der får lov til at ligge atmosfæren, indtil at Gilmour gør ham selskab. Det er et super dejligt smukt nummer, som inviterer en til at lukke øjnene og lade musikken skabe musikalske drømmebilleder i ens indre. Det er egentlig en ret god beskrivelse af hele den første del faktisk. Hvis man ikke vidste, hvilket band det var man hørte, så bliver det i den grad afsløret på det andet nummer, “It’s What We Do”. Lyden er klassisk Pink Floyd, og det er bare virkelig lækkert. Det får lov at ligge og flyde lidt over seks minutter og bliver så erstattet af det korte “Ebb and Flow”, hvor det igen er Wright og Gilmour, der ligger og leger sammen.

The Endless River er i den grad et album, som er designet til vinyl. Det er et dobblet album, der har fire forskellige dele, hvor hver del passer til en vinyl side. Da de sidste toner fra “Ebb and Flow” har ringet ud, er det derfor tid til at skifte side, og samtidig også stemning. Del 1 er meget atmosfærisk og giver hver tone god tid til at give et indtryk. Del 2 er der derimod noget mere gang i. Det starter stadig meget stille og atmosfærisk ud på “Sum”, men da Wright kommer på, er det med noget mere energi end på “Things Left Unsaid”. Efter lidt tid støder Gilmour endnu en gang til, men denne gang tager han Mason med, og det er fedt, for Mason leverer noget virkelig fedt trommespil på dette nummer. I slutningen er det Wright, der får lov til at stå for at skulle føre albummet videre til det næste nummer, og den flydende overgang fra “Sum” til det næste nummer, “Skins, får lov til at ligge og hvile lidt i starten. Dog er Gilmour og Mason med i baggrunden ret hurtigt. De får lov til at stige i voume stille og roligt, og igen er der en stor anbefaling til lige at lytte nærmere til Masons trommespil, for det er bare virkelig fedt. Det er også dem, der styrer nummeret, mens at Gilmour og Wright ligger og laver en ret hektisk atmosfære i baggrunden, hvilket er super fedt. Nummeret varer ca 2 et halvt minut, men i de sidste fyrre sekunder falder det fra hinanden og gør klar til, at næste nummer, “Unsung”, kan gøre sin entrée. Her forsvinder det meste af den vilde energi, på nær Gilmours guitar der tilføjer nogle toner her og der. “Unsung” er dog et nummer, der kun har en opgave, og det er et gøre klar til det sidste nummer på denne del, nemlig “Anisina”, hvilket er et utrolig dejligt svingende og smukt nummer. Det er ikke så intenst som resten af del 2, og det giver en dejlig modsætning, hvilket jeg synes er utrolig skønt. Det er nok det nummer på del 2, som jeg er gladest for.

