Jeg har før nævnt, at det ofte er igennem forskellige musikfora eller lignende, at jeg opdager ny musik. Det at jeg aktivt søger efter noget plejer bare at give et langt bedre resultat end en streamingtjeneste, der skyder tilfældigheder afsted, og det var også tilfældet for et par måneder siden, da jeg på en musikside stødte på bandet An Abstract Illusion. Her blev de beskrevet som et atmosfærisk progressivt dødsmetalband, og det lød jo spændende, især da jeg samtidig kunne læse, at det var et svensk band, som jo ofte er et kvalitetsstempel, når det kommer til dødsmetallen. Det røg på en liste sammen med et par andre navne, så vidt jeg kan se som band nr. 2 der skulle tjekkes, og et par dage senere gjorde jeg netop det, da jeg satte deres seneste udgivelse The Sleeping City på. Her var jeg klar på, at albummet måske kunne gå hen og byde på en interessant lytteoplevelse. Hvad jeg dog ikke var klar på var, at albummet skulle vise sig at være så godt, at jeg siden da har været nød til at bruge rigtig mange timer på at lytte det igennem igen og igen. Det er nemlig voldsomt fedt, og derfor skal det også skrives om i dag.
Som sagt er An Abstract Illusion et svensk band, og det har efterhånden en del år på bagen. Det blev nemlig allerede dannet tilbage i 2007, men bandets første udgivelse kom dog først i 2014 i form af EP’en Atonement Is Nigh. Derefter er der så kommet tre fuldlængde udgivelser, Illuminate The Path fra 2016, Woe fra 2022 og så The Sleeping City, der udkom i oktober måned sidste år. Hele vejen igennem har guitaristen og bassisten Karl Westerlund været involveret, mens både Robert Stenvall og Christian Berglönn kan prale med at have været med på alle udgivelser, Robert bag keyboards og bandets rene vokal, mens Chrisitan startede ud som trommeslager på bandets EP, hvorefter han så tog et karriereskifte og begyndte at synge for bandet i stedet, når der skulle growles. Sidst men ikke mindst er der så bandets trommeslager Isak Nilsson, der siden 2024 har banket på trommerne.
Og med det sagt så er det ellers blevet tid til at dykke ned i musikken. Denne starter med nummeret “Blackmurmur”, og det var allerede ved dette nummer, at jeg kunne mærke, at det her album fandme kunne noget. Inden jeg havde sat det på, så var jeg lidt usikker på, hvordan det atmosfæriske element ville tage sig ud, men det fandt jeg hurtigt ud af. Nummeret åbner nemlig op med et dejligt keyboardstykke, der virkelig har en dejlig rumfølelse over sig. Jeg nyder, at der er et mønster, der kører fast, mens der så med jævne mellemrum kommer en ekstra kraftig bølge af lyd ind over det, for det virker virkelig godt, og det sætter stemningen på fænomenal vis. Derfor er det også ganske fint, at dette stykke får lov til at tage sin tid. Først 40 sekunder inde kommer der noget mere på, da trommerne her først får lov til at give lyd fra sig, og lidt efter det første minut er passeret går det hele så for alvor i gang. Her fortsætter det gode, for jeg elsker virkelig det massive lydbillede, som bandet kommer med her. I baggrunden er der de her utroligt kraftige toner, der fylder så voldsomt meget, at de næsten drukner både keyboard, guitar og trommer. Det er dog kun næsten, og det har en fed effekt, at de netop er lidt utydelige, da det giver nummeret en ekstra tynde, der yderligere forstærker dets fede stemning. Til tider dæmper det sig lige en smule, blandt andet ved vokalens første strofer, men det sker på en ganske flydende måde, der ikke føles upassende for nummeret. Det giver også en anledning til at skrive lidt om en af de store styrker ved “Blackmurmur”, nemlig dets dejlige varierede udtryk. Det indeholder en masse forskellige stykker, og på den elleve minutters lange rejse som det tager en på, der får virkelig en fed oplevelse, der både er vildt storladen og vildt melodisk. Jeg synes virkelig, at de ledende guitar- og keyboardstykker byder på nogle vanvittigt fede ting, både når de spiller individuelt af hinanden, men også når de spiller sammen. Derudover fungerer nummeret også bare virkelig godt strukturmæssigt for et proghoved som mig. Skiftene er dejligt interessante, men samtidig også fuldt ud sammenhængende, og det er altså virkelig vigtigt for et nummer som dette. Det er pisse teknisk, men det føles aldrig sådan, og det er for mig et virkelig vigtigt element, når det kommer til progressiv musik. Nogle gange kan det nemlig komme til at føles alt alt alt for teknisk, og det kan godt gå hen og ødelægge den samlede oplevelse en smule. Det sker dog ikke her, for her flyder det bare perfekt fra start til slut, og det gjorde bare, at jeg mere og mere kunne mærke, at det her var et album, som jeg ville komme til at elske, dengang jeg først lyttede til det. Derfor synes jeg også, at “Blackmurmur” er det perfekte åbningsnummer til dette album, for wow hvor det dog bare sælger det godt!
