Det er vist ved at være noget tid siden, at jeg sidst skrev om noget psykedelisk musik. Derfor kommer jeg i dag til at skrue op for syren, og det gør jeg ved at tage fat i en kunstner, som jeg delvist har skrevet om før. I dag skal det nemlig handle om gruppen The Ghost of a Saber Tooth Tiger og deres Midnight Sun album, og hvor jeg aldrig før har haft fat i den ene halvdel af gruppen, som Charlotte Kemp Muhl udgør, så har jeg til gengæld haft fat i den anden. Den halvdel står Sean Ono Lennon nemlig for, og ham har jeg jo tidligere skrevet om i forbindelse med hans andet projekt, The Claypool Lennon Delirium.
The Ghost of a Saber Tooth Tiger er ikke et projekt, der opstod ved en tilfældighed. Til daglig danner Sean og Charlotte nemlig par, og da de begge er musikere, så tænker jeg, at det var relativt nemt for dem at beslutte sig for at lave musik sammen. Denne beslutning tog de 2008, og to år efter begyndte de så at sende musik ud, først i form af en single og senere samme år kom de så med albummet Acoustic Sessions. Lydbilledet på disse to udgivelser var godt forskellige fra hinanden, for hvor det på Acoustic Sessions var, som titlen hentyder til, akustisk, så var singlen lidt mere rocket. Det var også dette sidste lydbillede, som de fortsatte med, da de året efter så kom med EP’en La Carotte Bleue, og det var det lydbillede, som de udviklede videre på til deres næste udgivelser, der udkom i 2014. Hvor det før kun havde været eksperimentelt, så havde det psykedeliske også fundet indtog både på albummet Midnight Sun, der kom i starten af året, og så senere også på EP’en Long Gone EP, der blev udgivet i forbindelse med gruppens efterårsturne. Det er dog desværre også her, at deres historie begynder at slutte. De udsendte godt nok en EP i 2015, og der kom også en single i 2019, men det har så også været det. Grunden til dette stop var dog heldigvis ikke et brud i deres forhold, men nok snarere fordi at der var andre projekter, der trak i dem. I 2015 havde de turneret med blandt andet Primus, og her var Sean faldet i snak med Les Claypool, hvilket resulterede i The Claypool Lennon Delirium, der allerede året efter havde deres første album ude. Året efter var det så Charlottes tur til at gå i gang med noget andet, da hun her stiftede bandet Uni and the Urchins, der samme år udsendte en single, og siden da har de så begge fortsat været beskæftiget med andre ting end The Ghost of a Saber Tooth Tiger. Her har jeg så næsten lyst til at skrive “desværre”. Jeg synes nemlig, at det som de kom med på Midnight Sun er så fremragende, og jeg håber sgu lidt, at de på et tidspunkt i fremtiden vender tilbage til dette projekt. Det ville jeg i hvert fald ikke have noget imod.
Og hvorfor så det? Kort sagt, fordi det er fedt. Allerede ved det indledende nummer, der har titlen “Too Deep”, sender mine tanker mig tilbage til 1966 og 1967, for det nummer minder mig meget om noget af det, som Beatles havde gang i på både Revolver og Sgt. Pepper’s, noget der blandt andet skyldes vokalen. Seans stemme minder nemlig meget om hans fars, og når han så samtidig begynder at lege med nogle effekter, der minder om dem der blev brugt på nogle af Beatles mere syret numre, så bliver sammenligningen total. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på både “Tomorrow Never Knows” og “Within You Without You”, når jeg hører det, også selvom det sidste af disse er sunget af George Harrison. Jeg synes nemlig, at følelsen, lyden og fraseringen alle bare ligger så meget op af de numre, og for mit tilfælde er det kun godt, da de to netop står som nogle af mine absolutte favorit Beatles numre.
