For lidt tid siden tog jeg et kig på noget islandsk musik, og det er sørme også den islandske scene, som jeg vender tilbage til i dag. Efter mit skriveri om Icelandic Folk Music dykkede jeg nemlig ned i noget af den musik, som de to herrer bag projektet ellers havde lavet, og her fandt jeg blandt andet frem til new wave bandet Grafík, som jeg siden da har været virkelig glad for. I dag bliver det deres debutalbum Út Í Kuldann fra 1981, som jeg vil tage fat i, da det var det album, som jeg selv begyndte med, og derfor føles det passende.
Grafík var noget af det første, som jeg satte på under min søgen efter det, som Magnús Þór Sigmundsson og Rafn Ragnar Jónsson ellers havde lavet. Her er det dog kun den sidstnævnte, der er indblandet. Her var han nemlig fast trommeslager i hele den tid, hvor gruppen udsendte studieudgivelser, noget som de begyndte med i 1981, og noget som de fortsatte med indtil 1987, hvor deres sidste reele studieudgivelse udkom. Det er dog ikke ensbetydende med, at det var det sidste, som man hørte til bandet, for blandt andet er kom der to senere opsamlingsudgivelser, hvor der var et par nye numre med. Her kan jeg dog ikke se nogle krediteringer af musikere, så jeg kan ikke med sikkerhed sige, om det er ham, der sad bag trommerne på den sidste af disse udgivelser, da det først så dagens lys syv år efter hans død. Nu er det dog ikke kun Rafn, der skal snakkes om, når det kommer til Grafík, for han var nemlig ikke den eneste, der var permanent medlem i bandets mest aktive periode. Det var guitaristen Rúnar Þórisson nemlig også, og samtidig er han en af dem, der nu og da har bragt bandet tilbage i rampelyset, når de enten har givet nogle koncerter eller har udgivet et par enkelte nye numre, noget der sidst skete i 2018 med singlen “Læt Mér Liða Vel”.
Selvom Rúnar er den sidste, og på sin vis også den eneste, der har været med hele vejen, så er der lige et par andre medlemmer, der skal nævnes i forbindelse med Út Í Kuldann. Her vil jeg starte med at nævne bassisten Örn Jónsson, fortsætte med keyboardspilleren Vilberg Víggósson og til sidst runde af med sangeren Ólafur Guðmundsson, der på dette album deler sangtjansen med Rúnar. Dette er det eneste album, hvor Ólafur er med på, mens Vilberg og Örn henholdsvis først gik ud af bandet efter det andet og det tredje album, der har titlerne Sýn (fra 1982) og Get Ég Tekið Séns (fra 1984). Det var dog ikke med dem, at bandet stoppede, for det blev nemlig til to yderligere studieudgivelser, hvor Stansað, Dansað, Öskrað så dagens lys i 1985, mens Leyndarmál som sagt kom på gaden som Grafíks sidste studieudgivelse i 1987. Efter det har de som sagt spillet nogle koncerter i ny og næ og kommet med nogle enkelte nye numre, men denne periode af bandets historie kan jeg dog ikke prale med at vide alt for meget om. Derfor stopper historietimen her, og jeg vil i stedet begynde at fokusere udelukkende på dagens emne og musikken derpå.
Det første nummer som Út Í Kuldann byder på er nummeret “Video”, og jeg tror også, at det i sin tid vist var et halvstort hit. Med det samme fangede det også min interesse, for det har en fed lyd. Den lidt mørk og lidt atypisk, men jeg synes virkelig, at den virker. En af de ting der står for dette atypiske er, at det er bassen, der her er i fronten af lydbilledet. Det lyder pisse godt, for jeg synes virkelig, at Örn kommer med nogle fede ting her. For det meste står hans basgang for at levere en god fremdrift til nummeret, men i slutningen af hvert omkvæd bryder han lige denne fremgang og slår i stedet over i en kort men virkelig dejlig krølle. Basgangen står dog ikke alene. Som ved så mange numre står den side om side med trommerne, der aldrig kommer op og føles super tekniske, men som til gengæld lægger en solid rytme hele vejen igennem, hvilket jo i sidste ende er det vigtigste. Bassen bliver dog også støttet på to andre fronter, hvor guitaren står for den første af disse. Normalt plejer det at være bassen, der lægger sig op ad guitaren, men her er det helt omvendt, for guitaren går med en lidt syret lyd ind og giver nummerets primære toner lidt ekstra lyst i toppen, og det cementerer virkelig lyden. Derudover har bandet som sagt også Vilberg på keyboard at gøre godt med. For det meste holder han til helt bagerst i nummeret og sørger for det sidste af den mørke stemning, og det virker uhyre godt. Til tider kommer han dog lidt længere frem, noget som for det meste gør sig gældende i omkvædet, men som også sker i en fed lille instrumental passage i midten, hvor han får lidt ekstra plads til at komme med en solo.
