Her i weekenden skal jeg til Candlemass koncert, og derfor har jeg her på det seneste fået mere og mere lyst til at høre bandets musik. Det lyder nok også meget naturligt, i hvert fald indtil kendere hører hvilket album, som det specifikt er, at jeg er begyndt at lytte rigtig meget til. Det er nemlig ikke nogle af klassikerne, hvor de store hits er på. Det er heller noget af det nye, som det ellers ville give mening, at jeg begyndte at friske lidt op på. I stedet er det albummet Death Magic Doom, der presser på for at blive lyttet til, et album som jeg forventer at høre 0 sange fra til koncerten. Det er dog et album, som jeg har elsket lige siden, at jeg første gang lyttede til det, og efter min mening kan det også sagtens måle sig med resten af de virkelig store udgivelser, som bandet er kommet med i årenes løb.
Hvad er det så, der gør, at jeg ikke tror på, at jeg på lørdag kommer til at høre et eneste nummer fra albummet? Tjah til at starte med er det som sagt ikke en af de udgivelser, som mange nok vil mene, at det virkelig drejer sig om, når man snakker Candlemass. I stedet vil der her blive peget på de første to udgivelser, Epicus Doomicus Metallicus og Nightfall. Death Magic Doom er heller ikke en af de nyeste udgivelser, da det har 16 år på bagen, og skal man finde flere “fejl” ved det, så er det ovenikøbet heller ikke hverken Johan Längqvist eller Messiah Marcolin, bandets to mest kendte forsangere, der synger her. I stedet er det Robert Lowe, bedre kendt som forsangeren i bandet Solitude Aeturnus, der her står for vokalen, noget som han endte med at gøre på tre fuldlængde udgivelser og en enkelt EP i perioden 2007-2012. Ser man bort fra ham, er resten af besætningen dog den klassiske som man kender den, i hvert fald hvis man lige ser bort fra en mindre periode i slutningen af 90’erne og start 00’erne. På Death Magic Doom sidder Jan Lindh nemlig på hans faste plads bag trommesættet, det er stadig Lars Johansson, der står for lead guitaren, ligesom det også er Mappe Björkman, der står for rytmeguitaren. Det vigtigste medlem har jeg så gemt til sidst, for som altid står bandets stifter og primære sangskriver Leif Edling for bassen, for uden ham kan der ikke være noget Candlemass. Mere vil jeg dog ikke skrive om bandet her, for det har jeg allerede gjort i mit forrige skriveri om dem, så i stedet bliver det nu musikken på Death Magic Doom, der kommer i fokus.
Normalt når man har med doom metal at gøre, så er det de sløve tunge toner, der kendetegner musikken. Candlemass spiller dog ikke “bare” doom metal, de spiller episk doom metal, og det betyder, at de godt kan tillade sig at sætte tempoet op. Det udnytter de ved at indlede albummet med et stærkt, aggressivt og hurtigt nummer, der har titlen “If I Ever Die”. Det synes jeg rigtig godt om, for det klæder albummet, at der er gang i den lige fra start, og når nummeret samtidig er fedt, så er det jo bare endnu bedre. Nummerets stuktur føles meget klassisk heavy metal, men lyden har dog doomens klassiske tyngde og mørke over sig. Det passer dog rigtig godt til det, der bliver spillet. Roberts vokal er fin nok i starten, hvor han lige holder den lidt tilbage. Var det i dette spor, at han kørte den hele vejen, så ville jeg nok ikke have været så glad for nummeret, som jeg er, og derfor er det jo dejligt, at han netop ikke gør det. I stedet begynder han at gå op i lysere toner, da nummeret begynder at bygge op til omkvædet, og der slår hans vokal virkelig igennem.
