Sidste december valgte jeg at køre et juletema på siden. Det kommer jeg ikke til at gøre i år, for det viste sig at være en noget større udfordring at finde julenumre, som jeg rent faktisk kan lide, der samtidig ligger på udgivelser, der betyder noget for mig. Alligevel kommer julen dog alligevel til at få lidt indflydelse på siden, for jeg har nemlig besluttet mig for, at jeg hver søndag vil lave et lille skriveri om et enkelt nummer. Om jeg så her holder mig til singler, eller om der også kommer numre ind fra udgivelser, som jeg ikke ellers tænker, at jeg vil skrive om, ja det må tiden vise.
Hvad skal så indlede det første af disse adventsskriverier? Tjah man kan jo lige så godt starte stort ud, så derfor kommer det i dag til at handle om The Beatles sidste nummer, “Now and Then”.

Jeg havde egentlig ikke troet, at jeg i min levetid skulle opleve udgivelsen af et nyt Beatles nummer. Godt nok var jeg født, da Beatles færdiggjorde de to John Lennon demoer fra slut 70’erne, “Free as a Bird” og “Real Love”, men da min levetid her stadig blev talt op i måneder og ikke år, så synes jeg ikke, at man kan sige, at det tæller. Op til 2023 vidste jeg faktisk slet ikke, at disse numre var blevet til, mens jeg var i live, men det fandt jeg dog ud af, da det pludselig blev annonceret, at Beatles ville udsende et allersidste nummer. Udgivelsen af dette var en ret utrolig ting. Her var der nemlig ikke tale om en udgivelse, hvor Paul McCartney og Ringo Starr gik sammen og skrev et nummer, hvorefter de så kaldte det for et Beatles nummer. Nej, på trods af, at John Lennon næsten havde været død i næsten 43 år, mens George Harrison havde været borte i næsten 22, så var begge at finde på dette nye nummer. Derfor kan du fandme også tro, at jeg var spændt på at høre, hvordan det ville lyde. Ville det bare være et hurtigt og let forglemmeligt nummer, eller ville det faktisk holde? En enkelt gennemlytning gav mig svaret på dette spørgsmål, men dette svar blev dog hverken den første eller sidste af svarmulighederne. At sige at “Now and Then” bare holder ville nemlig være en stærk underdrivelse, da det er gået hen og blevet en af mine absolutte favoritter, når det kommer til Beatles numre.

Inden jeg helt begynder at skrive om selve nummeret, så synes jeg dog lige, at der er et par sidste ting, der skal nævnes omkring det, og her vil jeg starte med manden, der gjorde det muligt at færdiggøre nummeret. Dette var ingen ringere end filmskaberen Peter Jackson, der i forbindelse med hans arbejde til den yderst fremragende Beatles dokumentar Get Back havde brugt et værktøj baseret på kunstig intelligens, der blandt andet kunne isolere lydene fra instrumenter og vokaler. Dette værktøj virkede så godt, at det efterfølgende blev besluttet, at man ville prøve at bruge det på demobåndet med optagelsen af “Now and Then”. Dette havde Paul, George og Ringo modtaget sammen med de to andre demoer, som jeg nævnte tidligere. På dette nummer var der dog et klaver, der ofte overdøvede Lennons vokal, og da de ikke kunne fjerne det med datidens teknologi, så blev det sat til side i første omgang. Der blev i de efterfølgende år snakket om at færdiggøre det, og Peter Jacksons nye værktøj gav et fornyet håb om, at det kunne lade sig gøre. Forsøget med det virkede. Lennons vokal kunne nu høres klart og tydeligt, og langt om længe kunne Paul og Ringo endelig færdiggøre nummeret. Heldigvis havde de leget lidt med det, da de sammen med George arbejdede på de andre numre tilbage i 90’erne, og derfor fandtes der også optagelser af hans guitararbejde, der kunne bruges på det færdige nummer. For at sætte en sidste prik over i’et og gøre nummeret så absolut Beatles som muligt, så blev der lavet en sidste tilføjelse til nummeret i form af nogle strygere, der blev arrangeret af McCartney og Giles Martin, sønnen af Beatles faste producer George Martin.