Jeg synes, at “Video” er et virkelig solidt nummer. Det er kun lige lidt over tre minutter langt, men det føles også som den perfekte længde. Jeg sidder ikke og savner noget, når nummeret er færdigt, og samtidig føler jeg heller ikke på noget tidspunkt, at bandet gør for meget ud af de forskellige stykker. De føles lige tilpas hele vejen igennem, og det tror jeg er en af grundene til, at nummeret fænger så meget, som det gør. Jeg kan i hvert fald høre det mange gange efter hinanden, uden at jeg på noget tidspunkt føler, at jeg keder mig.
Nu har jeg så endnu ikke nævnt noget om vokalen, men det er fordi, at jeg ville gemme den til sidst. Som du måske kunne gætte ud fra albummets titel, så er den på islandsk, og derfor forstår jeg hat af, hvad der bliver sunget. For mig gør det dog ikke noget, for jeg kan sagtens nyde den alligevel. Det er Ólafur, der her synger, og det synes jeg, at han gør rigtig godt. På samme måde som resten af nummeret, så er hans vokal lidt atypisk, men den virker stadig fremragende godt. Ligesom guitaren gør, så tilføjer hans vokal også lidt lyse toner til udtrykket, hvilket jeg synes er rigtig godt for nummeret. Samtidig kan jeg rigtig godt lide den måde, at han varierer afslutningen på hvert enkelt strofe på, for det er en dejlig lille ekstra detalje. Dette kan især høres, når man sammenligner det første og det andet vers, og selvom forskellen egentlig er lidt lille, så gør den stadig rigtig meget for min lytteoplevelse. Det der dog gør allermest for denne på vokalfronten, er det dejligt fængende omkvæd. Det er nemlig sådan et, som man kan synge med på uanset hvilket sprog man taler, da det kun lyder “Video, video”. Det er dog udført rigtig effektivt, og det er den sidste af de mange ting, der gør, at jeg virkelig har forelsket mig i dette herlige nummer.
“Video” er måske albummets største nummer, men det er dog langt fra det eneste, der er godt. Personligt synes jeg, at det hele vejen igennem holder, men selvfølgelig har jeg mine favoritter. “Video” er en af dem, mens en anden er albummets tredje nummer “Ótíminn”. Så vidt jeg kan se, så er det Rúnar, der her står for vokalen, og man kan også hurtigt høre forskellen mellem de to numre. Den er nemlig en lille smule mørkere i sit udtryk, men dog stadig rigtig fed at lytte til. Det er dog ikke den eneste forskel på dette nummer, for guitaren, eller guitarerne som jeg rettere skulle sige, da der er to af dem her, får også lov til at gå deres egen gang her, hvilket bliver udnyttet på bedste vis. Bassen står stadig for fremdriften sammen med trommerne, og både foran og bag dem kommer der så de fedeste indslag fra guitarerne. Den første af dem ligger bagerst, og den har lidt af den samme lyd, der var på det første nummer, mens den anden, der står for den øvre del af lydbilledet, har en dejlig renere klang, som jeg synes er en fantastisk tilføjelse til nummeret. Jeg kan især godt lide, at det ikke er altid, at den er der. Nogle gange er det bare den første guitar, der stille og roligt kører alene i baggrunden, indtil at den renere så lige pludselig slår strengene an igen. Det lyder så dejligt fedt, og samtidig gør det det vildt spændende at lytte til, da den samtidig kommer med noget forskelligt hele tiden. Der hvor de for mig kommer med deres bedste er i det korte instrumentalstykke, der kommer mellem omkvæd og vers, for der er de helt i fokus, og der kan man virkelig nyde sammenspillet mellem dem. Guitarerne er dog ikke de eneste fede elementer her, for igen har keyboardet en lille, men absolut genial indflydelse. Lytter man kun med et halvt øre kan man nemt forveksle det med noget percussion fra trommerne, men de små spøjse lyde der spiller fuldstændigt i takt med trommerne kommer altså fra keyboardet, og det synes jeg virkelig er en genialitet. Som sagt er det en lille ting, men som det ofte er, så er det de små ting, der står for at fuldende det hele. Disse korte små toner giver det sidste til dette lidt usædvanlige lydbillede, og jeg elsker dem så utroligt meget for det!
