Så blev det den 30. decemeber, og derfor er det også tid til mit nytårsskriveri nr. 2. Som jeg skrev i går, så kommer det til at omhandle det musik, der virkelig har betydet noget for mig i år. Det jeg har virkelig har fanget mig totalt og derfor også det, som jeg har spillet igen og igen og igen. Kort sagt, det der har musikalsk har defineret 2025 for mig. Et par af disse udgivelser har jeg allerede nævnt, for de er nemlig at finde i gårsdagens skriveri. Her taler jeg om de sidste fire emner på listen, og de skal selvfølgelig lige nævnes igen. Trolds I Skovens Rige, Erika de Casiers Lifetime, Tidejords Tidejord og især Sunkens Lykke. Alle de udgivelser har fyldt vanvittigt meget igennem dette år, og jeg er ikke i tvivl om, at det også kommer til at fortsætte i det nye. Det er dog også tilfældet for nogle andre, og her har jeg udvalgt de fem, som jeg føler har haft den største betydning igennem hele året.

1. Devin Townsend – Ass-Sordid Demos 1990-1996

Jeg har valgt at starte listen med den mindst overraskende kunstner. Allerede i starten af året vidste jeg, at Devin igen ville komme til at fylde meget, for det har han gjort lige siden, at jeg først stødte på ham. Til gengæld er jeg dog utroligt overrasket over det album, som jeg føler har haft størst betydning for mig i år. Det svinger altid lidt, hvad jeg lytter mest til i Devins diskografi. Nogle gange er det udgivelsen over alle udgivelser, City, som jeg lytter mest til, og den er også blevet afspillet godt i år. Andre gange er Infinity, Accelerated Evolution, Ki og Deconstruction, som jeg bruger mest tid sammen med og nu og da kommer der også en sjette på banen. Jeg havde dog aldrig regnet med, at Ass-Sordid Demos skulle være en af disse udgivelser, for det er ikke et album, som jeg har lyttet til særligt meget før i år. Jeg har da kendt til det i lang tid, og det har nok også fået nogle gennemlytninger igennem tiden. Min interesse for albummet eksploderede dog først for alvor i år, uden at jeg som sådan kan sige helt hvorfor. Normalt så tillægger jeg ikke demoindspilninger den store opmærksomhed, for oftest er de mere historisk interessante, end de er musikalsk. Kvalitetmæssigt mangler de som regelt bare noget, og det skal de jo også, da de i sidste ende bare er demooptagelser. Det er dog ikke tilfældet her. Godt nok er kvaliteten ikke helt oppe på niveau med færdige studiealbum, men det er tæt på, og derfor er Ass-Sordid stadig fint at lytte til rent, hvis man kigger på selve lydkvaliteten. Derudover er det også et rigtig spændende album at lytte til, især for fans af Devin. Albummet er en opsamling af meget af det, som han havde skrevet, før han begyndte at udgive for alvor. Åbningsnummeret er det manglende titelnummer til hans fantastisk Ocean Machine udgivelse, så det satarter rigtig godt. Derefter kommer fantastiske “Promise” så, og det er jeg bare blevet helt skudt i. Det samme kan siges om “SunMud/Woman”, da jeg synes, at det er et uhyre interessant nummer. Det har nemlig elementer fra to-tre andre senere numre i sig, og for en fan er det virkelig guf. Derudover er der så også numre som “I Am”, “Cold”, “Soft” og mange andre, der er helt nye for mig, men som alle bare er virkelig solide. Selvom jeg efterhånden har hørt det hundredevis af gange i løbet af året, så kan jeg mærke, at jeg slet ikke er færdigt med det endnu, og det er et af de største kvalitetsstempler, som et album kan få i min bog. En af de bedste demoudgivelser, som jeg nogensinde har hørt, og helt klart det Devin Townsend album som jeg vil huske bedst fra i år.

2. David Bowie – 1. Outside (The Nathan Adler Diaries: A Hyper Cycle)

David Bowies Outside har for mig en del tilfælles med Ass-Sordid Demos. Det er nemlig også et album, som jeg har kendt til i noget tid, men som jeg først rigtig er begyndt at elske i år. Når det kommer til Bowie, så har jeg aldrig været den helt store fan. Jeg kan høre, at han har fat i noget fedt på mange af hans udgivelser, men det er bare ikke helt ovre i min stil. Når han dog rammer noget af det, som jeg kan lide, så rammer han i den grad plet. Jeg har holdt af Blackstar lige siden det udkom, instrumentalsiderne til Heroes og Low betyder enormt meget for mig, og nu står der så et fjerde album ved siden af dem. Jeg holder især af det industrialagtige udtryk, der til tider er over albummet, for hold kæft hvor er det dog godt udført. Albummets 5., 6. og 7. numre står for den mest formidable sektion, “We Prick You” er pisse fedt, og “I’m Deranged” holder jeg også bare utroligt meget af. Samtidig er der også det dejligt skæve “A Small Plot Of Land”, og jeg kan blive ved. Det er et album, der har kørt utroligt meget hos mig, og det er et album, som jeg ikke kan lade være med at undre mig over, at jeg ikke har hørt ordentligt før i år. Derudover holder det fantastiske sig ikke bare til albummet. Man kan nemlig finde en helt alternativ udgave på The Leon Suites bootleg albummet, og det har jeg også haft en stor fornøjelse af at lytte til. Dog er det officielle album, som jeg har lyttet til i år, og derfor er det også det, som jeg kommer til at kunne kigge mest tilbage på, når jeg i de efterfølgende år tænker tilbage til 2025.