Og så er baggrunden bag “Now and Then” vist også sat på plads, og derfor vil jeg nu gå i gang med at skrive om selve musikken på nummeret. Som sagt er “Now and Then” blevet et af mine favoritnumre med Beatles, og det er det blandt andet, fordi det er smukt, og fordi det er melankolsk. Det er to ting, som jeg er meget glad for, når det kommer til musik, og de bliver begge slået fast lige fra start af McCartneys klaver og Harrisons guitar, hvor klaveret klart er det, der fylder mest med dets store smukke og mørke toner. Det sætter virkelig den perfekte stemning til dette nummer, og guitaren underbygger den rigtig godt. Derefter kommer Lennon så med hans vokal og hamrer den fuldstændigt i bund. Dengang jeg hørte det for første gang, der ramte den virkelig, og det har ikke ændret sig dengang i dag. Jeg sidder stadig med tårer i øjnene, når jeg hører det, for udover at det er pisse smukt, så er det også utroligt sørgeligt at høre manden synge strofer som “And if I make it through, It’s all because of you” og “Now and then, I miss you”. Det er dog ikke kun stroferne, og det at manden gik bort få år efter, at han havde skrevet dem, der er skyld i det. Det er også måden, at han synger på. Der er noget sorgmodigt over den, og vokalen føles også sårbar. Samtidig er der dog også til tider en kraft i den, for den sidste del af strofen før hvert omkvæd har nemlig noget ekstra over sig, og det har omkvædet også. For mit vedkomme når nummeret lige op på et ekstra højt niveau her. Det er dog ikke kun vokalen, der er fantastisk på dette nummer, for det instrumentale er også vanvittigt godt. Selvfølgelig holder de individuelle dele, for når man har med medlemmer fra The Beatles at gøre, så er det næsten en selvfølge. Det er dog ikke de individuelle dele, som jeg her tænker på, når jeg skriver om det instrumentale. I stedet er det selve den progression, der er på nummeret. I starten er det som sagt kun klaver og guitar, der spiller. Derefter begynder vokalen så, og kort efter begynder Ringo så med lidt let trommen. Det er også sådan, at nummeret fortsætter. Ikke med klaver, guitar, vokal og let trommen, men med hele tiden at bygge mere og mere ind. Så stiger klaveret i kraft, så kommer bassen på, derefter er der så også strygere og så videre og så videre. Nummeret bliver hele tiden stærkere og stærkere, og lytteoplevelsen hele tiden bedre og bedre. Dette kulminerer med en fantastisk slideguitarsolo, som Paul McCartney leverer, der er inspireret af Harrisons måde at spille på. Den er så fed at lytte til, og den bliver løftet til yderligere højder af den korvokal, der kører i baggrunden. Sammen får de skabt nummerets højdepunkt, da vokalen til sidst kommer ekstra op i lydstyrke og runder solostykket af sammen med guitaren. Derefter går nummeret så for første gang lidt ned i intensitet, og her runder det så af med de første fire strofer fra første vers, hvilket er en perfekt måde at slutte den lyriske del af nummeret på. Den instrumentale del fortsætter dog lige kort efter, hvor en sidste omgang slideguitar kommer på. Denne står for nummerets sidste toner sammen med strygerne, der i sidste omgang følger dens spil, mens Harrison på klassisk vis også slår en sidste tone af. Med det er dette fantastiske nummer overstået, og her kan jeg kun være enig med den person, som jeg vil tro er Ringo, der svagt kan høres sige “Good one” til sidst. Det bliver nemlig ikke meget bedre end dette.

Jeg synes, at det er umådeligt passende, at det er med et nummer som “Now and Then”, at The Beatles runder deres karriere af med. Til dels er det fordi, at nummeret bare har en afskedsfølelse over sig, men som sagt synes jeg også, at det er et nummer, der har et virkelig højt musikalsk niveau. Her sætter de det sidste punktum for det største band i musikhistorien, og det gør de i den grad med værdighed. Selv har jeg hørt dette nummer et utal af gange, og det kommer jeg til at blive ved med, ligesom jeg også bliver ved med at høre meget af det andet, som bandet nåede at udgive. Selvom noget af det har over 60 år på bagen, så holder det nemlig stadig fuldt ud den dag i dag, og det er der kun få andre kunstnere, der kan prale med.

Og så vil jeg ellers runde dette 1. advents skriveri af. Giv dette fantastiske nummer et lyt, uanset om du kender det eller ej. Det er nemlig bare suverænt godt. Så må vi så se, hvad jeg finder på til på næste søndag.

Now and Then