Del 3 starter som de foregående ret atmosfærisk. Det er nummeret “The Lost Art of Conversation”, der sætter det i gang, og denne gang er Gilmour meget hurtigt med. Dog har Wright stadig den ledende rolle på nummeret, og med noget smukt klaverspil og lidt lyde fra regn i baggrunden bliver del 3 stille og roligt sat i gang. Der er igen en direkte overgang fra første nummer og så til det overskønne “On Noodle Street”, der har en dejlig jazzet følelse. Det svinger bare stille og roligt og smukt, mens at Gilmour og Mason leverer en solid bund, som Wright så spiller over med et fortsættende smukt klaverspil. Virkelig formidabelt nummer som jeg ikke ville have noget imod spillede i 20 minutter. Dog bliver det efter knap et minut og fyrre sekunder aflyst af “Night Light”, der igen trækker musikken tilbage i det meget atmosfæriske, som man hørte på første del af albummet. Igen er det dejligt drømmende, men ligesom det forrige nummer får det også kun lov til at være der kort, og det er jeg glad for. Ikke fordi det er dårligt på nogen måde, det er faktisk super fantastisk, men fordi at det der kommer til at fortsætte del 3, det efterfølgende nummer “Allons-y (1)” og så frem, er det, som jeg elsker allermest ved dette album. “Allons-y (1)” sætter godt gang i den, men i modsætning til del 2, hvor det hele var lidt hektisk, så er “Allons-y (1)” et virkelig dejligt positivt nummer. Gilmour får lov til at indlede, men de andre er hurtigt med, og det får bare lov til at svinge fuldstændig herligt, hvilket jeg elsker. Gilmour laver nogle fantastiske guitarfills igennem nummeret, hvilket er super fedt. Igen er det dog et kort nummer, og en god del af den sidste halvdel bliver brugt på en ting, nemlig at lægge op til næste nummer. Der bliver bygget godt op, og da det hele er på det højeste og episke, så kommer det på.
Nick Mason har udtalt, at The Endless River var en hyldest til Richard Wright, og det bliver i den grad vist her. “Autumn 68” putter Wright totalt i fokus med en optagelse tilbage fra 1969, hvor han under generalprøven til en koncert i The Royal Albert Hall satte sig bag salens orgel og spillede nogle uhyre fantastiske toner. Det er storladent, det er episk, det er overvældende, og det er bare så forbandet fucking smukt. Det er en gigantisk hyldest fra de resterende medlemmer af Pink Floyd til deres afdøde ven, og det har rørt mig til tårer en god del gange. Gilmour og Mason ligger også i baggrunden og tilføjer lidt hist og her, men det er Wright der får lov til at sætte et af pladens største højdepunkter fast. Fra dette fantastiske nummer er der så igen en flydende overgang ind i det næste nummer, “Allons-y (2)”, og igen svinger det dejligt. Her er det dog ikke kun guitar fills, som Gilmour kommer med. Nej der skal sgu en solo på for at holde fast i det momentum ,som del 3 har kørende, og her får han leveret en klassisk Gilmour-solo af højeste kvalitet. Den mand kan altså bare spille på en måde, som ingen andre guitarister kan. Hvordan fortsætter man så dette? Hvordan holder man fast i dette tårnhøje niveau, som har kørt på side tre? Man tager det ned i gear, man gør det roligt og igen noget atmosfærisk. Det er sidste nummer på del 3, som bliver spillet nu, og det har titlen “Talkin’ Hawkin’”. Jeg føler, at jeg har skrevet, at det er utroligt smukt en del gange nu, men det er det altså bare. Der er simpelthen ikke andre ord for det. “Talkin’ Hawkin’” er som sagt taget utroligt ned i energiniveau, og her får tonerne lov til at flyde rigtig dejligt. Mason og Wright ligger bunden, mens Gilmour gør det, som han gør bedst, for han leverer nemlig noget formidabelt atmosfærisk guitarspil, som kun han kan gøre det. Det er bare fuldstændig forrygende, og da nummeret lige skal tages en tak højere, så kommer der et vokaliserende kor på. Det er bare så pisse hamrende fucking smukt, og for at gøre det endnu bedre kommer der et lydstykke fra Stephen Hawking på halvvejs inde i nummeret,og giver et fantastisk budskab. Dog får “Talkin’ Hawkin’” lige lov til at nå dets absolutte højdepunkt, inden hans egne ord afslører, hvad budskabet er. Gilmours leverer et sidste solostykke, og i baggrunden ligger Wright, Mason og koret og hammerer den fuldstændig hjem,og så kommer det. “All we need to do is make sure we keep talking” bliver der sagt fra Stephen Hawkings velkendte syntetiske stemme. Efter en god passage hvor han har snakket om,hvordan at vi som mennesker har opnået det umulige ved simpelhen bare at snakke sammen,så er det de ord, so, får lov til at slutte det hele, og jeg kan kun stå bag dem. Stille og roligt får den besked lov til at synke ind, mens at nummeret svinder ud. Fuck en afslutning. Bare fucking wow.

