Sidste år valgte jeg at indlede året med et Devin Townsend skriveri, og det vil jeg også gøre i år, så det officielt kan blive en tradition for siden. Derfor skal det i dag handle om endnu en af hans udgivelser, og som titlen på skriveriet allerede har afsløret, så er valget faldet på Casualties of Cool. Så tænker du måske, at dagens skriveri ligger ovre i metallen, men hvis du gør det, så tager du fejl. Casualties of Cool hører nemlig til et helt andet sted genremæssigt, da det her er country, som man har med at gøre. Skal det præciseres lidt nærmere, så er det en form for atmosfærisk/ambient country, der bare er rigtig lækkert at lytte til, hvis man har lyst til noget, der er lidt afslappet. Det er dog ikke selve musikken, som det helt skal handle om endnu, for før jeg begynder på den, så skal projektet lige introduceres ordentligt.
Jeg har godt nok allerede beskrevet denne udgivelse som en Devin Townsend udgivelse, men det er ikke helt fair. Det er nemlig ikke noget soloprojekt. I stedet er Casualties of Cool en duo, og den anden halvdel af denne er Ché Aimee Dorval, som jeg også før har haft fat i. Ché er en sangerinde, som Devin flittigt har benyttet siden slutningen af 00’erne, hvor han for første gang havde hende med på albummet Ki fra 2009. Siden har hun været med på en god del af hans andre udgivelser, og faktisk tror jeg, at hun har haft en eller anden rolle på samtlige af hans udgivelser siden 2016. På dem er det dog kun blevet til bidrag på enkelte numre, hvor det på Casualties er noget helt andet. Her har hun nemlig en langt større rolle, da hun både synger, har skrevet en del af lyrikken til det, spiller guitar og også står krediteret som en af teknikerne på albummet. Det er dog ikke kun de to, som jeg føler skal nævnes, når man snakker om dette album, for der er også et par andre, der har haft en væsentlig rolle i dette albums skabelse. Den første af disse er svenske Morgan Ågren, der hele vejen igennem står for trommerne og percussion. Ham har jeg en virkelig stor respekt for, da han simpelthen bare er en fantastisk musiker, hvilket også kan ses på hans CV, da han har været involveret med både Frank Zappa (dog kun lige kort før hans død), Kaipa og Magma for at nævne et par stykker. Derudover synes jeg også, at Jørgen Munkeby og Kat Epple skal nævnes, da de har nogle virkelig fede bidrag til albummet. Førstnævnte står for den saxofon, som man på et par numre virkelig kan nyde, mens sidstnævnte står for en fløjte, som jeg er helt vild med. Præcis hvilken slags fløjte det er, der bliver spillet på, er jeg desværre usikker, men den har en eller anden fed meditativ følelse over sig, og den passer rigtig godt ind på albummet.
Med det på plads, så vil jeg begynde at skrive lidt om selve musikken på albummet, og her synes jeg, at det er oplagt at starte med albummets indledende nummer, der har titlen “Daddy”. Her er der skruet godt op for country elementet, mens det atmosfæriske lige får lov til at ligge i baggrunden, i hvert fald til at starte med. Som lytter tænker man bestemt ikke, at en af de to der står bag albummet normalt beskæftiger sig med den progressive metal. Det er nemlig meget ligetil, og nummeret har et udtryk, der føles varmt, positivt og afslappet. Jeg nyder virkelig trommerne her, for de tøffer bare stille og roligt afsted som et tog, der ikke skal nå noget, og selvom der ikke sker det store hos dem, så er der bare noget virkelig fascinerende over dem, der nogle gange får dem til at stjæle min opmærksomhed fuldstændigt. Det er dog ikke ensbetydende med, at de er det eneste spændende ved dette nummer, for både rytme, lead og basguitarerne er dejlige at lytte til. Især leadguitarspillet er jeg også ret vild med, for der er bare en dejlig glad følelse over den, der på sin vis holder ved hele vejen igennem nummeret. Her skriver jeg på sin vis, for selvom det er et nummer, hvor der ikke sker fantastisk meget i selve strukturen, så er det i den grad et nummer, hvor der sker noget med lyden. Det er næsten som om, at der sidder en person med knap, der har et skilt over sig, hvor der står “Atmosfære” på. Denne knap bliver der så stille og roligt skruet mere og mere op for igennem nummeret, og det får det til at ændre sig ret meget i dets karakter. Der kommer mere og mere rumklang på det, mens der samtidig også kommer lidt andre baggrundslyde på, og det får det til at fremstå som mere eftertænksomt, jo længere man kommer mod slutningen. Det kan især mærkes på vokalen, som det primært er Ché, der står for på dette nummer. Jeg har alle dage været rigtig glad for hendes vokal, for hun har en dejlig stemme, som hun også ved hvordan hun skal bruge. Hun tager den dog ret afslappet på dette nummer, og det er også det rigtige valg, da det passer bedst til resten. Hun er dog ikke den eneste, der synger her, for Devin får lige lov til at være med i baggrunden, hvor han nærmest spøgelsesagtigt bakker Ché op. Til at starte med er denne korvokal gemt godt i baggrunden, men hen ad vejen bliver den tydeligere og tydeligere, og det er noget af det, der virkelig gør, at nummeret i slutningen føles meget anderledes.
