2025 er så småt ved at være omme, og det giver mig lyst til at reflektere over året der gik. Derfor har jeg sat mig for at lave tre afsluttende skriverier, hvor dette er det første. Her har jeg valgt at lægge ud med emnet “De 10 bedste nye udgivelser”.
Nu tænker du måske så, at dette bliver en top 10 over 2025s bedste udgivelser, men hvis du gør det, så tager du fejl. Jeg har nemlig aldrig tillagt den store betydning til alle de spritnye udgivelser. I sidste ende er det ligegyldigt for mig, hvor gammelt eller hvor nyt noget er, bare det er godt og spændende, og derfor vil jeg meget hellere sidde og dykke ned i en specifik genre, kunstner eller lignende, end at jeg vil kigge på årets nye ting. Er der noget nyt, der samtidig er godt, så plejer folk at snakke om det, og gør de det, så plejer jeg at hive det frem, medmindre det er noget fra en kunstner, som jeg holder af, eller noget som jeg bare støder på ved et tilfælde. Derfor er dette ikke en liste over top 2025 ting, selvom der dog er nogle fra dette år, men i stedet en liste over de nye ting, som jeg har opdaget gennem året, og som jeg virkelig er kommet til at holde af.
Med det sagt, så synes jeg, at det er tid til at kigge på første emne på denne liste.

10. Magnús Þór Sigmundsson, Rafn R. Jónsson – Icelandic Folk Music (Instrumental)

Det indledende emne på listen bliver det fantastiske folkalbum Icelandic Folk Music. Kigger man bort fra Björk og nogle af de andre virkelig store islandske musikere, så blev dette min introduktion til landets musikscene, og det blev en rigtig god en af slagsen. Siden jeg lyttede til det, har jeg nemlig gravet rundt flere andre steder, og det har resulteret i nogle rigtig gode musikoplevelser, hvor blandt andet bandet Grafík stod for en af dem, der også var tæt på at komme på listen. Alene af den grund holder jeg meget af dette album, men det er nu ikke derfor, at det er på denne liste. I stedet er det fordi, at det bare er et skønt album at lytte til. Det kom til mig i en periode, hvor jeg var blevet lidt træt af neo-folk genren, specifikt den mørke nordiske gren, og der var det bare det perfekte modstykke. Ganske vist kan albummet da godt være mørkt og mystisk, men samtidig kan det også være festligt, hyggeligt og lyst, hvilket for mig gør det til et mere passende lydspor til en nordisk atmosfære. Albummet findes både med og uden sang, og her er det den sidste version, som jeg især har forelsket mig i. Hver enkelt sang maler et skønt billede for mit indre, og jeg har hørt det et utal af gange, siden jeg først opdagede det.

9. Clapper – Under The Radar

Fra folken vil jeg gå over til Clappers dejlige instrumentale fusions-jazz hip hop. Dette var et band, som jeg stødte på i sommers, da jeg havde forvildet mig til den sidste dag af Silkeborg’s Riverboat jazzfestival. Forinden havde jeg hørt nul og nix om dette band, og derfor blev jeg voldsomt overrasket af den musik, som pludselig stod og lagde ører til. Med det samme mindede de mig om trioen Clothing Club, og da jeg holder utroligt meget af denne, så var det bestemt ikke en dårlig ting. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid bandet havde på scenen, men jeg ved, at jeg bare stod og nød hvert et sekund, at de var der. Med det samme skulle jeg derfor også hjem og høre, hvad de ellers havde lavet. Her blev Under The Radar det første album, som jeg satte på, og det slog min kærlighed til bandet fuldstændigt fast. Mange af albummets numre kunne jeg genkende fra koncerten, og det gav også god mening, da jeg opdagede, at det lige var udkommet i maj måned. Der er dog også et par af albummets numre, som jeg mener ikke var på sætlisten til koncerten, og derfor kunne det stadig byde på et par dejlige overraskelser.
Hver eneste gang at jeg lytter til dette album, så efterlader det mig med en lyst til at se bandet live igen. Desværre har det ikke passet ind endnu, men jeg glæder mig virkelig til, at det en dag lykkedes, for min debutkoncert med dem var simpelthen en så fantastisk oplevelse. Indtil den dag kommer, må jeg dog nøjes med dette album, men det er også et rigtig fint et at “nøjes” med.