Nu er det så ikke “Too Deep”, som jeg her vil gå i dybden med. I stedet vil jeg i dag gøre noget, som jeg ikke føler, at jeg plejer at gøre. Jeg vil nemlig starte ud med min klare favorit fra albummet, der samtidig også er det største nummer fra det, for det var nemlig nummeret “Animals”, der stod for min introduktion til gruppen. Hvordan jeg lige stødte på det, kan jeg ikke huske. Jeg kan dog huske, at jeg med det samme bare var fuldstændigt fascineret af det, som jeg hørte. Til at starte med er det dejligt tilbagelænet, og det er på den helt dejlige og lækre måde. Imponerende nok kan jeg se, at det her er Sean, der står for alle instrumenterne, og det gør han fandme godt. Guitaren er dejlig lækker at lytte til, trommerne er også ganske solide, og så er der også noget percussion, som jeg er helt vild med. De ligger lidt i baggrunden af mikset, men bidrager dog stadig med en masse, og jeg nyder at fokusere på dem. Det der dog især stjæler billedet er den åbnende vokalharmoni, der afslører lidt af det, som man kan forvente i omkvædet. Den lyder nemlig virkelig godt, for Sean og Charlottes vokaler passer rigtig godt sammen. Inden man får lov til at høre det til fulde, så skal man dog lige igennem et vers, hvor det tilbagelænede stadig styrer showet, og det gør det stadig rigtig godt. Mange af de samme elementer stadig er i brug, men her er der dog et, som jeg mangler at skrive om, og det er bassen. Den er nemlig sindssygt lækker, og selvom den er sådan hele vejen igennem nummeret, så synes jeg først, at den for alvor får sat sig for mit vedkomne, da verset starter. Den er godt fremme i mikset, lige som jeg kan lide den, og det er bare en nydelse at lytte til, for der er massere af fede detaljer i dens spil. Det er dog ikke bassen, der står for højdepunktet i nummeret, i hvert fald ikke alene. Det der klart er det stærkeste punkt er nemlig omkvædet, og hvor verset er tilbagelænet, så er omkvædet i den grad det modsatte. Her bliver der lige trykket lidt ekstra af, og modsætningen mellem i udtrykket mellem vers og omkvæd gør det bare så meget stærkere. Det kommer dog ikke bare ud af det blå, for inden det rammer, så laver de to lige lidt vokalisering sammen. Det går så over i sang, da selve omkvædet rammer og det lyder bare sindssygt skønt, noget der kun yderligere bliver forstærket af, at der som sagt samtidig lige kommer lidt mere knald på.
Strukturmæssigt er “Animals” ret ligetil, for det er primært bare vers og omkvæd, som det kører i. Der sker dog alligevel lidt mere end bare det, for ved det andet vers begynder der at komme ekstra elementer på. Charlotte kommer mere med på sang, et hammondorgel begynder også at lyde i baggrunden, og derudover kommer der også lidt mere syre ind i nummeret. Dette er blandt andet med et par ekstra lyde, der nu og da gør deres entré, lidt effekt på vokalen i korte perioder og andre lignende tiltag, der sørger for, at nummeret hele tiden har ens opmærksomhed, indtil det så dejligt fængende omkvæd så kommer på igen. Dette kulminerer totalt med det tredje af slagsen, for her bliver det nemlig taget endnu højere op, og det er bare den perfekte forløsning på nummeret. Derefter syrer det så lige så stille, dejligt og roligt ud, og dengang ved mit første lyt sad jeg så bare tilbage og var fuldstændigt blæst væk. Det var nemlig en vildt sindssyg oplevelse, som jeg ikke mener, at jeg havde set komme.
