Af en eller anden årsag, så har jeg her på det seneste haft flere forskellige samtaler, hvor bandet The Verve lige har været op og vende, og alle disse har haft noget til fælles. Hver eneste gang at jeg nævner bandet første album, så har modpartens reaktion nemlig været noget i stil med “Det kan jeg ikke huske” eller “Det har jeg aldrig hørt om før”. Det synes jeg er en skam, for jeg kan nemlig rigtig godt lide albummet A Storm In Heaven, og derfor vil jeg i dag gøre mit for at se, om jeg kan ikke kan få bredt kendskabet til det bare en smule.
Så tænker du måske, at når det nu skal handle om The Verve, så er det naturligvis britpop/indie rock, der er genren, men det vil være forkert. I 1993 lå The Verve, dengang bare kendt som Verve, nemlig et helt andet sted, og det var ovre i shoegazen. Bandmedlemmerne var dog stort set de samme. Simon Tong var endnu ikke kommet med som bandets femte medlem, men ellers så var det The Verve, som man kender dem, hvor Nick McCabe er på guitar, Simon Jones er på bas, Peter Salisbury er på trommer, og Richard Ashcroft er på vokal. Da A Storm In Heaven blev udgivet, havde de på det tidspunkt spillet sammen i omkring tre år, og udover albummet havde de forinden da også nået at udgive tre singler og en EP. Disse blev alle rigtig godt modtaget, hvilket yderligere kun bidrager til min undren over, at denne tidlige periode er gået over i glemmebogen. Så vidt jeg kan se, så blev alle singlerne nemlig nr. 1 på den britiske indie hitliste, mens albummet tog det en tak yderligere op, da det både tog første pladsen på indie hitlisten, mens det samtidig blev det 27. bedst sælgende album i England overhovedet, den uge det udkom. Selvfølgelig er det slet ikke tæt på den succes, som bandet senere skulle opnå, men jeg synes alligevel, at det er en ganske imponerende bedrift, når man tænker på, at dette var bandets første udgivelser.
Som det åbenbart er tilfældet med så mange andre, så havde jeg selv aldrig hørt om dette album, da jeg for første gang satte det på. Jeg rynkede da også noget på panden, da jeg i min søgen efter lidt mørkt shoegaze stødte på et opslag på et forum, hvor The Verve blev nævnt. Selvom jeg på det tidspunkt ikke havde det store kendskab til bandet, så vidste jeg, at de normalt lå ovre i britpoppen, og havde jeg lyttet til Urban Hymns albummet, så ville jeg da selvfølgelig også have kunne genkendt sangene “Bitter Sweet Symphony” og “The Drugs Don’t Work”. Måske var det netop også derfor, at albummet røg på min liste over ting, der skulle høres, selvom det dog ikke var den eneste grund. Albumomslaget skal nemlig også have en del af æren her, da det havde det udtryk, som jeg netop ledte efter. Jeg mindes, at da jeg den dag begyndte at høre min liste igennem, så nåede jeg at høre et Bauhaus og et tidligt Cocteau Twins album igennem, men det var så også det. Resten blev dedikeret fuldstændigt til A Storm In Heaven, for det overraskede mig fandme. Det var dejligt effektpræget, som shoegaze nu engang skal være, det var også halvmørkt, og derudover kunne det til tider også finde på at syre lidt ud, hvilket alt sammen var et kæmpe plus for mig. Lige fra indledningen til albummets første nummer “Star Sail” var jeg bare fanget, og derfor tænker jeg også, at det er et godt sted at begynde med selve musikken.
