På trods af at jeg efterhånden har kørt siden i omkring halvandet år, så er der stadig mange kunstnere, som jeg stadig mangler at skrive om. I dag skal et af disse huller dog lukkes, for det er endelig blevet tid til at tage et smut forbi Folkeklubben. Her kan man starte mange steder, for de har lavet nogle virkelig stærke udgivelser i de 14 år, hvor de har eksisteret. For mig er valget her dog nemt, for jeg vil lægge ud med at skrive om albummet Sort Tulipan, da det stod for min introduktion til bandet.

Som sagt har Folkeklubben været i gang i 14 år, og i de 14 år har det bestået af forsangeren og rytmeguitaristen Kjartan Arngrim, trommeslageren Rasmus Jusjong og leadguitaristen Rasmus Dall. De var hurtigt på banen med deres første udgivelse, der blev EP’en Popsang, for den kom kun lidt over år efter, at bandet blev dannet. I 2013 blev den så efterfulgt af albummet Nye Tider, og siden da er det blevet til fem yderligere af slagsen, hvor det sidste af dem, albummet Mere End En Klub, udkom i 2023. Sort Tulipan ligger i midten af disse udgivelser, for da det udkom i oktober måned 2018 blev det nemlig bandets fjerde af slagsen. Om det lige er der, at mit eget forhold til bandet begyndte, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg ved dog, at jeg måneden efter i hvert fald kom med i klubben, for her gæstede bandet nemlig pladebutikken, som jeg arbejder i. For mit vedkommende var det første gang, at jeg så dem i butikken, men det var hverken den første eller den sidste gang, at de kom forbi. Det er også en af grundene til, at jeg har en kæmpe respekt for bandet. Godt nok er der mange, der tager turen forbi en pladebutik i forbindelse med en ny udgivelse, men det er dog kun få, der tager turen helt til Grenå, og så endda på eget initiativ. Som sagt er det dog kun en af grundene til, at jeg holder af bandet, og det er også langt fra den vigtigste. I sidste ende er det nemlig deres musik, der er hovedårsagen til, at jeg holder så meget af dem, som jeg gør.

Og så bliver det ellers svært, for hvilke af Sort Tulipans numre skal jeg vælge at skrive om, eller rettere sagt, hvilke skal jeg vælge IKKE at skrive om. Normalt når jeg går i gang med disse skriverier, så har jeg en god ide om, hvilke numre jeg vil plukke ud, og mangler jeg lige et, jamen så plejer det at kunne finde det ved første den første gennemlytning af albummet. Det er dog ikke tilfældet her. I stedet sad jeg bare med flere og flere numre, som jeg følte, at jeg var nød til at skrive om, og det siger jo lidt om hvor højt et niveau, at dette album har. Jeg har dog alligevel fundet frem til tre numre, som jeg vil sætte et par ord til, og det første af disse er åbningsnummeret “Cohiba Zanzibar”.

