Fem Liveoptagelser Som Jeg Godt Kan Lide

Det er ikke meget, at jeg har beskæftiget mig med liveoptagelser på denne side, og det er der et par grunde til. Først og fremmest er det fordi, at jeg ikke lytter til særligt mange af dem, da de ofte giver mig følelsen af at være til en koncert, som man ikke rigtig helt kan være med til, og det irriterer mig, da jeg nu engang er den type, der elsker at stå helt oppe foran scenen og være maksimalt med. Det er af gode grunde umuligt på liveoptagelser, og derfor begynder jeg i stedet at lægge mærke til den lidt ringere lyd, de par småfejl der kommer undervejs og andre småting, hvilket gør, at jeg i sidste ende hellere vil høre studieoptagelsen af numrene. Der er dog liveoptagelser, hvor dette ikke er et problem, og hvor jeg virkelig nyder oplevelsen fra start til slut, men dem har jeg dog også haft svært ved at skrive om. Jeg synes nemlig ikke, at det giver mening at skrive om et nummer på samme måde, som jeg ville gøre det i mine normale skriverier. Det giver bare ikke mening for mig at analysere en liveversion for detaljer, og det giver ikke mening for mig at skrive om, hvorfor at jeg elsker et specifikt nummer, medmindre at det helt specifikt er den liveudgave, som jeg holder af, og dem skal der gerne være flere af på en udgivelse, før jeg vil skrive om den. Alt i alt, så har liveoptagelser været lidt af et dilemma for mig i noget tid nu, men jeg tror dog endelig, at jeg har fundet, hvordan de skal takles. I dag vil nemlig tage fat i ikke bare et, men faktisk hele fem forskellige af slagsen, og her vil jeg ikke gå i dybden med de individuelle numre. I stedet vil jeg blot holde mig til at skrive om, hvorfor jeg elsker af dem. Hvad det er der ved dem, der gør, at lige disse udgivelser i den grad holder for mig, og hvorfor jeg vender tilbage til dem igen og igen. Med det sagt, så vil jeg runde denne indledning af og gå i gang med at skrive om dagens første emne.

Deep Purple – Made In Japan

Jeg tror ikke, at det kommer som en overraskelse for mange, når jeg skriver, at jeg synes, at Deep Purples Made In Japan album er et fuldstændigt fantastisk album. For mange er det nemlig liveoptagelsen over dem alle, og det kan jeg på ingen måde bebrejde dem for. Det er nemlig så forbandet dejligt fedt. På trods af at der var ret store spændinger internt i bandet, hvilket et år efter resulterede i at bandets famøse Mark II besætning blev opløst, da både Ian Gillian og Roger Glover gik ud af bandet, så kan det på ingen måde mærkes på optagelserne. I stedet er det et yderst velspillende band, som man her møder, der samtidig hygger sig godt med hinanden på scenen. Hvert eneste nummer på dette livealbum bliver spillet med et energiniveau, der er ligger på omkring 120-150% af det, som man finder på studieversionerne af numrene, og det er så vidunderligt at lytte til. De giver den virkelig hele armen, og det gør det samtidig ikke værre, at dette album kom lige efter udgivelsen af Machine Head, hvilket betyder, at det er numrene fra dette mesterværk, der dominerer sætlisten. “Highway Star” åbner det hele på fantastisk vis, og hele B-siden af Machine Head er også inkluderet, hvilket selvfølgelig betyder, at man får en fed version af “Smoke on the Water”, en dejlig version af “Space Truckin” og så min yndlingsversion af mit yndlings Deep Purple nummer, “Lazy”. Derudover byder albummet på klassikeren “Child in Time”, “The Mule” fra 1971 albummet Fireball og så også en dejlig udgave af “Strange Kind of Woman”. Sidstnævnte står for et af albummets mange højdepunkter, da Ian Gillian og Ritchie Blackmore her har en fantastisk sololeg, hvor den ene først synger eller spiller noget, som den anden derefter efterligner. Et fantastisk eksempel på at bandet sagtens kunne sammen på scenen.

