4. Adventsskriveri: The Sweet – Done Me Wrong All Right

Og så blev det den fjerde advent, og derfor også tid til mit sidste adventsskriveri for i år. Dette kommer til at omhandle en single, der virkelig overraskede mig. Før jeg hørte denne var det nemlig synd at sige, at jeg var en stor fan af The Sweet. Ikke fordi jeg som sådan syntes, at det var et dårligt band, men det var bare ikke lige mig. Ganske vist lød “Wig Wam Bam” da fint, og “Ballroom Blitz” har altid været fedt, men numre som “Poppa Joe”, “Co-Co” og nogle af deres andre numre gjorde bare intet for mig. Det var desværre også de sidste, som jeg var kommet til at associere med bandets musik, men det blev ændret, da jeg satte denne single på for første gang.


Jeg tror, at det var engang i 2023, at dette skete. Jeg havde nogle singler, der skulle testes i butikken, og dem var jeg godt i gang med at gå igennem. I denne bunke lå Sweet singlen Co-Co, og jeg er ret sikker på, at jeg råbte en forhåndsundskyldning ned til min chef, der på det tidspunkt befandt sig i baglokalet, da han virkelig havde et anstrengt forhold til bandet. A-siden blev spillet igennem, og det gjorde den uden nogle problemer, men da singlen havde ret mange overfladeridser, som Sweet singler ofte har, så blev jeg nød til også at sætte B-siden på. “Done Me Wrong All Right” var titlen, og den sagde mig intet. Derfor kom den på uden videre tanke. Den fik en tur med pladebørsten, derefter blev nålen sænket, og da jeg kunne se, at den ramte fint, så begyndte jeg at gå tilbage til min arbejdsplads. Jeg tror lige, at jeg nåede derhen, før overraskelsen ramte, for nummeret bliver nemlig lige slået godt an, inden det begynder. Dette lød ganske fint, men det kunne have ledt mange steder hen, og derfor tillagde jeg det ikke den store betydning. Jeg blev dog nød til at lytte intensivt efter, da den efterfølgende rytme overtog. Det var nemlig ikke noget sødt pop-rock, som jeg ellers havde forventet at høre. I stedet kom musikken fra den hårde skuffe, og jeg var vildt overrasket, ikke kun fordi det var tungt, men også fordi det var virkelig fedt. Rytmen drev det frem på den der tungt slæbende måde, som kun en virkelig solid rocker kan gøre det, og med det samme begyndte jeg at nikke med. Over den kom der så en guitar med en fed skærende lyd, der fik lov til at slutte hver rundgang af. Lige fra start nød jeg den, men det var især i omkvædet, at den virkelig fængede, da den her går ned i de lidt lysere toner, hvilket bare lyder herligt. Havde nummeret holdt sig til at være instrumentalt, så havde jeg været ganske tilfreds, men det er dog ikke tilfældet… heldigvis. Brian Connelly er nemlig også med på sang, og her har også han droppet det søde udtryk for i stedet at køre med en mere rå vokal, der fuldender nummeret totalt.
“Done Me Wrong All Right” er for mig et virkelig spøjst nummer, for det er den totale modsætning er resten af Sweets tidlige karriere. Det tror jeg blandt andet er på grund af, at dette nummer ikke er skrevet af sangskriverne Mike Chapman og Nicky Chinn, men i stedet af bandet selv. Der var nemlig lidt mere kant over dem, og selvom de på deres første album forsøgte at holde sig til den samme søde stil som Chapman og Chinn, så kunne de alligevel ikke helt holde sig fra den hårde rock, noget som “Done Me Wrong All Right” er et glimrende eksempel på. Det er samtidig også et fantastisk eksempel på den styrke, som The Sweets B-side singler har, for det er ikke den eneste af slagsen, hvor det går over i den hårde rock. Jeg tror faktisk næsten, at jeg uden at blinke ville købe et album bestående kun af deres B-sider med det samme, da næsten samtlige af dem som jeg har hørt siden da, har overrasket mig virkelig positivt. Det er dog “Done Me Wrong All Right”, som jeg holder allermest af ud af dem alle sammen. Det er muligvis på grund af, at det var den, der først gjorde mig opmærksom på denne B-side kvalitet, men det er også bare et kanonfedt nummer. Det kører derudaf på en fantastisk måde, og alt det som Andy Scott laver på leadguitaren er bare en fornøjelse at lytte til.


Da jeg var færdig med min test af singlen, så gik jeg hen og tog nålen af som sædvanligt. Det der dog ikke sædvanligt var, at jeg derefter gik direkte ned til min chef og spurgte ham, hvem han troede det var, som jeg lige havde spillet et nummer med. Han havde ingen anelse, og da jeg sagde til ham, at det var The Sweet, så ville han næsten ikke tro mig. Det blev ikke sidste gang, at denne situation udspillede sig, for som sagt så har The Sweet mange flere B-sider, der bare er suveræne rocknumre. Om vi dengang lige satte singlen på igen, kan jeg ikke huske, men da jeg kom hjem fra arbejde den dag, så blev jeg nød til at høre det nummer igen. Det blev til mange gennemlytninger den aften, og det er kun blevet til mange senere hen. Er du til et fedt rocknmmer fra den klassiske hårde skuffe, så kan jeg kun anbefale, at du også lige giver “Done Me Wrong All Right” et lyt, for det er bare så fedt.


Done Me Wrong All Right

By:


Skriv en kommentar