For et halvt års tid siden ville jeg have rynket på panden, hvis du havde nævnt bandet King Buffalo for mig. Dette band kendte jeg nemlig ikke til på det tidspunkt, men det lavede min kollega i pladebutikken heldigvis om på engang i juni måned. Han anbefalede mig nemlig at tjekke dette band ud, og det er jeg fandme glad for. Deres halvtunge, svævende psykedeliske musik er nemlig lige sagen for mig, og jeg blev med det samme fanget af albummet Regenerator, der stod for mit første lyt til bandets musik. Netop dette album skal det også handle om i dag, for jeg har ikke kun lyttet til det den ene gang. I stedet er det blevet til rigtig mange gennemlytninger siden, da albummet bare er utroligt fedt!
Nu er bagsiden ved noget nyt så, at det ofte tager noget tid, før jeg dykker ned i historien bag albummet, og derfor kan jeg ikke skrive forfærdeligt meget om King Buffalo. Jeg ved, at det er et band, der blev dannet tilbage i 2013 i New York. Det bestod dengang af sangeren og guitaristen Sean McVay, trommeslageren Scott Donaldson og bassisten Dan Reynolds, der samtidig også tog sig af keyboard og synthesizer i bandet, og her tolv år efter er det stadig sådan, at besætningen ser ud. Den eneste forskel er så bare, at der nu står fire EP’er, fire studieudgivelser og fire liveudgivelser i deres navn, hvor Regenerator er den seneste på studiefronten. Dette album udkom tilbage i 2022, og da jeg ikke kan sige forfærdeligt meget mere om bandet, så er det allerede nu, at det skal handle om musikken derpå.
Det er altid rart, når et album åbner med et nummer, hvor man sidder og tænker “Okay, det er fandme fedt det her”. Sådan åbner Regenerator, og her snakker jeg både om albummet og nummeret, da det er titelnummeret, der står for albummets første lytteoplevelse. Det er en fantastisk en af slagsen, og skal den beskrives, så bliver det netop med de ord, som jeg beskrev bandet med tidligere, halvtungt, svævende og psykedelisk. Det bruger lige det første minuts tid på at sætte en stemning op, der ville passe godt til en scene i det ydre rum. Det er dog ikke denne, at jeg glæder mig til, når jeg sætter dette album på. I stedet er det det, som den bygger op til, for når nummeret rigtigt går i gang, så er det bare fedt. Med det samme byder det på en fremdrift, der bare sparker røv! Det er ikke fordi, at den er oppe og køre 250 km/t, men en 130 skal den nok kunne snige sig op på, og det tempo bliver så ellers holdt hele vejen igennem resten af nummeret. Som så ofte er det trommerne og bassens tjans at sørge for det, mens guitaren så er fri til at lege lidt i toppen. Det bliver godt udnyttet igennem hele nummeret, men heldigvis på en god og varierende måde. Til at starte med svæver den ret fint over resten, og den holder sig også til lidt mere enkelt spil, da Sean her både spiller og synger. Det sidste gør han dog kun kortvarigt, og lige så snart at det ophører, så får guitaren i den grad et spark derudaf. Pludselig skifter den fra de lette og smukke toner og går i stedet over i noget dejligt syre. Et kort andet vers kommer lige på igen, men det er så også det for sangen i dette nummer. Resten af det er fuldt ud guitarleg, mens rytmen kører slavisk derudaf. Det lyder måske lidt monotont, og på sin vis er det også netop det, men på en måde der aldrig bliver kedelig. Som sagt bliver der nemlig varieret i guitarlegen, og det er på en måde, hvor det skifte fra at gå helt amok til igen at svæve dejligt i den lyse ende af lydbilledet. Det gør, at det flyder rigtig godt afsted, og selvom det stadig er meget af det samme, så er der et eller andet, der hele tiden redder det. Om det er de små forskellige ændringer i rytmesektionens spil, der gør det, om det er forskellen i guitarspillets intensitet, eller om det er noget helt tredje, kan jeg ikke sige. Et eller andet fastholder dog min interesse, og jeg kan sagtens høre det igen og igen, uden at jeg føler, at jeg er ved at blive træt af nummeret, og det er på trods af, at nummerets samlede længde er på ni og et halvt minut. I stedet er det altid et nummer, som jeg bliver glædeligt overrasket over, når jeg sætter albummet på, for det er fedt lige fra start til slut.
