Oktober måned er efterhånden blevet til uhyggens måned, og selvom jeg ikke regner med, at det kommer til at blive et overordnet tema for denne måneds skriverier, så er det dog den perfekte anledning til at tage fat i det danske band Archangel. Stilmæssigt beskriver de nemlig sig selv som horror rock, selvom det egentlige musikalske udtryk nok er lidt mere kompliceret end det. Man kan nemlig også hurtigt trække tråde over til både punk og heavy metal, når man lytter til musikken, og det gør sig blandt andet tydeligt på dagens emne, 2020 EP’en By Blood Be Birthed.
Da Archangel opstod tilbage i 2019, var det ikke helt ved siden af at kalde det for en udbrydergruppe af thrash metal bandet Impalers. Tre af Archangels medlemmer kom nemlig fra dette band, der tidligere på året var blevet sat på pause, så vidt jeg husker på grund af, at bandets primære sangskriver Søren Crawack følte, at der var en anden musikalsk retning, der trak i ham. Denne retning skulle vise sig at lede til Archangel, et band som han blandt andet startede sammen med de to andre Impalers musikere Kenneth Frandsen og Rasmus Kjær. Hvor de to beholdte deres tidligere roller, henholdsvis som bassist og trommeslager, så skete der dog en ændring hos Søren, da han her droppede guitaren og i stedet fokuserede fuldt på vokalen. Guitarer skulle der dog stadig til, og så vidt jeg ved, så var det Patrick Rasmussen og Alexander Olak Salling, der i bandets førte par år stod for dem.
Archangel kom hurtigt fra start. Lige med det samme var der spillejobs til dem, og der kom også ret hurtigt en single fra dem. Det virkede også som om, at det var med denne fart, at bandet havde tænkt sig at fortsætte. Det spolerede en vis lorte virus dog, for som vi alle husker, så blev der lige pludselig lukket ret hårdt ned for alt i marts måned 2020. Det ramte mange musikere hårdt, og selvom Archangel prøvede ihærdigt at fortsætte, først med udgivelsen af dagens emne i slutningen af 2020, og derefter en yderligere udgivelse i form af 2021 EP’en Nosferatu, så begyndt bandet så småt at miste det momentum, som de havde kørende for sig. Det var dog kun den første sten i skoen for bandet, for da der så småt begyndte at blive åbnet op for koncerter igen, så begyndte nogle af bandets medlemmer nemlig at sive fra. Så vidt jeg ved, så skete dette først på guitarfronten, og da det så hed sommer 2022, så tog Rasmus Kjær også afsked med bandet, blandt andet for at bruge mere tid sammen med familien. Alt dette var et hårdt slag for Archangel. Der kom aldrig den samme fart på som før, og bandet nåede aldrig de højder, som jeg egentlig havde regnet med, at de ville. Det betyder dog ikke, at de stoppede. Tværtimod fik de udgivet et album i 2023, og i 2024 kom der så et par yderligere singler, mens der samtidig er snak om, at album nummer 2 stille og roligt er på vej. Der er dog bare ikke den samme spænding omkring bandet, som der var i dets begyndelse, hvilket er pisse ærgerligt, da det virkelig har nogle kvaliteter i sig.
Disse kvaliteter var jeg dog ikke helt klar til at indse i starten af bandets karriere. I stedet var jeg faktisk lidt skeptisk, da det føltes som om, at bandet var opstået på bekostning af noget, som jeg elskede, nemlig Impalers. Dette band fik en enorm betydning for min musikalske opvækst, da det blandt andet var med til at åbne mine øjne op for den danske metalscene, mens samtlige af deres udgivelser også bare fik givet mig nogle fantastiske musikalske oplevelser. Derfor ærgrede jeg mig virkelig over, at de stoppede, og det førte nok til, at jeg i starten tvivlede på, om Archangel kunne nå det samme niveau. Deres første single, The Violent Death, formåede heller ikke helt at overbevise mig, selvom jeg dog måtte indrømme, at den var ret fed. Det gjorde By Blood Be Birthed til gengæld, for den fangede bare med det samme, og lige pludselig begyndte savnet af Impalers at svinde hen. Nu var der nemlig noget, der var lige så fedt.
