I dag skal det endnu engang handle om noget instrumental musik, for nu er det langt om længe endelig blevet tid til, at jeg får skrevet lidt om bandet Papir. De er fra København, og de spiller noget pisse lækkert instrumental rock, som jeg slet ikke kan få nok af. Det bliver blandt andet illustreret fantastisk godt på deres tredje album, der simpelthen bare hedder III, og derfor har jeg netop valgt at fokusere på det i dag.
Nu må jeg så indrømme, at jeg ikke kender så fandens meget til bandets baggrund. Som sagt ved jeg, at de kommer fra København, og at de har spillet sammen i en god del år efterhånden. Faktisk udkom deres første album allerede i 2010, et album der bare havde titlen Papir. Derefter er det så blevet til seks yderligere studieudgivelser, der alle udover det andet album bare hedder det nummer, som de er i bandets diskografi, og yderligere har de så også udgivet livealbummet Live At Roadburn og jamalbummeet Jams. Hele vejen igennem har bandet haft den samme besætning, der består af Christian Becher Clausen på bas, Christoffer Brøchmann Christensen på trommer og Nicklas Sørensen på guitar, og det er sgu ret godt gået, når man tænker på, at de i år har kunne fejre 15 års jubilæum.
Jeg blev selv gjort opmærksom på Papir af den anden guitarist i det band, som jeg selv spiller i. Så vidt jeg husker, så var det noget, som han selv lige var faldet over, og han synes, at der var et par ligheder mellem deres musik og vores. Dette gjorde mig selvfølgelig nysgerrig, og derfor skulle jeg da lige høre, hvad det dog var for noget. Allerede ved første lyt var jeg virkelig imponeret over det, som jeg hørte, og siden da er det noget, som jeg har fundet frem nu og da. Af en eller anden mærkelig grund er det dog et af de bands, som jeg stadig har til gode at få set live, men det skal nok ændre sig en dag, for rent albummæssigt er jeg en kæmpe fan.
Nu skrev jeg så, at bandet spiller instrumental rock, men det kan jo være mange ting. Specifikt spiller bandet en blanding af noget ambient, psykedelisk krautrock, der samtidig også trækker lidt på jazzen. Det resulterer i noget virkelig lækkert og svingende, der allerede kan høres på albummet første nummer, “III.I”. Her er det ambiente element godt nok ikke alt for meget i spil, men det er resten til gengæld, og det lyder så fedt. Guitaren er som altid i front, og den ligger og spiller nogle uhyre dejlige lysere toner, der bliver suppleret rigtig godt op af bassen, som jeg er helt vild med. Det den spiller svinger bare så fandens godt, og det er ren nydelse at lytte til. Det samme kan også siges for trommerne, som jeg vil sige står for det jazzede i bandet. De har i hvert fald den samme frie følelse over sig, som man ofte finder i jazzen, og den er jeg nu engang rigtig glad for. Det jeg dog er allermest glad for ved dette nummer, og ved Papirs musik generelt, er den måde, det flyder på. Hver passage i dette nummer er fed at lytte til, og der er aldrig nogen af dem, der kommer til at føles for langtrukne. I stedet holder de en tilpas længde, og når det så er tid til noget nyt, jamen så kører det bare helt naturligt derover på en måde, som bandet bare får til at virke så dejligt let og ubesværet. Ganske enkelt sagt, så er det pisse vidunderligt at lytte til, og det bliver kun bedre og bedre jo længere ind i nummeret, at man kommer. Især i midten får bandet virkelig flippet ud, noget som de igennem starten stille og roligt har bygget op til. Her kommer det helt op at ringe, da Nicklas giver den alt hvad guitaren kan trække, mens Christian og Christoffer også bare går til den. Det er skønt, og det er her, at man finder nummerets højdepunkt. Her kunne man også sagtens slutte, men bandet vælger dog i stedet langsomt at tage nummeret ned igen, og det synes jeg er en rigtig god beslutning. Stille og roligt får det bare lov til at falde sammen, mens man som lytter så bare kan sidde og fordøje det førstehåndsindtryk, som bandet her sætter. Personligt sidder jeg altid tilbage med en wow følelse, når jeg hører det, for det er fandme noget af en måde at åbne et album på!
