Som jeg har nævnt før, så har jeg ikke det store forhold til julemusik, og det er også grunden til, at jeg holder mig fra den i år…. i hvert fald næsten. Der var nemlig et album, som jeg sidste år undlod at skrive om, da jeg havde haft fat i samme kunstner kort forinden. Jeg ville gerne beskrive det som et sandt juleeventyr, men det er nok mere passende at kalde det for en julegyser, da det er ingen ringere end den danske konge, i hvert fald indenfor metallen, der står bag det. Allerede her ved man så, at kvaliteten i den grad er i top, for sådan er det bare, når man har med King Diamond at gøre, og her er hans 2003 album The Puppet Master ingen undtagelse. Så find julesokkerne frem, tænd op i pejsen, og gør dig så ellers klar til at blive revet tilbage til 1700 tallets Budapest.

Imens du så lige gør alt det, så vil jeg kort komme med en opsummering af King Diamond. Dette band er centreret omkring frontmanden af samme navn, der dog har det borgerlige navn Kim Petersen. Det udsprang oprindeligt af legendariske Mercyful Fate, men da The Puppet Master udkom, så var der kun King Diamond tilbage fra det bands oprindelige besætning. Ved sin side har han som altid guitaristen Andy LaRocque, der har været med ham lige siden bandets første udgivelse. Derudover tæller dette albums besætning desuden også guitaristen Mike Wead, der også har lidt historie i Mercyful Fate, trommeslageren Matt Thompson og bassisten Hal Patino, der er den eneste udover King Diamond, der her har rødder i det danske. Han er dog også den eneste af de fire, der ikke er med i bandet i dag, da han i 2014 forlod det, så vidt jeg husker på grund af nogle økonomiske uoverensstemmelser. Som sagt holder resten dog stadig sammen, og det gør de på det 25. år. Det er dog i nutiden, og her skal dagens skriveri ikke foregå, for The Puppet Master udkom jo som sagt tilbage i 2003. Det blev bandets 11. album, og desværre er det også bandets næstnyeste, da der ikke er kommet noget nyt materiale fra dem siden 2007s Give Me Your Soul…Please. Til sidst skal det lige nævnes, at det ikke kun er bandet selv, der står for musikken på albummet. King Diamonds kone Livia Zita bidrager nemlig også til musikken, da hun synger på nogle af albummets numre. Det er dog ikke den eneste indflydelse, som hun har haft på projektet, for hun er nemlig fra Budapest, og derfor tænker jeg, at det ikke er et tilfælde, at King Diamond valgte, at det netop var der, at albummets historie skulle udfolde sig. Det er vist så også det sidste, som jeg tænker skal på plads i forhold til albummets baggrundshistorie, så nu vil jeg forlade den, og i stedet lade musikken drage mig tilbage til en december måned i 1700 tallets Budapest.

