I dag skal det handle om nogle sande danske legender. Det er nemlig endelig blevet tid til, at jeg tager fat i et af de største navne fra den danske metalscene, og her taler jeg naturligvis om ingen ringere end Mercyful Fate. Dette band er dog ikke “bare” stort i det danske. Nej det er fandme også virkelig velanset i det udenlandske, og det er blandt andet på grund af bandets debutalbum Melissa, som jeg i dag vil skrive lidt om.
Inden jeg dog kommer alt for godt i gang med det, så kommer der lige en kort opsummering af bandet. Mercyful Fate er et band, der udspringer af to andre bands, nemlig punkbandet Brats og det lidt tungere Danger Zone. Brats havde i 1980 udsendt deres debutalbum, men da det ikke blev nogen succes, mens bandets pladeselskab CBS samtidig prøvede at presse bandet i en retning, som medlemmerne ikke havde lyst til at gå i, så blev bandet opløst i 1981. Nogle af medlemmerne fortsatte dog sammen, heriblandt Kim Bendix Petersen og René Krolmark, der dog er langt bedre kendte under deres kunstnernavne King Diamond og Hank Shermann. Sammen dannede de Mercyful Fate, men inden at de kunne nå at lave alt for meget her, så gik de med til at give en hjælpende hånd til bandet Danger Zone, der havde spurgt dem, om de kunne give noget assistance til nogle optagelser. Det kom dog til at resultere i meget mere end bare nogle optagelser, for da de var færdige med disse, blev to ud af tre af Danger Zones medlemmer nemlig indlemmet i Mercyful Fate, og det betød, at udover de allerede nævnte medlemmer, så bestod Mercyful Fate nu også af Michael Denner og Timi Hansen. Denne besætning blev så fuldendt, da Kim Thyge Jensen, med kunstnernavnet Kim Ruzz, satte sig bag bandets trommeset, og herefter begyndte det så at gå stærkt. Efter et par demoudgivelser i løbet af 1981 og starten af 1982, kom bandet med deres første EP den 8. november 1982, og den fulgte de så op med den legendariske plade Melissa i oktober måned 1983. Dette album kom til at skrive historie på mange måder, da det tog nogle skridt i en retning, som mange musikere sidenhen har fulgt. De fleste af de bands, der virkelig løftede fanen for den amerikanske thrash metal scene højt, har alle sagt, at Mercyful Fate var en stor inspirationskilde, og heriblandt er altså navne som Metallica, Megadeth, Slayer og Testament. Det samme gør sig også gældende for en masse andre bands i andre genrer, jeg tænker, at du har fået ideen om, hvor betydningsfuldt, at Melissa var. Mercyful Fate stoppede dog ikke bare med dette album. Året efter udkom efterfølgeren Don’t Break The Oath, der også er et gigantisk mesterværk, men det blev dog også slutningen på den første inkarnation af bandet. Efter Don’t Break The Oath ville King Diamond nemlig en vej, mens Hank Sherman ville en anden, og det førte til at bandet blev opløst. Igennem resten af 80’erne var der ikke noget lyd fra dem, i hvert fald ikke i Mercyful Fate regi, men det blev der dog ændret på i 90’erne. Her blev bandet nemlig gendannet, og det resulterede i fire nye udgivelser, In The Shadows fra 1993, Time fra 1994, Into The Unknown fra 1996, Dead Again fra 1998 og sidst men ikke mindst, 9 fra 1999. Det blev dog også enden på udgivelserne fra Mercyful Fate, for efter 9 gik de på pause igen, og selvom de igen blev et aktivt band i 2022, så har det endnu ikke resulteret i noget nyt musik. Rygterne siger dog, at bandet har en udgivelse klar, der kun venter på at King Diamond får udsendt hans 13. album, der lige om snart og om ethvert øjeblik kan være på gaden, noget som jeg synes har været gældende lige siden, at jeg for første gang stødte på hans musik i 2013.
