Sidste år fik jeg en besked fra min fætter. Han havde en 500 CD’er, som han skulle af med, og han spurgte, om det var noget for mig. Selvfølgelig var det det, for jeg regnede med, at der nok ville være en masse ting imellem, som ville være interessante, hvilket viste sig at være rigtigt. Samlingen bestod af en god del albums, som jeg kendte til, men der var også en masse, som jeg ikke havde hørt om før. Derfor har jeg haft fornøjelsen af at høre en masse nye og spændende ting, når jeg har kørt længere ture i min bil. Det jeg vil skrive om i dag er en af disse album.

Som titlen har afsløret, så er det albummet “Interiors”, af bandet Quicksand, som er dagens emne. Jeg kan huske, at jeg på den køretur havde valgt fire albums ud, der skulle lyttes igennem. Jeg mener at “Interiors” lå som nr. 2 i rækkefølgen. Jeg er i hvert fald sikker på, at det ikke lå længere nede, da jeg i hvert fald nåede at få hørt albummet igennem en 3-4 gange på den tur. Det var kærlighed ved første lyt, og det er da også blevet gennemspillet rigtig meget siden.

Som altid vil jeg lige give noget baggrundshistorie, inden jeg dykker ned i selve albummet. Quicksand er et amerikansk post-hardcore band, som startede tilbage i de tidlige 90’ere. I det årti nåede de at udgive to albums, “Slip” og “Manic Compression”. To glimrende albums men desværre gik gruppen fra hinanden, først i 1995 for så at blive gendannet et par år efter, og derefter i 1999. Denne gang skulle der gå noget længere tid, før de fandt sammen igen. Det var faktisk først i 2012, at Quicksand igen var aktive. Lidt ærgerligt at det skulle gå sådan, for når man ser på, hvem de turnerede med i 90’erne, så er det navne som Helmet, Rage Against The Machine, Anthrax, Deftones og mange andre af de store men sådan er det jo i branchen. Siden 2012 virker det dog som om, at bandet har været ret stabilt, hvis man ser bort fra en arrestation af bandets leadguitarist, hvilket ledte til, at de tre resterende medlemmer fortsatte som en trio. Dette skete dog først et par måneder før, at “Interiors” blev udgivet, så på dette album er han med. Med det sagt så virker det som et godt tidspunkt at tale om medlemmerne i bandet.
Som sagt var der i 2017, hvor albummet blev udgivet, fire medlemmer i Quicksand. Det er det klassiske lineup med to guitarister, hvoraf den ene også tager sig af vokalen, en bassist og en trommeslager. Hovedmanden bag bandet er Walter Schreifels, og, udover sangskrivningen, står han for rytmeguitar og vokal. Derefter har vi Sergio Vega på bas. Navnet kan man måske genkende fra bandet Deftones, hvilket han var med i fra 2009 til 2021. Trommeslageren Alan Cage har ikke samme fornemme navn på sit CV, men det behøver man heldigvis ikke for at spille fedt. Til sidst har vi leadguitaristen Tom Capone, der som sagt ikke er med i bandet længere på grund af en arrestation.

“Interiors” åbner op med “Illuminant”, der også var den første single til albummet. Det starter med nogle dejlige tunge toner fra rytmeguitaren, bassen og trommerne. Kort efter støder leadguitaren skrålende til, og det lyder fandens dejligt. Når man når til det første vers demonstrerer Quicksand allerede det, som gør at jeg blev forelsket i albummet, nemlig deres evne til at forene det tunge med det melodiske. Intensiteten fra starten falder lidt og giver plads til, at vokalen rigtig kan sætte sit indtryk, mens der dog stadig er massere af lækkerier at finde i baggrunden. Igennem hele nummeret er der flere af disse slags skift. Fra andet vers går vi faktisk helt ned i det rolige, men da soloen kommer, er nummeret dog tilbage i det tunge, og sådan slutter det også. Disse skift giver sangen en fantastisk dybde, og jeg har altid været en fan af musik, der kan forene det voldsomme med det smukke. Det synes jeg bliver gjort fantastisk på dette nummer.
De næste to numre, “Under The Screw” og “Warm And Low” har begge to et virkelig fedt drive. De tunge toner holder ved, især på grund af bassen som er dejligt langt fremme i mikset, og det er jeg sgu glad for. Jeg synes, at der er mange numre, hvor bassen er kriminelt lav i volume, og det er synd, for det er et fantastisk instrument, som virkelig kan give en ekstra dybde, hvis man giver det plads. Som sagt bliver den heldigvis givet her.