Det er ikke usædvanligt, at jeg starter ud med at skrive om åbningsnummeret på et album. Det er dog ikke ensbetydende med, at det er en favorit, og det tror jeg heller ikke som sådan, at “Cohiba Zanzibar” er. Alligevel er det dog samtidig nok det Folkeklubben nummer, der betyder mest for mig, for det stod for min introduktion til bandet. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, da jeg satte albummet på, men det var ikke det mørke og mystiske lydbillede, som “Cohiba Zanzibar” byder på. Det overraskede mig meget, og mine forventninger til både nummeret og albummet steg betragteligt. Det var dog langt fra den eneste gang, at det skete, for “Cohiba Zanzibar” har nemlig en utrolig fed udvikling. Hele vejen igennem stiger nummeret stille og roligt i intensitet, blandt andet fordi der hele tiden kommer lidt ekstra ind, og det kan jeg virkelig godt lide. Det gør det nemlig så dejligt spændende at lytte til, og derfor er hver gennemlytning også unik. Der er altid enten et eller andet nyt, som man opdager, eller også er der en glemt detalje, som man lægger mærke til igen. Vigtigst af alt er dog, at disse detaljer ikke bare er småting, for hver især har en god effekt på lytteoplevelsen. Når der kommer noget ekstra ind fra guitaren, så kan det virkelig mærkes. Når trommerne for alvor kommer på, så føler man virkelig at intensiteten stiger. Når der kommer korvokal ind, så får stroferne bare en ekstra kraft i sig og så videre og så videre. Det var bare et par eksempler, for der er meget mere af denne slags, og hvert enkelt indslag gør bare nummeret bedre og bedre. Det er dog ikke kun stigningen, der gør dette nummer fedt. Vælger man at fokusere på et enkelt instrument, så er der en fed oplevelse i vente, for det er dygtige musikere, som man her har med at gøre. Det tænker man måske ikke umiddelbart over, når man hører Rasmus Dalls guitar her, da den primært holder sig til enkelte toner. Det er dog netop det geniale ved den. Han kunne sagtens væve lidt ekstra toner ind i spillet her og der, og det sker også et par enkelte gange, men det at han for det meste holder sig tilbage viser mig, at han har lært en af de vigtigste lektier, som en musiker kan lære. Han ved hvornår han ikke skal spille, og for mig er det ofte det der adskiller en god guitarist fra en god musiker. Det kan godt være, at han ikke her kommer med alt muligt lir, men det gør bare, at hver enkelt tone i stedet får så meget mere kraft og betydning, og det gør det virkelig fantastisk at lytte til. Det er dog ikke kun guitaren, som jeg synes er fed. Rasmus Jusjong kommer med nogle virkelig dejlige trommer, der også holder sig i det simple. Igen er det dog netop deres styrke, og igen er det det, der gør dem så utroligt fascinerende at lytte til. Derudover skal Kjartan selvfølgelig også nævnes, for både hans rytmeguitar og hans vokal er fantastiske. I sidste ende er det ham, der er i front, og derfor også ham som man primært lægger mærke til, og det kan jeg ikke komme med nogle klager over. Hans sang er en fornøjelse at lytte til hele vejen igennem, og ligesom der hos instrumenterne er en masse smådetaljer at finde, så kan det samme siges for vokalen. Jeg synes, at det er en genistreg, at den på et tidspunkt lige bliver to sporet, jeg elsker den korvokal, der er i andet omkvæd, som Rasmus Dall vistnok står for, og ja, generelt så elsker jeg bare det her nummer. Jeg synes, at det er en fantastisk albumåbner. Det er skruet sammen på en måde, der er virkelig passende til et indledende nummer, for det får grebet fat i mig, det får opbygget en stemning, og det efterlader mig med en lyst til at høre mere. Det er ikke den eneste gang, at et indledende Folkeklubben nummer har givet mig den følelse, men ved “Cohiba Zanzibar” er den dog stærkest, og derfor bliver jeg også glad hver eneste gang, at jeg hører det.