Med den spøg til side, så tænker jeg, at det må være ved at være tid til, at jeg dykker lidt dybere ned i musikken på albummet. Da jeg besluttede mig for, at tiden var inde til at skrive om dette album, så var det noget tid siden, at jeg havde hørt det, og selvom jeg udmærket er klar over, hvor fede at albummets numre er, så blev jeg alligevel overrasket over, hvor stærkt det åbner op. “Evil” er og vil nemlig altid være et fuldstændigt fantastisk konge nummer, som jeg elsker så forbandet meget. Det følger de så op med lige så stærke “Curse of the Pharaohs”, og så er niveauet da ellers sat. Disse to numre må i sandhed siges at være albummets to største, og det er blandt andet grunden til, at jeg ikke vil skrive så forfærdeligt meget mere om dem. I stedet vil jeg udelukkende fokusere på mine egne favoritter, og her skal man altså lige ned til albummets tredje nummer for at finde den første.
Jeg synes, at indledningen til “Into the Coven” er genial. Den tunge lyd fra “Curse of the Pharaohs” bliver her erstattet med noget, der er fuldstændigt anderledes. I stedet for at være hårdt, så føles det nærmest som en sejrsrig fanfare, og på sin vis er det en lidt spøjs afvigelse fra resten. Den virker dog, for her får man lige et kort pusterum…. og så går det ellers bare løs! Fanfaren når lige at runde af, før at den sande indledning til “Into the Coven” kommer på, og denne elsker jeg så fandens meget. Guitardelen alene er genial, men det der dog har den allerstørste virkning her, er den måde hvorpå nummeret stiger voldsomt i kraft stykkets anden omgang. Trommerne og bassen slår denne stigning an, og så bliver der ellers bare skruet op for guitaren. Det er så hamrende fedt lavet, og selvom det samtidig er uhyre simpelt, så virker det bare. Jeg bliver altid revet med, når dette kommer, og sådan fortsætter det igennem resten af nummeret. Det er blandt andet på grund af de fandens solide guitarpassager, som Denner og Shermann så herligt serverer for en, men det er i sandhed også på grund af King Diamonds fantastiske vokal. Lige siden at jeg første gang hørte ham synge, så har jeg været utrolig glad for hans måde at gøre det på. Hans falset kan bare noget helt specielt, men det jeg dog sætter allermest pris på, er det skift som han laver mellem den og hans normale vokal. Jeg ved ikke, om det er fordi, at hans normale mørkere vokal lige tager den lidt ned, og derfor får falsetten til at stå som ekstra vild, eller om det er noget andet, der sker her, men uanset hvad så virker det virkelig godt for mig. Det gør sig især gældende for omkvædet, hvor King også tager den så højt op, som han kan komme, og det virker bare så fandens dejligt godt hver evigt eneste gang.
Både vers og omkvæd er virkelig fede i dette nummer, men det er heldigvis ikke det eneste, som bandet byder en på her. Der er også et konge midterstykke, hvor det lige bliver taget lidt ned. Det synes jeg dog er et rigtig godt valgt for nummeret, og jeg elsker virkelig den mere nærmest svævende følelse, som der kommer her. Først bliver denne skabt af Kings dejlige vokal, der flyder oven på de skønne toner fra instrumenterne, og derefter kommer der så en vildt fantastisk solo, som jeg tror, at Michael Denner står for. Denne elsker jeg virkelig, for den er så forbandet smuk, og den kunne sagtens vare et halvt til et helt minut længere, uden at der ville komme nogen beklagelser herfra. Det gør den dog ikke, for i stedet for Hank lige lov til at tage over, og selvom denne solo også er mega fed, så slår den dog ikke den første.