Strapping Young Lad – No Sleep Till Bedtime (Live In Australia)

Jeg fortsætter med de ikke overraskende valg, i hvert fald nok for dig som læser, for selvfølgelig er der et Devin Townsend indslag i dag. Men var det egentlig en selvfølge? Faktisk ikke. Nok er No Sleep Till Bedtime et album, som jeg nu og da finder frem, og klart den Devin liveudgivelse som jeg oftest sætter på, men jeg var lidt i tvivl, om det var godt nok til at komme med i dag. “Gør det nok for mig, til at det giver mening at skrive om?”, spurgte jeg mig selv, og det tog lidt tid, før jeg blev enig med mig selv om, at svaret er ja. I sidste ende er det nok albummets afsluttende numre, der gjorde udslaget. Ikke fordi de første er dårlige, for de er egentlig ganske udmærket, men det er netop her, at jeg sidder og tænker, at der ikke sker nok til, at jeg som sådan vil høre disse liveudgaver over studieversionerne. De lyder ikke bedre, og der er ikke det store unikke over dem. Ville jeg have elsket at være til selve koncerten? Ja for satan og meget mere til endda, men igen, det er sådan lidt umuligt, så i stedet begynder jeg at holde numrene op mod studieversionerne, hvilket går lidt ud over albummets første halvdel. Som sagt er det dog ikke ren og skær elendighed, og jeg synes blandt andet, at selve åbningen faktisk er ret fed. Den tager nemlig et slutstykke af et nummer og gør det til den episke åbner for koncerten, hvilket jeg synes, at det er et rigtig godt valg, da den virkelig slår igennem på en måde, som mange andre af slagsen ikke gør. Det at den hører til et nummer fra bandet gør, at den bare virker mere organisk, at den bare føles mere naturlig, og så spiller den også bare lidt med forventningerne. Det gør, at det virker oplagt, at bandet måske åbner med netop det nummer, der i øvrigt har titlen “In the Rainy Season”, og derfor er det også et rigtig godt træk, at det i stedet går direkte over i “Velvet Kevorkian”, der er albumåbneren på deres City album, som på det tidspunkt var deres seneste udgivelse. Det er også i denne udgivelses spor, at albummet fortsætter, for de næste tre numre er derfra. De bliver spillet rigtig godt, men selvom det er underholdende at høre Devin køre igennem den voldsomt hurtige Oh My Fucking God, så føler jeg som sagt ikke, at disse numre kommer helt op og ringe. Det gør det til gengæld ved albummets sidste del, der indledes af to numre fra Strapping Young Lads debutalbum, Heavy as a Really Heavy Thing. Her er der taget fat i albummets åbningsnummer “S.Y.L.” og så “In the Rainy Season”, som jeg allerede har nævnt, og de virker altså. Det er måske fordi, at hvis man ser bort fra Devin, så var ingen af de andre musikere i Strapping Young Lad med på de her numre, og det gør, at udtrykket bliver lidt anderledes. Det sørger for, at det netop derfor er rigtig interessant at lytte til de her numre, og hver gang jeg når til dem, når jeg hører albummet, så bliver det lige ekstra godt. Derudover er der også en tidlig version af nummeret “Far Beyond Metal”, der egentlig først blev udgivet på et studiealbum otte år efter, at dette livealbum kom ud, og som derfor også er ret interessant at lytte til.
Jeg lyder måske lidt kritisk over dette album, og det er jeg også. Jeg vil nemlig gerne have, at der er mening med en udgivelse. Der skal være et eller andet nyt over det, der skal være noget anderledes, noget der gør, at jeg vil finde dette album frem og høre det fremfor et studiealbum. Mangler der dette, så føles det lidt meningsløst. Så føles det mere som et historisk kig på, hvordan en livekoncert med bandet var, og det er også ganske fint, men det er bare ikke nok til, at jeg personligt ville sætte albummet på med jævne mellemrum. Heldigvis er der dog dette ekstra over albummet, og det er i sidste ende det, der gør, at jeg holder af det.