Albummet er på en måde opdelt i tre dele. De første tre numre er den første del, og skiftet fra den til den næste kommer i form af nummeret “>”. Et kort instrumentalnummer på kun 47 sekunder men dejlig melodiøst. Herefter bliver det fulgt op af en af mine favoritter på albummet, “Cosmonauts”. Et roligere nummer i forhold til de andre på albummet, men det er ikke noget minus. Igen er der stadig tyngde, men det er kun bassen, der holder den her. Rytmeguitaristen er gået over til lysere toner, og det virker fantastisk kombineret med de små lækkerier, der hele tiden kommer fra lead. Især omkvædet er jeg fuldstændig vild med. Efter en rolig opbygning fra verset stiger energien lige en ekstra tak, og det er bare guf for ørerne. Samtidig passer vokalen også bare perfekt ind. Den er clean, men med en lille smule kant på, og det går voldsomt godt sammen med resten af nummeret.
Sjette nummer på pladen er titelnummeret. Det er også et sløvt nummer i forhold til det som albummet indledte med. Men i lighed med “Illuminant” er det et nummer, der veksler mellem det voldsomme og rolige. Efter en start med det der er hovedriffet i sangen, kommer det første vers, som er en stor modsætning af det. Fra god energi til et meget dæmpet vers hvor det først er i anden halvdel, at guitaren rigtig kommer ind med nogle smukke toner. Derfra går vi så tilbage til omkvædet, hvor at det igen bliver vildt. Jeg kan ikke sige det nok gange. Jeg elsker simpelthen bare, når de her skift bliver lavet. Efter andet vers går det over til et C stykke, og man får så en solo, inden at omkvædet kommer igen. Derefter ender det så med et instrumental stykke, hvor man går fra roligt til vildt og tilbage igen. Fantastisk nummer. Anderledes kan jeg ikke sige det.

Hvornår går man fra at virkelig kunne lide et album til at elske det? For mig var det, i det her tilfælde, ved det syvende nummer. Når jeg husker tilbage på mit første lyt af albummet, så var jeg efter det forrige nummer hooked. Det ville nok få en tur til, måske to endda, hvis det kunne holde niveauet. Det gjorde det ikke. Det hævede det. En kort trommegang sætter det hele i gang, og lige efter den kommer der den smukkeste, skønneste passage. En passage der stadig giver mig kuldegysninger, når jeg hører det. Efter sådan en indledning bliver det igen lidt råt i verset, hvilket er fedt, men det er når det i omkvædet igen går tilbage til den fuldstændige fucking formidable passage fra indledningen, at jeg kommer helt op at flyve. Denne sang er en jeg ikke kan få nok af, og hvis jeg skal kigge tilbage på, hvilke numre jeg spillede mest i 2023, så er dette i den grad i top ti, sikkert i top tre, og måske endda det mest spillede nummer. Efter omkvædet går man tilbage til verset, som så går over i en dejlig smuk solo. Imod slutningen er der et dejligt roligt stykke, indtil at bandet i de sidste tredive sekunder trykker den helt af. “Hyperion” er nummerets titel. Det går først op for mig her i slutningen af min beskrivelse af det, at jeg ikke har fået skrevet det, da jeg simpelthen er så betaget af det, at jeg kan gå i en fuldstændig overlang køre om det. Absolut mit favoritnummer fra albummet.