Skal jeg beskrive Sort Tulipan med et ord, så er det smukt, og derfor giver det også mening at tage fat i et af albummets smukkeste numre, nemlig “Hvor Smukt Kan Det Regne”. Dette nummer var det, der i sin tid gjorde størst indtryk på mig, da jeg hørte albummet for første gang. Det har også været en vedvarende favorit, for det er klart det nummer, som jeg har hørt mest fra albummet. Her har Folkeklubben allieret sig med et par ekstra musikere, hvor blandt andet albummets producer Frederik Thaae er med på både bas, keyboard, 12-strenget guitar og vokal. Derudover skal pianisten Nikolaj Busk i den grad også nævnes, for han står for det overskønne klaver, som man kan høre på dette nummer, og det kan jeg næsten ikke få nok af. Inden jeg begynder at nævne alt for meget mere, synes jeg dog, at det også skal nævnes, at musikeren Mads Brinch står for noget programmering og noget korvokal, for så er der ikke nogen, der bliver glemt. Dette er ikke det eneste nummer, hvor Mads og Nikolaj kommer med nogle bidrag, og Frederik kan faktisk findes på alle albummets numre. Disse bidrag er altid skønne, og her er jeg blandt andet virkelig glad for den bas, som sidstnævnte kommer med. Det er dog ikke ham, som man lægger mest mærke til af gæstemusikerne. I stedet er det klart det vidunderlige klaver, som Nikolaj spiller, der tager den ære. Han holder primært til i nummerets omkvæd, men han dukker også op et par andre steder, og hver enkelt gang han gør, så er det bare skønt at lytte til. Det jeg holder allermest af ved hans spil er, at hans toner føles som dråber, der let skyller ind over nummeret, og det passer bare så godt til både nummerets titel og dets stemning. Det er dog ikke det, der alene står for det skønne på nummeret. Det bidrager Rasmus Dall nemlig også til med hans fantastiske guitarspil. Igen føles det ikke særligt kompliceret, når man lytter til det, men det behøves det heller ikke for at give den fantastiske lytteoplevelse, som det gør. Også her sætter jeg vanvittigt meget pris på de pauser, der er imellem hans toner. Igen giver det dem nemlig bare så meget mere betydning, og derfor er det også ekstra herligt, når han efter et kort fravær kommer på igen. Hvad end det er hans dejlige melodiske spil eller hans mere atmosfæriske, der ligger og kører under verset, så er det fortryllende at lytte til. Det samme kan her også siges om vokalen. Normalt er tekster ikke noget, som jeg lægger specielt meget mærke til, for jeg er langt mere fokuseret på vokalens melodi. Det er som sådan også tilfældet her, men nu og da ryger fokusset alligevel over på selve teksten, for det er nemlig en uhyrlig smuk fortælling, der er på dette nummer. Jeg bliver altid lidt rørt af den, og det er både på grund af ordene, men også på grund af den måde som Kjartan leverer dem på. Han har bare en fed måde at synge på, som jeg meget passende føler kan beskrives som folkelig. Skal jeg sammenligne ham med en anden dansk sanger, så er Kim Larsen den første, som jeg tænker på, og mere folkeligt bliver det ikke.
“Hvor Smukt Kan Det Regne” har ikke den samme udvikling, som “Cohiba Zanzibar” har, men der er dog alligevel nogle fællestræk mellem de to. “Hvor Smukt Kan Det Regne” stiger nemlig også stille og roligt, og der kommer samtidig flere og flere ting på. Jeg vil ikke gå i detaljer med dette, men jeg bliver dog nød til at nævne en ting, nemlig korvokalen, for den er jeg virkelig vild med. Det er jeg af flere grunde. Først og fremmest så lyder den bare godt. Især i omkvædene synes jeg virkelig, at den rammer, og det er blandt andet på grund af, at den ikke lægger sig helt op af Kjartan, hvilket skaber en fed følelse. Derudover synes jeg virkelig godt om den måde, hvorpå den bliver brugt på. Da den først kommer på i nummerets andet omkvæd, så er den lidt lav, og derfor lægger jeg ikke alt for meget mærke til den. Det bliver der dog ændret langsomt på op imod det næste, for her stiger den i styrke, og det giver den noget ekstra indflydelse. Det er en lille ting, men det er netop sådan noget, som jeg holder af, når jeg lytter til musik, for lytter man efter, så har det en enorm effekt på nummeret. Derudover er jeg også rigtig glad for, at det er den, der får lov til at bære nummeret ud, for det er et sidste strejf af skønhed til dette fantastiske nummer.