8. Volbeat – God Of Angels Trust

Jeg blev vildt glad, da jeg hørte, at Volbeat ville gå tilbage til et mere tungt udtryk på dette års album, God Of Angels Trust. Jeg kan nemlig virkelig godt lide deres første udgivelse, da den netop er tung, og derfor gav det mig et håb om, at jeg måske ville kunne nyde noget af bandets nye musik også. Det håb blev virkelig indfriet, for hold da op et album. Det var alt det jeg kunne ønske mig plus noget mere. Okay der er da lige et par enkelte numre, som ikke helt er mig, men langt det meste af albummet er bare så pissefedt at lytte til. Begge “Monster’s Hand” numrene er jeg fuldstændigt pjattet med, “In the Barn…” er jeg også hamrende glad for og det samme gælder for en god del andre af albummets numre. Det var en fed overraskelse at få, og derfor håber jeg også, at de spiller en masse derfra, når de gæster årets Copenhell festival (som jeg forhåbentligt kan få skaffet en billet til).
Dette album gav mig mod på at prøve at lytte til nogle andre af Volbeats senere udgivelser, og selvom det langt fra var alt, der gav pote, så stødte jeg dog her på nogle numre, som jeg er blevet rigtig glad for, og for mig gør det kun God Of Angels Trusts stjerne endnu større. Er du til Volbeats tidlige musik, så kan jeg kun anbefale, at du giver dette album et lyt, da det for mig virkelig holder.

7. King Buffalo – Regenerator

Det er altid dejligt, når man kan spørge en kollega, om han kan anbefale et album, og dette album så ender op med at blive en af årets overraskelser. Dette var tilfældet med King Buffalo, et band som jeg ikke havde hørt om før jeg spurgte, men som jeg nu er blevet virkelig glad for. Allerede ved det indledende titelnummer kunne jeg mærke, at det her var noget, som jeg ville blive rigtig glad for, og det holdte stik. Musikken er dejlig tung, men samtidig er den også dejligt svævende i dens udtryk, og det er lige mig. Især nummeret “Avalon” holder jeg utroligt meget af, da det her også bliver virkeligt smukt, men generelt holder hele albummet bare hele vejen igennem. Jeg har nydt det rigtig mange gange igennem året, og derfor fortjener det i den grad også en plads på denne liste.

6. Julian’s Treatment – A Time Before This

Midtvejs på denne liste har jeg valgt at placere albummet A Time Before This. Dette album stammer helt tilbage fra 1970, og jeg faldt ved et tilfælde over det, da jeg søgte efter gammelt prog- og krautrock. Ofte ender jeg op med et hav af bands, når jeg kigger efter ting fra en specifik genre, så jeg tror ikke, at jeg havde nogle særlige forventninger til albummet, da jeg først satte det på. Igen spidsede jeg dog med det samme ører, da albummet gik i gang, for det lød som om, at dette kunne et eller andet. Det kunne det, og det kan det også stadigvæk i dag, for jeg virkelig hørt det mange gange siden. Det er fed tidlig 70’er prog, når det er bedst med tværfløjte, keyboard, kvindelig vokal og meget mere. Især midterdelen synes jeg virkelig holder, hvor jeg især synes virkelig godt om numrene “The Black Tower” og “Alda, Dark Lady of the Outer Worlds”, men også indledningen og det afsluttende titelnummer “A Time Before This” er jeg virkelig glad for.
Album som dette er grundene til, at jeg nyder at søge i det mindre kendte. Der er nemlig fantastisk mange perler at finde, og for mig er A Time Before This en af dem, der skinner mest. Når det kommer til de nye udtryk, som jeg er stødt på i år, så er det et af dem, som jeg husker allertydeligst, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg også vil få hørt det en god del i 2026.