Her kommer min største kritik af albummet så. Kunne man for fanden ikke have byttet rundt på del 3 og 4? Så havde albummet for mig været fuldstændig perfekt. Det har man desværre valgt ikke at gøre, men fair nok. Jeg har en mening, Pink Floyd havde en anden, og den kan jeg kun respektere. Selve del 4 er faktisk også ganske fed. For fjerde gang i træk er det en ret atmosfærisk start og en virkelig virkelig smuk en af slagsen. Nummeret “Calling” er faktisk min favorit af alle de indledende numre, og det fortsætter suverænt ind i det næste, der er en anden favorit fra albummet, nemlig “Eyes to Pearls”. Her er Gilmour i fokus, hvor han står for at køre nummeret frem hele vejen igennem. Det gør han med noget godt, men simpelt, guitar spil, alt imens at Nick Mason ligger en rigtig fin bund, mens at Richard Wright topper det hele af med lidt orgel og keyboard. Virkelig virkelig suverænt nummer, der derefter går direkte videre til det lige så skønne nummer, “Surfacing”, et nummer hvor Gilmour igen er den drivende kraft, mens noget akustisk guitar og et vokaliserende kor, og så selvfølgelig Mason og Wright, sørger for lige at toppe det af. Gude skønt nummer der endnu en gang bruger slutningen på at lægge op til det næste nummer, og denne gang også det sidste. “Louder Than Words” hedder det, og her er der vokal på fra Gilmour. Der kommer dog lige en skøn instrumental passage, inden at han kommer på. Selve lyrikken blev inspireret af bandets første og eneste genforening med Roger Waters, tilbage i juli måned, 2005. Den beskriver ret godt det forhold, der er mellem Gilmour og Waters, men samtidig også hvordan at det bare blev sat fuldstændig til side, da de gik på scenen sammen. Det er en smuk tekst og et skønt nummer, og selvom at jeg ville have foretrukket, at “Talkin’ Hawkin’” fik lov til at slutte det hele af, så synes jeg stadig, at “Louder Than Words” er en rigtig god slutning på albummet. Det ville også have været de perfekte toner at slutte Pink Floyd af med, men sådan skulle det ikke blive. Der kom jo lige en single i Pink Floyds navn i 2022, i anledning af Ruslands åndsvage invasion af Ukraine, og selvom jeg har et lidt anstrengt forhold til den, så må jeg da tage hatten af for, at de gjorde det. Jeg ville dog have foretrukket, at det sidste Pink Floyd nummer nogensinde, var et hvor der var mere end bare to af de primære medlemmer på.

Jeg havde kun rigtig hørt Pink Floyds Wish You Were Here album, da jeg for første gang satte The Endless River på. Sidenhen har jeg fået taget mig sammen og hørt de andre, og selvom The Endless River lige blev erstattet af Dark Side of the Moon som mit personlige favorit Pink Floyd album, så tror jeg faktisk stadig, at det holder fast i positionen som en stærk to’er. Det er et fænomenalt skønt, smukt og dejligt album, som jeg holder lige så meget af i dag som for syv år siden, da jeg hørte det for første gang. Selvom det ikke bliver set helt venligt på af nogle Pink Floyd fans, så synes jeg sgu, at det er virkelig fantastisk, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man giver det et lyt. Den bedste måde at gøre det på er, efter min mening, at høre det fra pladen, så den vil jeg anbefale, at man skaffer. Både for at få den optimale lytteoplevelse og så også for at støtte de resterende medlemmer.

Jeg vil i dagens anledning vælge ikke at komme med mine sædvanlige lytteanbefalinger. Grunden til det er, at numrene på pladen alle hænger sammen, og derfor synes jeg næsten, at man ødelægger dem, hvis man skiller dem ad. Den eneste sang hvor det ikke er tilfældet er “Louder Than Words”, så den får lige et link. Hvis man ikke lige har den time, som det næsten tager at høre albummet igennem, og gerne vil have et godt startsted, så vil jeg anbefale del tre, da den bare er uhyre smuk.

The Endless River

Louder Than Words