Jeg havde egentlig tænkt mig, at mine Doors skriverier skulle foregå i kronologisk rækkefølge. Nu er det dog sådan, at jeg i lang tid efterhånden ikke har lyttet særligt meget til dette band, og selvom det vel egentlig nok er en fejl, så er den ikke blevet udbedret endnu. Der er dog en undtagelse her, og det er Doors allersidste album. Her taler jeg ikke om L.A. Woman, et ellers suverænt album der nok kan betegnes som det sidste “rigtige” Doors album, og jeg taler slet ikke om de to efterfølgere til dette. Nej i stedet er det An American Prayer, som det handler om her. Det er et album, der på ingen måde er særligt velanset blandt Doors kendere, men for mig kan det noget helt helt særligt, og derfor sætter jeg rigtig stor pris på det. Det er også et album, som jeg ofte sætter på, måske endda det Doors album, som jeg oftest sætter på. Derfor fortjener det et skriveri, og derfor får det i dag lov til at springe langt over i køen.
Min oplevelse med An American Prayer har altid været en positiv en, men det samme kan ikke siges om baggrunden bag albummet, for den er nemlig tragisk. An American Prayer er baseret på nogle poesioptagelser, som Jim Morrison lavede med produceren og teknikeren John Haeny mellem 1969 og 1970. Tanken bag disse optagelser var, at de skulle bruges til et Jim Morisson soloprojekt, men dette nåede ikke at blive færdiggjort, før Jim tog afsked med verden d. 3. juli, 1971. I stedet måtte det vente syv år, for kort efter hans død gemte John Haeny nemlig optagelserne væk, så de ikke kunne blive misbrugt til at lave et hurtigt, nemt, ufærdigt og uværdigt album. Han spillede dog på et tidspunkt disse optagelser for de andre medlemmer af The Doors, og de kunne med det samme høre potentialet i dem. Derfor gik de også med til at lave et helt album omkring dem, et album der kom til at se dagens lys i slutningen af 1978. Det er dog en længere historie end bare det, og den fortæller John Haeny meget bedre, end jeg nogensinde selv kunne gøre. Derfor får du her et link til hans erindringer omkring projektet.
Som sagt havde An American Prayer en start som et poesialbum, men det endelige resultat er dog en blanding af det og så et klassisk rock album. Det bliver indledt af nummeret “Awake”, der er et kort lydklip fra en The Doors koncert, men det er dog det efterfølgende nummer, som jeg vil starte med at fokusere på. Det hedder “Ghost Song”, og det er klart et af albummets største numre. Det er på sin vis også min personlige favorit herfra, og her skriver jeg på sin vis, da jeg dog i sidste ende er langt større fan af den version, der kom med som bonusnummer på CD udgaven. Den er lidt længere og slutter af med noget stilhed, der efter lidt tid bliver afbrudt af et par sidste strofer læst op af Jim. Langt hen ad vejen er de dog ret ens. Begge starter med noget trommen fra John Densmore, begge bliver så fulgt op af en fantastisk bas, der bliver spillet af sessionmusikeren Bob Glaub, og begge får så tillagt noget af Ray Manzaraks magiske keyboardspil. Først da nummeret for alvor er gået i gang, kommer Robby Krieger på, men Jim begynder dog at recitere lidt før det. Ved man ikke, at optagelserne af hans stemme var lavet 8-9 år før, at resten af musikken blev komponeret, så vil man ikke kunne høre det. Nummeret føles nemlig helt naturligt, noget der også gælder for resten af albummet, og det synes jeg er vildt imponerende. Der skal både band, producer og teknikere have den største ros, som de kan få, for de har alle gjort et suverænt stykke arbejde. De får dog hjælp af, at han til tider har en lidt syngende måde at læse op på, for det gør, at vokalen kan flyde ekstra godt sammen med noget musik. Selvom det er Jim Morrison, der er i fokus, så er det dog ikke kun hans vokal, der er lækker her. Resten af bandet spiller også virkelig godt, og man har valgt at gøre plads til flere instrumentalstykker, hvilket er et så godt valg. Det får det til at føles som et rigtigt The Doors nummer, og derfor kommer alle de styrker, som bandet havde med. En af disse er selvfølgelig Robby