5. The Ghost of a Saber Tooth Tiger – Midnight Sun

Når jeg tænker over det, så er det lidt spøjst, at det først er i år, at jeg støder på dette album. Jeg har i lang tid nemlig været rigtig glad for Sean Ono Lennons arbejde i The Claypool Lennon Delirium, og derfor burde jeg vel også have dykket videre i hans andre ting noget før i år. Det gjorde jeg dog ikke, og det måtte jeg med det samme erkende var en fejl, da jeg hørte de første toner af nummeret “Animals”. Det nummer er nemlig så dejligt fantastisk, og det samme gælder også for resten af albummet. Der er så mange tråde at trække mellem dette album og dem, som Sean har udgivet sammen med Les Claypool, og det synes jeg af en eller anden årsag er vildt fedt. Måske er det fordi, at det tydeligt viser, at Sean ikke er kommet ind på musikscenen på grund af sit navn, men i stedet på grund af sit talent, eller måske er det bare noget helt andet. Når alt kommer til alt, så er Midnight Sun i sidste ende bare et album, som jeg er kommet til at sætte utroligt meget pris på. Sean og Charlotte Kemp Hul har virkelig fat i noget fedt her, og jeg håber altså, at de på et eller andet tidspunkt vender tilbage til at lave musik sammen.

4. Trold – I Skovens Rige

Indtil nu, så tror jeg ikke, at der som sådan har været en rigtig rangering mellem numrene på denne liste. Når jeg vågner i morgen vil jeg i hvert fald ikke blive overrasket over, hvis jeg begyndte at rykke rundt på den. Det er dog ikke tilfældet med de sidste fire, for disse udgivelser er klart dem, der har gjort mest indtryk i løbet af dette år. Den første af disse er Trolds seneste album I Skovens Rige. Dette album syntes jeg var rigtig godt, da jeg lyttede til det omkring en måned efter, at det var udkommet. Det er dog ikke der, at det står i dag, for siden har det bare vokset og vokset, og især i tiden omkring deres koncert til Næstved Metal Fest, hvor jeg oplevede dem, var det noget af det, som jeg hørte allermest. Jeg synes, at bandet har et fantastisk lydbillede, og jeg er virkelig glad for den udvikling, som de har haft siden debutten. Albummets indledning sætter det hele i gang på den bedste måde, og derefter kommer der bare så mange fantastiske numre. “Med Høtyv og Fakkel”, “Til Gilde Under Bøgen”, “Tusind År I Dvale” og så selvfølgelig “Mod Den Endeløse Skov”. Alle fantastiske numre, og det er bare et par stykker af de guldklumper, som dette vidunderlige album byder på. Folk metal på det absolutte højeste niveau! Derudover er jeg også en stor fan af bandets visuelle udtryk, for det er bare konge! Sammen med musikken kom det med så meget inspiration, at jeg i flere uger efter koncerten blev nød til at arbejde på at væve det ind i den Dungeons & Dragons kampagne, som jeg står for at køre for nogle andre, for Trolds musik ville bare ikke give slip. Sjældent har jeg været ude for noget lignende, men for mig er det bare et tegn på, hvor meget dette album betyder for mig.

3. Erika de Casier – Lifetime

Når man kender til en single, og ved at den er fantastisk, hvorfor lytter man så ikke hele albummet igennem? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, for det tog fandme alt for lang tid, før jeg fik sat Erika de Casiers Lifetime album på. Det på trods af, at Carsten Holm flittigt havde spillet nummeret “Delusional”, siden det udkom en gang i foråret, et nummer som jeg hurtigt blev rigtig glad for. Jeg skulle dog lige have en anbefaling fra en kollega, den samme der stod bag King Buffalo anbefalingen, før jeg fik det gjort. Bedre sent end aldrig dog, og da jeg satte det på var jeg med det samme bare voldsomt imponeret. Fuck et album! Det er bare så dejligt overvældende lige fra starten og så helt til slutningen! Det er drømmende, det er lækkert, det er smukt, og det er bare afsindigt godt! Der er ikke et eneste dårligt nummer herpå, og derfor står det også klart som ikke bare en af årets bedste danske udgivelser, men en af årets bedste udgivelser generelt. Har du ikke hørt det, så gør dig selv den tjeneste at få det gjort. Da jeg endelig selv fik gjort det, blev det nemlig ikke bare til et lyt, men til hundredevis af slagsen. Klart noget af det bedste danske, som jeg kender til, ikke bare fra i år men bare i det hele taget!

