I dag skal det handle om noget, som jeg virkelig har set frem til at skrive om længe, og her skal der sættes en så tyk streg som overhovedet muligt under virkelig. Jeg synes nemlig, at det amerikanske band Ghost Baths album Moonlover er et fuldstændigt suverænt et af slagsen, for jeg har holdt utroligt meget af det lige siden den første gang, at jeg lyttede til det. Det er dog også et album, som jeg føler er gået lidt i glemmebogen, siden det blev udgivet tilbage i 2015, hvilket for mig netop gør det til et album, der er vigtigt at skrive om, noget som jeg nu langt om længe har fået gjort.
Jeg mener at kunne huske, at Ghost Bath fik noget omtale, da de i 2015 sendte Moonlover på gaden, men siden da er den omtale dog svundet lidt hen. Derfor kan jeg på ingen måde bebrejde dig, hvis du ikke har hørt om dette band før nu. Som sagt er bandet amerikansk, specifikt fra North Dakota, men det er først noget, der blev gjort klart omkring Moonlovers udgivelse. Forinden lød det nemlig, at bandet kom fra Kina. Dette rygte blev højst sandsynligt startet på grund af, at bandet udsendte deres første album igennem et kinesisk pladeselskab, mens at de samtidig også gik under pseudonymer bestående af kinesiske tegn. Siden da er det dog kommet frem, hvem der er med i bandet, og selvom jeg ikke kan sige hvornår, at det helt specifikt skete, så kan jeg se, at dejlige Metal-archives.com har en liste overe bandets medlemmer fra 2016 og frem, så tænker jeg, at det var heromkring. Det er dog et år efter, at dagens emne album udkom, og skal man holde sig til det, så bestod Ghost Bath på det tidspunkt kun af et medlem, nemlig Dennis Mikula, der her gik under pseudonymet Nameless. Moonlover blev bandets andet album, og her tog de også skridtet væk fra Kina, for denne gang var det tyske Northern Silence Productions, der fik æren af at udgive dette herlige album. Senere er der så kommet tre yderligere udgivelser, der på pladeselskabsfronten stadig holder sig til det tyske, selvom de dog er gået over til et noget større et af slagsen, nemlig Nuclear Blast.
Når jeg så skriver, at bandet er ude på Nuclear Blast, så ved en god del af dem, der er til metal, at det netop er ovre i den boldgade, som bandet ligger. De hører til i black metal kategorien, og selvom de måske ikke er helt ovre i den atmosfæriske stil, så synes jeg stadig, at bandets musik har nogle atmosfæriske elementer over sig. Måske er det netop en af grundene til, at jeg senere kom til at holde så meget af den atmosfæriske black metal, for Moonlover er nemlig ikke bare et hvilket som helst album for mig. I mit skriveri om bandet der ikke må nævnes, som jeg dengang fik givet det alternative navn Sur Bum, fik jeg skrevet, at det var det, der startede min kærlighed til black metal, og det er på sin vis også rigtigt nok. Sur Bum var nemlig det første black metal, som jeg lige fra starten af vidste var black metal, og som derfor også fik mig til at lytte til en masse andet fra genren. På det tidspunkt havde jeg dog hørt Moonlover et utal af gange, men enten havde jeg ikke undersøgt, hvilken genre det hørte til, eller også havde jeg bare ikke dykket videre ned i den på det tidspunkt. Uanset hvad, så var det dog det, der stod for mit første lyt til et black metal album, og det var som sagt en fænomenal oplevelse allerede fra starten. Det har nemlig den dejlige kombination af smukt og vildt, som jeg elsker så utroligt meget.
Kombinationen af disse to vises allerede på de første to numre. “The Sleeping Fields” er en dejlig introduktion til albummet. Det er lidt mørkt i det, men samtidig er det også både dejligt smukt. Det skaber en dejlig mystik, der for mit vedkomne fænger rigtig godt. Det er især to guitarer, der her driver nummeret frem, og sammenspillet mellem dem fungerer bare virkelig godt. De skaber virkelig noget rigtig dejligt sammen, der dog bliver brudt lige så snart, at det næste nummer, med titlen “Golden Number”, tager over.