Krieger, for han er nu engang en fantastisk guitarist, og de soloer han laver er så skønne at lytte til. Det er hans rytmespil dog også, noget som man først for alvor får lov til at høre, da det andet vers kommer på. Det giver dog så meget ekstra til nummeret, og derfor skal du virkelig lægge mærke til det, når du lytter. Selvom hans spil er genialt, så er det dog endnu mere genialt, at det ikke er der fra start af. Det at det først kommer på i andet vers giver nummeret et ekstra løft opad i intensitet, og det er netop en af de vidunderlige detaljer, som gør, at nummeret her for mit vedkomne kan stå side om side med nogle af The Doors andre klassikere som “Roadhouse Blues”, “The End”, “L.A. Woman” og “Riders on the Storm”. Krieger er dog ikke den eneste bag et instrument, der fortjener ros. Det gør de alle. John Densmores trommer er virkelig dejlige at lytte til. De er ikke særligt kompliceret, men dog stadig spændende at lytte til, og vigtigst af alt, så holder de rytmen, så de andre kan lege. Selvom Bob Glaub “kun” er sessionmusiker, så skal hans bas stadig roses her, for den er så genialt godt udført. Dejlig fri, dejligt lækker og med en masse små afvigelser, der bare er så skønne. Derudover er der selvfølgelig Ray Manzerak. Som sædvanligt er hans spil bare magisk at lytte til. Jeg har alle dage været en gigantisk fan af hans lyd, og det samme gælder for hans spil. Jeg har altid ELSKET, at han ikke bare hamrer afsted. I stedet har han en masse mellemrum og pauser, der gør, at hans toner får lov til at gøre ekstra meget indtryk, og derfor er det også nogle, som jeg personligt husker meget bedre end så mange andre tangentspilleres. Det gør også, at de ikke på noget tidspunkt stjæler billedet fra Morrison, når de er på sammen. I stedet underbygger de bare hans vokal, og det er det, som de nu engang skal, især på et album som dette, der er en hyldest til bandets afdøde ven. Denne hyldest tog bandet seriøst, og det viser dette nummer virkelig. Det er som sagt yderst vellykket, og derudover er det også bare en fantastisk åbner til albummet.
Fra “Ghost Song” går albummet på flydende vis videre til nummeret “Dawn’s Highway”, og sådan er de fleste overgange på albummet faktisk. Det får det til at virke som om, at der hele vejen igennem albummet bliver fortalt en historie, og det synes jeg har en fed virkning på lytteoplevelsen. Det skaber en god sammenhæng, noget der på sin vis også er ret vigtigt, da albummet ellers godt kunne komme til at føles mærkeligt. Der er nemlig meget forskel på numrene. “Dawn’s Highway” er meget stille, hvor kun Jim kan høres med noget vind i baggrunden. Derefter kommer “Newborn Awakening” så, og det er et noget vildere et af slagsen, der egentlig bare er en kombination af nogle passager fra “Peace Frog” og “Blue Sunday”, begge to numre der oprindeligt stammer fra Morrison Hotel albummet. Lyrikken fra det sidste er dog taget væk, og i stedet kommer der igen noget recitation, der i slutningen kun er akkompagneret af noget klaverspil, som Jim selv står for. Dette er kendetegnet for, hvordan resten af albummet fortsætter. Nogle gange er Jim akkompagneret af nyt Doors musik, nogle gange af gammelt, og nogle gange slet ikke af noget musik, men i stedet bare lydeffekter. Alt dette foregår dog som sagt på flydende vis, og igen sidder jeg og er imponeret over udførelsen af dette. Tænker man ikke over det, er det bare en lang fortælling, og det viser igen hvor mange kræfter og hvor meget energi, der blev lagt i projektet. Det er virkelig en hyldest og ikke bare en nem måde at tjene penge på. Noget jeg især synes om her, er nummeret “Stoned Immaculate”, hvor Jim reciterer et digt, der indeholder noget af lyrikken fra L.A. Woman nummeret “The WASP (Texas Radio and The Big Beat)”. Her kommer vokalen fra det gamle nummer kort ind og følger efter recitationen som et ekko, og det er bare fedt. Efter hvad jeg kan huske at have læst, så var meningen bag det at vise, hvordan Jims poesi kunne udvikle sig til Doors lyrik, og det synes jeg bliver gjort til topkarakter.