“Animals” er som sagt virkelig fedt, men det er dog ikke det eneste fede nummer, som Midnight Sun kan byde på. Dem er der faktisk mange af, og her kan “Xanadu”, “Johannesburg” og titelnummeret blandt andet nævnes. Et andet der dog må siges at være en favorit, og som derfor også står lidt over de før nævnte, er nummeret “Last Call”. Hvor Seans indflydelse på sangskrivningen i The Claypool Lennon Delirium allerede er blevet gjort lidt tydelig på dette album, så synes jeg virkelig, at det kan høres på dette nummer. Det projekt har nemlig flere gange et lydbillede, der får en til at føle, at man er ude i det ydre rum, og det samme gør sig gældende for indledningen til “Last Call”. Det er en vildt flot en af slagsen, som blandt andet en slideguitar og nogle strygere står for at skabe. Derefter kommer der så både sang og lidt klaver på, hvilket kun gør det mere magisk at lytte til. Det jeg dog elsker mest ved dette er, at nummeret så vælger at gå væk fra det, i hvert i lidt tid. Den rumlige følelse er der stadig, den forsvinder faktisk aldrig på noget tidspunkt, men det bliver mere afslappet, og det er et fedt stemningsskifte. Derudover virker det samtidig virkelig godt, at Sean og Charlotte her vælger at skiftes til at synge stroferne i starten. Der er noget virkelig lækkert over det, men man får kun lov til at nyde det kort, før nummeret så går op i et lidt højere tempo, hvor stemningen samtidig skifter fra afslappet til glad. Igen er det dog kun kort, at man får lov til at bevæge sig her, for endnu engang skifter det, og denne gang til et godt syret stykke, der får lov til at stå som omkvædet. Det er en ret stor modsætning fra “Animals”, men det er så dejligt spændende at lytte til. Det samme gør sig også gældende for det fantastiske instrumentalstykke, der står for at runde nummeret af. Det er en kanon god guitar solo, som Sean her leverer, og den bliver kun forstærket af det instrumentale. Lige meget om det er orgel, slide guitar eller hvad end andet der kommer på, så giver det bare så meget ekstra til soloen. Det er bare et fantastisk sammensurium af lyde, som man her får serveret. Det er dejligt storladent, og det er den perfekte måde at slutte nummeret af på.
Efter “Last Call” kommer der endnu flere fantastiske numre. Det direkte efterfølgende “Devil You Know” kan jeg rigtig godt lide, “Great Expectations er også rigtig godt, og på det afsluttende “Moth to a Flame” tager Sean og Charlotte igen en med ud på en fed tur ud i rummet. Endnu engang er det virkelig flot at lytte til, og jeg synes, at det er rigtig passende at slutte af med dette nummer, for det er af den slags hvor man bare kommer ud og svæve. Derfor føles det netop som den helt rigtige afslutning på dette album, og samtidig også på dette skriveri, da jeg tænker, at det er tid til at begynde at runde skriveriet af.
Jeg synes, at Sean Ono Lennon er en sindssygt spændende musiker. Han imponerede mig helt vildt sammen med Les Claypool, og det samme gør han her med Charlotte Kemp Muhl. Derfor håber jeg også, at der kommer mere fra begge projekter, for begge er virkelig virkelig fede. Indtil da er der dog stadig en masse andre af hans projekter, som jeg skal have lyttet til, ligesom jeg samtidig også skal få lyttet lidt grundigere til Charlottes Uni and The Urchins, da de par numre som jeg har hørt med dem har været ganske lovende. Om det så bliver til fremtidlige skriverier, må tiden vise.
Så vidt jeg husker, så er det desværre ikke muligt at skaffe dette album, så i dag er den støtteopfordring umulig. Derfor vil jeg i stedet bare anbefale, at du lige tjekker både dette og andre af deres projekter ud, og hvis der er nogle af dem, som du kan lide, så husk lige at fortælle andre om dem også.
I dag kommer støtteanbefalingerne til at bestå af “Too Deep”, “Animals” og “Last Call”. Det første af disse er bare en rigtig god åbning til albummet, og det giver en rigtig god forsmag på, hvad resten kan byde på. Derefter kommer de to numre, som jeg synes er albummets stærkeste så, og derfor giver det mening også at anbefale dem. Som sagt er der dog også mange andre, der virkelig holder, så den største anbefaling bliver selvfølgelig, at du lige giver hele albummet et lyt.
Musikskriveri 