Starfuckers – Vogt Dem For Efterligninger

Det er ikke så lang tid siden, at jeg skrev et skriveri om Kim Larsen, og nu skal han igen nævnes, denne gang i forbindelse med det fantastiske livealbum Vogt Dem For Efterligninger. Det lavede han i bandet Starfuckers, der var et fritidsband bestående af Larsen, Ole Frø, Thomas Grue, Jess Stæhr, Ken Gudman og Stig Møller. Hvor meget de egentlig spillede dengang, skal jeg ikke kunne sige, men de spillede i hvert fald nok til at udgive denne plade, som jeg personligt betegner som en af de fedeste danske liveplader. Repertoiret er meget præget af Larsen, for det indleder med fem numre fra hans solo debutplade Værsgo, der dengang var det nyeste fra hans side. De fem numre må også siges at være klassikere den dag i dag, for det er nemlig “Blaffersangen”, der bliver indledt med, og derefter er det så “Nanna”, “Joanna”, “Sylvesters Drøm” og “Christianshavns Kanal”, som man får fornøjelsen af. Alle disse bliver spillet med god energi, og jeg er især glad for at høre Larsen styre vokalen på “Joanna”. Der hvor albummet dog bliver rigtig godt, er ved dets sjette nummer. Det er stadig Larsen, som man har med at gøre, men denne gang i Gasolin’ regi, da bandet her har valgt at spille “Fi-Fi Dong”. Det gør de på en måde, der netop demonstrerer det, som jeg virkelig gerne vil have på en liveudgivelse. De tager nemlig dette allerede fede nummer, og så løfter de det ellers op på et helt nyt niveau. Den originale albumversion af nummeret når op på omkring tre minutter og tredive sekunder. Denne version putter dog lige to ekstra minutter på, for her bliver der leget ekstra meget, hvilket allerede kan høres i indledningen. Det svinger lige fra start, for rytmen er bare i top, og den giver på intet tidspunkt slip. Derudover er der fandme også godt gang i nummerets klaver, og ofte er det det, der stjæler hele billedet, for hold kæft hvor er det dog bare fantastisk hele vejen igennem. Jeg ved ikke, hvem der står for det her, og albummets cover er ikke til meget hjælp, da de forskellige musikere ikke er krediteret med deres instrumenter, men i stedet som Boss (Ole Frø), Assistent (Kim Larsen), Lærling (Thomas Grue), Praktikant (Jess Stæhr og Ken Gudman) og Tillidsmand (Stig Møller). Hvem end der spillede det her, så skal han dog have monster ros, for det er så fantastisk. Samtidig er der også noget ekstra kor på omkvædet, og det er sådan nogle ting, der bare trækker op. Kort sagt, så er dette netop en liveudgave af et nummer, der er så fed, at det er den, som jeg finder frem, hvis jeg vil lytte til det, og det alene gør, at albummet er et, som jeg sætter voldsomt meget pris på.
Efter “Fi-Fi Dong” kommer der lige et afbræk fra Larsen, og i stedet bevæger bandet sig over og spiller et par Stig Møller numre. Det er også ganske fint, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det stod på niveau med resten. Det kan også mærkes både før og efter, for da han har fået sine to numre på albummet, så går der igen Gasolin’ i den, og der bliver sluttet af med “Hva’ Gør Vi Nu, Lille Du” og “Østre Gasværk”. Igen tager bandet fat i nogle klassikere, og igen spiller de dem på fænomenal vis, hvilket i sidste ende understreger, hvor fantastisk dette album er. Desværre er det som så mange andre danske klassikere aldrig blevet genoptrykt på LP igen, og selvom det er blevet genoptrykt flere gange på CD, så synes jeg, at det er synd, at denne klassiker ikke får lov til at komme ud i en ny udgave. Det er nemlig pisse hamrende fedt, og som sagt regner jeg det for en af de bedste danske liveudgivelser overhovedet. Finder du det i en genbrug eller som brugt i en pladebutik, så nap det med, for det kommer du ikke til at fortryde.