Det første man hører på “Star Sail” er et anslag på en guitar, der ligesom en bølge rammer med en stor kraft, hvorefter det så langsomt svinder væk igen. Derefter bliver man så for alvor introduceret til den lækre guitarlyd, der kommer til at definere albummet. Der er godt med rumlang og ekko på, og det bruger Nick til at skabe et fuldstændig magisk lydbillede, et lydbilledet der på guitarfronten yderligere bliver suppleret op af en anden guitar, der kommer med noget kontrolleret feedback. Dette fuldender Simon og Peter så med deres bas og trommer, og det er så vanvittigt dejligt at lytte til, for alle tre spiller bare på den lækreste måde! Guitaren er selvfølgelig i front, og derfor også den som man først lægger mærke til, men lytter du til nummeret, så gør lige dig selv den tjeneste lige at fokusere på både bas og trommer. Det er nemlig vanvittigt godt. Det er Richard Ashcrofts vokal til gengæld også. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, for der er så mange gode ting ved den. Først og fremmest, så synger manden bare godt. Han har en fed stemme og han styr på teknikken, og særligt det sidste bruger han rigtig godt her. Der er bare så meget variation i hans levering, og det giver nummeret vanvittigt meget. Det bliver så forstærket af den rumklang, der er over stemmen, men vigtigst af alt for nummeret, så er lydstyrken på hans stemme meget tæt på det instrumentale. Det gør, at den ubesværet kan flyde sammen med det, hvilket skaber noget musik, som man nærmest bare kan forsvinde væk i. Samtidig tilføjer blandingen af rumklangen og den lave lydstyrke også en fjernhed til stemmen, som om den kommer fra langt væk fra, hvilket jeg synes er fedt.
For mig er “Star Sail” ikke det nemmeste nummer at skrive om. Det er ikke fordi, at det er dårligt, slet ikke, men som sagt, så er det et nummer, som man let kan forsvinde ind i, og det har jeg det med at gøre, når jeg lytter til det. Selv når jeg prøver at koncentrere mig om specifikke detaljer, så er der bare noget i nummeret, der hele tiden indbyder til at give slip og i stedet bare svæve med. Det er dog netop en af de ting, som jeg virkelig elsker ved nummeret. Det føles så let, så ubesværet, hvilket det overhovedet ikke er, for der sker så meget undervejs. Nogle gange er det en af guitarerne, der får lov til at skeje lidt ud, andre gange er det vokalen, der får lov til lidt ekstra, og når bandet ikke synes, at det er nok til at holde nummeret interessant, jamen så tager de den lidt ned, noget der især bliver gjort effektivt i starten af nummerets tredje halvdel. Her kan man bare føle, hvordan de langsomt løfter foden fra speederen, for så igen at trykke den godt ned lidt efter. Igen føles det så pisse let, men hold da op hvor det dog giver meget til nummeret. Når jeg hører det, så er bare intet tidspunkt, hvor min opmærksomhed lige svinder. Der er intet tidspunkt, hvor det taber mig. Der er intet tidspunkt, hvor jeg keder mig. Hele vejen igennem er der bare den ene lækre detalje efter den anden, der alle sammen kun lige er der for en kort stund, hvorefter de så forsvinder igen, så noget andet kan tage over. Derfor er der også hele tiden noget nyt at tage stilling til, noget nyt at opdage, og det er jeg en voldsomt stor fan af. Dette nummer alene gør albummet værd at lytte til, og så er det endda bare det første derpå.
Generelt set kan alle numrene på A Storm In Heaven vel kategoriseres som smukke numre, men der er dog alligevel nogle, der er smukkere end andre. Her synes jeg klart, at “Beautiful Mind” snupper førstepladsen, for hvor er det dog vidunderligt at lytte til. Det storladne lydbillede som man fandt på “Star Sail” er her blevet erstattet af et meget roligere et, men det er på ingen måde en dårlig ting. Man kan nemlig stadig ubesværet svæve væk i nummeret. Igen er Nick McCabes guitar virkelig skøn at lytte til. Det er så dejligt at lytte til den måde, at hans toner stille og roligt kører frem og tilbage mellem hinanden, og jeg elsker den måde, at han bygger på det. Når verset starter begynder han nemlig at putte ekstra ting over hans indledende rytme, og det virker så godt. Især det stykke som han kommer med lige efter nummerets andet vers er jeg helt vild med, for det er bare noget af det skønneste!