Jeg elsker den opbygning, som “Golden Number” har. Det forrige får lige lov til at fade ud, og så er der ellers en dejligt forvrænget guitar, der hurtigt bliver faset ind med en stigende lydstyrke. Den giver en en forsmag på, hvad der er i vente, og da trommerne så lige får slået an, så kommer der ellers bare en kæmpe energieksplosion, hvor det hele bare går amok på den skønneste måde! Guitarerne stiger ekstra meget i vildskab og lydstyrke, trommerne og bassen hamrer bare afsted, mens der Dennis samtidig kommer med et skrig, der sammen med alt det andet bare går helt op i en højere enhed. Det lydkaos er simpelthen bare så fantastisk, og det er også i denne bane, at nummeret får lov til at fortsætte. Især trommerne er jeg rigtig glad for, for de kommer nu og da lige med lidt ekstra i deres spil, hvor de giver den ekstra meget, og hver gang synes jeg, at det lyder formidabelt godt! Det jeg dog er allermest glad for ved nummeret er, når det skifter over til dets næste stykke, for her går leadguitaren over i noget mere melodisk, der bare er så hamrende smukt! Det fungerer perfekt med resten, der stadig holder sig i det vilde, selvom trommerne og den anden guitar dog går lidt ned i intensitet. Det samme kan ikke siges om vokalen. Her bliver skrigene ved med samme vildskab, og jeg kan rigtig godt lide, at der egentlig ikke er nogen lyrik her, i hvert fald ikke så vidt jeg ved. I stedet bidrager de 100% til atmosfæren, og for mig virker det helt vildt godt.
“Golden Number” er et langt nummer på lige lidt over 9 minutter. Det kommer dog aldrig til at føles for langt, da der er tilpas med variation i det. Hvert stykke får lov til at være der længe nok til, at man kan nyde det, men aldrig så lang tid, at man begynder at kede sig. Derudover tager nogle af skiftene også lidt uventet drejninger, og det er endnu en grund til, at nummerets længde er helt fin. Især en af nummerets senere passager synes jeg virkelig godt om, for her går nummeret først lidt ned i intensitet, og derefter skifter det så over i noget, der er helt roligt. Dette totale modstykke består primært af noget klaverspil, og det er dette, der langsomt får lov til at slutte det hele af. Det synes jeg er et rigtig godt valg, og det er et rigtig godt eksempel på den kombination, som jeg skrev om tidligere, nemlig kombinationen af det smukke og det vilde. ‘
Det er ikke fordi, at der er så fandens mange numre på Moonlover. Tager man det bonusnummer med, som der er på den senere CD version og på streaming, så kommer man op på otte numre. Til gengæld er de lange, og det længste af dem er det, der hedder “The Silver Flower”. Dette er egentlig opdelt i to dele på albummet, men jeg ser det nu som et samlet nummer, og det er det, som jeg her vil slutte af med, for det er klart favoritten fra albummet. Første del består kun af noget virkelig dejligt skønt musik. Der er noget orgelagtigt, der nærmest tager rollen som et kor, og det lyder virkelig himmelsk. Det samme gør det rolige guitarspil, der lægger sig over det, og de to bliver så lige toppet af med dejlige naturlyde i baggrunden, der bare sætter prikken over i’et. Det lyder både skønt og sørgmodigt, og det er lige sådan et lydbillede, som jeg elsker! Det her får man lov til at svæve rundt til på dejligste vis i omkring fire minutter, og derefter skifter det så over til næste del. Her kunne man så tro, at det er her, at det vilde kommer, men nej, i hvert fald ikke endnu. Der skal nemlig lige bygges lidt ekstra på. I denne yderligere opbygning holder jeg virkelig af det, som guitaren spiller, mens jeg samtidig også synes, at det er et rigtig godt valg lige at komme ind med lidt klaver. De får nemlig sat noget alvor ind i det hele, og igen kan man godt mærke, at der er en eksplosion på vej. Det er en guitar, der varsler at den kommer. Pludselig er der nemlig en, der kort får lov til at hyle lidt, og så rammer det ellers bare! Igen er det alle, der sammen står for denne energiudladning, for det er både guitarer, bas, trommer, klaver