Generelt set er der godt gang i den på “If I Ever Die”, men noget jeg dog virkelig sætter pris på er, at det efter første omkvæd lige stopper op. Herefter er der så et par skiftende stykker. Først synger Robert kort alene, derefter hamrer instrumenterne kort igennem, og så er det igen Roberts tur til at stå alene. Det er et virkelig godt indslag i nummeret, for det kommer lidt uventet, men hold da kæft hvor det virker. Vokal- og instrumentalstykkerne komplimenterer virkelig hinanden, og det er især her, at jeg bliver rigtig glad for, at nummeret netop har en lidt tungere lyd. Det giver også en mere unik lytteoplevelse, for som sagt har det ellers indtil da været meget heavy metal. Det er der sådan set heller ikke noget galt med, men jeg vil nu altid være en fan af de mere unikke ideer, og der synes jeg, at Candlemass når hen af med “If I Ever Die”. Resten af nummeret er dog meget ligetil. Der kommer en fed solo, og derefter er det så vers og afrundende omkvæd, hvilket er fedt nok, men ikke noget som jeg vil gå mere i dybden med. Som sagt er det et fedt åbningsnummer, men for mit vedkomne kommer der dog nogle ting på albummet, som jeg synes er endnu federe.
En af disse ting er det fantastiske nummer “The Bleeding Baroness”. Her er man er bestemt ikke i tvivl om genren, når man hører det. Det er mørkt, det er tungt, det er sløvt, det er doom… og det er fedt! Det bruger lige lidt tid i starten på at sætte stemningen op, og så bliver der ellers kastet med tonstunge toner. Det er dog ikke bare tungt, og det er nu engang det, som jeg virkelig elsker ved Candlemass. Det svinger nemlig også utroligt godt, og der må jeg bare rose Leif Edling for hans måde at skrive på. Uanset om det er vers, omkvæd eller noget tredje, så er min krop i bevægelse til musikken, og for mig er det altid et tegn på, at jeg virkelig kan lide musikken. Der hvor det svinger allermest er under omkvædet, og hold da op hvor er det dog et dejligt et af slagsen. Robert holder igen vokalen lidt tilbage i versene, men til gengæld så kan han så give den lidt ekstra i omkvædet, og sammen med det instrumentale skaber han her noget virkelig utroligt. Her bliver jeg også bare nød til at rose lyden, for den er bare dejlig. Især guitarernes er jeg rigtig stor fan af, men trommerne og bassen har begge også en fed lyd. Endnu vigtigere er dog, at deres spil samtidig også er fantastisk. Candlemass er meget guitardrevet, men giver man sig lige tid til at lytte til det, der ligger bag dem, så finder man nogle fede detaljer. Især trommerne er fede at lytte til, da de er en stor grund til, at musikken svinger så godt, som den gør. Bassen skal dog også roses gevaldigt. Leif prøver på ingen måde at gøre sig alt for meget bemærket på hans numre. Der er ikke alle mulige krøller og andet lir, for bassen holder sig for det meste til at underbygge det, som guitarerne spiller. Derfor er den heller ikke noget, som jeg normalt tænker over, når jeg lytter til bandets musik, men når jeg nu og da fokuserer på den, så bliver overrasket over, hvor meget dybde den egentlig giver til guitarernes toner, og hvor vigtigt dette faktisk er. Den gør lydbilledet komplet, og det sætter jeg virkelig pris på. Når alt kommer til alt, så er det dog guitarerne, der er i fokus, og de fyrer det ene fede stykke af efter det andet. I verset synes jeg virkelig godt om den måde, at den ene lige går op og spiller nogle lysere toner, mens den anden fortsætter rytmen. Det er en fed lille detalje, som jeg nyder, og dem er der flere af i løbet af nummeret. Igen er der også et par strukturmæssige overraskelser, ligesom der var i det første nummer, og igen synes jeg, at de er fede. Jeg vil dog ikke dykke meget mere ned i nummeret, for det vist ved at på tide, at jeg finder det nummer frem, som jeg allerbedst kan lide på albummet.