Albummets første nummer er godt energisk, men det er dog ikke kun i det gear, som det kører. Allerede på det næste nummer bliver det nemlig sænket, mens det samme gør sig gældende for det tredje nummer. Begge har det tilfælles, at det ambiente her får en noget større rolle, og især på det tredje synes jeg, at det er utroligt smukt at lytte til. Dette element sørger guitaren primært for, og det tager form i enkelte toner, der får lov at ringe så meget ud, som det er overhovedet er muligt. Det får det hjælp til af en ordentlig omgang rumklang og ekko, og det takker jeg bestemt heller ikke nej til, for det er lige sådan en lyd, som jeg rigtig godt kan lide.
Som sagt, så kører det her i et lavere gear, og det kan ikke bare høres på guitaren, men også hos bassen og trommerne. De lægger denne her rigtig dejlige bund, der stille og roligt kører derudaf, og på denne flyder guitaren så let over med dens skønne toner. Det er nærmest helt meditativt at lytte til, og det bliver der ikke ændret på på noget tidspunkt i nummeret. Rytmen holder sig i dette spor, guitaren gør det samme, og derfor kan man næsten blive fristet til at skrive, at det er noget monotont. Det føles det dog ikke som om, for der er hele tiden nogle små ændringer. Nogle gange går bassen lige over og laver lidt ekstra, andre gange kommer trommerne lige med lidt mere, mens guitaren nogle gange svajer lidt ud, og det er det, der gør dette nummer så skønt at lytte til. Det er aldrig meget, men der er dog hele tiden et eller andet nyt eller anderledes, som man lige skal forholde sig til, og i sidste ende er det det, der gør nummeret så dejligt at lytte til.
Kigger man på mængden af numre, så kommer III ikke til at til at sætte nogle rekorder her. Albummet byder nemlig kun på fem forskellige af slagsen, men de har dog alle en god længde, hvor selv det korteste når op på en spilletid på næsten fem minutter. Denne længde bliver dog godt udnyttet på alle sammen, for jeg føler aldrig, at der på noget tidspunkt er et nummer, der bliver for langt. Dette er især imponerende, når man tænker på, at albummets sidste nummer når helt op på en spilletid på 15 minutter, men det er netop en af de ting, som jeg synes er fedt ved Papir. De er ikke bange for at lade tingene tage den tid, som de skal tage. Alene opbygningen i det sidste nummer er næsten fire minutter lang, men det gør bare, at det rammer så meget bedre, når nummeret for alvor slår over i en mere energisk fremgang. Det samme gælder også for de øvrige passager, både de vilde og de milde. Hver enkelt passage bliver virkelig udforsket, men igen på en måde hvor det aldrig kommer til at føles langtrukkent. Det er ekstremt fedt, og derfor er dette nummer også klart min favorit fra albummet. Jeg kommer dog ikke til at gå mere i dybden med det, for selvom det ikke er for langt at lytte til, så er det nok en smule for langt til at skrive om, og derfor kan jeg kun anbefale, at du lige selv tjekker det ud. Jeg synes i hvert fald, at det byder på en suveræn lytteoplevelse.
Dette album blev min introduktion til bandet, og jeg tror også, at det er det, som jeg klart har lyttet mest til, selvom jeg i den grad også har nydt resten af deres diskografi. Nu kan jeg så gå og glæde mig til, at der snart kommer nyt fra dem, da bandet her senere i november kommer med deres næste udgivelse XI, hvilket jeg er fuldstændig sikker på bliver virkelig fedt. Bandet har i hvert fald endnu til gode at skuffe mig. Mangler du noget at lave d. 22., så synes jeg, at du skal tage til deres releasekoncert på Loppen i København, for det tror jeg virkelig bliver en fed oplevelse. Selv må jeg lige vente lidt længere, før at jeg kan prale af at have set dem live, men en dag tager jeg turen, uanset hvor lang den så må være. Jeg kan nemlig kun forestille mig, at deres musik vil være fuldstændig magisk live, og derfor også hele turen værd.
I dag kommer jeg kun til at have to lytteanbefalinger til dig, da bandets numre nu har den længde, som de har. Den første af disse anbefalinger bliver nummeret “III.IIIII”, da dette nummer er en rigtig god demonstration på bandets lyd. Her er de både vilde og rolige, og derfor giver det et godt praj om, hvad du kan forvente af resten af albummet. Den største anbefaling bliver dog som altid bare at sætte albummet på fra starten og så ellers nyde det i dets fulde længde. Det er et fantastisk et af slagsen, og selv kan jeg høre det igen og igen uden at blive det mindste træt af det.
Musikskriveri 