Som sagt så synes jeg, at dette album holder fra start til slut. Det er sådan et, hvor jeg sidder og sagtens kunne skrive noget til alle numrene, for hvert et er ikke bare fedt at lytte til, det har også sit helt eget unikke udtryk, som jeg synes er utroligt fedt. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg her ville liste nogle af de numre, der er tæt på at få pladsen som en af mine favoritter, men når jeg sammenligner dem, så kan jeg simpelthen ikke vælge den ene over den anden. De er alle sammen noget for sig selv, og det synes jeg er imponerende. Jeg har dog mine favoritter, fire af slagsen faktisk, og de sidste to af disse er begge instrumentalnumre. Hver af dem får lov til at slutte deres respektive pladeside af, hvor “Hrollaugsbunga”, som jeg på grund af skriveriets længde ikke vil skrive mere om, står for side A, mens titelnummeret, som det nu skal handle om, står for side B. Jeg synes, at det er genialt at slutte dette album af med et nummer som “Út Í Kuldann”, for det føles så rigtigt. Som resten af albummet er der noget mørkt over stemningen, og lige her giver det ekstra meget mening. Nummeret har nemlig en fortælling over sig, hvor det i starten giver indtrykket af, at man som lytter lige har forladt et festligt selskab. I starten kan de muntre lyde fra det stadig høres tydeligt og klart, men stille og roligt forsvinder lyden af det væk, som var det en selv der i rask gang gik væk fra det. Det er umådeligt godt udført, og sådan fortsætter resten af nummeret op. Med forskellige lydeffekter får de skabt en bylig atmosfære. Både biler, toge og børneleg kan høres, alt sammen igen fordelt på en måde, der gør, at det føles som om man er i gang med traveturen hjemad. Alt dette står dog ikke alene, for de bliver bundet sammen af musikken fra bandet. De holder sig til to forskellige stykker her, og de er egentlig ret simple. Kun keyboardet giver nogle egentlige udsving fra sig, mens de andre holder sig fuldstændigt i samme spor. Det giver dog en fantastisk atmosfære, og jeg synes også, at det er det helt rigtige netop at give keyboardet den ledende rolle her, da det på en eller anden måde passer så meget bedre til bylyden end de andre instrumenter.
Skal jeg vælge et nummer fra dette album som den ultimative favorit, så er det “Út Í Kuldann”. Det er netop fordi, at det på sin vis både kan være uhyre simpelt, mens det samtidig også kun ved brug af lydeffekter kan fortælle en vanvittig god historie, en historie som vi alle kender. Igen er det også bare den perfekte afrunding på albummet. Indtil nu har der været godt gang, og selvom tempoet på det forrige nummer “Missifengur” var taget lidt ned i forhold til resten, så føles Út Í Kuldann” stadig bare meget mere afslappet. Det har den der “Nu er festen slut, tak for i dag” følelse over sig, og det får afladt al den energi som resten af albummet har bygget op på den helt rigtige måde.
Jeg er så glad for, at Grafík var det første band, som jeg gik videre med på min musikalske opdagelsesrejse i det islandske. Jeg er nemlig blevet så glad for det, og selvom jeg stadig har langt igen, før rejsen er ved sin ende, så synes jeg, at Grafík er et pragteksempel på, hvad den islandske scene har at byde på. Deres første album er umådeligt godt, det samme gælder for to’eren, og jeg er også meget glad for deres tredje udgivelse. De sidste to har ikke fanget på helt samme måde, men sådan er det. Måske vil et par senere gennemlytninger ændre på det.
Desværre er Grafík ikke så aktivt længere, så støtteanbefalinger er svære at komme med i dag. Jeg vil dog på det stærkeste anbefale, at hvis du kan lide deres musik, så sender du den lige videre til et par venner. Det er et fedt band, som jeg synes, at flere burde kende til.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Video”, “Hrollaugsbunga” og “Missifengur”. “Video” er som sagt hittet og et virkelig stærkt nummer. Det samme gælder for det instrumentalnummeret “Hrollaugsbunga”, der dog er lidt roligere, mens den sidste anbefaling, “Missifengur”, giver et godt eksempel på den brede, som albummet har. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft titelnummeret med i disse anbefalinger, men jeg føler, at det helst skal høres i hele albummets sammenhæng for at få den største effekt, og derfor bliver den sidste anbefaling som altid, at du netop gør det. For mig er det en af de dejlige ukendte perler, som man kun støder på ved et tilfælde, men som sætter sig godt fast på en, og derfor håber jeg også, at du får den samme oplevelse, når du hører dette fantastiske album.
Musikskriveri 