Når det kommer til Kim Larsen, så er der sikkert mange meninger om, hvilken en af hans udgivelser, der er den bedste. Jeg kunne forestille mig, at Midt Om Natten er det mest populære valg, men jeg ved, at der er nogle, der vil sige nej til dette og i stedet pege på det første soloalbum, Værsgo. Andre vil måske i stedet hive Forklædt Som Voksen, Kielgasten eller Yummi Yummi frem, mens der sikkert også er nogle udstikkere, der enten peger på hans engelsksproget udgivelser, på hans sidste udgivelse eller på en af de andre af hans mindre omtalte udgivelser. Personligt peger favoritpilen dog altid mod hans personnummer plade, 231045-0637, da det er den, som jeg oftest finder frem, når jeg er i humør til at lytte til hans soloudgivelser. Der er bare et eller andet ved dette albums numre, der har sat sig dybere fast end numrene fra hans andre udgivelser, og derfor synes jeg, at tiden er kommet til, at jeg begynder at skrive lidt om det.

Normalt er det så sådan, at jeg her plejer at introducere kunstneren, men det tænker jeg dog ikke er nødvendigt her. Jeg kan heller ikke skrive om, hvornår jeg for første gang stødte på albummet, for det kan jeg ikke huske, da det allerede skete, dengang jeg var helt lille. Jeg vil heller ikke begynde at skrive noget som helst om albummets historie, for den er der hundredetusindvis af mennesker, der kender bedre end jeg selv. Så er spørgsmålet, om jeg så bare skal begynde at gå i gang med at skrive om numrene, og hertil er svaret ja. Det vil jeg dog gøre på en lidt usædvanligvis, da jeg til at starte med først vil komme lidt ind på de numre, som jeg ikke vil gå i dybden med i dag. Disse er “Dagen Før”, “Blip-Båt”, “Ud I Det Blå” og “Forever Young”, og nu rynker du måske lidt på panden. Det er nemlig de numre, som jeg selv ser som nogle af albummet største og mest kendte numre, så det er da egentlig et lidt mærkeligt valg fra min side. Jeg har dog mine grunde til, at jeg vælger at springe dem over, og det er blandt andet fordi, at du allerede kender de numre. Selv hvis du ikke lige genkender dem på titlerne, så er jeg ret sikker på, at du vil kunne genkende dem, når du hører dem. Af den grund er det også dem, som der nok bliver talt og skrevet mest om, når dette album er emnet, og derfor kan jeg ikke byde ind med noget nyt her. Den vigtigste grund til at jeg undlader disse numre er dog, at det bare ikke er dem, der rammer mig bedst på albummet. I stedet er det nogle andre, der igen og igen fanger min opmærksomhed, når jeg lytter albummet igennem, og derfor er det også dem, som jeg føler, der er interessante for mig at skrive om. Derfor er det også netop det, som jeg vil gøre.