Generelt set holder Regenerator sig til det halvtunge, men der er dog et nummer, hvor tyngden lige bliver skruet lidt op, og det er albummets tredje nummer “Hours”. Det rammer bare lige lidt hårdere end resten, og det bliver varslet med det samme af en noget skramlet lyd. Denne varsling fastsætter samtidig fremgangsmåden for nummeret, for igen bliver det holdt i det monotone, men igen på den gode måde, hvor interessen er fastholdt hele vejen igennem. Nummeret føles dog en lille smule mere fastlagt end det forrige, for her er der et par passager, der bliver repeteret, og i den ene af dem er der et sindssygt dejligt guitarstykke, som jeg virkelig er glad for. Der er dog stadig også stykker, der føles frie, og kombinationen af de to gør det til en virkelig dejlig lytteoplevelse. Igen har man fat i et rigtig godt nummer til overhalingsbanen, for det her nummer passer bare så godt til, at man ligger og bare kører frit derudaf på en hurtig, men stadig behagelig måde. Det skaber bare en sindssyg fed stemning, som jeg virkelig holder af, og derfor er det i sandhed en af mine favoritter fra albummet.
Fælles for “Regenerator” og “Hours” er, at det er de numre, som jeg glæder mig allermest til at høre, når jeg sætter albummet på. Der er dog et nummer mere i denne klub, og det kunne ikke være mere anderledes, end de to andre. “Avalon” hedder det, og her er der ingen god, solid og hurtig fremdrift. I stedet er det stille og roligt, men med den skønneste atmosfæriske lyd. Samtidig er nummeret også mere lyrisk, og det er også dejligt fedt, for Sean har en virkelig skøn stemme, der er fortræffelig god til netop numre som dette. Sammen med guitaren sørger den for, at toppen af lydbilledet er overordentligt smukt, men det er dog ikke det eneste sted, hvor nummeret er fortrinligt. Også bunden er mega lækker, for både bas og trommer kommer med så meget godt. Selvom de er sindssygt fede, når der er mere gang i den på albummet, så kan de altså også noget i et sløvere tempo, og det er det her nummer et knaldgodt eksempel på. Samtidig viser det også, at King Buffalo ikke er et band, der har låst sig fast på den syrede og flydende tilgang, for de kan nemt også skrive et mere traditionelt nummer, hvilket “Avalon” er et bevis på. Det er godt velbalanceret, for når omkvædet kommer på, så kommer der lige lidt ekstra skrald på, og det sørger for, at den afslappende følelse ikke bliver for meget. Samtidig er der også nogle synthesizer stykker, der giver lydbilledet lidt ekstra brede, og det gør det til en sand fornøjelse at lytte til. Nu har jeg brugt vejanalogier igennem dette skriveri, og hvis jeg skal fortsætte med det, så er det her et nummer, der passer bedre til landevej end til motorvej. Det er simpelthen bare perfekt til at flyde afsted til i et lavere tempo, og hvis det samtidig er nat, så bliver det kun bedre.
King Buffalo byder på en god del mere på Regenerator, men som jeg plejer, vil jeg holde mig til kun at tage fat i tre numre. Resten kan du så selv nyde, og her kan du blandt andet se frem til dejlige “Mammoth”, der også er fantastisk. Det er virkelig solidt album, som jeg er rigtig glad for, at jeg stødte på. Kender du ikke til bandet, så håber jeg, at du får den samme positive overraskelse, som jeg selv fik, da jeg hørte det første gang. Det er jo nu engang derfor, at jeg laver disse skriverier.
Vil du gerne støtte op om bandet, så er Regenerator i hvert fald stadig mulig at få fysisk. Derudover kan jeg anbefale, at du holder øje med, om de kommer forbi Danmark på et tidspunkt. Jeg ved, at de før har været på disse kanter, blandt andet på Copenhell i 2022 hvor jeg af en eller anden grund ikke så dem. KÆMPE FEJL! Medmindre jeg altså var ude for at se noget andet vigtigt. Man kan jo nu engang ikke nå alt. Kommer de forbi igen, så er det dog helt sikkert, at jeg skal se dem, for det er et skønt band, som jeg ikke kan få nok af.
I de sidste par skriverier har jeg kigget lidt ud over det, som jeg har skrevet om, når det kommer til lytteanbefalinger. Det vil jeg dog ikke gøre i dag, for jeg synes, at “Regenerator”, “Hours” og “Avalon” meget godt viser albummets forskellige sider frem. Kunne man erstatte den ene med enten “Mercury”, “Mammoth” eller “Firmament”? Ja det kunne man nok, men det gør jeg ikke, så vil du høre dem, så må du selv finde frem til dem, medmindre du altså vælger at lytte hele albummet igennem, hvilket jeg virkelig anbefaler, at du gør. Det er nemlig et sindssygt godt et.
Musikskriveri 