Albummet åbner op med nummeret “Midnight”, der står for at sætte stemningen op i både det musikalske og i selve fortællingen, og begge dele bliver gjort fremragende. Her åbnes der op med, at fortælleren kigger tilbage på historiens begivenheder lang tid efter, at de faktisk fandt sted, og man får lige en lille smagsprøve på, hvad der er i vente. For fans af King Diamond, så er denne smagsprøve lovende, for i de to minutter som den varer, der får den både sat noget mystisk op, og samtidig bliver der lovet blod, massere af blod. Rent musikalsk er det også virkelig fedt. De instrumentale passager er skønne, og det samme må siges om Kings vokal. Jeg holder især af det omkvædsstykke, der er i nummeret, for det går bare rent ind hver gang. Det jeg dog holder mest af ved nummeret er, at det får bygget perfekt op til det næste nummer, “The Puppet Master.
“The Puppet Master” tager ingen fanger i dets åbning. Der er gang i lige fra start, og fortællingen spilder heller ikke noget tid. Det er en julenat, og hovedpersonen venter spændt sammen med en masse andre på, at et dukkespil går i gang. Scenen kunne næsten være idyllisk, hvis det altså ikke var fordi, at den blev sat op af tungt guitarspil og Kings vokal. Disse to elementer gør, at det i stedet føles mystisk, og igen synes jeg bare, at det instrumentale virkelig holder. Guitarerne er stadig fantastiske at lytte til, og den måde de bevæger sig fra stykke til stykke på er bare perfekt. På trods af at der er mange skift, så er disse altid helt naturlige, og derfor nyder jeg også virkelig at fokusere på netop guitarspillet. Trommerne skal dog også lige roses, for her har Matt Thompson også gang i noget rigtig fedt. Normalt skal trommerne gøre noget helt specielt for, at jeg uden at tænke over det begynder at fokusere på dem, og det sker her. Fokusset vender dog altid tilbage til Kings vokal, for det er den, der er nummerets vigtigste element. Denne har jeg holdt af lige siden, at jeg hørte den første gang, og det er heller ingen undtagelse på dette album. Jeg kan især godt lide, når den får lov til at bruge to vokalspor, for kombinationen mellem hans normale stemme og så hans falset kan noget helt særligt. Denne bruges især i omkvædet, og derfor er det også nogle af de stykker, som jeg nyder mest i nummeret. Generelt elsker jeg dog det hele. Især på et nummer som dette sætter jeg pris på, at det ikke bare er vers, omkvæd, vers, omkvæd. I stedet kommer der nogle ekstra stykker ind, og de forstærker nummeret utroligt meget, både musikalsk men igen også fortællermæssigt. Især det der kommer lige før nummerets primære solo, synes jeg er vildt genialt. For mig er det et eksempel på, hvor god King er til at sætte hans scener op i hans musik, for jeg kan bare se dem folde sig ud for mit indre. Det synes jeg er imponerende, for når ens fortællerform er musikken, så er det begrænset, hvor mange ord man kan komme med, og derfor også begrænset hvor meget man kan beskrive en scene. Det har King dog ingen problemer med at gøre, og det er netop en af grundene til, at han igennem årene har haft så meget succes. Her er The Puppet Master ingen undtagelse, for allerede ved de to første numre er der blevet skabt en virkelig dragende fortælling, som man bare har lyst til at høre til ende. Resten af fortællingen vil jeg dog overlade til King Diamond, dels fordi jeg ikke har lyst til at afsløre noget af den, hvis du nu ikke kender til den, og dels fordi det vil blive et utroligt langt skriveri, hvis jeg skal igennem alle albummets numre.

Let og elegant springer jeg lige over det fantastiske nummer “Magic”, og går i stedet videre til “Emerencia”, da det er et nummer, som jeg virkelig holder af. En af grundene til det er, at det igen sætter scenen så fantastisk op. Vokalen står selvfølgelig for en stor del af dette, men jeg synes også her, at det instrumentale er utroligt effektivt. Den mystisk som noget keyboard og trommer skaber i starten af nummeret sætter bare den perfekte stemning op, og denne bliver kun bedre, når resten kommer på. Igen er guitarerne fucking vidunderlige at lytte til. Jeg elsker virkelig den måde, hvorpå Andy LaRocque og Mike Wead spiller på i nummerets mere “stille” stykker, for det er lidt specielt i forhold til klassisk heavy metal, men hold da kæft hvor det virker. Trommerne er også vildt dejlige at lytte til, for de forstærker kun guitarspillet yderligere. Det giver mig også lige en anledning til at nævne bassen, for den har nemlig samme rolle, ikke bare på dette nummer, men på hele albummet. Den giver lige guitartonerne lidt ekstra bund, hvilket cementerer lydbilledet. Da jeg er stor fan af dette instrument, så ærgrer det mig selvfølgelig en smule, da det betyder, at der ikke kommer det store fra den ellers, og det hjælper heller ikke, at den også ligger lidt lavt i mikset. Den gør dog hvad den gør, og det er også en af grundene til, at lydbilledet er så solidt, som det er.
På “Emerencia” er det fortællingen, der er fuldt i fokus. Derfor slår det heller ikke på noget tidspunkt over i noget, som jeg vil kalde for et omkvæd, og det synes jeg virkelig virker her. Selvom omkvædet netop var noget, som jeg holdte af i det forrige nummer, så går det der lidt ind og distraherer fra den overordnet historie, også selvom det der sker i det stadig er vigtigt for den. Det er der som sagt ikke noget af her, og derfor kan fortællingen fortsætte uafbrudt igennem hele nummeret. Igen er det en, som jeg kan se folde sig ud for mit indre, og det er bare fedt. Noget andet der er fedt er, at det her ikke kun er King Diamond, der står for den. Som sagt så er hans kone Livia Zita nemlig også med på albummet, og det her er et af numrene, hvor hun har en lille rolle. Denne giver dog rigtig meget til nummeret, og jeg holder virkelig af hver gang, at nummerets eneste gentagende strofe kommer på, da det er et af de steder, hvor hun kommer på. Det fungerer bare vildt godt og sætter lige det sidste prik over i’et til dette fantastiske nummer.