Som sagt har Melissa en så utrolig stærk åbning, at man skulle tro, at det var løgn. Det er både “Evil” og “Curse of the Pharaoh” en stor grund til, men for mig er det dog først ved “Into the Coven” at det når højdepunktet. Dette nummer rammer mig bare lige den tand bedre, end de to andre gør, og derfor står det som min klare favorit i denne første halvdel af albummet. Det er dog ikke kun her, at man finder det gode, for den anden del af albummet har også dejligt meget godt at byde på, og denne bliver indledt med et nummer, som jeg tror er en lidt usædvanlig favorit. Jeg kan dog virkelig godt lide nummeret “Black Funeral”. Når det op og slår de to åbnere? Måske ikke, men for mig er det dog tæt på. Jeg elsker indledningen, hvor guitaren og trommerne virkelig får drevet det godt frem. Derefter slår det så over i verset, og det kan fandme også noget. Især den anden del er jeg virkelig glad for, da jeg synes, at vokalen bliver leveret fantastisk her. Igen er det skiftet, der gør det. Først synger King “Oh hail Satan” med hans normale stemme, og derefter kommer falsetten så og tager den et ekstra niveau op, hvilket er så dejligt fedt. Det er jeg altså bare virkelig glad for. Det samme gør sig også gældende for den vokalisering, som han kort efter laver i baggrunden, da omkvædet kommer på, for det forstærker bare det hele. Igen er det dog ikke kun hans vokal, der sælger nummeret for mig. Det er fuld af fede passager, og når det ikke er King, der er i fokus, så er det det dejligt lækre guitarspil, der bare kommer med så meget godt hele tiden. Der er dog en anden ting, som jeg også synes skal fremhæves her. Det er ikke trommerne, selvom de også er dejligt fede, nej det er noget, som jeg elsker at tage fat i, nemlig bassen. Jeg elsker virkelig de detaljer, som Timi har i hans basspil her. De er især tydelige under omkvædet, og jeg nyder dem altså bare! Disse detaljer er der flere af undervejs i nummeret, og det er netop dem, der gør, at jeg elsker det så meget, som jeg gør. De er aldrig overgjort, i stedet rammer de altid lige plet, og hvad end det så er trommer, bas, guitarer eller vokal der leverer dem, så er det bare med til at trække nummeret op til de højder, som det for mig når. Hvis dette er et nummer, som du ikke lige kan huske, så kan jeg kraftigt anbefale, at du lige giver det et lyt igen, for det kan altså noget. Det er måske ikke nogen klassiker som nogle af de andre på albummet, men for mig holder det stadig det samme niveau.
Den side som jeg bruger til at holde styr på min hjemmeside kan noget rigtig smart. Den kan nemlig give mig et skøn på den gennemsnitlige tid, som det vil tage at læse noget igennem, og den bruger jeg ofte til at pejle efter. Normalt plejer jeg at gå efter at have en gennemsnitlig læsetid på 10-12 minutter, og da den på dette tidspunkt står på de ni minutter, så må det være ved at være tid til at runde af…. skulle man da tro. Det kan dog ikke komme på tale før en sidste ting er blevet skrevet om, for jeg endnu ikke omtalt det nummer, der for mig står som albummet stærkeste. Det er faktisk det, der definerer det hele for mig. Det er det, som jeg har hørt klart flest gange, måske endda så mange gange at jeg har lyttet til det flere gange end resten af albummets numre tilsammen. Det nummer som jeg her taler om er titelnummeret “Melissa”. Starten på Mercyful Fates fortælling om denne kvinde, en fortælling der henover de næste udgivelser blev fortsat, en fortælling som jeg af en eller anden årsag holder utroligt meget af. Måske er det fordi, at numrene i denne fortælling ofte er af den mere melodiske slags, noget som jeg synes, at Mercyful Fate udfører rigtig godt. Allerede ved åbningen af dette nummer er der bare noget ekstra magi, der fænger mig. Jeg elsker virkelig guitarspillet her, både det melodiske der åbner, og den solo der så kommer over det. Det er bare den perfekte start på det hele, og det lægger så godt op til, at King så kan tage over. Her i starten holder han sig for det meste til hans mørkere vokal, og det passer rigtig godt til stemningen. Kun få gange tager han den lige op i falset, og det er jeg virkelig glad for. Det gør nemlig, at det ikke føles overdrevet, hvilket det ikke må i denne mere rolige indledning. I stedet får magien bare lov til at flyde, og det er sådan, at det skal være. Denne magi slipper heller aldrig. Selv da nummeret går over i en passage, hvor man føler, at der nu skal til at være gang i den, så snyder det og hopper i stedet tilbage til det melodiske, hvilket er et genialt valg. Det gør, at det ikke bare er let og ligetil. I stedet bliver det lidt mere komplekst, og det er sådan, at jeg kan lide det. Det er også det, der gør, at man kommer på den rejse, som man nu engang gør. Det bliver dog aldrig for komplekst, og det er det, der for alvor gør, at “Melissa” er favoritten herfra. Det er også grunden til, at nummeret er sådan et godt eksempel på god sangskrivning, som det nu engang er. Forinden dette nummer kommer der et andet komplekst nummer i form af “Satan’s Fall”, og selvom jeg også er rigtig glad for det, så står det ikke lige så stærkt, fordi det lige får en tand for meget efter min mening. Det gør det dog som sagt ikke på “Melissa”. For mig føles det i hvert fald bare perfekt sammensat.
