I dag skal det handle om et band, der længe har stået på listen over emner, der skulle skrives om. Her taler jeg om Tómarúm, et amerikansk band som jeg stødte på nogle måneder efter, at de havde udgivet deres debutalbum tilbage i 2022, der har titlen Ash in Realms of Stone Icons. Dette album fangede med det samme min opmærksomhed, for dets blanding af progressiv metal og black metal var ikke noget, som jeg før havde hørt. Den var dog lige mig, og derfor har Tómarúm siden da været et band, som jeg har holdt øje med.
Som sagt er Tómarúm et amerikansk band, der mere specifikt holder til iAtlanta. Af hvad jeg kan se, så har bandet været aktivt siden 2017, og to år efter de startede kom deres første demooptagelse så. Siden da er det blevet til en EP i 2020, et debutalbum i 2022 og så en opfølger til dette i 2025. På alle disse udgivelser har både Kyle Walburn og Brandon Iacovella været fast inventar som både guitarister og sangere, hvor førstnævnte vistnok også er hovedmanden bag bandet. Derudover består bandet i dag af tredjeguitaristen Matthew Longerbeam, bassisten Michael Sanders og trommeslageren Chris Stropoli. De tre medvirker dog kun på bandets seneste udgivelse, og selvom jeg kan se, at de har optrådt sammen siden 2022, så er det lidt uklart for mig, hvornår de helt præcist kom ind i billedet. Det er dog heller ikke så vigtigt, for det der i sidste ende betyder mest er selvfølgelig musikken.
Og hvordan er den så? Tjah hvis jeg med få ord skal beskrive lydbilledet på dette album, så vil jeg bruge ordene vildt, voldsomt, massivt og storladent, og det kan allerede høres på albummets første nummer “Introspection I”. Dette er en kort instrumental albumåbner, der bliver indledt af en akustisk guitar med et godt tempo på, der er ret dejligt at lytte til. Det er dog når bandet sætter tryk på, at jeg virkelig begynder at blive revet med, for den massive lydmur som bandet kommer med her gør virkelig meget for mig. Jeg tror blandt andet, at det skyldes, at bandet har gang i tre guitarer, for lyden har bare lidt mere tyngde end så mange andre black metal albums, som jeg kender til, og det er virkelig et plus. Det gør måske, at leadguitaren ikke er lige så fremtrædende som hos andre bands, men den kan stadig høres fint, på trods af at rytmen her er så fremtrædende, som den er, og jeg synes faktisk, at det er ret fedt, at de ofte er så tæt på hinanden i lydniveau, som de er. Noget andet der er et stort plus for mig er bassen. Det er ikke noget nyt, at jeg nyder dette instrument, men denne gang er der en helt speciel grund til det, og det er fordi, at man her har med en båndløs en af slagsen at gøre. Der er bare noget mere flydende ved sådan ens spil, og det holder jeg utroligt meget af. Derfor er jeg også glad for, at den på trods af konkurrencen fra de tre guitarer får fint med plads til at udfolde sig i. Den kommer aldrig op og dominere lydbilledet, men man kan hele tiden finde den, hvis man retter sin opmærksomhed mod den, og det er langt fra en selvfølge.