Som sagt synes jeg, at Sort Tulipan er et virkelig smukt album. Der er dog et par numre, hvor der er lidt mere gang i den, og et af disse er “Den Sidste Superstar”. Her folder trioen sig ud, og det kan blandt andet høres på trommerne, hvor Ramus Jusjong virkelig slår til. På dette nummer er hans lyd lidt mere skramlet end på resten af albummet, men det klæder det virkelig. Fra start til slut er det bare fantastisk at lytte til, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt revet med af dem. Trommerne er dog ikke de eneste, der på nummeret får en lidt skramlet lyd, for det samme gælder nemlig for guitaren, hvilket især kan mærkes, når den lige får lov til at lege lidt. Igen er det dog også virkelig passende til nummeret, og jeg synes, at det er fedt, at de på dette album også kan finde plads til at flippe lidt ud. Om de her har ladet sig inspirere af et mine yndlings Beatlesnumre, skal jeg ikke kunne sige, men der er et par fede stykker, hvor de lige flipper lidt ekstra meget ud, og her går mine tanker med det samme over til nummeret “Tomorrow Never Knows”. Selv hvis det ikke er tilfældet, så er der dog stadig en Beatles reference at finde, da der i teksten er et nik til “Lucy in the Sky with Diamonds”.
Igen tager bandet virkelig mange fede valg på dette nummer. Jeg synes, at det er fedt, at de lige stopper helt op på et tidspunkt, og så skifter over i noget andet for en kort stund. Jeg synes, at det er fedt, at de lige har et vers, hvor guitaren ikke er med, da det så bare føles ekstra vildt, når den kommer på igen. Jeg synes, at det er fedt, at de her går over og eksperimenterer lidt, og det bedste er, at det er en generel ting for albummet. Der er nogle fede og spændende valg at finde på hvert enkelt nummer, og selv på dem som jeg ikke har som favoritter, men som jeg dog stadig elsker virkelig højt, er der et eller andet, der virkelig fanger min interesse. Det er fedt, for det gør, at det altid er en fornøjelse at lytte hele albummet igennem.

Som altid vil jeg anbefale, at du støtter op om bandet, for det er vigtigt, hvis du nyder musikken. Uden støtte kan bands ikke eksistere, så køb et album, køb en t-shirt, en koncertbillet eller spil deres musik for en ven. Hver enkelt lille ting hjælper i det lange løb, og er der et band, der fortjener al den støtte de kan få, så er det Folkeklubben.

Og så er jeg ellers kommet til sidste punkt i dagens skriveri, hvilket som altid er lytteanbefalingerne. De er i dag lidt usædvanlige, for jeg har nemlig ingen, og det er simpelthen fordi, at det ikke er nødvendigt til Sort Tulipan. Du kan tage et hvilket som helst nummer på albummet, og det vil være et perfekt sted at starte. Det er noget, der er uhyre usædvanligt, for selv på nogle af tidens største klassikere, de udgivelser der sidder i alle vores hjerte, er der oftest et nummer eller to, måske endda flere, der ikke helt holder niveauet. Selv nogle af mine absolutte favoritudgivelser formår ikke at holde et topniveau hele vejen igennem, og her snakker vi udgivelser, som jeg til enhver tid vil sætte over Sort Tulipan. Der må jeg dog bare erkende, at Sort Tulipan er dem overlegen, i hvert fald når det kommer til at holde det høje niveau. Det er nemlig i top fra start til slut. Det er ikke fordi, at jeg ikke har nogle favoritter på albummet, for det har jeg, men ikke fordi de som sådan er bedre. Der er bare nogle ting, der rammer mig bedre end andre, men går jeg fra en af favoritterne og så over til et, som jeg ikke sætter lige så højt, så lytter jeg stadig med fuld opmærksomhed. Som sagt kommer hvert enkelt nummer nemlig med noget særligt, og når jeg lytter til albummet, så sidder jeg aldrig med en følelse af, at albummet lige gik lidt ned i niveau. Derfor kunne jeg også uden problemer sagtens skrive to skriverier mere omkring Sort Tulipan, og det er igen meget usædvanligt for mig, da der kun er et par andre udgivelser, hvor det samme er tilfældet. Derfor tror jeg også, at dette er en af de udgivelser, der uden problemer vil kunne spilles og nydes om 30 år. Om jeg så har ret i det, må tiden vise, og hvis ikke så må du le af mig. Jeg tror dog på det, for jeg føler, at Sort Tulipan er en sand dansk klassiker. Nu og da har jeg brugt ordet mesterværk, men det vil jeg ikke gøre her. Sort Tulipan står for mig nemlig som en af de få udgivelser, som jeg vil beskrive som et perfekt album. Så godt er det nemlig.

Sort Tulipan