Man skal ikke så langt ind i albummet for at finde det første af disse numre. Faktisk skal man kun frem til begyndelsen, for jeg er nemlig ret fascineret af albummets åbner, “Moderne Tider”. Det er et noget særpræget nummer, og det er det blandt andet fordi, at det er et instrumentalnummer. Dem skrev Kim Larsen ikke mange af, faktisk er dette det eneste, som jeg lige kan komme i tanke om, og selv hvis der skulle være flere, så var det ikke dem, der blev hans kendte numre. Jeg synes dog vildt godt om dette. Det består egentlig bare af en person der fløjter og så noget keyboardspil, og lyder det simpelt, jamen så er det fordi, at det langt hen ad vejen er det. Alligevel er det dog også lidt mærkeligt, for nummeret føles lidt som en karruseltur, og det er keyboardets skyld. Den tone det har, og den måde der bliver spillet på det på resulterer i en lyd, der bare har en mærkelig halvskæv følelse over sig, og denne bliver så kombineret med en svingning i intensiteten. I første stykke er den ikke alt for mærkbar, men man kan dog godt mærke, at stykket alligevel har lidt mere energi i sig i enden. Det er dog ikke bare en stigning, som man ellers bare ser i andre numre. Da det slutter vender det nemlig fuldstændig tilbage til der, hvor det startede, og lidt skønne toner ringer det ud. Man når dog kun lige at være landet, før at det hele begynder igen, denne gang med et ekstra lag keyboard lagt ovenpå. Sådan fortsætter det af to omgange og især den sidste er vildt kaotisk. Her er der virkelig gang i spillet hos de forskellige keyboards, og samtidig begynder nummeret også bare at stige og stige i tempo, indtil det så til sidst igen vender tilbage til det simple smukke, der får lov at ringe det hele ud. Et meget mærkværdigt nummer, men samtidig en vildt interessant måde at starte albummet ud på, som jeg er virkelig vild med.
Når jeg hører dette nummer, så danner jeg mig altid et indre billede af et fortids København fra 70’erne og de tidlige 80’er. Et København som jeg husker det fra Olsen Banden, Huset På Christianshavn og andre film og billeder. Et København der starter tidligt om morgenen med kun enkelte på gaden, mens det så langsomt udvikler sig op af dagen, indtil at det travle byliv så fuldstændigt tager over til slut, for så igen at falde ned om aftenen, mens det gør sig klar til at gentage det hele den næste dag. Det lyder måske lidt mærkværdigt, men det er netop det, som jeg synes er fedt ved instrumentalnumre. Der er ikke noget tekst at tage stilling til. I stedet er det op til instrumenterne at skabe en fortælling, male et billede eller bare skabe en stemning, og bliver det gjort rigtigt, så kan det skabe noget, som selv ikke tusind ord kunne beskrive ligeså fyldest gørende. Samtidig er det, som det skaber også unikt fra person til person, og det synes jeg bare er virkelig interessant. Mit billede her er måske slet slet ikke det samme, som det du ser for dig, når du hører nummeret, og selv hvis det er, så vil der stadig være store forskelle, hvis vi snakkede om det. Det fascinerer mig dybt, og det er endnu en grund til, at jeg synes, at dette er en vildt fed måde at starte albummet på.

