Når jeg skriver disse skriverier, så har jeg nogle gange en idé om, hvad jeg vil skrive om flere uger før, at jeg egentlig går i gang. Andre gange er jeg dog nød til lige at gå samlingen igennem for at finde lidt inspiration, men det kan dog også være en rigtig god ting. Netop dette gjorde jeg nemlig i dag, og her strøg blikket så forbi Pretty Maids. Dette band har jeg til min store overraskelse ikke skrevet om endnu, og her er jeg overrasket, da det er et band, som jeg efterhånden har elsket i rigtig mange år. Denne kærlighed startede ved et tilfælde, da jeg stødte på deres “Future World” nummer i en gammel dansk dokumentar om metalmusik, og det fik med det samme et solidt tag i mig. Så snart jeg havde set dokumentaren færdig, hvis ikke før, så fandt jeg da også frem til, hvor nummeret stammede fra, og så røg det album ellers bare på igen og igen.
Nu er det så ikke Future World, der står i dagens titel, og det er heller ikke det album, som jeg egentlig har tænkt mig at tage fat i, på trods af at det ellers har en rigtig stor plads i mit hjerte. Jeg synes nemlig, at når snakken falder på Pretty Maids, så er det ofte de to første udgivelser, der bliver talt om, og det er synd. Pretty Maids havde nemlig et fantastisk udgivelsesårti i 10’erne, hvor der kom tre fede udgivelser i form af Pandæmonium fra 2010, Motherland fra 2013, Kingmaker fra 2016. Derudover kom Undress Your Madness også i 2019, men jeg må ærligt indrømme, at det ikke er et album, som jeg har fået hørt alt for meget af, mest af alt fordi det tidspunkt det blev udgivet på bare var alt for fyldt med fede ting, og derfor er det blevet lidt overskygget for mit vedkomne. Med det sagt, så kan alle de tre andre nævnte udgivelser i den grad anbefales herfra, for de er virkelig stærke. Det album jeg dog selv oftest vender tilbage til er Motherland, og derfor er det det, som det skal handle om i dag.
Inden jeg dog går helt i gang med at skrive om musikken, så skal bandet dog lige præsenteres ordentligt. Dette band fra Horsens har efterhånden nogle år på bagen, da det blev startet helt tilbage i 1981 af guitaristen Ken Hammer, der er den ene af bandets to hovedmedlemmer. Det andet af disse kom med i 1982 i form af Ronnie Atkins, der blev bandets forsanger, og siden da har de to drevet bandet fremad, mens resten af besætningen dog har haft en god del udskiftninger. Derfor vil jeg også holde mig til kun at skrive om de musikere, der er med på dagens album, hvilket er bassisten Rene Shades og trommeslageren Allan Tschicaja, der begge stadig er med i bandet i dag, og så Morten Sandager på keyboards, der dog siden er blevet erstattet af Chris Laney. Denne besætning stod som sagt for Motherland, men udover dette album fik de samtidig også udgivet et livealbum og et album bestående af genindspilninger af tidligere numre. Dem skal det dog ikke handle om i dag, og derfor tænker jeg også, at det er blevet tid til at skrive om Motherland.
Så er det så lige, at et stort spørgsmål dukker op. Hvilke af albummets numre skal jeg skrive om? Selvfølgelig kunne man starte ved begyndelsen med “Mother of All Lies”, der er et fremragende nummer, men skal jeg så lade være med at skrive om det efterfølgende “To Fool a Nation”? De her dilemmaer har jeg altid, når jeg skriver, men i dag vælger jeg at lade dem gå fra tanker til ord, for selvom jeg ikke kommer til at skrive mere om nogle af disse to numre, så skal de dog stadig nævnes, da jeg synes, at de begge er vildt fede. I stedet for dem bliver det så en kombination af albummets nummer tre og fire, som jeg kommer til at starte med at fokusere på, for det er disse to, som jeg nok mest er vendt tilbage til igennem tiden. Disse numre har et fælles tema, nemlig den amerikanske morder der gik under tilnavnet “The Iceman”, og her går det første af dem, “Confession”, ind og sætter en stemning op, dels ved brug af noget fortælling der bliver fortalt fra morderens synspunkt, og dels ved brug af noget dejligt keyboardspil, der både slår på de atmosfæriske og smukke tangenter. Det er en god opsætning, der skaber en dejlig god mystik omkring nummeret, og det forstærker virkelig hoveddelen, der kommer, når “Confession slår over i “The Iceman”. “The Iceman” ville dog sagtens kunne stå alene, for jeg synes virkelig, at der her er en masse fede elementer i spil. Jeg føler, at man i starten virkelig er blevet gjort klar til, at det hele skal eksplodere, og det gør det også, men kun i et kortere øjeblik. Så går det nemlig tilbage i lidt mere mystisk, og det kan bare virkelig noget. Jeg elsker den måde, at Ronnie Atkins synger på her, for han veksler mellem at løbe halvhurtigt ogennem de første par strofer på en fortællende måde, hvorefter han på den tredje så går over i en mere syngende vokal, der trækker strofen lidt længere. Det virker pissegodt, og det er en af de ting, der gør, at dette nummer er et af dem, der for mit vedkomne virkelig skiller sig ud fra resten på dette album. Derudover fungerer det instrumentale også rigtig godt her. Keyboardet fortsætter mystikken, guitarerne stemmer i med et par smukke rene toner, men alt imens kører bas og trommer derudaf i et godt tempo, der gør, at energiudladningen fra starten ikke får lov til at dø. Samtidig gør det også, at nummeret uden problemer så kan gå fra verset og over i en opbyggende bro til omkvædet, hvor det bliver noget tungere. Denne er rigtig fed, men endnu federe er det, som den bygger op til, hvilket som sagt er omkvædet. Dette er af den dejligt fængende slags, og dem har jeg nu engang en forkærlighed for. Igen leverer Ronnie en virkelig fed vokal, der på sin vis virker på samme måde, som den gør i verset, dog med meget mere kræft i og med noget korvokal på den sidste strofe. Samtidig er jeg også rigtig glad for guitarerne her, for jeg synes det er en god måde, at de spiller på, hvor de i de første par strofer kører nogle hurtigt hakkende toner, for så at slå over i nogle mere hængende toner i andendelen. Til sidst bliver jeg også bare nød til at nævne trommerne, for de har på samme måde også en fed vekslen i deres spil, og det virker bare!