Pink Floyd – Live 8

Du har måske undret dig over, at jeg igennem dette skriveri har brugt ordet liveoptagelser i stedet for liveudgivelser. Det er der dog en grund til, og det er Pink Floyds koncert ved Live 8. Denne koncert har så vidt jeg ved aldrig været udgivet andre steder end på Live 8 DVD boksen, og da denne indeholder fire DVD’er med en masse koncerter, som jeg ikke har set, og som jeg heller ikke har lyst til at se, så føler ikke, at jeg gider skrive mere om den. Til gengæld vil jeg gerne skrive en masse mere om Pink Floyds del af dette støtteevent, for den er legendarisk. Jeg tænker ikke, at jeg behøver skrive særligt meget om David Gilmour og Roger Waters forhold til hinanden, for næsten alle ved, at de på ingen måde er bedste venner. Derfor ved jeg også, at der var en stor skeptisk blandt fans, da det blev annonceret, at David Gilmour, Nick Mason og Richard Wright for første gang i 20 år ville gå sammen med Roger Waters og gendanne den besætning, som alle kender fra Dark Side of The Moon, Wish You Were Here og mange andre Floyd klassikere. Selv på dagen troede folk ikke på det, for hvordan kunne det lade sig gøre, når man nu vidste, at især Gilmour og Waters næsten ikke kunne være i det samme rum. Så vidt jeg ved gik forberedelserne da heller ikke uden deres problemer, men i sidste ende bar de frugt, for pludselig flød tonerne fra “Speak to Me” hen over Hyde Park i London. Der er noget fuldstændigt tårevækkende ved at se og høre bandet spille her. Lige så snart at det indledende “Speak to Me” er ovre, og de første toner af “Breathe (In the Air)” bliver slået an af bandet, så bliver jeg bare rørt. Det at fire mennesker, der ellers nærmest har svoret aldrig mere at arbejde sammen, stiller sig op på en scene og siger “Ved du hvad, vores problemer med hinanden er sgu småting i forhold til det, der sker i verden”, og det at de så samtidig også bare spiller med sådan en glæde, som de gør her, det er sgu fantastisk. Deres korte koncert varede kun lidt over 20 minutter, men hold kæft hvor er det dog bare magisk hele vejen igennem. “Breathe” er som sagt pisse rørende, “Money” sidder lige i skabet, “Wish You Were Here” bliver lige indledt af en hurtig tale fra Roger Waters, hvor han taler om hvor fantastisk det er igen at stå sammen med hans gamle band, lige før han så sætter prikken over i’et, da han så også lige dedikerer nummeret til Syd Barrett, og til sidst kommer bandet med endnu en tårepresser, da de slutter af med en fantastisk udgave af “Comfortably Numb”. Fra start til slut er det bare så fantastisk, så magisk, så effektivt og bare så pisse hamrende fucking fedt! På nær en enkelt optræden fra Gilmour, Mason og Wright, der fandt sammen igen for at hylde Syd Barrett kort efter hans død i 2006, så blev denne velgørenhedskoncert også en af bandets sidste, og det synes jeg bare runder deres livekarriere af på bedste vis. Måske gav det endda fans et håb om, at Gilmour og Waters faktisk kunne begrave stridsøksen helt, men det var nok lige for meget at håbe på… desværre. Det viser dog hvor meget, at denne koncert betød, denne umulige koncert, der alligevel gik hen og blev til noget. Jeg har hørt andre Pink Floyd liveudgivelser, jeg har hørt Nick Mason og hans Saucerful of Secrets, og selvom især den sidstnævnte er mega fed, så når den alligevel ikke denne koncert til sokkeholderne, i hvert fald ikke for mig. Alt går bare sammen her. Historien, sammenspillet, valget af numre. Det hele går bare op i den perfekte højere enhed, og det gør, at dette er en af mine absolutte favorit liveoptagelser nogensinde.

