Hvad er Musikskriveri.dk?
Musikskriveri.dk er en lille personlig blogside, hvor jeg skriver om diverse koncertoplevelser, som jeg finder det værd at dele og tanker omkring den musik, som jeg kan lide. Så simpelt er det.
Okay, men hvorfor?
Godt spørgsmål! Kort og godt, jeg nyder at skrive og dele min passion for musik. Hvorfor så lige en blog? Tjah det var der vejen førte hen. Jeg havde haft et par få tanker en gang imellem om, at det kunne være sjovt at dele mine tanker om musik, men mere blev det ikke til, før jeg i 2022 til metalfestivalen Copenhell fik lyst til at lave et opslag for hver dag, hvor jeg skrev kort, om det der havde gjort indtryk. Det mundede ikke ud i noget, som jeg synes var eller er super fantastisk, men det syntes andre åbenbart, siden at jeg fik overraskende positiv respons på det. Jeg gentog det igen i 2023, og endnu en gang var folk positive, så positive at nogle familiemedlemmer begyndte at opfordre mig til at prøve at skrive lidt mere. “Hvorfor ikke?” tænkte jeg, og det ledte til et par skriveforsøg i løbet af de næste koncerter, der ikke blev til mere end nogle kladder. Det lykkedes dog til sidst med at få skrevet noget, efter at jeg havde været til en fantastisk koncert med bandsne Gäy og Pons. Derefter blev det til to mere af den slags opslag, hvorefter en ven så opfordrede mig til at prøve at tage skridtet videre med en blog, noget som jeg egentlig havde gået og overvejet i omkring et halvt år. Jeg tog det som et tegn på, at tiden var inde til at føre det ud i livet og begyndte at arbejde på at gøre netop det.
Nå… Hvad kan man så forvente indholdsmæssigt af denne musikblog?
Koncertoplevelser og tanker om diverse albums som sagt. Genremæssigt spænder jeg ret vidt, så der kommer til at være lidt af hvert. Tung heavy, lækker jazz, fed rock, skøn pop og smuk klassisk og sikkert meget andet også. Størrelsesmæssigt kommer vi også lidt rundt i det hele. Det kommer til at spænde fra hvermandseje til obskure ting kun få kender til. Fælles for alt sammen bliver dog, at det er musik, som jeg elsker. Med hensyn til koncertoplevelserne så kommer samme princip til at gælde. Har jeg været til noget fantastisk, så kommer jeg nok til at skrive om det. Rammer det ved siden af så lader jeg være. Det er sgu noget sjovere at dele det positive frem for det negative.
Javel ja… Men hvem er det så egentlig der skriver disse ting?
Mig!
…
Okay kort beskrivelse af mig selv. Jeg er en gut der i en del år efterhånden har haft den store fornøjelse at arbejde i pladebutikken Mermaidmusic.dk. Derudover spiller jeg også selv lidt musik, men vigtigst af alt så er jeg ligesom så mange andre bare virkelig glad for musik. Jeg er ikke den store musikteoretiker da det simpelthen ikke interesserer mig så forvent ikke de store analyser af den art. Forvent i stedet en masse skriverier om en fyrs passion.
