Det er ikke ofte, at jeg ærgrer mig over, at en musiker tog én vej fremfor en anden. Når alt kommer til alt, så tror jeg nemlig, at du laver dit bedste arbejde, når du følger dit hjerte. Alligevel kan jeg dog ikke lade være med at tænke over, hvor fedt det kunne have været, hvis Peter Belli havde holdt sig til rocken, og måske endda var gået over i den lidt hårdere en af slagsen. Efter min mening ville hans stemme nemlig have passet perfekt til det, og hvis du nu sidder med en lyst til at ryste på hovedet, så vent lige lidt med det. Jeg har nemlig taget et bevis med i form af den single, som jeg i dag vil skrive om til mit adventsskriveri. Denne har titlen “Nok af Dig, og på den er Peter Belli gået sammen med de danske syrerockere Baby Woodrose, hvilket resulterer i et herligt nummer.
Nu får jeg det så til at lyde lidt som om, at Peter Belli og rock ikke helt hører sammen, og det er noget så forkert. Var der noget som Peter Belli var, så var det nemlig i den grad rock’n’roll. Han nåede ikke at være med helt i starten af den danske rockhistorie, da han “først” fik sin udgivelsesdebut i 1964 med singlen “Move On” / “Got Love If You Want It”, hvilket er omkring 8 år efter, at de første danske rock’n’roll numre udkom. Det er dog tæt på, at han var med fra begyndelsen, og den single, som han her sammen med bandet Les Rivals udgav, er et godt eksempel på, hvordan resten af 60’erne kom til at lyde for hans vedkomne. Det ændrede sig dog i 70’erne, og det vil jeg tro blandt andet er Johnny Reimars skyld. Ham og Belli indledte nemlig et samarbejde, hvor Reimar blev producer på nogle af Bellis albummer i dette årti, mens det samtidig var hans Starbox pladeselskab, der stod bag næste alle Bellis udgivelser indtil 1978 albummet, Jeg Lever For Musik. Her kunne jeg så sende en masse skældsord afsted i Johnny Reimars retning, men det gør jeg ikke, for i sidste ende var det jo godt spottet af ham. Skiftet blev en succes for Peter Belli, og det er ofte, at jeg finder mindst en af disse udgivelser i en given samling, når vi får noget brugt ind i butikken. Samtidig har Reimar jo også stået for at producere nogle af de første danske prog- og syrerock udgivelser, så jeg vil lade ham slippe denne gang.
Peter Belli holdt ved den meget poppede tilgang i et godt stykke tid, selv efter at ham og Reimar stoppede deres samarbejde. I 90’erne begyndte han dog at vende tilbage til rocken, og det var også i det spor, at han for det meste holdte sig i igennem resten af hans liv. I starten af 00’erne førte dette spor ham forbi bandet Baby Woodrose. De havde på en tysklandsturne i 2002 fundet ud af, at de alle var glade for Les Rivals nummeret “Det Du Ka’ Li’”, og det førte til, at de fik spurgt ham, om han havde lyst til at genindspille det nummer sammen med dem. Den var han med på, og det blev endda ikke det eneste, som de kom til at lave sammen. Peter Belli og Baby Woodrose optrådte nemlig sammen til 2003s P3 Prisen, og samtidig blev det heller ikke kun til et enkelt nummer, da de i starten af januar måned 2004 begyndte at indspille sammen. I stedet fik de to i kassen og begge disse blev udgivet senere på året på en singleplade, hvor A-siden var nummeret “Nok af Dig”, mens “Det Du Ka’ Li’” Fik lov at stå for B-siden, da det netop også var der, at det befandt sig, da Les Rivals i 1965 udgav det for første gang på deres første dansksproget single. Mere om B-siden vil jeg dog ikke skrive, da det i sin tid var A-siden, der virkelig imponerede mig, da en ven spillede denne ret så sjældne single for mig.
Som mange andre af Peter Bellis store numre, så er “Nok af Dig” en fordansket version af et engelsk nummer. Her har det originale nummer titlen “(I’m Not Your) Steppin’ Stone”, et nummer der så vidt jeg ved første udkom i maj måned, 1966, men som for alvor blev kendt da det amerikanske band The Monkees tog fat i det i slutningen af det år. I modsætning til deres version, hvor det er et orgel der er i front i indledningen, så lader Peter Belli og Baby Woodrose guitaren dominere her. Den er også bare helt vild fed at lytte til, så det valg kan jeg kun bifalde. En af grundene til det er blandt andet, at der er lidt mere bid i den, end der er i guitaren på den originale version, og det sætter jeg pris på. Det er dog ikke det eneste sted med lidt mere bid i, for det vokalmæssige får i den grad også et los i røven af Belli. Da jeg hørte nummeret første gang, så blev min fornemmelse af, at Peter Belli sagtens ville kunne klare sig i det hårde bekræftet med det samme, og jeg blev kun endnu mere sikker i min sag, jo længere ind i nummeret at jeg kom. Jeg elsker virkelig den måde, at han lader hans vokal stige i verset. I starten holder han sig lidt tilbage, men man kan bare mærke, at han lader aggressionen stige og stige, og det er så fucking fedt! Jeg elsker også de små ekstra bider, som han lige kommer med hist og her, for de sætter bare prikken over i’et på denne fantastiske vokaloptræden. Det er dog ikke kun vokalen, der sælger nummeret. Guitaren er som sagt også pissefed, hvilket jo er en selvfølge, når det er Uffe Lorenzen, der står bag den. Jeg skal ikke kunne sige, om det også er ham, der står bag det orgel, der ligger og kører på nummeret, da der ikke er nogle instrumentkrediteringer på singlen. Jeg vil dog gætte på, at det er ham, der spiller det, og det er et rigtig godt nik til den originale version, hvor der er et lignende et, der spiller. Derudover sørger de to Anderser, Anders Skjødt Kjærgaard og Anders Grøn, for, at henholdsvis bas og trommer bare holder hele vejen igennem. Også bassen er der bid i, og når nummeret kører i de vildere stykker, så bliver der i den grad slået til på trommerne. Det er fedt, og sammen sørger alle de individuelle elementer for, at coveret i den grad er et værdigt et af slagsen, og mere til endda. Det er et fedt overset, gemt og glemt nummer, som jeg virkelig holder af, og som jeg håber, at jeg kan få eksponeret til lidt flere. Jeg har dog desværre på fornemmelsen af, at der er lidt rettighedsproblemer med det, for man kan hverken finde det på streaming eller Youtube, og singlen er da heller ikke blevet genoptrykt, siden den først blev udgivet, hvilket er en skam. Den kan dog findes på Bandcamp sammen med “Det Du Ka’ Li’” og nogle af Uffe Lorenzens tidlige ting og sager, så der vil jeg anbefale, at du tager hen og lytter. Kan du lide det, så kan du eventuelt i samme omgang støtte op om musikken ved at købe nummeret og resten af albummet digitalt.
Musikskriveri 