Metallica – Seattle ’89

Pink Floyd tager dog ikke favoritpladsen. Jeg skrev i starten, at mange sætter Deep Purples Made In Japan udgivelse som den bedste liveudgivelse nogensinde, og jeg kan godt forstå dem. Jeg vælger dog personligt en anden, og det er Metallicas Seattle ’89 koncert, for fik jeg muligheden for at gå tilbage i tiden og opleve en eneste koncert, så ville jeg vælge en af de to dage, som dette album blev optaget over. Den her optagelse er når live er på sit absolutte bedste, for her har man et band, der bare vil det! Lige fra start af er bandet bare totalt på og spiller med så meget fucking energi, at man skulle tro det var løgn. Med sig har de derudover en af de fedeste sætlister, der nogensinde har været til en Metallica koncert. Jeg kan godt lide det sorte album, jeg kan faktisk rigtig godt lide det sorte album, men det at denne koncert er optaget før det udkom er bare et kæmpe plus, for det betyder, at der her ikke bliver taget nogen som helst fanger. Tempoet og aggressionen kører bare for fulde drøn hele vejen igennem, og det er den ene klassiker efter den anden. “Blackened” åbner det hele, og det gør det på fænomenal vis. Derefter er det så “For Whom the Bells Toll”, der tager over, og det bliver så efterfulgt af “Welcome Home (Sanatarium)”, “Harvester of Sorrow”, “The Four Horsemen”, og så “The Thing That Should Not Be”. Alle disse numre er bare konge, og de bliver serveret på den absolutte bedste vis, hvilket virkelig bare gør det til en sand fornøjelse at lytte til. Derefter kommer Jason så med en rigtig dejlig bassolo, der så drejer over i et af albummets sande højdepunkter, nemlig den korte #To Live is to Die# medley, som bandet her spiller. Jason lægger ud, og publikum ved måske ikke helt, hvad der her sker. Lige så snart at James kommer på scenen og spiller med, så ved folk dog godt, hvad der sker, og der kommer et massivt jubelbrøl, noget der bliver gengivet kort efter, da Kirk også kommer ind. De tre musikere lader dog ikke til at bide mærke i det. I stedet sætter de sig alle tre på et af scenens trappetrin og spiller upåvirket videre på denne hyldest til bandets afdøde bassist Cliff Burton, og sådan fortsætter de. Det er så emotionelt at se på. Efter at der bare har været knald på, så går det her band ind og laver den perfekte hyldest til deres afdøde ven, og den rammer bare plet hver evigt eneste gang. Det er virkelig et fantastisk øjeblik, som jeg har nydt igen og igen og igen, hver gang med en lille klump i halsen. Virkelig en oplevelse, og selvfølgelig vælger bandet så at toppe dette øjeblik med at gå over i en af de fedeste liveudgaver af Master of Puppets, der nogensinde er blevet leveret. Fuck hvor er det dog bare godt!! Resten af koncerten fortsætter også bare med at levere, og nogle af mine personlige favoritter er “One”, den bedste fucking liveudgave af “Creeping Death”, der nogensinde er lavet, altid skønne “Whiplash”, mens jeg også nyder de tre covers de har inde af henholdsvis “Last Caress”, “Am I Evil?” og “Breadfan”. Alle er bare fucking konge, og jeg elsker det helt vildt.
Igen er der her tale om et livealbum, der virkelig ophøjer de numre, der bliver spillet derpå. Blandt andet på grund af bandets spilleglæde, men også på grund af at James bare har publikum i hans hule hånd. Derudover skal Jason fandme også have ros, for hold kæft hvor har han dog bare en fantastisk indflydelse på bandet her. Man kan mene, hvad man vil, om hans evner på bassen. Personligt har jeg stor respekt for dem, mens andre dog sætter ham til side i forhold til Robert Trujilo og Cliff Burton. Fair nok, hver sin mening. Der kan dog kun være et consensus omkring hans evner på korvokalen, og det er, at Jason er de andre langt overlegen. Allerede på “Blackened” kan det høres, for han supplerer nemlig James i omkvædet med en dejligt rå vokal, der bare giver det hele et ekstra spark opad. Sådan fortsætter han flere steder, og det kulminerer på “Creeping Death”, hvor det når helt helt op at ringe. Igen supplerer han flere steder med denne rå vokal, denne primært i verset, og det giver bare så meget ekstra til nummeret. Samtidig giver han også bare ekstra meget kraft til midterstykket, hvilket er sindssygt, da der allerede her bare er så meget energi i nummeret, efter at publikum har stået i kor og råbt med på det famøse “Die” stykke, der altid bliver lagt op til på dette nummer. Til slut slutter han så lige af med at tage fuldstændigt over i omkvædet, og jeg kan simpelthen ikke mindes nogensinde at have hørt en bedre udgave af dette nummer. Det sparker så meget røv, og det bliver stadig ved med, selvom jeg nok har hørt det hundredvis af gange efterhånden. Kongeeksempel på hvor fremragende dette livealbum er. Som sagt, for mig er det den bedste liveudgivelse overhovedet, og det er uden nogen som helst anden konkurrent i nærheden.

Og med det sagt, så vil jeg runde dagens skriveri af. Som altid kommer der et par links her til slut, og det er selvfølgelig til de individuelle udgivelser. De er alle udgivelser, som jeg synes virkelig holder, hvilket som sagt ellers er lidt af en sjældenhed for mig, når det kommer til liveudgivelser. Om du så er enig eller ej, tja det er heldigvis op til dig.