Alle disse elementer, plus det at det der bliver spillet er utroligt fedt, gjorde, at jeg bare blev fuldstændigt fanget, da jeg lyttede til dette indledende nummer for første gang. Jeg synes virkelig, at det er gribende, og det får også godt sat forventningerne til, hvad man har i vente. Samtidig går det så også hen og sætter det næste nummer rigtig godt op, for da det heftige lydbillede til sidst får lov til at hænge, så flyder det direkte over i det næste nummer, der har titlen “Condemned to a Life of Grief”, og det gør det på den perfekte måde. Man kan lige nå at tage et enkelt pust, og så løber dette nummer ellers videre med stafetten på samme måde som på det forrige, uden at det på nogen måde taber den mindste smule af energien. Tómarúm er dog ikke færdige med at etablere deres lydbillede her. I stedet bliver der bygget videre på det, hvilket blandt andet bliver gjort med nogle symfoniske elementer, der til tider får lov til at ligge i baggrunden. Det synes jeg er et rigtig fedt valg, og igen er det noget, som jeg føler får bandet til at skille sig lidt ud fra mængden. Samtidig kommer der også lidt klaver ind over til tider, og det passer også virkelig godt ind. Det er en stor kontrast til det ellers voldsomme lydbillede, der samtidig kører, men de fungerer bare sammen. Disse tilføjelser er dog bare prikken over i’et, for det vigtigste ved dette album er altså det tunge spil, som jeg hele vejen igennem nyder utroligt meget. Her er det et godt tidspunkt at pointere, at Tómarúm er meget glad for de lange numre, for på nær det indledende nummer og en senere fortsættelse til dette, så er alle numre over otte minutter lange. Faktisk ligger gennemsnitslængden for de resterende fem numre over ti minutters-punktet, men det synes jeg dog ikke, at man tænker over, når man lytter til albummet, og det er på grund af den variation, der er over det. Bandet er gode til at sørge for, at de individuelle stykker aldrig bliver for lange, og de kommer også med tilpas mange forskellige, hvilket gør, at nummeret aldrig føles kedeligt. Til sidst synes jeg også, at jeg lige bliver nød til at nævne de progressive elementer, for det er igen en ting, der får bandet til at skille sig ud fra resten. Disse kan blandt andet mærkes i nummerets struktur, for jeg synes ofte, at det vælger nogle veje og drejninger, som jeg synes er lidt atypiske indenfor black metallen, uden at det dog på nogen måde føles forkert. Der hvor det progressive dog er mest tydeligt må dog helt klart siges at være soloerne. Disse vil jeg på ingen måde forvente at høre i et mere klassisk black metal numre, da de er noget anderledes, men igen passer de stadig rigtig godt ind. Det er bare endnu en af de ting, der gør, at albummet er så dejligt spændende at lytte til, da det byder på en meget anderledes oplevelse.
Jeg synes, at alle de individuelle numre på Ash in Realms of Stone Icons holder et højt niveau. Noget som jeg dog rigtig godt kan lide ved albummet er, at nogle af numrene har et fælles referencepunkt, nemlig et dejligt symfonisk stykke som man allerede kan høre i starten af “Condemned to a Life of Grief”. Dette stikker senere sit hoved frem igen på albummets midtpunkt, “Introspection II”, der er det pusterum, som jeg tidligere omtalte, og det kommer så for alvor i fokus på det efterfølgende “Where No Warmth Is Found”. Det synes jeg er rigtig fedt, for det gør, at der kommer en større helhedsfornemmelse over albummet. Det fremstår bare mere samlet, og det kan jeg nu engang godt lide, og derfor står disse numre også som nogle af mine favoritter. Det er dog langt fra de eneste, for som sagt er kvaliteten bare høj over hele feltet, og blandt andet nummeret “As Black Forms from Grey” er jeg også rigtig glad for. Stemningen her er bare fed, og det er blandt i starten af dette, hvor jeg virkelig synes, at vokalsamarbejdet mellem Kyle og Brandon er stærkt. De veksler mellem en hæs vokal og så en lidt mere growlet en af slagsen, og jeg synes virkelig, at det virker, især på grund af den fantastiske instrumentale underlægning, der samtidig er. Vokaltyperne bliver der dog også varieret lidt med på albummet, for senere på dette nummer kommer de også med en klarere vokal, og det er igen en af de ting, som jeg synes er fantastisk. Bandet tager bare en masse forskellige elementer i brug hele vejen igennem, og det gør, at man som lytter bare får en dejligt fed, varieret og spændende oplevelse fra start til slut.
Tómarúm er et band, som jeg virkelig håber engang kommer til Danmark, eller bare et af vores nabolande. Desværre har de så vidt jeg ved holdt sig til det nordamerikanske indtil da, men jeg synes, at de har potentiale til mere. Igen er deres blanding af det progressive og det sorte bare noget, som jeg synes er ret unikt, og som jeg derfor også meget gerne vil opleve live en dag. Om det sker, må tiden dog vise. Uanset hvad, så vil jeg dog altid kunne nyde denne dejlige udgivelse, ligesom det samme er gældende for efterfølgeren. Det er et band, som jeg kun kan anbefale, at du tjekker ud, hvis du er til black metal, for jeg synes de har noget specielt over sig. Har du brug for et par anbefalinger, så er mine personlige favoritter fra albummet numrene “Condemned to a Life of Grief”, “Where No Warmth is Found” og “As Black Forms from Grey”, og samtidig synes jeg også, at de alle giver et godt indtryk af albummet. Som altid vil jeg dog klart anbefale, at du tager det fra start til slut, for det er bare en fed oplevelse. Til sidst vil jeg slutte af med at komme med en opfordring til, at du støtter op om bandet, hvis du kan lide hvad du hører. Sådan holder vi nemlig musikken i live.
Musikskriveri 