To numre efter kommer der så et andet nummer, som jeg også synes virkelig godt om. “Curses, Invocations” hedder det, og det er også et af de numre, der byder på nyt Doors, der igen er fuldstændigt magisk. Jeg elsker måden, at det vokser i intensitet på. Der kommer hele tiden mere og mere på, og til sidst kommer der et fuldstændigt magisk øjeblik. Sammenspillet mellem de fire instrumenter er vildt fantastisk her, men det er især Ray og Robby, som man skal lægge mærke til. Guitaren er på dette tidspunkt i noget solospil, og den måde hvorpå keyboardet går ind og lægger sig imellem dets toner er bare så suverænt godt! Prikken over i’et bliver så sat af recitationen, og med den sætter albummet et af dets andre højdepunkter. Dette højdepunkt bliver dog kort efter toppet af et andet, nemlig den liveversion af Roadhouse Blues som man finder på albummet. Egentlig er det en sammensætning af fire forskellige liveversioner af nummeret, men den flyder fantastisk, og ved man det ikke, så lægger man ikke mærke til det. Nummeret viser den energi, som bandet havde live, og den er suveræn. Denne version kan jeg dog ikke gøre til ære med ord, så tag i stedet og giv den et lyt og hør, hvordan det nummer virkelig skal spilles.
Og så vil jeg ellers her stoppe med at fremhæve flere af numrene, for i sidste ende synes jeg ikke, at det giver mening at sidde og pille dem fra hinanden, når de egentlig fungerer som en helhed. I stedet synes jeg bare, at du skal sætte albummet på og nyde det. Lad dog være med at forvente et klassisk Doors album, for det er det ikke. I stedet er det et lidt specielt The Doors sætter musik til Jim Morrisons poesi album, som jeg dog stadig synes virker fantastisk godt. Er det det bedste Doors album nogensinde? Nej, der har jeg en anden favorit. Er det på min top tre liste over The Doors udgivelser? Ja det kan du bande på, og det har det næsten været lige siden den første gang, at jeg satte det på.
Vil du gerne have albummet fysisk, så mener jeg stadig, at det kan fås. Det bliver dog ikke genoptrykt alt for ofte, da det som sagt er noget udskældt, dog ikke så meget som Other Voices og Full Circle. Du skal dog nok slå til, hvis du finder det, for ellers kan det sagtens være, at du kommer til at vente lidt, før du kan få fat i det. Min største støtteanbefaling i dag er dog ikke, at du køber albummet. For mig er det nemlig allervigtigst, at jeg anbefaler dig, at hvis du kan lide det, så sender du lige albummet videre til en ven og enten beder dem om at give det et lyt eller et genlyt, alt efter om de kender det eller ej. Det fortjener nemlig større anderkendelse efter min mening. Igen, lad være med at forvent noget i stil med nogle af de andre af bandets udgivelser, for det er ikke der, hvor An American Prayer er. Det er anderledes, men det ændrer ikke på, at det stadig er vildt fantastisk.
På grund af albummets natur, så kommer der kun to lytteanbefalinger i dag. Det er “The Ghost Song” (CD Bonus versionen) og “Roadhouse Blues”. Det er de to, der står som albummets største numre, og det er de to, som jeg føler, at man bedst kan lytte til for sig selv. Resten kræver et lyt til hele albummet, for at de giver mening, og derfor synes jeg selvfølgelig, at du skal gøre netop det. Efter min mening er det er fremragende værk, der som sagt fortjener mere anderkendelse end det får, men der må vi så se, om du er enig.
Musikskriveri 