Allerede ved starten af EP’en følte jeg, at det godt kunne gå hen og blive ret lovende, da jeg lyttede til den for første gang. Albummet indledende nummer, der samtidig er titelnummeret, skulle nemlig vise sig at være et overordentligt fedt et af slagsen. I starten hamrer instrumenterne virkelig en stemning op, der gør en klar til, at det skal blive både stort og vildt. Det bliver det fandme også, for da de er færdige med at sætte det hele op, så kommer der i den grad tempo på. En guitar slår lidt an, trommer og bas følger med, og så kører det ellers bare derudaf på en måde, hvor jeg synes, at både heavy metal- og punkinspirationen er tydelig. Den første gør sig gældende ved det lydmæssige, for det har den dejlige tyngde, som der er et af kendetegnene ved heavy metal, mens den anden helt klart kan høres i den mere simple tilgang, som bandet her har. Kombinationen mellem disse to inspirationskilder virker virkelig sublimt. Den skaber et bundhamrende solidt nummer, der i den grad lægger op til en fest. Det hele er ret ligetil. Der er ikke særlig mange forskellige passager i nummeret, og dem der er, er for det meste ret simple, hvor hver enkelte akkorder ofte får lov til at køre i længere perioder. Det lyder dog pisse fedt, og jeg elsker virkelig, hvordan det hele bare hamrer afsted. Det er dog ikke det eneste fede ved nummeret, for vokalen kan jeg i den grad også lide! Det er en renere en af slagsen, men Søren har en fed aggressiv tilgang med den, og det passer skide godt til resten.
“By Blood Be Birthed” er et nummer, der på ingen måde tager nogen fanger. Trækker man indledningen fra, så er det kun to minuter langt, men længere skal det heller ikke være, for på den korte spilletid får det virkelig sparket det hele i gang. Jeg bliver altid så dejligt klar på en fest, når jeg hører det, og denne fortsætter på det efterfølgende nummer “Skull King”. Til at starte med lyder det ikke som om, at der her er den store forskel i tilgangen, for selvom der ikke er nogen indledning her, så er det stadig fuld fart frem lige fra start uden så meget pis. Så simpelt er det dog ikke, for her begynder bandets melodiske sider nemlig at vise sig. Dette sker specifikt i omkvædet, hvor farten lige bliver taget af, mens vokalen så virkelig går ud i et fedt gribende stykke, som virkelig er svært ikke at skråle med på. Fantastisk valg! Det er bare sådan en fed måde at runde et ellers virkelig hurtigt stykke af på. Al vildskaben kulminerer bare på en helt perfekt måde, det hele kommer bare helt op at ringe, og da det så lige har siddet kort ved dette højdepunkt, jamen så slår trommerne da bare det hele i gang igen, og så er man tilbage ved vildskaben igen. Igen er der nul pis. Det kører bare på skinner i et voldsomt godt tempo, og det er så skønt!