og vokal, der med et går i gang med at spille det fedeste stykke. Især guitarerne er mega fede her, men jeg er også fan af klaveret og bassen, hvor den sidste hænger kanonfedt med sine toner i starten. I dette stykke kommer man virkelig på, og man er i den grad klar til, at nummeret bare smadrer derudaf! Det gør det dog ikke. Ligesom man er kommet i gang, så går det ned i det dejlige stykke fra den første del af nummeret, og det er et fantastisk valg. Selvom jeg ville have elsket at køre videre i det andet, så er det denne uforudsigelighed, som jeg nu altid vil holde af. Det er dog ikke bare uforudsigeligt for at være netop det. Det føles stadig fuldstændigt sammenhængende, og det er sådan, at det skal være. Kort efter går nummeret selvfølgelig tilbage i noget vildt, men nu er det en helt anden retning, at det tager. På sin vis er tilgangen her meget den samme, som den var på det første nummer, for selvom det ikke går lige så hurtigt her, så får leadguitaren på samme måde lov til at lege her. Her får den især plads kort før midten af denne del af nummeret, og det lyder guddommeligt godt! Det er dog ikke bare den, der slår nummeret hjem. Det gør alt sammen, og også her synes jeg rigtig godt om trommerne, der bare er virkelig fede at lytte til. Det jeg dog holder allermest af er igen sangskrivningen. Endnu engang formår nummeret aldrig at blive kedeligt, endnu engang bliver der bare skiftet på det helt rigtige tidspunkt, og det værdsætter jeg altså virkelig meget. Fra passage til passage går man igennem nummeret, og det resulterer i en vidunderlig dejlig rejse.
Og det er så her, at jeg begynder at runde af. Som sagt er der lidt flere numre på albummet, men også kun lidt, og der skal selvfølgelig også være noget, som du kan gå på opdagelse i. Gør du det, så kan du dog se frem til tre (fire hvis du har bonusnummeret med) dejlige numre i samme stil, som jeg kun kan anbefale, at du giver et lyt.
Moonlover var som sagt den egentlige start på min rejse i black metallen. Det er dog desværre også her, at jeg har holdt mig til, når det gælder Ghost Bath. Funeral og Starmourner, der henholdsvis er Ghost Baths første og tredje udgivelse, fik aldrig det samme tag i mig, som Moonlover fik, og derfor har jeg ikke fulgt fandens meget med i resten af det, som de har lavet. Måske er det en fejl, det må den nærmeste fremtid vise, når jeg lige får taget fat i de to seneste udgivelser, men sådan er det nu engang. Nogle gange er der bare noget fra et band, der rammer så fuldstændigt plet, hvilket gør, at resten så skal leve op til de skyhøje forventninger, som det første satte. Det gør de andre udgivelser som sagt ikke for mig, men de er dog helt klart stadig et lyt værd. Hvem ved, måske er det i stedet en af dem, der bliver din favorit.
Siden dets udgivelse er Moonlover blevet trykt op flere gange, så vil du gerne have albummet fysisk, så er mulighederne for det gode, i hvert fald når det kommer til vinylen. Til gengæld kan det samme ikke siges for koncerter med bandet. Jeg har i hvert fald aldrig set dem blive annonceret her i Danmark, og et kig på deres begivenheder på Facebook viser også, at det vist primært er Tyskland, Frankrig og England, som de holder sig til, når de er forbi Europa. Trist, men måske ændrer det sig på et tidspunkt. Det håber jeg i hvert fald selv på.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Golden Number”, “Beneath the Shade Tree” og “Death and the Maiden”. Her har jeg ladet favoritten stå udenfor, da jeg synes, at det er disse tre, der giver det bedste overordnede indtryk af albummets lyd, og derfor er det de bedste smagsprøver. Det betyder dog, at du stadig efter disse vil have min egen personlige favorit til gode, så derfor anbefaler jeg som altid, at du får lyttet det hele igennem. Det synes jeg i hvert fald, at det er værd, ikke bare på grund af “The Silver Flower”, men også på grund af “Happyhouse” og bonusnummeret “Ascension”, der begge kan noget virkelig fantastisk.
Musikskriveri 