Igennem tiden har Candlemass udgivet en del numre, som jeg er rigtig glad for. “Solitude”, “A Sorcerors Pledge”, “Bewitched”, “Mirror Mirror” er nogle af dem, og sammen med dem står “Demon of the Deep”. Det her nummer er så vanvittigt godt skruet sammen. Jeg elsker, at det starter godt nede i tempo og intensitet, hvor det primært er noget næsten akustisk guitarspil, der sammen med vokalen står for musikken. Den har en lyd, der er en lidt sjov blanding af smuk og skramlet, men denne skaber en rigtig god og dyster stemning. Nu og da kommer der lige en mere effektpræget guitar ind og giver et par toner, men ellers er det disse to, der som sagt står for starten. Her er guitaren dog ikke det vigtigste element. I stedet er det Roberts vokal. Ligesom på de andre numre, så tager han verset lidt mere med ro, men her passer det dog særdeles godt ind, da resten som sagt også er roligt. Med sin lyrik får han malet et virkelig fedt billede, som jeg kan se tydeligt og klart for mit indre, og hele vejen igennem fortsætter det sådan, også når nummeret forlader det rolige og går over i det mere tunge. Dette tunge læs står rytmeguitaren, bassen og trommerne for, mens lead guitaren kører med de fedeste skrigende lyse toner i toppen, og det er bare fantastisk at lytte til. Det varsler noget om, hvad der skal komme, men til at starte med er det kun for en kort stund, at nummeret holder sig her. Det vender nemlig tilbage til det rolige igen, for lige at male den sidste del af billedet færdigt. Igen er det smukt, igen er det dystert, og igen er det vildt dejligt at lytte til. Vekslen mellem det smukke og det tunge synes jeg rigtig godt om her. Det dystre bliver sat op, og derefter kommer det tunge så ind og virkelig understreger den fare, som nummeret beskriver. Det er virkelig sublimt udført, og jeg kan lytte til det et utal af gange uden at blive træt af det. Det er dog ikke kun det, som “Demon of the Deep” kan finde ud af. Igen er der på dette nummer også variationer i strukturen, og igen svinger det på en virkelig fed måde, da det igen bliver tungt. Roberts vokal fortsætter dog med at være umådelig fed, og jeg synes virkelig, at det her er et af de numre, hvor han i Candlemass regi er bedst. For mig når han højdepunktet i nummerets tungeste stykke, for selvom det nok er her, hvor han synger mindst, så går hver strofe bare rent ind for mig. Mega fedt. Han gør det dog også ganske glimrende i nummerets sidste stykke. Også dette svinger virkelig godt, og igen er der en masse fede detaljer at finde. Den jeg synes allermest om, er det orgel, der her kommer ind og giver lyd fra sig, for det er bare prikken over i’et. Jeg er dog også virkelig glad for lead guitaren her, da dens skrigende toner også går utroligt meget for stykket. Det er en konge måde at slutte dette fantastiske nummer af på, men hele vejen igennem er “Demon of the Deep” dog bare yderst stærk. Som sagt er det en favorit, når det kommer til bandets musik, og for mig siger det ikke så lidt, da dette band har lavet massevis af fede numre igennem tiden.
Jeg synes, at Death Magic Doom er en overset perle. Det er ihvert fald ikke det album, som jeg synes, at folk snakker om, når det kommer til Candlemass. Det kan jeg også godt forstå, for deres første udgivelser er legendariske, men som sagt synes jeg, at der er ting på dette album, der klart kan måle sig med klassikerne. “Hammer of Doom” er hammerfedt, “Clouds of Dementia” ligeså og jeg kan også rigtig godt lide “My Funeral Dreams”. Alt i alt er det bare et virkelig fedt værk, som jeg virkelig kan anbefale, at du giver et lyt.
Som altid vil jeg her til sidst anbefale, at du støtter op om bandet, hvis du kan lide deres musik. Køb af album, merchandise og andet hjælper alt sammen, ligesom det selvfølgelig også hjælper, når du spiller et af bandets numre for andre. Jeg ville gerne anbefale, at du tog til weekendens koncert, men der er allerede udsolgt, så har du ikke billet, så må du vente til næste gang. Jeg kan dog klart anbefale, at du på et eller andet tidspunkt tager afsted, for der har du en fed oplevelse i vente!
Til dagens lytteanbefalinger kommer jeg til at gå med “Hammer of Doom, “The Bleeding Baroness” og “Demon of the Deep”. Disse tre numre føler jeg klart er albummets stærkeste, men som sagt byder det også på en masse andet. Derfor vil jeg som altid anbefale, at du hører det hele igennem.
Musikskriveri 