Strukturmæssigt er dette ikke et nummer, der prøver at komme med de nyskabelser. Det kører to gange vers/omkvæd, et lille afvekslende c-stykke der så kører over i noget dejligt solospil, først leveret af guitaren og derefter af keyboardet, og så kommer der ellers et sidste afsluttende omkvæd. Man har hørt det før, men det er der en grund til, for det er skide effektivt. Disse to numre leverer en oplevelse, som jeg nyder fra start til slut, hvilket også er grunden til, at jeg så ofte vender tilbage til dem. Klart et af de virkelig store højdepunkter fra albummet.
Nu er det så sådan, at det ikke kun er de to numre, som jeg synes rammer rigtig godt, for det gør det meste af albummet faktisk. Der er måske lige et enkelt nummer, der godt kan blive lidt for sukkersødt for mig, men det kaldes smag og behag, og det er heller ikke noget, der for mit vedkomne trækker ned på den overordnede oplevelse. Fra start til slut er der bare en masse fede numre, og de er samtidig godt varieret i deres udtryk, hvilket kun gør det bedre. De fire første numre har jeg nævnt, et par andre som jeg synes gør det virkelig godt er det lidt blødere “Infinity”, det lidt hårdere “Why so Serious” og især det virkelig storladne afslutningsnummer “Wasted”, som jeg er kæmpe fan af. Disse tre er alle favoritter, og selvom der nok godt kunne nævnes et par flere, så vil jeg holde her. Der er nemlig lige et andet nummer, der står over dem, og det er albummets titelnummer, “Motherland”. Her er der nul mystik, her er det ikke følende, og skal det siges på en anden måde, så er der kort sagt ikke noget pis her. Det er ligepå og hårdt, og samtidig er det også bare dejligt medrivende fra start til slut. Der er godt med tempo fra start til slut, og hele vejen igennem er guitarerne bare en fornøjelse at lytte til. Jeg synes, at det virker som om, at de her får lov til at lege lidt mere, hvilket gør, at deres rolle her bare føles større, hvilket er dejligt. Det betyder dog ikke, at det kun er dem, der er i fokus. Ronnie griber stadig ens opmærksomhed hver eneste gang, at han synger, og keyboardet kommer også i et legende humør under omkvædet, hvilket virkelig gør det til en fest at lytte til. Det er dog ikke det eneste sted, hvor jeg synes, at netop keyboardet kommer med fede ting og sager, for ofte kommer det lige med nogle små detaljer til de forskellige stykker, hvilket gør nummeret dejligt spændende at lytte til. Jeg føler i hvert fald selv, at jeg ofte støder på nye ting, som jeg ikke lige havde lagt mærke til før.
“Motherland” er et nummer, der tager fat i en, og så giver det ellers ikke slip, før den sidste tone har lydt. Verset er fedt, omkvædet er fedt, guitarsoloen er mega fed, og igen er der også et c-stykke, der virkelig sparker røv. Jeg skrev, at det var en fest at lytte til keyboardet, og det synes jeg egentlig også kan siges om resten af nummeret. For mig er det her Pretty Maids, når de er på toppen, og det bliver jeg aldrig træt af.
Med det sagt, så vil jeg begynde at runde skriveriet af. For mig har Motherland stået som et fantastisk album, lige siden jeg lagde ører til det for første gang, og sådan kommer det til at fortsætte. Det er et rigtig godt eksempel på den styrke, der var kendetegnet for Pretty Maids albummer i 10’erne, og sidder du og er lidt trodsig og tænker, at du hellere vil starte ved en af de andre udgivelser fra dette årti, så er jeg ret sikker på, at du stadig får en fed oplevelse. Som sagt er mit kendskab til det sidste album derfra lidt svagt, men de andre tre udgivelser synes jeg alle kan måles med nogle af de andre vanvittigt gode udgivelser, som bandet er kommet med i årenes løb. Vil du gerne have et par smagsprøver på Motherland, før du går i gang med det som en helhed, så kan jeg anbefale, at du starter med titelnummeret, og derefter kan du så gå videre til “To Fool a Nation” og “Infinity”. Disse tre numre giver et godt indblik i albummet, selvom jeg her egentlig også gerne ville have haft “Confession”/”The Iceman” med. Desværre kan jeg dog ikke finde en video på Youtube, hvor de ligger samlet, så derfor må du høre albummet i sin helhed for at kunne opleve de to fede numre. For mig ville det dog ikke gøre det fjerneste, da det som sagt bare er et rigtig stærkt album.
Og så vil jeg ellers sige tak for i dag, og tak for at du læser med. Husk som altid at støtte op om musikken. Det er vigtigt for ellers dør den. Så hvis du kan lide musikken, så køb et album, en koncertbillet, eller spil det for en ven.
Musikskriveri 