Hvis albummet havde været fuld af numre som “Moderne Tider”, kunne det måske have været en sjov nok finurlitet. Det er det dog heldigvis ikke, for et par numre senere bliver man blandt andet budt på et af de fedeste rock numre, som Larsen har lavet solo, nemlig “682 A”. Dette er ikke et nummer, som Larsen selv har skrevet, da teksten er taget fra et digt af den norske digter Nordahl Grieg med titlen “Kringsatt av Fiender”, mens melodien er baseret på den, som den danske komponist Otto Mortensen tilsatte til det engang i 50’erne. Her er den dog noget mere rocket, og det er fedt. Der er godt med skrald på guitaren, trommerne kører godt derudaf, og samtidig er der noget lækkert keyboard, der virkelig gør meget for nummerets fremdrift. Alt dette gør, at nummeret er en oplagt favorit for en som mig, og det er da også klart et af de numre, som jeg nyder mest på albummet. Der er dog lige to, som jeg synes bedre om, og som jeg ikke kan komme udenom at skrive om. Det første af disse har du måske undret dig over, at jeg ikke skrev om, da jeg nævnte de fire andre store numre fra albummet, og den simple grund til det er, at jeg lige så længe jeg kan huske altid har holdt af nummeret “Køb Bananer”. Det er der rigtig mange grunde til. En af dem er, at nummeret fortæller en historie, og jeg har altid haft en forkærlighed for musikalsk historiefortælling. Der er et eller andet interessant ved at fortælle en historie gennem musik, for ofte har man kun meget få ord til at fortælle den. På trods af denne begrænsning, så kan musikalske fortælling dog alligevel nå at sige rigtig meget, og det synes jeg er fascinerende. På lidt under fire minutter hører man om banansælgeren Onkel Stage, om hvordan han sælger står på strøget og sælger bananer, og om hvordan nummerets hovedperson står og holder vagt for ham. Man hører om, hvordan Onkel Stage prøver at få hovedpersonen ind på et andet spor, man hører om, hvordan det mislykkedes, og man hører om, hvordan historien senere gentager sig selv med hovedpersonen og hans eget barn. Alt dette bliver fortalt på en meget simpel måde, men man kan hele vejen igennem se scenen foran sig, og det synes jeg er fedt. Det kan bare noget. Fortællingen står dog ikke alene, for den er selvfølgelig akkompagneret af musik, og det er nu engang det virkelig vigtige element i nummeret. Her er der sindssygt mange ting, der er værd at nævne, og til at starte med kan man jo tage fat i de ting, der ligger i det øverste lag. For det første styrer Larsen nummeret totalt med hans vanlige charme. Hans unikke folkelige måde at synge på er bare medrivende på en helt særlig måde, og allerede her har nummeret en stor styrke. Dertil kommer der så den fantastiske mundharmonika, der ligger og hygger sig igennem det meste af nummeret. Det er en virkelig genial inklusion her, for den er bare skøn at lytte til. Denne står Søren Rislund for, hvilket i den grad overraskede mig, da jeg læste op på albummet. Han gør det dog fantastisk og viser klart, at det ikke kun var i komikken, at han kunne noget. Det er dog ikke kun ham og Larsen, der ligger i front, for der er nemlig også plads til Klaus Agerschou, der står for albummets keyboard. Her holder han sig primært til at spille i nummerets vers, hvor han for det oftest går ind og overtager mundharmonikaens rolle. Det fungerer ret godt, for det tilføjer noget ekstra dynamik til nummerets lydbillede, hvilket virkelig klæder det. Oven i hatten kommer der så Mads Henriksens dejlige violinspil, der ligger lige lidt under keyboardet, og det sætter bare prikken over i’et. Det giver lige det sidste til toppen af lydbilledet, og det er bare skønt. Selvom hans mest tydelige bidrag til nummeret er en senere violinsolo, der er dejlig at lytte til, så synes jeg, at det han laver i verset er langt langt vigtigere, da også det er med til at give nummeret noget ekstra brede. Nu er det dog sådan, at selvom de lysere toner ofte er de mere dominerende, og dem som man normalt lægger mest mærke til, så er de dog oftest ikke de vigtigste, og det er også tilfældet her. Det der gør mest for nummeret, er efter min mening nemlig trommerne og bassen. Allerede i starten er dette tilfældet, for her er det stortrommen der sætter gang i den energi, som nummeret har. Uden den ville resten ikke kunne fungere, i hvert fald ikke med samme effekt, og det synes jeg ikke kan siges om de andre elementer. Forsvinder vokalen, så kan nummeret sagtens stadig fungere som et instrumentalnummer. Forsvinder mundharmonikaen, jamen så kan resten stadig spille, men forsvinder trommerne, så kommer nummeret slet ikke til at have den samme følelse. Det er ikke engang fordi, at der sker det store på dem, for deres spil er ret simpelt. Det er dog bundsolidt, og det får alt det andet til at køre. Det samme kan ikke siges om bassen, for jeg tror ikke, at den har den samme vigtighed for det hele. Til gengæld er dens spil dog bare fantastisk fedt at lytte til, og retter man sin opmærksomhed mod den, så får man virkelig en oplevelse. Det er Ole Madsen og Henning Pold, der står for henholdsvis trommer og bas på dette album, og for fanden hvor gør de det dog bare godt. Deres arbejde har fandme respekt for.
“Køb Bananer” er et dejligt festligt nummer, og jeg synes stadig, at man ofte hører det den dag i dag. Det har stået tidens tand, og det kan jeg i den grad godt forstå, for det er bare et virkelig helstøbt og velskrevet nummer. Ved et overfladisk lyt er det hyggeligt og sjovt at lytte til, men går man mere i detaljer med det, så er det også bare et skattekammer af dejlige musikalske indspark. Selv hører jeg det stadig med den samme glæde, som jeg gjorde, da jeg første gang lyttede til det for jeg ved ikke hvor mange år siden. Det kan jeg også love for, at jeg vil gøre om 25 år, om 50 år, ja faktisk lige til den dag, at jeg ikke er her længere.