Med de to første numre viser Archangel, at et højt tempo sgu ikke er noget problem for dem, og de kunne sagtens have fortsat albummet sådan uden at få nogle klager herfra. Det gør de dog ikke. I stedet bliver tempoet sænket godt på det tredje nummer, mens stilen samtidig også bliver mere melodisk. Det gør dog slet ikke noget, for det lægger nemlig grundlaget for det, som jeg vil kalde for EP’ens bedste nummer, nemlig “The Howling”. FUCK HVOR ER DET DOG BARE GODT!! Verset i sig selv er godt lovende. Guitarlyden bliver lidt mere ren, og der kommer også lidt mere til selve deres spil, hvilket bare lyder vildt godt. Derefter kommer vokalen så på, og også denne er mere nede på jorden…. i hvert fald i starten. Stille og roligt kommer der nemlig mere og mere kraft i den, og det er en så fed måde at bygge op mod omkvædet på. Man bliver bare mere og mere klar på, at der er ved at skulle ske noget, og da omkvædet så kommer, så kommer det bare helt op at ringe. Fuck hvor er det dog bare fedt her! Lige pludselig får det instrumentale lidt mere bid i sig, mens Søren samtidig demonstrerer, hvor utroligt stærk hans vokal er. Derudover hiver bandet også et sidste klassisk træk op af hatten, nemlig lidt korsang, og alt dette munder bare ud i et af de absolut stærkeste omkvæd, som jeg kender til. Vanvittigt stærkt, vanvittigt medrivende og simpelthen bare så vanvittigt hamrende godt! Jeg har hørt dette nummer jeg ved ikke hvor mange gange, men jeg kan bare aldrig blive træt af det. Alene vers og omkvæd er så dejligt stærke, men derudover kommer der så også en lidt hårdere del til sidst, og den er prikken over i’et. Her hiver bandet sejren totalt hjem. Først er det det instrumentale, der lige får lov til at drive det frem. Derefter tager vokalen så over, mens det så til sidst kommer helt op og ringe, da man får serveret EP’ens første solo, alt imens Søren vokal stadig kører i baggrunden på den fedeste måde. Samtidig hamrer Rasmus også ekstra meget igennem på trommerne, og det skaber bare en konge afslutning på et vildt fantastisk nummer!
By Blood Be Birthed slutter ikke af med “The Howling”, men det er dog ved dette nummer, at jeg vil stoppe med at gå i detaljer. Ikke fordi at det fede slutter her, for “Nightmare” sparker i den grad gang i festen igen, og jeg tror, at det er min favorit af EP’en hurtigere numre. Samtidig er “Tombstone” også et vildt fedt nummer, hvor tempoet igen bliver sænket. Det har mange af de samme kvaliteter som “The Howling”, men er dog samtidig godt forskelligt fra det. Virkelig en tæt to’er for mig på dette album. Derefter slutter det hele så af med et fantastisk cover af Danzigs “Bound By Blood”, der er noget anderledes end den originale version, men stadig virkelig solidt!
By Blood Be Birthed var som sagt den EP, der for alvor fik mig til at sætte pris på Archangel. Det er nok også en af de ting, der gør, at det er min favorit af bandets udgivelser, men når alt kommer til alt, så er det i sidste ende det vanvittigt høje niveau, som bandet her sætter, der giver det favoritpositionen. Denne EP består bare af seks numre, der alle er vanvittigt fede og vanvittigt stærke, og jeg synes sgu, at det er en imponerende bedrift at lave sådan et værk. For mig bliver det sgu ikke meget bedre end det her.
Så vidt jeg ved, så er det stadig muligt at finde alle bandets udgivelser fysisk, så vil det gerne støtte op om det, så er det en god måde at gøre det på. Lige for tiden er det nok også en af de eneste, da bandet i sommeren lige trykkede på genstart knappen for at få den fremtidlige retning på plads. Hvordan den så kommer til at blive må tiden vise, men indtil da tror jeg ikke, at der kommer alt for mange koncerter fra bandets side. Jeg glæder mig dog til at se, hvad mere bandet har at byde på, for det har fandme potentiale.
Dagens lytteanbefalinger bliver “Skull King”, “The Howling” og “Nightmare”. Tre fede numre der giver et godt indblik i EP’ens lyd, men som sagt, det hele er fedt, så giv bare alt sammen et lyt. Det fortjener det fandme.
(Dette skriveri har et par smårettelser i sig, da jeg efter at publiceret det fik lidt yderligere information om situationen i bandet under og efter Coronatiden. Den originale tekst findes herunder)
Det ramte mange musikere hårdt, og selvom Archangel prøvede ihærdigt at fortsætte, først med udgivelsen af dagens emne i slutningen af 2020, og derefter en yderligere udgivelse i form af 2021 EP’en Nosferatu, så var det som om, at bandet mistede en god del af det momentum, som de havde kørende i starten. På trods af at ting stille og roligt begyndte at blive åbnet op igen, så kom der aldrig samme fart på, og bandet nåede aldrig de højder, som jeg egentlig havde regnet med, at de ville.
Musikskriveri 