2. Tidejord – Tidejord

Før engang i august havde jeg ikke hørt et ord nævnt om bandet Tidejord, og derfor er jeg heller ikke helt sikker på, hvorfor at jeg følte et behov for at sætte deres musik på, da jeg så dem nævnt i et tilfældigt opslag på Facebook. Det gjorde jeg dog, og hold kæft hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. Det band kom nemlig næsten til at stå for årets albumoplevelse, for hold kæft hvor er deres 2022 udgivelse dog bare god!!! Det samme gælder for deres Væsen EP, der udkom i år, men den må dog lige træde et skridt tilbage for albummet, da det var det, der stod for min introduktion til bandet. Hvor helvede har de dog gemt sig henne, og hvorfor fanden er der ikke flere, der snakker om dem? For mig er det her noget af det allermest interessante, som jeg har hørt fra den danske metalscene i lang lang tid. Lyden er fantasisk, musikken er både smuk og skøn, og det er bare voldsomt fedt at lytte til hele vejen igennem. Havde jeg hørt dette album uden at vide, hvem der stod bag (og havde teksten ikke været dansk), så ville jeg have troet, at dette band måtte være et af de store. Der er nemlig så meget kvalitet over hvert eneste nummer, at jeg slet ikke ville have kunne tro, at dette bare var et lille ukendt band fra lille Danmark, hvilket det dog i sidste ende er. Jeg har ikke lige kunne få en koncert med dem til at passe ind i programmet i år, men hold da op hvor er det dog en prioritet til næste år, for dette må jeg bare opleve!

1. Sunken – Lykke

I år kom der et nyt Sunken album, og i forbindelse med det tog jeg ikke bare til en, men til to koncerter. Først på Spillestedet Stengade i København, og ugen efter så på Radar i Århus. Ved begge koncerter spillede bandet Lykke igennem i sin helhed, og ved begge koncerter stod jeg med det største smil på læben. For mig er det det største tegn på, at noget musik har rørt mig, og når det ikke bare sker en, men hele to gange, så betyder det virkelig noget. Siden da har jeg haft albummet på massere af gange, og det bliver det på ingen måde ringere af. Selv her når jeg lige hører lidt bider af det, mens jeg skriver, så vælder minderne bare op, og jeg kan mærke, at jeg næsten bliver helt rørt. Dette band har et så fantastisk lydbillede, at jeg næsten ikke har ord for det. Det er atmosfærisk black metal på det absolutte højeste niveau. Lige nu står der intet over dette album for mig, når det kommer til denne genre. Til gengæld ligger der en masse udgivelser under og kigger med misundelse i blikket op på dette album. For mig er Lykke årets bedste nye udgivelse, ikke kun når det gælder årstal, selvom det også topper her, men generelt set bare for alle de nye indtryk, som jeg har fået i år. Det er et mesterværk uden lige. Jeg glæder mig til at lytte til det tusind gange næste år, og jeg glæder mig til forhåbentligt at se bandet igen til en koncert. Om det så sker, må tiden vise, men indtil da vil jeg i hvert fald drømme nogle gode drømme om det.

Jeg synes, at det er dejligt, at jeg på denne liste er endt op med fire danske udgivelse, der suverænt ligger i toppen, især fordi det ikke er noget, som jeg har tænkt gevaldigt meget over. Da jeg kiggede på min liste over de nye ting, der virkelig havde betydet noget for mig i år, så følte jeg bare, at det var naturligt, at de blev placeret i toppen. Samtidig synes jeg også, at det er fedt, at der alligevel er så meget fra 2025, hele fem ud af ti udgivelser, da det bestemt ikke var noget, som jeg havde regnet med, da jeg begyndte at skrive dette skriveri.
Der har selvfølgelig været mange flere nye ting, som jeg har lyttet til i årets løb, og her vil jeg gerne nævne Steve Reich og Grafík, da de var under tæt overvejelse (sidste blev endda skrevet om, indtil jeg kom i tanke om Trold). Disse nye ting er dog ikke de eneste, der har præget året, og derfor kommer der i morgen nytårsskriveri nr. 2, der kommer til at omhandle de udgivelser, der særligt har gjort et eller andet for mig i årets løb. Dem der virkelig har haft betydning for mig, og dem jeg virkelig har lyttet til. En ordentlig Spotify Wrapped kan man måske kalde det. Lyder det interessant at læse om i dine ører, så læs med når det engang kommer op i morgen.