The Sleeping City er et af den slags album, hvor jeg har lyst til at tage fat i hvert enkelt nummer, da de alle har vanvittigt fede ting at byde på. Derfor har jeg også enormt meget lyst til at skrive om det efterfølgende nummer “No Dreams Beyond Empty Horizons”, da det også er utroligt fedt at lytte til, men det er dog albummets tredje nummer “Like A Geyser Ever Erupting”, som jeg i stedet vil fokusere lidt på. Det er blandt andet fordi, at det her nummer har en af de fedeste måder at åbne på, som jeg længe har hørt. Igen kommer de her kraftige lydbølger bare ind over en, og det giver altså virkelig følelsen af, at der er noget voldsomt i udbrud. Samtidig får dødsmetallen virkelig lov til at vise sit ansigt, da albummet indtil da har været langt mere ovre i den progressive bane. Det er pisse fucking fedt, for det forstærker kun den voldsomme intensitet, som albummet lægger for dagen. Ganske vist er det ikke helt ovre med det progressive, for bandet veksler nemlig mellem de to stilarter igennem nummeret, hvilket igen bliver gjort på en god flydende måde. Samtidig kan jeg virkelig godt lide den kontrast, som de to danner i forhold til hinanden. Igen er det progressive dejligt melodisk og storladent, mens dødsmetallen er virkelig vild og voldsom. Især når skiftet går fra progressivt til død, så synes jeg virkelig, at det føles som om, at dødsmetallen bare griber fat i en og river en med sig, hvilket jeg virkelig synes er fedt. Jeg synes også bare, at det er rigtig fint, at dette nummer lige kommer og bryder med det udtryk, der ellers har været på albummet, for det giver det et bredere udtryk, og det er jeg nu engang fan af. Det gør, at det hele tiden forbliver spændende at lytte til, for man ved aldrig helt, hvad der kommer efter.
Og med det sagt, så er det netop også det, der kendetegner det næste nummer på albummet, for nummeret “Frost Flower” er i den grad også med til at brede albummets udtryk ud. Kontrasten mellem åbningen på det forrige nummer og så dette kunne nemlig ikke være større. Hvor det var virkelig vildt og voldsomt før, så er det her dejligt smukt og melodisk, og selvom det ikke er første gang, at bandet beskæftiger sig med netop det lydbillede på albummet, så er det første gang, at det får lov til at vare i så lang tid. Det sætter jeg dog virkelig pris på, for det er bare så skønt at lytte til. Det giver også anledning til at snakke lidt om vokalen, for her er der nemlig en gæst med i form af Lukas Backeström, der her står for den rene vokal. Det er ikke første gang, at han gør det på albummet, da han ligeledes gjorde det samme på albummets første nummer, men jeg synes, at det er her, hvor han virkelig slår igennem. Han har nemlig en fed stemme, der bare passer så godt på det smukke lydtæppe, som resten af bandet skaber i baggrunden, og som også bare er skøn at lytte til. Samtidig er det også den perfekte kontrast til Christian Berglönns growl, der tager sig af tingene, når det bliver lidt vildere. På samme måde som på det forrige nummer, så skaber denne kontrast altså bare noget fedt. Det er netop ting som det, der gør, at albummet er så dejligt spændende at lytte til hele vejen igennem, for man bliver simpelthen budt på så mange forskellige ting hele vejen igennem, der bare virker. Samtidig gør det bestemt heller ikke noget, at hver enkelt musiker virkelig forstår sig på at spille. Hele vejen igennem er der fede ting at finde ved guitarerne, ved bassen, ved keyboardet, ved trommerne og ved vokalerne, og det er bare skønt. Alt virker bare, og det er det, der gør, at albummet er så monster fedt at lytte til, og så er det ikke engang færdigt endnu. Man har stadig det dejlige nummer “Emmett” at glæde sig til, man har stadig endnu en overraskelse at vente i form af fantastiske “Silverfields”, som jeg er så glad for, at bandet tog med på albummet, og så er der selvfølgelig titelnummeret i slutningen, der også bare er et fænomenalt nummer. Alt i alt, så er det her bare et kongealbum, og derfor kan jeg også kun anbefale, at du giver det et lyt.
Og ja så fik jeg vidst allerede startet på dagens anbefalinger, og det vil jeg lige kort fortsætte med, for som altid vil jeg komme med en opfordring til, at du støtter op om musikken. Det kan du blandt andet gøre ved at købe albummet, men du kan også støtte op om bandet, når de i maj måned giver en koncert i København. Om jeg selv når at få billet, er jeg desværre ikke sikker på, men jeg håber fandme på det, da jeg vildt godt kunne tænke mig at opleve dette fantastiske band live.
Og så vil jeg ellers slutte skriveriet af med et par hurtige lytteanbefalinger, hvilket bliver de tre numre, som jeg primært har fokuseret på i dag, hvilket betyder “Blackmurmur”, “Like A Geyser Ever Erupting” og “Frost Flower”. Jeg synes, at de tre numre giver et godt indblik i albummets lyd, og derfor er det også dem, som jeg vil anbefale som smagsprøver. Netop dette album er dog et, som jeg synes skal opleves i dets helhed, og derfor vil jeg anbefale, at du tager hele turen igennem det. Det er nemlig en fed oplevelse.
Musikskriveri 