På dette nummer er det primært Nick og Richard, der står ud. Simon og Peter lægger til gengæld en rigtig god bund hele vejen igennem, men da det som sagt er et noget roligere nummer, så er der ikke plads til lige så mange udskejelser fra deres side. Richard får dog lov til at give den lidt ekstra, og her gør det samme sig gældende som på “Star Sails”. Fed sang hele vejen igennem og god brug af teknik til at holde hans udtryk varieret. Sangskrivningen kører også med de samme styrker. Igen holder Nick og Richard det virkelig interessant, og samtidig så kommer der også bare det skift nu og da, der dræber alle farer for, at nummeret kommer til at blive kedeligt. I stedet har man med et nummer at gøre, der sørger for, at hver gang at jeg når til det på albummet, så hører jeg lige lidt ekstra efter her, for for mig er det et af de numre, der rammer allerbedst.
Lydbilledet på albummet ville være ret godt defineret af de to overstående numre, hvis ikke det altså lige var for nummeret “Butterfly”. Her bliver der nemlig lige skruet en lille smule ned for shoegazen, noget som det psykedeliske i stedet får lov til at erstatte. Det er dog ikke det eneste sted, der er blevet skruet lidt på, for dette nummer er nemlig noget vildere end resten af albummet, og allerede fra starten gør det sig gældende. Her bliver man nemlig mødt af nogle toner, der næsten ville passe til lydsporet til en western. Her siger jeg næsten, da Nick lige lægger lidt for meget oveni til at det ville kunne gå der, men det er dog stadig virkelig fedt at lytte til. Det er blandt andet fordi, at der igen igen bliver tilføjet mere og mere til lydbilledet, indtil det så virkelig begynder at blive vildt i omkvædet. Her gør man sig virkelig klar til den energieksplosion, som man ved kommer, men der overrasker bandet så, for det er nemlig ikke det, som de har tænkt sig. I stedet sænker de den godt ned, hvilket dog bestemt ikke gør noget, da de samtidig serverer noget dejligt, men kort, saxofon for en, som jeg synes passer vildt godt til nummeret. Disse skift i intensitet er noget af det, der kommer til at definere resten af nummeret. Igen bliver det bygget op, igen får det lov til at falde ned, og det nyder jeg, især da nummeret halvvejs inde skifter over i et fantastisk instrumentalstykke, der får lov til at bære resten af nummeret. Igen kommer der saxofon på her, og denne gang er den kommet for at blive. Sammen med de andre instrumenter bygger den et suverænt fedt lydbillede op, der til tider næsten bliver helt kaotisk, og det får som sagt lov til at bestå igennem resten af nummeret. Det er jeg også vildt glad for, for selvom jeg nyder resten af albummets lydbillede, så gør dette ekstra udtryk det bare til en endnu stærkere helhed.
Som sagt, så var dette album en stor glædelig overraskelse for mig, da jeg hørte det for første gang, og det er også derfor, at jeg stadig flittigt sætter det på den dag i dag. Det er nemlig et virkelig stærkt album, og derfor er jeg også ret ked af, at det er så overset, som det er. Af den grund håber jeg virkelig, at dette album er et, som du også kommer til at sætte pris på. Hvis du gør, så håber jeg, at du også vil fortælle andre om det. Det kommer nok aldrig op på samme popularitet som The Verves andre udgivelser, men hvis det bare kan komme deropad, så vil jeg personligt være tilfreds. Det fortjener det nemlig.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Slide Away”, “Beautiful Mind” og “Butterfly”. “Slide Away” har jeg valgt, da det nok er et lidt stærkere nummer end “Star Sail”, hvilket nok også var grunden til, at det endte op som en af singlerne fra albummet. Derudover er”Beautiful Mind” og “Butterfly” så to gode indblik i albummets andre sider, hvilket gør dem til oplagte lytteanbefalinger. Som altid er der dog mange flere fantastiske numre på albummet, hvor “Star Sail”, “Already There”, og “The Sun The Sea” kan nævnes som nogle af mine andre favoritter. Gør dig dog den tjeneste og giv det hele et lyt. Måske bliver du på samme måde som jeg overrasket over kvaliteten, der er her. Det håber jeg i hvert fald inderligt meget.
Musikskriveri 