Og så vil jeg tage et ordentligt spring og tage fat i albummets sidste nummer, “Living Dead”. Det kommer faktisk også som lidt af en overraskelse for mig, da jeg for nogle uger siden havde regnet med, at nummeret “Christmas” helt sikkert skulle skrives om, dels fordi det er passende til højtiden, og dels fordi det er en af mine absolutte favoritter fra albummet. Efter en god del gennemlytninger er der dog nogle detaljer på “Living Dead”, som jeg føler, at jeg simpelthen bliver nød til at skrive om. En af disse er den måde hvorpå det første vokal stykke slutter på, for jeg er helt pjattet med det skift, der kommer i slutningen af det. I starten er det ret sløvt, og det passer rigtig godt til fortællerens humør. Lige pludselig skifter det dog bare, og det stykke der så kommer lyder bare suverænt. Der er mere fart på her, og de næste 30-40 sekunder er bare virkelig fede. Igen er det både på grund af de fantastiske guitarer, og så selvfølgelig også vokalen. De kommer med så meget fedt her, og det får perfekt understreget den følelse af fortabelse, som selve lyrikken kommer med. Igen er der godt med forskellige stykker, igen bliver scenen fortalt så perfekt, og igen er det bare fantastisk. Det er dog ikke det vilde, som jeg holder af i dette nummer. I stedet er det det skønne, der kommer i slutningen af nummeret. Efter en god omgang heavy med massere af forvrænget guitarer og skinger vokal hele vejen igennem albummet, så slår nummeret til sidst over i et melodisk stykke, og det er bare det perfekte valg. Nøj hvor det dog rammer! Der er lidt det samme over det akustiske guitarspil, som der er på nummeret “Black Horsemen”, som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med albummet Abigail, og denne lyd er jeg bare fuldstændig vild med, og noget stemningssættende keyboard og lidt hvisket vokal gør det kun bedre. Det jeg især synes er effektivt ved dette afsluttende stykke er, at det på et tidspunkt lige skifter fra det primære sørgende stykke, og så over i et mere smukt og flydende stykke. Det er ikke dette i sig selv, som jeg synes er fedt, men det er det, at der så kommer ekstra styrke på det sørgende, da det igen kommer på, som jeg synes er fuldstændigt genialt. Der får det lige trukket på de sidste følelsesmæssige strenge, og det gør det på den helt rigtige måde. Når det kommer til heavy, så er der et eller andet ved disse smukke melodiske afsluttende stykker, der bare gør noget ekstra særligt for mig, og derfor synes jeg også, at det er den perfekte måde at slutte dette dejlige album af på.

Jeg tror godt, at vi kan blive enige om, at The Puppet Master ikke er King Diamonds største mesterværk rent musikalsk. Ikke fordi at det er dårligt, men fordi det er oppe imod mastodontiske udgivelser som Abigail og Them, for bare at nævne et par eksempler. Jeg synes dog godt, at man kan sige, at The Puppet Master er en af hans bedste fortællinger. Personligt husker jeg den lige så godt som begge af de førnævnte udgivelser, for nogle af de billeder som den skaber for mit indre er lige så stærke og lige så ikoniske som for eksempel trappescenen i Abigai, eller scenen fra Them hvor bedstemors usynlige gæster tager sig af Missy. Derfor er The Puppet Master også en af de King Diamond udgivelser, som jeg oftest finder frem, blandt andet her ved juletiden, for som en samlet enhed synes jeg, at det er noget af det bedste, som han igennem tiden har lavet.

Som altid vil jeg her slutte af med at opfordre dig til at støtte op om bandet ved enten at købe et album, en koncertbillet, noget merchandise eller bare snakke om King Diamonds musik generelt. Måske kommer der noget nyt næste år, og måske tager han på turne med det, men efter at have ventet på dette album siden 2013, så skal jeg selv se det, før jeg tror på det. Derfor holder jeg mig bare til at nyde den musik, som han hidtil har udgivet, og der er også rigeligt med fantastiske udgivelser at tage fat i her.
Det leder mig let og elegant over til dagens lytteanbefaling, for ligesom i mit sidste King Diamond skriveri, så er denne i ental. Når det kommer til hans udgivelser, så er der kun en måde at lytte til dem på, og det er fra start til slut, i hvert fald hvis du vil have hele den tiltænkte oplevelse. Her synes jeg, at The Puppet Master byder på en vildt fed oplevelse, og derfor er anbefalingen også gigantisk herfra. Er du mere til ren julehygge, så er det måske ikke det album, der passer bedst til sæsonen, men går du og tænker, at det kunne være sjovt at blande jul med halloween, så er det til gengæld det perfekte album.

The Puppet Master