Albummet byder på tolv numre i alt, så vi er kun lige nået over halvvejs, og der er stadig meget guf tilbage. Midterdelen af albummet runder af med de to formidable numre “Fire This Time” og “Feels Like A Weight Has Been Lifted”. Jeg kunne gå på en næsten lige så lang køre om dem, som jeg gjorde på “Hyperion”, men så ville det hele sgu blive lidt for langt, så i stedet vil jeg virkelig virkelig anbefale, at man giver dem, og alt det andet, et lyt. Efter de to numre kommer der endnu et instrumental nummer “>>”, der er lidt længere end det første. Så runder albummet af med “Sick Mind” og “Normal Love”. Fede numre begge to og alt i alt et bare super hamrende pisse godt album.

“Interiors” var et album, som jeg hørte på en af de første bilture med de CD’er, som jeg havde købt af min fætter. Jeg har lyttet til mange af de andre albums siden, men “Interiors” har, lige siden første lyt, været min absolut favorit af dem og det kan sagtens tænkes, at det bliver ved med at være det. Når jeg skriver disse skriverier om albums, så bliver jeg nød til at lytte til det album, som jeg skriver om, på en måde der ikke er helt sund. Det bliver spillet i dets helhed op til flere gange, og hvis jeg skriver om et specifikt nummer, så bliver det nummer også spillet igennem endnu flere gange, måske bliver specifikke dele af det endda genspillet en god del gange, for at jeg kan få lyttet alle detaljer igennem. Det kan godt gøre, at jeg kan få nok af et album, også selvom jeg elsker det. I det her tilfælde er det dog lige modsat. Efter at have skrevet størstedelen af dette skriv, hvorefter det lige blev lagt på pause, hørte jeg nok albummet igennem tre, fire, fem gange mere, hver gang med et større og større smil på læben. Det fede er at jeg stadigvæk ikke har fået nok, og jeg begynder at tænke over, om jeg måske skulle tage min top ti favoritliste over albums op til overvejelse igen. “Interiors” er i hvert fald en stærk kandidat til den liste.

Som altid er der her nogle links til albummet. Det har fandme været svært at vælge sange ud denne gang. Der er bare så mange fede numre på dette album. I sidste ende har jeg valgt at gå med “Warm And Low, titelnummeret og så “Fire This Time”. Jeg har valgt disse numre, da de hver især viser nogle forskellige aspekter af albummet. Titelnummeret er det mere tilbagelænede, “Warm And Low” er mere midttempo og svingende, mens der på “Fire This Time” rigtig er gang i den. Kunne jeg have valgt tre andre og have illustreret det samme? Ja det kunne jeg nemt have gjort, og det synes jeg viser, hvor stærkt dette album er. Hvis man sidder og undrer sig over, at “Hyperion” ikke er med, så er grunden simpelthen, at jeg synes, at det virker bedst hvis man oplever det sammen med resten af albummet. Så gør det! Eller find det på Youtube, en streamingtjeneste, CD eller vinyl. I sidste ende er det jo op til den enkelte, hvad man har lyst til.
Når nu CD og vinyl bliver nævnt, vil jeg samtidig for første gang anbefale, at man støtter bandet, hvis man kan lide det selvfølgelig. At det så er første gang, at jeg gør dette, det er så simpelthen bare fordi, at muligheden ikke har været der, til de andre ting jeg har skrevet om. Om det så er en CD eller LP, der bliver købt i den lokale pladeforretning, en t-shirt eller andre bandting man finder på deres hjemmeside, eller at man tager en tur og ser dem live, eksempelvis når de spiller i København d. 20. november, det er sådan set ligemeget. Men husk at støtte op om de bands som i kan lide! Det er en hård branche, og uden støtte fra fans så kan bands ikke blive ved med at spille.

Fulde album

Warm And Low

Interiors

Fire This Time