Det som jeg rigtig rigtig godt kan lide ved dette album, er den måde at det flyder på. Der er kun et sted på albummet, hvor et nummer ikke flyder direkte over til det næste, og netop disse flydende overgange gør bare et eller andet for mig. Det får albummet til at fremstå som en helhed, og ikke bare 15 individuelle numre der er smækket sammen. Der er flere steder, hvor jeg synes, at denne effekt har en rigtig god virkning, men især overgangen mellem de to numre “Moon” og “Pier” er jeg rigtig glad for. “Moon” er et rigtig smukt nummer, der virkelig får lov til bare at bygge sig selv mere og mere op, og det slutter også af på dets absolutte højdepunkt. Derefter kommer “Pier” så på og overtager dette lydbillede, og langsomt piller det det så fra hinanden igen på en så flydende måde, at man ikke vil lægge mærke til, at det er to numre, hvis man ikke er opmærksom. Det er dog kun en af grundene til, at disse to numre er i blandt mine favoritter fra albummet. En anden er, at det er her, hvor Jørgen Munkeby får lov til at lege med sin saxofon, og den nyder jeg virkelig at lytte til. Jeg føler, at den her har den der klassiske jazzet følelse over sig, som kun en saxofon kan have, og den virker hver gang.
Som sagt er det ikke kun Morgan og Jørgen, som jeg synes er fantastiske i blandt albummets andre musikere, for Kat Epple og hendes fløjten gør virkelig også meget for mig. Hun får heldigvis også lov til at stå i forgrunden på flere numre, hvor nummeret “Hejda” er min favorit. Her er det primært hende og Morgan, der spiller, og blanding af hendes fløjte og så hanshalv shamanistiske trommer virker bare så godt. Begge har nogle effekter over sig, der gør dem ekstra dejlige at lytte til. På fløjten er der tilføjet en god del rumklang, hvilket giver den en fjern følelse, mens det for trommerne mere er deres skiften i lydstyrke, der gør dem dejlige at lytte til. Især i den sidste del af nummeret har de en fed stigning, hvor de kommer helt op i styrke, og det virker bare rigtig godt.
For mig er det her, hvor det atmosfæriske virkelig rammer et af dets højdepunkter på albummet, og derfor er det altid dejligt, når jeg i en gennemlytning rammer dette midtpunkt. Det er dog ikke kun det atmosfæriske, der trækker på albummet, for når “Hejda” bliver erstattet af det skønne nummer “Forgive Me”, hvor countryen igen kommer godt på banen, så fortsætter jeg med at nyde det, da det klart også står som en favorit. Guitarerne har her den perfekte country lyd, og derfor er de dejligt skønne at lytte til. Især leadguitaren synes jeg igen virkelig godt om, for den illustrerer hvor vigtigt at pauser i ens spil kan være. Den kommer kun med kortere indslag på dette nummer, og efter hvert er der en lille pause, der gør at dens passager kan nå og sætte sig helt, inden den næste så kommer på. Det er en virkelig fed detalje. Samtidig er det her også et af de vokale højdepunkter fra Chés side, for hun gør det virkelig godt i versene. Igen, hun har en fed stemme, og hun ved hvordan den skal bruges. Det samme gælder egentlig også for Devin, og selvom han ikke slår igennem med den samme styrke som på nogle af hans andre udgivelser, så virker det bare stadig så fedt, når han kommer på i omkvædet.
Casualties of Cool er et album med en spilletid på godt over en time, og for nogen er det måske lige i overkanten. Jeg synes dog selv aldrig, at jeg bliver træt af det på en gennemlytning, da der stadig er rigtig fin variation i dets udtryk. Det er ikke fordi, at det gør en masse forskellige ting hele vejen igennem. Det får bare blandet godt mellem dets mere opløftende numre og dets mere meditative, og det synes jeg fungerer rigtig godt. Det er et rigtig godt album at finde frem, hvis man er i et humør til noget mere afslappet, men det kan dog også lyttes til i andre sammenhænge. Det er ikke den Devin udgivelse, som jeg oftest finder frem, men det kommer dog alligevel på flere gange gennem et år, da det bare kan noget særligt. Derfor vil jeg virkelig også anbefale, at du giver det et lyt. Skal du lige bruge et par smagsprøver, så synes jeg, at “Mountaintop”, “Flight” og “Ether” er tre rigtig fede numre, der samtidig giver en demonstration på nogle af de forskellige udtryk, som albummet kommer med. Synes du om dem, så tror jeg også at resten af albummet vil ramme, og gør det det, så vil jeg som altid lige komme en opfordring til, at du støtter op om kunstnerne ved enten at købe albummet eller sende det videre til en ven.
Musikskriveri 