3. Dr. Baker / Poul Bundgaard – Bella Notte

Dette skriveris tredje emne kunne egentlig godt have været med på gårdagens skriveri, men jeg valgte dog at holde det tilbage, da jeg ikke synes, at et enkelt nummer ville passe ind der. Det gør det dog her, for Dr. Baker / Poul Bundgaard nummeret Bella Notte har fyldt umådeligt meget for mig i år. Det var egentlig bare et totalt tilfælde, at jeg hørte det på en af min søsters CD’er, men hold da op hvor har jeg lyttet meget til det efter. Jeg synes virkelig, at det er et nummer, der i den grad virker. Jeg har altid vidst, at Poul Bundgaard godt kunne synge, men alligevel bliver jeg gang på gang overrasket over, hvor godt han gør det her. Det kan røre mig til tårer, når jeg hører det. Så stærkt er det. Man kunne måske tro, at det er fordi, at det er et gammelt Disney nummer, som jeg derfor ville have knyttet nogle bånd til, men Lady & Vagabonden er ikke en film, der har haft den store betydning for mig. Derfor er det helt og alene denne versions fantastiske styrke, der gør, at jeg har lyttet til det igen og igen. Det er bare hamrende godt, og det har betydet så meget for mig i år.

4. Killing – Face The Madness

Når alt kommer til alt, så ved jeg ikke, hvor meget disse skriverier egentlig inspirer jer der læser dem. De kan dog nogle gange komme til at inspirere mig selv, for når man dykker så intensivt ned i udgivelser, som jeg gør, når jeg skal skrive om dem, så kan der være et eller andet, der lige pludselig slår klik for en. Jeg holdte allerede utroligt meget af Killings Face The Madness, inden at jeg skrev om albummet. Faktisk regnede jeg det som en af Danmarks 3 bedste thrash-metaludgivelser, og det gør jeg også stadig. Der er dog sket et eller andet i løbet af året, for jeg hører det bare mere og mere, og det bliver også bare bedre og bedre, hvilket for mig er fuldstændigt vanvittigt. Albummet har en god del højdepunkter, men der er især et nummer, der virkelig er begyndt at skille sig ud fra resten, og det er “Straight out of Kattegat”. Det nummer er ikke bare en af mine favoritter fra den danske thrashscene, men fra thrashscenen generelt. Sætter man det på en playliste med alle de andre store numre fra genren, så vil det på ingen måde føles forkert.
Jeg er 100% sikker på, at dette album også kommer til at spille en rolle for mig i 2026. Jeg får nemlig fornøjelsen af at se bandet live igen i slutningen af januar, og jeg glæder mig så utroligt meget til det!

5. Quicksand – Distant Populations

Er der et album, der i 2025 har haft en noget spøjs udvikling for mig, så er det Quicksands Distant Populations. Da jeg først startede med at lytte til dette band, var det forgængeren Interiors, der stod for introduktionen. Halvandet år derefter var det også den klare favorit, og jeg syntes faktisk, at Distant Populations var lidt af en skuffelse i forhold. Så blev det november 2024, hvor jeg oplevede bandet live for første gang. Ikke et nummer fra Interiors blev spillet, hvilket jeg var lidt skuffet over, men der var dog en del fra Distant Populations. Om det var det, der gjorde, at albummet lige pludselig begyndte at vokse voldsomt meget for mig, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Senere på månden overraskede jeg dog mig selv, da jeg stod på en station kl. lort om natten og halvdansede til nummeret “Lightning Field”, og der tænkte jeg, at Distant Populations nok lige skulle have en chance til. Den chance greb albummet virkelig, for det er klart det, som jeg har lyttet til mest i år. Der er bare et eller andet, der har sagt klik med dette album, for det er gået fra være en halvskuffelse til noget af det bedste, som jeg kender til. Hver gang jeg lytter til det, så får man krop lyst til at bevæge sig til musikken, og hver gang jeg lytter til det, så bliver jeg bare glad. “Lightning Field” er stadig en af mine favoritter fra albummet, det har det altid været, men jeg har virkelig også fået øjnene op for “Brushed”, “Phase 90”, “Missile Command” og generelt bare for resten af albummet. Det undrer mig stadig helt vildt, at et album kan have sådan en udvikling, men det er nu engang den måde, som Distant Population for mig er vokset på. Skal jeg definere 2025 med et enkelt album, så er dette den klare vinder. Det har bare betydet så utroligt meget for mig i år, og det kommer det sikkert også til at gøre til næste år. Konge album!

Quicksand står for slutningen af dette skriveri, men det bliver som sagt ikke det sidste, som jeg kommer med i år. I morgen kommer der nemlig et sidste et af slagsen. Hvad det kommer til at omhandle, vil jeg ikke afsløre endnu, men jeg kan dog sige, at der kommer en genganger fra dette skriveri i det. Så må du selv gætte dig til forbindelsen.