Jeg burde nok egentlig begynde at runde af her, for det blev da lige lidt langt, men jeg har et nummer til, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at nævne. Det kan godt kædes lidt sammen med det forrige, for det er nemlig “Monkeymand”, som jeg her vil fremhæve. Uden at have et egentlig faktuelt grundlag for det, så vil jeg sige, at det nok er et af de mere oversete numre på albummet, og det er synd. Det er nemlig forbandet dejligt fedt. Igen er det et nummer med godt energi i sig, og det kan vel nærmest beskrives som et af de tidlige danske synth pop numre, da det er ovre mod den boldgade, at det lydmæssigt befinder sig i. Her får Klaus Agerschou altså virkelig lov til at lege, og den lejlighed lader han ikke gå til spilde. Han har et pisse fedt sammenspil med Henning Pold, for keyboard og bas danner begge en virkelig fed bund sammen, men samtidig fylder han dog også godt i de lyse toner, og her er hans spil både fedt og sjovt at lytte til. Alt i alt har han bare en gigantisk indflydelse på dette nummer, og det er fænomentalt dejligt at lytte til hele vejen igennem og et virkelig vigtigt element for nummeret. Det samme kan siges om trommerne, for igen nyder jeg bare virkelig det spil, som Ole Madsen kommer med. Endnu engang står han for så meget af energien, og endnu engang gør han det med noget herligt simpelt trommespil, der bare sidder lige i skabet. Vokalen fungerer også virkelig godt på dette nummer, og her har Larsen selskab af Lecia og Lucienne i verset. Deres vokaler går rigtig godt sammen, og de får pisket stemningen yderligere op. Jeg synes, at det er et fedt valg, at der imellem deres strofer sammen lige kommer et kort indspark fra Larsen solo. Det er lidt spøjst, men det passer meget godt til nummeret, da det er et sjovt et af slagsen. Den mest mindeværdige vokal kommer dog i nummerets omkvæd, hvor han igen er solo, men i en mere vanlig Kim Larsen stil.
I starten af nummeret, der får man følelsen af, at det nok er et mere ligefremt nummer, og det er for det meste af tiden også. Der er dog lige et stykke, der går ind og bryder i det hele, og dette stykke får virkelig sat en streg under synth poppen. Dejligt storladent og et fedt indslag, der virkelig sørger for at fastholde ens interesse. Nummeret kunne sagtens fungere uden, men det at det er der gør bare, at det stiger ekstra i graderne, i hvert fald hos mig.

Og med det sagt, så vil jeg begynde at runde mit skriveri om dette fantastiske danske mesterværk af. Som sagt, så er det min personlige favorit fra Larsen solokarriere, og det har det været i så lang tid, at jeg kan huske, nok fordi det rummer så meget forskelligt. Der er både plads til en sand Larsen klassiker som “Dagen Før”, der er plads til det mere rå “682 A”, der er plads til lidt mere eksperimenterende nummer “Ole’s Fjerner”, osv. osv. Det er sådan noget, som jeg nu engang holder af, og ud fra det jeg selv kender til årstallet 1979, så synes jeg faktisk, at albummet var lidt forud for sin tid, i hvert fald på den danske musikscene.

Og så vil jeg ellers bare slutte af med at anbefale, at du giver albummet et lyt. Jeg vil ikke komme med lytteanbefalinger til det, for jeg kan næsten med garanti sige, at du har hørt det før, og derfor ikke har brug for dem. Så nyd denne dejlige klassiker. Albummet holdt, da det kom ud i 1979, og det gør det stadig her næsten 50 år efter.

231045-0637