På “Melissa” er dog ikke bare kun sangskrivningen, der gør det til et så stærkt nummer, som det nu engang er. Det er også alt det andet. Trommerne er fantastiske, bassen er pisse fed, vokalen er formidabel, og guitarerne er simpelthen bare så perfekt hele vejen igennem. Det er hele tiden et eller andet, man bare kan nyde, når man hører dette nummer, næsten uanset hvor man er og næsten uanset hvad man fokuserer på. Det er bare vanvittigt godt lavet, og jeg er så taknemmelig for, at dette nummer eksisterer. Som sagt har jeg hørt det tusindvis af gange, men på trods af det nyder jeg det stadig i fulde drag, hvilket for mig betyder, at det er et sandt mesterværk. Jeg har elsket det lige siden den første gang, at jeg hørte det, og jeg kommer til at elske det til den dag, at jeg dør.
Mercyful Fate kom ligesom King Diamond til at betyde utroligt meget for mig, da jeg begyndte at lytte til det. I lang tid var det klart et af mine absolutte favoritbands overhovedet, og selvom det er svundet lidt tilbage hvad det angår, så er det stadig et band, som jeg holder voldsomt meget af. Det er endnu et pragt eksempel på, at den danske musikscene altså kan noget helt specielt, og derfor er jeg også voldsomt glad for, at jeg i sin tid fik set dem, da de gæstede Copenhell. Tiden må vise, om der kommer mere musik fra dem, men selv hvis der ikke gør, så er jeg mere end tilfreds med det, som vi indtil nu har fået.
Mercyful Fates udgivelser bliver heldigvis flittigt genoptrykt, så mangler du dem i samlingen derhjemme, så er det bare med at holde øje. Gør du ikke det, eller holder du dig bare til streamingtjenesterne, så er der de andre sædvanlige støttemuligheder ved enten at købe koncertbilletter, merchandise eller bare at snakke lidt med andre om bandet, så de kan blive inspireret til at give dem et genlyt. Især den første kan jeg anbefale, for det står stadig som et positivt øjeblik for mig her en tre år efter koncerten.
Og så kommer vi så til lytteanbefalingerne. Her kunne jeg godt finde de mindre kendte numre frem, men når alt kommer til alt, så er det i sidste ende starten, som man skal have fat i her, hvis man lige skal bruge et par smagsprøver. Derfor kommer anbefalingerne i dag til at bestå af “Evil” og “Into the Coven”, mens jeg dog lige smider “Melissa” ind som den sidste, da alt andet ville føles forkert. Albummet Melissa er dog bare sådan et mesterværk, at det efter min mening skal høres i sit fulde, ligesom så mange andre udgivelser. Det er bare højt niveau fra start til slut, og det er næsten så dejligt fantastisk, som det overhovedet kan blive. Et sandt dansk mesterværk.
Musikskriveri 